Min svigerdatter er en energisluger

Jeg opretter dette indlæg i håbet om, at få nogle gode og brugbare råd, for jeg er helt ærlig på bar bund her:
Jeg er gift, og med min mand fulgte hans 3 skønne børn, som jeg betragter som mine egne. (Jeg har selv 2 børn fra et tidl. ægteskab).
Min mands ældeste er en søn på 22 år, som er samboende med sin kæreste - og det er her problemet ligger:
Min bonus-søn og hans kæreste har kendt hinanden i små 2 år, og i starten var vi glade på hans vegne, fordi han nu fik løsrevet sig fra moars skørter.
Men med tiden har min mand og jeg kunne stå på sidelinjen og se, hvordan vores svigerdatter langsomt suger al personlighed ud af vores søn.
Hun er 20 år, og i foråret 2009 blev hun færdig med sin uddannelse, men hun har siden været på adskillige arb.pladser og bliver efter få mdr. fyret igen, fordi hun ikke er til at holde ud at arb. sammen med for de kollegere hun har/har haft.
Hun er uddanet indenfor servicebranchen, men hendes tidl. kollegere beskriver hende som værende: Sur, snerrende overfor sine kollegere og kunder, og har ikke styr på tingene rent arb.mæssigt, og jeg kan helt ærlig godt se hvad de mener, og synes de har ret, men det kan jeg ikke sige til hende, for så bliver hun både meget ked af det og begynder at græde, og hun bliver også sur, og så ser vi dem ikke i flere mdr.
Både min mand og jeg har meget humor, også den sorte af slagsen, men når vores svigerdatter er her, skal vi passe på med hvad vi får sagt (det kan være en sjov "personlig møntet" bemærkning) som hun så bliver smækfornærmet over.
De har også meldt afbud til sønnens mors fødselsdag fordi de skulle gøre rent! De bor i en 2 værl. lejlighed, har ingen børn, men 2 katte. (Og det skal her lige tilføjes, at min bonus søn er meget tæt knyttet til sin mor).
Vores søn er p.t. i gang med en uddannelse som lastbilschauffør, og i den forbindelse gav vores svigerdatter for nyligt udtryk for, at hun ikke var meget for, at han skulle kører om natten, for hvad nu hvis hun vågnede midt om natten og var blevet syg? Så var hun jo helt alene....
Der hersker ingen tvivl om, at vores svigerdatter har et meget lavt selvværd, og jeg har forsøgt at "komme ind på hende" i forsøget på, at ville hjælpe hende til at få lidt større selv-indsigt, og mere selvværd og selvtillid, men det er umuligt, da et hvert forsøg på at hjælpe/tale med hende, bliver opfattet som et personligt angreb mod hende, og det er uanset hvordan man griber det an. Og tro mig, jeg har prøvet.
Vi ved også fra hende selv, at hendes egen mor fra tid til anden forsøger at hjælpe/tale med hende og forklare hende nogle ting, set fra en anden side af end hendes, men så bliver hun pissesur på sin mor - så hun kan heller ikke trænge igennem til hende.
Vores søn havde oparb. en venskabskreds fra sin tidl. arb.plads, men disse venner ser han ikke længere.
Min mand har et godt forhold til sine børns mor, og hun har også givet udtryk for sin bekymring omkring svigerdatteren, som langsomt suger al energi/personlighed ud af vores søn, og min mand og jeg har også talt om, at vi skulle tage en snak med vores søn, men på den anden side føler vi heller ikke vi kan tillade os, at blande os i hans liv og de valg han har taget ift. sin kæreste.
Jeg er heller ikke sikker på, at han vil være lydhør overfor det vi har at sige til ham, da han angiveligt elsker hende.
Hvad ville du gøre i sådan en situation?

Hun savner en kæreste, så hun kan
få noget kærlighed og sex. For
frustrerede kvinder opfører sig
ofte på denne måde.

Hvad er det i ordet svigerdatter du ikke har forstået?
Hun HAR en kæreste - min bonussøn.
Læs lige indlægget ordentlig igennem, før du kommer med dumsmarte bemærkninger.

Men også temmelig selvoptaget.
Det kan tage laaang tid at ændre en sådan personlighed, hvis det overhovedet er muligt.
I kan starte med at sige til Jeres søn at han er alt for eftergivende, sandsynligvis ved han det selv, men det er svært for ham at sætte hende stolen for døren hvis han elsker hende.

...og det er også det der er "vores" problem.
Han er nemlig alt for eftergivende, eller konfliktsky, og jeg tror godt han selv er klar over, at det måske ikke er den optimale form for forhold, men jeg tror ikke han har lyst til, at tage konfrontationen med hende, og det skænderi der med garanti vil komme ud af det....

at sige fra overfor den kæreste!
Jeg tror desværre ikke i kan gøre så meget ved den problemstilling.
Jeres søn vil på et tidspunkt nå
til den erkendelse at hun er usundt for ham og først derefter at vælge evt, at bryde
op med hende.
Men så længe han finde sig i hendes lort og ikke er stærk nok til at sætte den kælling på plads, ser hun ham son en lille hundevap.
Det er nok mere jeres søn der har et problem end hans kæreste.
Har i spurgt ham, hvorfor han er sammen med den lille, usikker heks?

for hende, at han kan holde hende ud! Så er der en, der kan. At have lavt selvværd er noget skidt noget.

...det har vi godt nok ikke *gringer*
I starten var vi faktisk glade for hende, og syntes godt om hende, med med tingen er vores holdning/følelser overfor hende blegnet en hel del, netop fordi hun er styrende og manipulerende overfor vores søn.
Men ligefrem og spørge ham om, hvorfor han er sammen med den heks, vil næppe falde i god jord hos nogen...Heller ikke vores søn.
Men du har da ret i, at han også har et problem, fordi han tillader hende, at behandle ham som hun gør.
I bund og grund er hun jo meget egoistisk, og han finder sig i det, men du har nok ret i, at vi ikke kan gøre så meget.
Jeg synes bare, at hvis det på sigt ikke skal være dem, og han om nogle år får øjnene op for, at det er et usundt forhold og bryder med hende, så så jeg da helst, at det blev gjort (og helst for et år siden), så de begge kan komme videre i deres endnu unge alder, og før de måske endda også beslutter sig for at få børn.

Hvor har du denne viden fra, har hun selv fortalt det? eller har du talt med alle de personer som har arbejdet sammen med hende?
Citat:
Hun er 20 år, og i foråret 2009 blev hun færdig med sin uddannelse, men hun har siden været på adskillige arb.pladser og bliver efter få mdr. fyret igen, fordi hun ikke er til at holde ud at arb. sammen med for de kollegere hun har/har haft.
Hun er uddanet indenfor servicebranchen, men hendes tidl. kollegere beskriver hende som værende: Sur, snerrende overfor sine kollegere og kunder, og har ikke styr på tingene rent arb.mæssigt, og jeg kan helt ærlig godt se hvad de mener, og synes de har ret, men det kan jeg ikke sige til hende, for så bliver hun både meget ked af det og begynder at græde, og hun bliver også sur, og så ser vi dem ikke i flere mdr.
Citat slut.
Bortset fra min undren her, så tror jeg ikke at du/i kan gøre noget ved det. Din bonussøn er en ung voksen mand og tager selv sine valg. Hvis han er dybt forelsket i hende risikerer i istedet at skubbe ham væk, især hvis hun er så manipulerende og så mister i jo helt kontakten til ham.
Ikke altid at forældre er begejstret for podernes valg, men de får sjældent noget godt ud af at blande sig.
Man ønsker jo altid det bedste for ens børn, men man er nødt til at indse at børn er til låns og at de træffer deres egne valg mere og mere med alderen. Måske han på et tidspunkt har fået nok og kommer ud af forholdet, men jeg tror ikke at andre kan hjælpe ham med at tage det valg, det skal han selv finde ud af🙂

...var noget hun selv fortalte, efter en af hendes fyringer, da jeg spurgte ind til, om hun havde fået en begrundelse til fyringen, og der svarede hun det du citere, så det har jeg far "hestens egen mund" :o)
Det er også hende selv der fortæller, hvad hendes mor "nu har sagt", og er meget fortørnet over, at hendes egen mor kan finde på at sige sådan til hende, i den situation hun lige står i, når hun faktisk bare har brug for, at hendes mor støtter hende, og ikke kommer med "gode råd og forslag".
Disse ting var udledt af, at hun over for sin mor havde beklaget sig over, at hun synes det var svært at søge job og få afslag på afslag - hvilket jeg sagtens kan sætte mig ind i - og at hendes mor efterflg. havde foreslået hende, at gøre noget ved sit udseende, da arb.giver jo også kigger på det, og det var måske derfor hun gang på gang fik afslag efter jobsamtaler.
Dette fik hendes mor sagt på en pæn måde. På ingen måde nedladende eller andet som skulle opfattes som et personligt angreb, men igen opfatter hun det som om, at hendes mor ikke "støtter hende" og "det var ikke det hun havde brug for at høre lige den dag og på det tidspunkt"....Nej det er muligt, problemet er med hende er jo bare, at der aldrig er et godt og velvalgt tidspunkt for hende, til at tage en snak med hende om nogle ting/justeringer fra hendes side, der ville gøre hendes liv og tilværelse meget nemmere.
Hun ser det ganske enkelt ikke, og så er det også bare alle andre der er forkert på den eller nogle idioter, og ikke kan lide hende.
Og ja du har nok ret i, at vi ikke kan gøre noget, da han jo er en voksen mand.

Hun behøver jo ikke at ligne en topgejlet model for at søge et job, men hendes mor har nok været inde på at man ikke skal møde op til jobsøgning med uglet hår, uanset om det bare er et rengøringsjob.

du er hendes svigermor - ikke hendes mor. Du skal ikke komme med alle mulige bemærkninger og kommentarer til hende om hendes personlighed - medmindre hun beder om råd. Hun har det sikkert svært med sig selv, og så er det da hårdt at have sådan en bonussvigermor, der altid er på dupperne - og det er du jo, selv om du måske ikke direkte siger så meget til hende. Hun er sikkert meget bevidst om, at du ikke er helt "tilfreds" med hende. Og når I ikke ser dem i flere måneder, skal du tage det som et hint om, at hun måske ikke har det særligt godt hos jer - og det har du jo også ansvar for.
Og med de ting du skriver om, at du forsøger "at komme ind på hende" og "hjælpe hende til at få større selvindsigt" lyder det altså som om, at du overskrider nogle alvorlige grænser (sikkert velment, men alligevel). Du er ikke hendes mor (eller hendes veninde), og du skal ikke opføre dig sådan. Det lyder måske nærmest som om, at du behandler hende som et lille barn. Har du tænkt på det?
Jeg ved godt, at du mener din bonussøn det godt, men du bliver nødt til at blande dig udenom og lade ham tage affære. Han har jo også et stort ansvar for det, der sker. Og den der med, "at hun suger energien ud af ham", holder bare ikke vel. Han har et valg, og han er også del af forholdet. Desuden har du jo ingen anelse om, hvordan de har det sammen, når det er blot er de to, der er sammen.
Generer hun dig eller overskrider dine grænser, bliver du selvfølgelig nødt til at fortælle hende det, men alt det andet skal du blande dig udenom. Din svigersøn vågner nok op en dag, hvis hun er så forfærdelig som du beskriver hende... Men måske lider du også lidt af "intet er godt nok til min bonussøn"-syndromet... Kan det tænkes? ;o)
Håber, du kan bruge den vinkel til noget. Held og lykke

Børn er et produkt af deres forældres opdragelse, på godt og ondt. Og han får så et eller andet behov stillet ved sin kærste. Noget der opvejer de negative virkninger der kan være.
Dette kan i ikke gøre noget ved. Blander i jer, ender i s´mænd nok med, at i slet ikke er velkommene og de slet ikke vil se jer.
Han er voksen og må selv tage beslutninger og konskvenser der kan være.
Et godt råd, lad være med at sige at i virkelig mener, hun ikke er en god person eller hvad i nu har af negative meninger om hende. For han har valgt hende. Skulle det ske de stopper, så også hold kæft. For finder de sammen igen. ¨Så står i der med al den negative galde, som sønnen så skal finde ud af om han vil finde sig i. Og her kan i ende med at blive smidt ud med badevandet.😖
Opfør jer som voksne mennesker og acceptere at han har valgt hende. I kan ikke leve for ham.

Dronningen har altid anvendt betegnelsen; dumsmarte bemærkninger! *LOL*
Hvis din stakkels søn ikke kan give hende, hvad
hun har brug for. Så vil hun ende med, at opføre
sig som en bitch for omgivelserne.

at jeg ud fra det, du skriver på ingen måde kan læse, at din bonussøn er i et forhold, hvor han ikke trives. Det er dig (jer?), der tolker og tolker, dømmer og dømmer og blander jer og blander jer.
Stop med det!
Jeg har ikke altid været lige begejstret for min svoger. Det kunne jeg da aldrig finde på at give udtryk for overfor min søster. Jeg ville da ikke skabe splid eller skubbe min søster fra mig. Hun elsker ham højt. I dag har de de dejligste unger i hele verden, og jeg har lært at acceptere ham og hygge mig i hans selskab.

...min mand eller jeg har på noget tidspunkt blandet os i deres forhold, eller sagt noget - hverken til sønnen eller svigerdatteren.
Vi har internt - min mand og jeg imellem - ofte talt om, hvorvidt vi bør/skal sige noget til vores søn, men vi har valgt ikke at gøre det, fordi - som du selv skriver - så kan vi grovest set ikke blande os i deres forhold.
De er voksne mennesker og har selv valgt hinanden.
Når det så er sagt, så skal jeg da huske at tilføje, at de gange jeg har forsøgt at hjælpe hende, har været i situationer, hvor hun selv sidder og hælder vand ud af ørerne overfor min mand og jeg, og gør man det, må man også forvente at få kommentarere med på vejen, og hverken min mand eller jeg er typen der pleaser andre, bare fordi de måske ikke kan tåle lidt sandheder.
Og nej - der er på ingen måde tale om, at hun (eller andre) bliver høvlet ned i gulvbrædderne med grove bemærkninger eller lign.
Det er kommentarere - eller "gode råd" om du vil - som er velmenende - ja.
Og nej - jeg lider ikke af "intet er godt nok for min søn/bonus søn syndromet" :o)

...eller yngre, har jeg netop fået trådt godt og grundigt i spinaten ved at svine en venindes eks-kæreste til, efter de var gået fra hinanden, for bare få uger senere at opdage/få af vide, at nu var de så sammen igen!
Det er et fejltrin man kun gør én gang *griner* Så den skal vi nok lade være med at falde i.

..............

så er det altså ikke let hele tiden at blive konfronteret med folk der ved lige hvad hun lige burde gøre......
Nederlag på nederlag, både på arbejdet og derhjemme, hvor selv hendes udseende også er oppe til debat. Kan man ikke fokusere på det positive og så overhøre at hun ikke evner at tro på det lige nu. Spørg jeres søn, hvordan han evt. tror i kan hjælpe hende og dermed ham - det er jo den positive indgangsvinkel til tingene......
Jeg får næsten ondt i maven af at læse alle dine gode initiativer, som nok bare følelse som det modsatte, hvis man ikke tror på sig selv :-( Når hun selv fortæller at hun er blevet fyret og fået afvide at hun er sur og træls, prøv at sig, at det nok skal lykkes for hende, spørg hende om du kan hjælpe hende med noget - i stedet for at komme med gode råd om at hun bare lige burde ændre det og det.......
Jeg er ikke i tvivl om at din hensigt er rigtig - men kan godt forstå - hvis den opfattes som det modsatte og måske også gør det af jeres søn, som måske faktisk forsøger at banke selvtillid ind i den pige han elsker - fordi han ved hun er en rigtig god pige, når hun har selvtillid.
Og om ikke andet - så hvis han vælger at bryde med hende - så kan han ikke give jer skylden, hvis I har spurgt ham om hvordan I kan hjælpe hende og dermed ham.

Ja den er dæleme svær at takle.
Jeg er ikke selv(det kan være trængt væk af traumet) hoppet i det spinatbed. Og jeg håber dæleme jeg kan holde min ærlige mening for mig selv.
Og skal jeg ligge øre til en gang galde fra en forsmået veninde der sviner sin kærste til. Håber jeg at jeg at jeg når at bede hende holde kæft. For den gang negativ galde er selvforstærkende. Og kommer man til at give hende/ham ret, så er det sikkert også galt.
Lidt a la at afroamrikanske mennesker er de eneste der må kalde hinanden nigger. Andre får hugget hovedt af.
Hold Tungen Lige i Munden Og Hold Kæft. Bedste råd jeg kan give.
I kan jo sige i var kede af at de ikke kom, at i havde glædet jer til at dele den dag med dem.
Noget i den retning, hvis det skulle ske igen.

men nu ved du vel også, at man internt i en familie nogle gange får en kultur og sjagon, som er svær at falde ind i for andre, og som måske ikke er så hensigtsmæssig at bruge overfor andre.
Min pointe er bare, at du (og din mand) skal tage fokus lidt indad og se på, hvordan I er overfor jeres svigerdatter. Som du serverer det for os, er dig, din mand og bonussøn "perfekte" (og nej, ved godt du ikke selv har brugt det ord. Det er mig, der bevidst overfortolker), hvorimod jeres svigerdatter er den "slemme". Måske er virkeligheden lidt mere nuanceret end som så. Måske er I også lidt svære at være sammen med.
Desuden burde man da også nogle gange kunne får lov til "at hælde vand ud af ørerne" uden at skulle høre en masse kommentarer... Der er da ikke noget, der er mere pisseirriterende end en masse velmenende råd om, at man burde gøre sådan og sådan, hvis man i forvejen er helt nede.

Min søster har åbnet sig for mig om det, dog nægtede jeg at blande mig og kom kun med et par små råd, hun har nu udmærket tjek på det selv. Han indrømmer det også men en lidt svær barndom med en dominerende far kommer han aldrig helt over.

Jeg tænker at det måske er din søn der lider af lavt selvværd. Ingen mand ville ellers finde sig i en kvinde, der er så dominerende og tager vennekredsen fra én.
Egentlig burde du jo bare blande dig uden om, da de er voksne mennesker, men kan godt sætte mig ind i, at det er svært.
Prøv at snakke med sønnen om han er glad i sit forhold, fortæl ham at du ikke ville kunne trives i et forhold, med en så negativ person.
Enten lukker han op for posen, eller også beder han dig om at blande dig udenom, og det må du så gøre.
Men så har du ihvertfald fået sagt det du undrer dig over og så må han selv klare resten derfra.

at din bonus søn har sluppet sin mors skørter og tro mig,lad være med at blive hans mor nu.Han er en voksen dreng og han valgte fru kæreste og valgte at leve på den måde.Hvis han var træt af sin kæreste skal han nok finde ud af det selv.Det hedder : At blive voksen!

og i starten var vi glade på hans vegne, fordi han nu fik løsrevet sig fra moars skørter.
citat slut
Og hvad skal vi med den bemærkning. Det er forbavsende, der altid bliver hakket på drengebørn. De må helst ikke syntes godt om deres mor. 🙁
Jeg tror du er forkert på den over for DIN MANDS måske kommende svigerdatter. Alene på grund af den dumme kommentar, mener jeg ikke du er kompetent til at udtale dig.

det er jeres søn der skal tage sig sammen og indse at han kan få bedre. Det er jeg ikke sikker på at i kan hjælpe ham med...

Lille usikker heks. ??????
Du hører det kun fra en side. 😮

3 skønne bonusbørn som du betragter som dine egne - mon ikke din mands søn kæreste har mere end rigeligt i en svigermor - muligvis betragter dig som lidt af en paria i det foretagende?
Du taler om hun suger hans personlighed ud af ham - kunne det omvente ikke være tilfældet, at han ikke gider leve op til jeres forestillinger om hvordan hans personlighed skal være - og dermed er begyndt at finde sin egen?
Hendes ekskolleger udtalelser, du er da godt orienteret eller skal vi antyde at du HOLDER dig godt orienteret................ Mine voksne "unger" kommer hjem flere gange ugentlig med dertil hørende svigersønner og børnebørn, vi har et rigtigt godt forhold indbyrdes og foretager os meget sammen - men jeg må da indrømme, at deres kolleger kender jeg ikke og aner absolut intet om hvordan de betragter mit afkom som kolleger - og helt ærligt så kommer det da slet ikke mig ved - VEL???
Du mener selv du har en ganske god humor, omend en lidt sort sjov "personligt møntet" en af slagsen. Nu er humor ganske individuelt, jeg kan selv være ganske "grov" men står jeg overfor en person jeg gerne vil holde mig på god fod med, skal jeg nok vare min mund, hvis vedkommende ikke er vant til den "form for humor" og ikke selv bruger den, for så er det ikke humor længere - så er det platheder.
Den ene af mine piger har en sådan dumsmart svigermor som dig - og "sjovt" nok er det altid lige de mest ømme punkter der skal "trykkes" på HVER gang. Det har en ikke en skid at gøre med lavt selvværd - for det har hun lige præcis ikke, men en irritation og frustation over at ens små svagheder altid skal hives frem, grinagtiggøres og fremhæves. Sjovt nok kan min datteres svigermor ikke tåle den samme medicin!! Den form for "humor" hun udviste overfor min datter, brugte jeg ved given lejlighed overfor hende - det tog mig mindre end 15 minutter at "køre hende fulstændigt til vægs!!
Jeg kender nu flere kvinder, der kan gå fuldstændigt fra koncepterne, hvis manden ikke er hjemme en enkelt nat - og vice versa! Så intet nyt under solen der - og kommer det egentlig dig ved!
At hun bruger ethvert kneb til at undgå en af sine svigermødre kan jeg nu godt forstå. Jeg ville nok betakke mig for at have to af slagsen!!! Og især hvis i begge forsøger at "komme ind på hende" - gyselig tanke! Ikke fordi jeg ikke kan lide min egen svigermor, hun er noget af det mest søde og elskelige, altid bakket os op, UDEN at være "noisy" og fordømmende, men skulle jeg have en svigermor som min mand har, ville jeg nok betakke mig - og så hvis der var to af slagsen - yark!
Selvindsigt, hjælpe hende med bedre selvværd og komme ind på hende - gys - jeg har lige så ondt af hende som jeg har af min mand!!!! Det du tolker (efter din egen bedrevidenhed og ønske) kunne jo være at hun ikke gider alle jer sviger/mødrerne indblanding om hvordan hun skal være/leve sit liv og forhold til kæresten.
Og så lad dem dog tage deres valg UDEN at blande jer. Min mands svigermor prøvede at blande sig i vores - hun røg ud i kulden i to (2) år! Siden har hun kunnet opføre sig nogenlunde anstændigt - og jeg er begyndt acceptere det som hun også er - min mor!
Men hun vil altid sidde temmelig langt ude på kanten af vippen, og blive tippet af, hvis hun "spiller op" igen!
Er det det du vil????

hvor en smørre - hvorfor pokker bliver du ikke bare eneboer og lever langt væk fra alt og alle resten af dit liv............
Må i hvertefalde indrømme du har "magten" og nyder at have den.... jeg ville normalt have ondt af mennesker som dig, men dit tilfælde overgår alt.
Hvis je var i familie med dig ville jeg ikke have noget med dig at gøre om jeg så blev betalt for det.. fy for den l...

Jeg føler også at min svigermor altid ånder mig i nakken, har fundet ud af at hun går og taler ikke så pænt om mig og sådan nogen ting!
Tit og ofte når hun siger noget "led" til mig så svarer jeg surt tilbage men egentlig ikke fordi jeg er sur, jeg er bare rigtig ked af det. Hun er en dame som mener at alt hvad jeg gør er meget forkert og kan der imod ikke se at hendes søn nogensinde gør noget forkert. Det skærer mig i hjertet for tit når vi kører derude fra og vi er kommet hjem går jeg ud på vores badeværelse og græder helt for mig selv.

læse???
Det er nok mere mig der skal have ondt af dig😮

Hvor er det trist med alle disse "svigerdøtre" som har besiddertrang og helst skal bestemme alt, både på egne, men også på partnerens vegne og er der børn, skal de også herse med dem, for de vil bestemme alt, jeg håber at han får sagt fra inden der kommer børn...
Jeg tror desværre ikke at I kan gøre noget, hvis ikke I ønsker en konfrontation med "damen", men desværre også med Jeres søn, for så længe han elsker hende og står hende bi, er der vist kun ballade tilbage, hvis "man" åbner munden og kommer med kritik af hans kæreste, så tiden må gå sin gang og måske handle for Jer når engang han vågner op og ser hvordan hun virkelig er overfor andre, måske også overfor ham, men er han forelsket er han jo "både døv og blind"...
Når engang han bliver "seende" igen og ikke er forelsket, vil han formentlig banke i bordet, men der skal vist meget til før han vågner op, med din beskrivelse af forholdet...
Så desværre kan jeg ikke give gode råd til dig, da det ikke er Jeres problem, men sønnens....
Med venlig hilsen....

bliver dumme og frastødende.
Så de straffer sig selv.

Jeg kan faktisk godt forstå at jeres svigerdatter føler sig angrebet.
Fra alle sider; jeres, sønnens biologiske mors og tilsyneladende endda hendes egne forældres side får hun at vide at hun gør alt forkert. At hendes måde at se eller gøre tingene på bare ikke er rigtig og at hun skal lave sig om. Uanset hvordan man måtte synes adfærden er så ændrer det intet konstant at bekræfte et menneske i at h*n bare er en idiot der er til plage for alle andre. Særligt ikke hvis i oven i købet fornemmer at hun har et lavt selvværd og en lav selvtillid.
Så først og fremmest skal I måske lige klappe hesten.
Når det så er sagt, så tror jeg hun er syg. Uden at være fagperson vil jeg skyde på at hun i hvert fald har stress, og muligvis også en depression eller måske en udviklingsforstyrrelse. Der er jo et mønster i at hun ikke fungerer i noget, bliver stresset og angst.
Jeg forestiller mig at undskyldningen om at gøre rent i virkeligheden dækker over at hun ikke har kunnet klare at møde op hos en familie der ikke kan lide hende og sidde der blandt en masse mennesker som hun føler ikke bryder sig om hende - mens hendes kæreste bliver nusset i hoved og røv af sin mor(!). Jeg har selv brugt nogle halvtynde undskyldninger gennem årene i mine depressive perioder, fordi andre har meget svært ved at acceptere at en to-værelses uden børn kan være svær nok at overskue og at en fødselsdag kan være uoverstigelig når man har det skidt.
Og det kan enhver vel se at hun har?
Der er ingen mennesker der frivilligt er dys-funktionelle i hvert eneste job, frivilligt bliver familiens sorte får osv. At hun helst ser jeres søn ikke arbejder om natten bliver jo udtrykt gennem en angst - og når den bliver latterliggjort hjælper det slet ikke.
Det er meget muligt at det er en reel angst hos hende at hun vågner op alene og er syg og et eller andet sted undrer det mig at du bare betegner hende som energisluger, frem for at opfange de små sygelige signaler i hele adfærden.
En anden mulighed er at hun bare ikke føler det tiltalende at undvære ham hver nat, når det nu ikke har været vilkårene fra starten. Personligt ville jeg heller ikke bryde mig om at min partner var fraværende hver eneste nat fordi han pludselig valgte ny karriere... der er bare en eller anden form for intimitet der ville mangle, hvis jeg aldrig kunne putte mig trykt ind til den jeg elsker, når jeg gik i seng. Det gør også en hverdag mere besværlig, fordi man får mindre tid sammen og ofte kommer til at stå med en stor del af ansvaret for hjemmet selv, fordi den anden absolut skal hvile om dagen for at arbejde om natten.
Men altså, jeg tror din svigerdatter er syg. Og jeg tror i allesammen skal være mere åbne for det i stedet for bare at se hende som irriterende. Hvis hun føler at i ser anderledes på hende og rent faktisk interesserer sig for hendes velbefindende for hendes skyld, og ikke bare fordi i synes hun er voldsomt irriterende, så kan det være hun tør åbne op og være sårbar. Som det er nu tør hun sikkert kun at vise jeres søn at hun er sårbar, fordi hun regner med at blive slået oven i hovedet og bedt om at være "normal" hvis hun siger noget til nogen andre.
Prøv at snakke med jeres søn, sådan virkelig snakke; spørg ham om hun er okay eller om der er noget de har brug for støtte til. Spørg om hun evt. har brug for lidt ekstra støtte hjemme (hjælp til madlavning, rengøring og indkøb), for på den måde at signalere at i faktisk er bekymrede uden at gøre hende til det sorte får. Måske vil han åbne op og fortælle noget. Måske er han den eneste hun stoler på og føler sig tryg ved og måske er han dermed også den eneste der rent faktisk kan hjælpe hende videre hvis hun har brug for det - men så får han også brug for opbakning hjemmefra for det er en lang, hård vej at gå som pårørende (og patient) hvis hun er syg.

Ja hold da op en støttende mor og familie!
Jeg er enig med dig fruppe - det er fanme en mærkelig udmelding at komme med. Jojo, hvis hun var decideret usoigneret og uplejet med alt hvad det indebærer, så måske... men sguda ikke en ung pige der lige er startet ud på arbejdsmarkedet. Kan godt forstå hendes selvværd er i bund hvis det er den slags "støtte" hun møder fra familie og venner.

...men der ér dog en pointe.
Jeg tror også at svigerdatteren føler sig løbet over ende af alle dem der fortæller hende at hun gør tingene forkert og skal udvikle sig og hvad ved jeg.
Og hvilken ret har en svigerfamilie, endsige en pap-sviger egentlig til at blande sig i det? For mig lyder det som om de her forældre har ALT for svært ved at cutte navlestrengen til deres voksne barn og dermed også acceptere både hans og hans kærestes valg.

Hvem siger man er forpligtet til at gøre sin svigermor tilfreds? Det er vel for hulen ikke hende man skal giftes med. Hun skal bare blandes sig udenom til hun bliver spurgt, og så en pap af slagsen - Yark, siger jeg også.

Hvis jeg var dig, ville jeg vende blikket lidt indad, i stedet for at pege fingre ad hende. Jeg synes du lyder rigtigt arrogant og bedrevidende, uden at indse det selv. Prøv lige at forestille dig, at DIN svigermor ville "hjælpe dig med at få bedre selvindsigt". Jamen helt ærligt, kan du ikke selv se det? Det er da TOPMÅLET af arrogance. Hun har IKKE bedt om din "hjælp". Det var noget andet, hvis hun rent faktisk satte sig ned, og bad om nogle råd fra dig. Men du har jo ikke gjort dig fortjent til hendes tillid, med den arrogance og "personligt møntede humor", som du møder hende med.
Det er ikke din pligt at kunne lide hende. Men det er din pligt at respektere både din bonussøn og hende som voksne menneske, der selv kan tage valg. Lad være med misforstået hjælp - det opfattes kun som arrogance, hvis man ikke selv har bedt om det. Mød hende med høflig venlighed, og spar din "sorte humor" til folk, som synes den er sjov.

Hej bonusmor !
Jeg kan godt forstå din situation og at du selvfølgelig bekymre dig for din bonus søn (hvilket iøvrigt er dejligt at høre).
Mit råd er at du istedet for at "angribe" (forstå mig ret) din svigerdatter så tilbud at hjælpe, uden at fortælle hende hvad hun gør forkert men ved at spørge ind til hendes situation og følelser. Få hende til at føle i er hendes familie og at i er der for hende og bekymre jer for hende ligesom for jeres søn.
Jeg har selv haft store problemer med mine svigerforældre netop fordi jeg følte de ikke kunne lide mig og følte de helst så at vi gik fra hinanden. Derfor følte jeg mig ikke komfortabel nok til at kunne forklare mit syn på tingene og forklare mine følelser og hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde! Og havde mildest talt ikke lyst til at se dem overhoved da jeg ikke følte mig velkommen.
Efterhånden tror jeg det gik op for dem at jeg virkelig elsker deres søn, og selvom jeg kan være en strigle nogengange (det kan han også være nogengange iøvrigt men forældre ser ikke så tit fejl i deres egne børns opdragelse), ønsker det bedste for ham.
Efter jeg begyndte at ses lidt oftere med mine svigerforældre, og talte sammen med dem uden deres søns tilstedeværelse, begyndte jeg efterhånden at føle mig velkommen og at de kunne lide mig. Derefter blev langsomt nemmere for mig at åbne op og forklare hvem jeg er som menneske, mine problemer osv.
Desuden skal du også huske at folk "udefra" normalt ikke ser hvordan kærestepar opfører sig overfor hinanden for lukkede døre🙂
og husk mest af alt at vi jo alle bare er mennesker, med følelser - også din svigerdatter.
Hvis du invitere hende ud, bare jer to får du måske et bedre indblik på hvorfor hun opfører sig på den måde - måske går hun igennem en svær periode i sit liv eller noget helt andet?
Jeg gætter på hun ikke har lyst til at "ingen bryder sig om hende" og bare har brug for et kærligt puf og lidt støtte🙂Det kan heller ikke være nemt at bevare et godt humør hvis hun har svært ved at bevare et job ;)
Held og lykke med det hele!
Kærlige hilsner,
Puk 😉