Min mand og belastning

Kære Alle.
Min mand er ved at være en belastning. Desværre, og jeg er meget ked af det.
Vores børn er henholdsvis 18 (datter) og 20 (søn). Vores datter går på gymnasiet, vores søn er psykisk handicappet og går på specialtilbud. De bor begge hjemme, dog er vores søn på vej til at flytte hjemmefra.
Problemet er min mands negativitet, nedgørenhed over for os andre og hans passivitet i week-ends. Hele week-enden sidder han og æder, drikker rødvin, ryger og ser TV i vores fællesrum - stort set fra han står op, til han går i seng. Jeg ved ikke, om vores børn/unge opdager det, men jeg kan i hvert fald høre på ham, at som dagen går, bliver han mere og mere fuld og dum at høre på. I dag var det især pinligt, da vores datter havde besøg af en veninde.
Min mands job er krævende - det er mit også. Jeg har arbejdet deltid i mange år på grund af vores søn. Nu har jeg fået ekstra arbejde, og jeg orker ikke, at jeg også skal til at tale med min mand om, at han er ved at være en ret stor belastning både i week-ends og i dagligdagen. Han er mellemleder og ved middagsbordet sidder han og nedgør sine medarbejdere over for os. Vi skal sidde og høre på, hvor dumme de er, og hvem han vil nu vil fyre. Det er ikke ret sjovt.
Min mand er meget svær at tale med. Han hidser sig nemt op og råber og skriger, hvis nogen siger ham i mod. Det er efterhånden sjældent, vi har har et rart og hyggeligt aftenmåltid sammen.
Jeg ved ikke helt, hvad jeg forventer af kommentarer herinde fra. Måske ikke noget, for jeg jeg spørger jo ikke om noget. Føler mig bare fastlåst i et uheldigt mønster, som jeg ikke kan se nogen udvej af. Jeg knokler for at skabe en god stemning i hjemmet, men jeg er ved at køre træt.
Hilsen til jer alle, der læser mit indlæg.

Jeg TROR,at din mand har psykiske indre problemer.Han er ikke tilfreds med sig selv
og ser meget negativt på sig selv og sine omgivelser.Han ligefrem søger noget at kunne brokke sig over.Måske har den usikre fremtid angående at kunne beholde sit arbejde,også en rolle i hans tanker! Jeg skriver dette her,ud af egne erfaringer.
Søg professionel hjælp,men om det kan forandre hans karakteer,hved jeg ikke!
Jeg selv vender og drejer alle forekommende ting i een uendelighed,og kommer til sidst ud
på negative tanker,og det er tungt at leve med!

er da ikke godt, lyder til at din dejlige mand har store problemer med alkohol og ikke mindst med sit arbejde.
Når din mand drikker så har bliver dum at høre på og ikke mindst det, at det gentager sig i weekend efter weekend, ja så er han alkoholiker, det er en sygdom, han vil nok ikke selv være enig i det, så ring til anonyme alkoholikere, eller din egen læge og lade dem hjælpe dig.
En mand der er nød til at afskedige nogle medarbejdere, har det ikke nemt/godt, og det er bedstemt ikke godt for dig og dine børn, jo de har opdaget det, men forsøger at få dagen til at gå, dels for ikke at såre dig men også fordi han har jo været en rigtig god far, og blod er meget tykkere end vand ! så hjælp ham ! For både dine børns skyld og ikke mindst din egen.

Han er under hårdt pres fra ledelsen. Jeg havde en chef der tit skældte mig, men vel vidende om at han var under pres støttede jeg ham lidt når han brummede efter et møde med sine chefer, og jeg er endda gået til hans chefer og sat nogle ting på plads, med fare for mit eget job, som jeg iøvrigt havde flere år efter.
Når det er sagt burde han lære at abstrahere fra sit job, og måske i den yderste ende skifte.

levet med en mor og far hvor du meget vel kunne være moren....Min mor led i mange år med en sur, bitter tiltider ondskabsfuld og alkoholisk mand, og gjorde ikke andet end at lide med anstand...ligeså deres barn(mig)....Kunne aldrig have venner med hjem pga. pinlige episoder m.m..
Såå.. pas på digselv og dine børn, og SKRID inden dit liv er brugt...det ville jeg ønske at min mor havde gjort både for min og hendes skyld...tro mig det påvirker dine børn negativt, selvom de er voksne nu.. . . Min mor levede somsagt med det i mange år, efter parolen "det bliver nok bedere en dag"..det gjorde det aldrig, tværtimod. . . idag er hun død og nåede aldrig at blive glad inden livet var til ende
Så hvis du har flere drømme i dit liv så se at gøre noget radikalt ved det, det kan slutte før du ved af det, og din mand ændrer sig med 90% sikkerhed ikke til det bedere, snarere det værrere... Held og lykke med det..

Din mand lyder fuldstændig som min far.
Jeg er nu voksen og det var en stor befrielse at flytte hjemmefra. Jeg har aldrig forstået hvorfor min mor blev boende med ham, for alt det negative påvirkede alle hver eneste dag.
Jeg husker min barndom som værende rigtig trist, da min hidsige, udskældende, storædende og dovne far skabte utrolig dårlig stemning.
Tænk over om du virkelig gider være sammen med ham, hvorfor gider du spilde dit liv på sådan en mand, når livet faktisk er ganske dejligt [s]

Hej fruppe.
Jeg kunne ikke være mere enig i det du siger. Måske fordi jeg selv har været mellemleder i diverse supermarkeder med mellem 15 og 30 ansatte. Ikke overvældende mange, men nok når man skal have radaren ude for at imødekomme dårligt klima og intriger som kan påvirke arbejds motivationen.
Er der udsigt til fyringer, så har vi lønmodtagere vist nok en forestilling om at det for lederne er som at klø sig i nakken. Bagefter går de ud og spiller golf. NEJ, intet kan være længere væk fra sandheden
Den omtalte mand i tråden, har det som de fleste ledere og mellemledere. De HADER at skulle tage en fyringssamtale! Og de tager det problem med sig hjem. Og ikke engang det kan jeg fordømme, da det ER en stor belastning. De tager ikke let på at skulle afskedige medarbejdere.
Da jeg blev sagt op fra en stilling omkring nytår, gik min chef omkring den varme grød i ugevis. Vi kunne alle mærke på hans humør at noget nagede ham helt vildt. Det var ikke kun mig der skulle afskediges, da det var en generel økonomisk afmatning der var grunden.
Kære Ellis, du må ikke underkende at det du ser hos din mand er symptomer som ikke behøver at blive permanente. Når hans arbejde fylder så meget, at han ovenikøbet tager det med sig hjem, så har han problemer som han ikke kan klare alene. Hans ansvar tynger ham så hårdt, at han handler som han gør. Ikke alle reagerer på den måde, men måske fordi de er mere kyniske og iskolde end din mand kan være.
Mvh Lagermann

Da omtalte så blev fyret grundet samarbejdsvanskeligheder var jeg kronprins grundet erfaring, men takkede nej da jeg kendte cheferne, jeg ville ikke engang være souschef.
Hans ægteskab og børnene fungerede dog flot, selv om han mange gange selv tog en stak papirer med hjem og sandsynligvis også har bandet lidt hjemme.

Kære Alle igen.
Tusind tak for jeres bidrag. Jeg troede slet ikke, der kom nogle, og hvis der endelig gjorde, tænkte jeg, at jeg nok skulle hudflettes.
Tværtimod har jeg fået gode tankevækkende bidrag med forskelligt fokus fra jer, der har skrevet. Det er jeg meget taknemmelig over!
Især de, der har været børn/unge i en lignende familie har rørt mig, må jeg tilstå. Det var lidt af en øjenåbner. Også, at jeg skulle prøve at få professionel hjælp - det vil jeg gerne, men tør slet ikke tænke på, hvad min mand vil sige til det. Det vil så godt som sikkert blive en total afvisning. Jeg har også overvejet at gå fra ham, men jeg synes, det er vanskeligt efter 29 års ægteskab - og ja, han var en god far, da børnene var mindre.
Noget må ske, det står mere klart for mig nu. Tak skal I have endnu en gang.
Ellis