Min mand har ingen venner

Hej alle sammen.
Jeg er ret social anlagt og har en masse bekendte og få gode venner, hvilket vel er normalt? Min mand, som jeg har været gift med i 1½ år og været sammen med i ialt ca. 8 år er slet ikke social. Han har ingen venner overhovedet. Han har nogle bekendte, som er gamle kollegaer eller studiekammerater, men dem taler han ikke rigtig med.
Kan en mand godt leve uden venner? Han siger, at jeg er nok og at andre bare ikke interesserer ham. Computer, træning og vores liv er nok for ham.
Han tager da med mig ud og laver noget med mine venner mm. men det er ikke noget, som han selv har lyst til, men gør det kun for min skyld.
Er det virkelig nok for en mand?
mvh den tvivlsomme...

Nogen mænd har behov for mange venner, andre ikke.
Selv har jeg ikke det store behov for at te mig i flokken, det kan jeg udmærket gøre helt alene. 😉

Har heller ikke mange venner, i øvrigt, dem der siger de har mange venner, har i virkligheden ikke nogen, men mange bekendtskaber, men det er noget andet, der er jo ikke 2 der er helt ene her på planeten, så nogen har stort behov for at have venner, og blive beskæftiget hele tiden, andre er lige som Tigrene eller Løverne, man behøver ikke at sidde og knævner hele tiden, men ok hvis han slet ikke snakker med nogen, så burde han måske begynde at gå værtshus, der kan man altid få en uforpligtende pasja, om livet finurligheder og verdenssituationen i al almindelighed, men nemt bliver det nok ikke.

men har en kæreste:-)
er heller ikke den mest sociale type-ikke fordi jeg ikke ønsker det, men nok pga.uheldige oplevelser fra tisligere, der har gjort det enormt svært for mig-har ikke tilegnet mig de fornødne sociale færdigheder!holdt mig stort set isoleret hele min "ungdom",og var en enspænder, og savnede det ik dengang altså.. tvivler på jeg kan indhente det...
lider af social fobi, men det er noget der er kommet snigende efterhånden...har nok haft 2-3(tilgengæld rigtig gode venskaber-dog alle med drenge/mænd)

veninde jeg havde går tilbage til da jeg var 11(og derunder, havde 2 nære veninder dengang en hvor jeg boede, og en fra klassen)
er 22 nu, og ja, jeg har nok bare ikke mødt en jeg rigtig kunne sammen med-har også været meget afskåret de år

hvorfor du valgte at gifte dig med ham?
Ud fra dit indlæg at dømme, kendte I hinanden i 6 1/2 år, før I giftede jer. I de 6 1/2 år må det da være gået op for dig, og kan formodentlig ikke komme bag på dig nu?

Hun skriver ikke, at hun er utilfreds - ikke, at hun fortryder deres ægteskab - ikke, at hun er dybt overrasket - men bare, at hun undrer sig. Hvad får dig dog til at spørge om, hvorfor hun giftede sig med ham? Synes du, det er alvorlig fejl ved ham, og at han ikke fortjener sin kone?

at han kun deltager for din skyld. Men så længe du sørger for hans sociale liv behøver han ikke gøre en indsats selv. Det er der nogle, der er for dovne til.
Et gammel ord siger forøvrigt at du skal vogte dig for venneløse mænd. Den kan du så tænke lidt over.

da ik en mand du er gift med tror jeg

Min far havde heller ingen venner, han læste og passede sig selv. Han var bare så glad for min mor.
Jeg har det som ham. Savner ingen.

Venner er ofte for livet....

Min mor havde meget travlt med at rende til både det ene og andet. Det gjorde ikke min far noget, han vidste, han kunne stole på hende.

du det. Min far var en pæn og ordentlig mand.
Han krævede da heller ikke min mor skulle sørge for hans sociale liv. Han var bestemt ikke doven.
Du mangler menneskekundskab.

Du er i hvert fald ikke noget særligt venligt menneske. Hun har kendt ham i årevis, er gift med ham - men det ægteskab skal du da nok lige få sat spørgsmålstegn ved!

har både haft de sociale myndigheder,psykiatriske ophold, samt institution indeover!stak af der jeg var 15(fra psykiatrisk)ophold, og opsøgte den ene, men det hele var allerede gået tabt der vi var som fremmede overfor hinanden, den anden er jeg aldrig stødt på

har haft et par perioder, men er tilfreds med mit liv ellers i det store hele, men når jeg blir mindet om det-begynder jeg at spekulere lidt

Har du et krævende job, en stor familie og mange interesser, har du ikke brug for venner.
Der er faktisk en del mennesker, som synes, at den danske hyggekultur er ulidelig. Specielt når det går ud på at bekræfte sin egen fortræffelighed. Vennekulturen går jo iøvrigt ud på at afgrænse sig overfor omverdenen og sætter sociale spændetrøjer på folk.
Gode kolleger og kammerater, der giver udfordringer i dagligdagen, er at foretrække.

Det er vel næsten altid derfor, at man gifter sig?
Altså jeg har da ikke noget imod, at han ikke har brug for nogen venner omkring. Jeg undrer mig bare og har altid gjort det. Jeg er dog bare bekymret for om det nu også er nok? At han måske en dag pludselig finder ud af, at det bare ikke er nok, eller sådan noget...
Vi er glade sammen og har et dejligt forhold med de normale op- og nedture, så vil bare høre om andre har det som ham. 😉

Og hvad mangler du? Hovedet?

Ellers gav jeg vel ikke udtryk for den holdning. Frk. menneskekundskab. 😃😃😃
Det er nu ikke meget du forstår.

Og jeg forstår heller ikke hvordan han kan undvære fortrolige venner/kammarater.
Vi har da vennepar vi ses med og han synes også det er hyggeligt nok, men det er mig der sørger for aftalerene, og mig der holder sammen på det.
Han gider det ikke, han har nok i arbejde, kollegaer ( som han har mange søde af slagsen, som han er glad for )familie, og istandsættelse af vores hus og have. Han siger han har nok i mig - vi er BEDSTE venner og fortrolige i ALT 🙂
Mig derimod, jeg har brug for mine tætte veninder - men det tror jeg generalt at kvinder har !
Nå men glædeligt at finde ud af at der eksisterer andre usociale mænd, end kun lige mig egen - som jeg elsker fordi han er ham 😉

Ayla

ikke jeg. Jeg klarer mig strålende uden. 🙂

http://www.psykosyntese.dk/o-96/
Sådan er jeg også, og det er nok blevet mere udtalt med alderen. Altså sådan at forstå, at jeg er blevet mere og mere introvert med tiden.
Det betyder ikke at man er asocial, eller ikke magter omgang med andre mennesker. Det betyder blot, at man ikke har behov for at omgive sig med andre konstant, nok tværtimod. Og for mange er et arbejde og en ægtefælle alt rigeligt.

...at der er andre som min mand :)
Så er han jo ikke helt usædvanlig. 😉

Dejligt at læse lidt om det... håber da bare, at det er det, han er :)

Det som mange betegner som deres VENNER er sjældent andet end bekendte. Din kæreste kalder altså ikke sine bekendte for venner, da han ikke føler at andre er så tæt på ham, at han kan sammenligne det med den fortrolighed han har med dig. Noget andet er at man er noget sårbar, når man kun har en eneste fortrolig ven, især hvis det samtidigt er en kæreste; men både venner og kærester 'af den rigtige slags' hænger ikke på træerne. Måske er din kæreste bare et meget ærligt menneske, der ikke ønsker overfladiske 'venner'?
Jeg undrer mig ofte over folk, der siger de har mange venner. Hvor mange kan man åbne sig for, være fortrolige med og altid være loyale over for? Jeg mener man skal være ganske godt tilfreds med een eller to fortrolige venner, udover sin partner. Og ganske godt tilfreds med ikke at have flere, men selvfølgelig meget gerne mange gode bekendte, som man kan dele et godt socialt liv med på 'venskabelig vis'!

Altså folk er jo forskellige og jeg tror ikke rigtig på, at man et helt liv igennem kan gå uden at have nogle venner og et eller andet større socialt behov.
Men det er jo bare fordi at sådan er jeg. Jeg har mine sociale perioder og min mindre sociale perioder og jeg har mange venner. Ville slet ikke kunne undvære det sociale aspekt.
Men som sagt, sådan er vi så forskellige. Jeg forstår ham bare ikke🙂

vel meget forskelligt, men jeg er som din mand. Min kone er meget social og udadvendt og jeg er meget indadvendt. Jeg har så også lidt af en depression, men det er som om man måske frygter det sociale lidt, sådan har jeg det ihvertfald. Jeg siger ikke, at han har en depression. Vi er jo heldigvis forskellige.🙂

Du kan da vist ikke tillade dig at skrive på hans vegne og desuden svine andre til her. Det burde være lidt sagligt og føres i en pæn tone. Det "Gamle ord" er vist et du har fundet på.........

er hvad han er. find dig en rigtig mand, rigtige mænd har venner

spar os for dumsmarte bemærkninger.

vrøvl vrøvl

og de mener jeg, at han ingen taler med efter arbejde. Han har kollegaer osv, men han taler ikke med nogen efter arbejde. Han tager ikke ud med nogen eller andet....

Jeg forstår ham heller ikke rigtigt... men sådan vil det vel blive ved med :)

men så skulle du bare se hans veninder waaaauuuuv jeg har set dem

Nogle mennesker er bare tilbageholdende af natur, det bliver man da ikke en taber af, som nogle "velmenende" typer skriver herinde, det kan jo skyldes oplevelser, som måske nager en fra tidligere - fx mobning. Jeg kæmper selv med at få flere venner/veninder, da jeg ikke havde den sjoveste skoletid og ikke rigtigt fandt en sportsgren, hvor jeg kunne få gode venner pga. generthed, og har man ikke et særligt stor netværk fra børne- og teenageårene kræver det et stort engagement, når man når "redebygge-alderen" at skulle opbygge sig en ny bekendtskabskreds. Lidt a la fx at flytte langt væk. Men selvfølgelig kommer tingene med tiden, men folk er jo forskellige og nogle har jo lettere ved at opbygge en bekendtskabskreds end andre.

Lad dog manden i fred og lad ham være, som han nu er. Jeg skulle ikke have min mand til at bestemme om jeg havde venner nok eller ej.

Jeg forstår ham. Gid folk dog bare kan lade os være i fred. Det er alligevel ikke andet end overfladiske venskaber. Man har det så godt, alene, eller sammen med de nærmeste.

Hvis det er dine venner ,hvorfor kan det så ikke også være din mands venner..Jeg fatter ikke du deler jeres ægteskab over..Du skal da være glad for han gør en indsats...Og del dog dine venner med din mand,hvorfor skal han absolut have sine egne..??...😮

Det er tit folk med de fleste venner, som er de største tabere. De er venner med folk, der går under "laveste fællesnævner", da det så kun er folk, der kan snakke utrolig overfladisk og intetsigende - og dermed støtte hinanden i, hvor kloge de er.

Du lyder som en idiot "studsen" , SÅ DET ER DU NOK OGSÅ, tror du virkelig at nogen har brug for dine råd. 😃 HA - Hvor er du latterlig - din KO

Jamen jeg vil da med glæde have ham til at dele mine venner, men det gør han bare ikke. Han kender dem da og hilser osv. men så heller ikke mere end det.
Han er glad og tilfreds, som han har det, så det er fint. Jeg forstår det bare ikke helt...

Min kæreste er meget social, og hun undrer sig tit over hvorfor jeg altid taker nej til at komme med til diverse fester eller forsamlinger.
Grunden, i mine øjne, er meget simpel. Jeg gider simpelthen ikke alt det der tam-tam. Det betyder selvfølgelig ikke at der er noget galt med det, men det er simpelthen hvad jeg selv foretrækker; at blive væk.
Jeg gider ikke falske samtaler eller se billeder fra Hr og Fru Jeppesen's kur til Kina. Hvad rager det egentlig mig? Det lyder utrolig negativt, men sådan skal det ikke forstås. Jeg kan bare ikke se hvad det hjælper mig at snakke med en eller anden for en aften omkring ingenting. Hvad er produktivt i det? Så vil jeg da meget hellere blive hjemme, sidde ved somputeren, se en film eller lave noget god mad. Ting som jeg selv kan lide og føler mig tilpas med.
Jeg tror mange mænd kan lide at være deres egen herre, på den måde ment at de ønsker at gøre ting selv samt selv bestemme deres fritid.
Jeg har lagt kortene på bordet med min kæreste og sagt at med mindre hun decideret kræver jeg skal afsted, så bliver jeg altså hjemme. Det er hun ikke en fan af, og hun kan slet ikke forstå mig. Hvad hun gør forkert, og hvad du skal lægge mærke til, er at hun snakker til mig som om jeg er unormal. Hun næsten angriber mig og kalder mig asocial, hvilket jeg ikke selv føler er sagen. Lysten til at blive social er bare ikke til stede, men det betyder da ikke jeg decideret går ind og vælger at blive asocial. Det betyder bare jeg ikke presser mig selv ind i situationer jeg ikke har lyst til at være i.
Så er den stort set ikke længere.
Jeg vil overhovedet ikke være bekymret. 😉

Jeg er 20 år, og jeg har det på præcis samme måde som dig. Derimod har jeg ingen kæreste, men da venner og andre bekendskaber ikke har ønsket mig, i deres selskab, giver det selvfølgelig den samme virkning fra min side af.
Jeg ønsker ikke at deltage i noget, der ikke kommer mig ved. Jeg synes det er så upersonligt, at gå til fester, hvor der måske kun er en, eller to personer - måske ingen?, som man kender.
Man render for det første, halv-forvirret rundt i starten, og ved ikke hvad man fortage sig, men i takt med at alkoholen tager over ens personlighed, kommer man selvfølgelig i snak med folk.
Dagen efter, er det hele igen glemt, og man fik aldrig fat i hvad folk hed.
Jeg er stoppet med at ryge, og jeg drikker ikke rigtigt mere. Jeg acceptere mig selv for den jeg er, og behøver ikke at være beruset, bare for at have det godt.
Vil sgu hellere sidde her hjemme med en rigtig god film, og lave noget lækkert mad, frem for det der fests-sjov.
Det er der mange der ikke forstår, men nu kender de selvfølgelig heller ikke til ens fortid🙂
Husk nu, at bekendskaber kan man altid få, men venner får man ikke sådan. De kommer ud af bekendtskaberne med tiden.

så søg hjælp i stedet for at ødelægge debatten.
Tak