Min søn bliver pludselig helt hjælpeløs...

Jeg har tvillinger på 4 1/2 - dreng + pige. De har - føler jeg - et helt "normalt" søskendeforhold - leger til tider rigtig godt sammen, men har også en del sammenstød og konflikter, ligesom der også er en vis kamp om specielt min opmærksomhed ind i mellem. Men alt sammen inden for "normalområdet" for søskende, tror jeg nok...Nu er det så sådan, at min søn er begyndt at få nogle "anfald" af totalt hjælpeløshed - pludselig - uden at der egentlig er gået en "hændelse" forud, der kunne have udløst det - kan han slet ingenting - kan ikke selv tage sin eget tøj på, ikke selv kravle op i sengen, tage bukserne af når han skal tisse etc. etc. etc. - alt sammen noget, som han ellers udmærket kan "til daglig". Dette har nu udviklet sig til at han også lader sig falde - lader som om han falder og "slår sig" og græder over det og forleden dag foregav han, at han var ved at falde ned i toilettet. Og fornylig da jeg aflevede ham i børnehaven, kunne han ikke lige med det samme finde en plads til sin madkasse i køleskabet og så opgav han øjeblikkeligt og smed sin madkasse på gulvet. Nogen der kender til det...? Hvad gør man?? Prøver jo at være kærlig og tålmodig, men må indrømme at jeg jo også bliver mega-irriteret over denne adfærd nogle gange...håber på nogle gode råd...

Du ved jo at han godt kan! Men får han hjælp hver gang, så bliver han sandsynligvis ved med at gå tilbage til babystadiet. Lad ham være næste gang det sker, gå derfra og se så om han ikke alligevel godt kan klare sig selv 😉

Kig lidt på, hvad din datter får positiv opmærksomhed på. Der kan selvfølgelig ligge noget dér, men se især på, hvor meget enetid har de børn med dig hver for sig? Er det tvillingerne og...hvemsomhelst eller er det Viggo og Emma - eller hvad de nu hedder? Det er så nemt med to der underholder hinanden, men de har brug for anden nærkontakt, af den slags man oplever alene, ud over deres børneverden.
Det er helt sikkert din dreng forsøger at skille sig ud, og det kan man ikke finde ud af at gøre positivt som 4½-årig. Giv ham noget udelt opmærksomhed og nogle udfordringer, der går ud over selv at tage tøj på, toiletbesøg, at bære sin tallerken ud og hvad de nu ellers skal gøre. Udfordringerne må gerne være i form at hjælp til dig.
Du skal selvfølgelig ikke, som en anden skriver, ignorere ham. Det er det værste du kan gøre med et barn. Ros er det bedst ris det næstebedste, at blive ignoreret slår en lille sjæl ihjel.

Ok, jeg er temmelig sikker på at hans hjælpeløshed er hans måde at få mere opmærksomhed fra dig. På den måde tvinger han dig til at give ham mere opmærksomhed og hjælpe ham. Det er måske lidt det han betragter som sit trumpfkort over for hans søster.
Se denne video, den forklarer udemærket hvad jeg mener :)
http://www.youtube.com/watch?v=uQtpRjBLXic

med femilet. At ignorere ham vil være et dårligt træk, men jeg tror nu godt at du kan bede ham om at gøre de ting som du ved at han kan.
Jeg er far til tvilling drenge på nu 7 år - og de havde også en lang periode hvor de skiftedes til at være 'på tværs' eller mere opmærksomheds krævende.
Det dukker glimtvis op stadigvæk, men de er blevet bedre til at 'bede' om opmærksomhed på en positiv måde nu.
Med dreng-pige tvillinger er det ofte også sådan at pigen modnes hurtigere i den alder, hvor drengen er mere tryghedssøgende.

Hvis han har de samme "anfald" når du ikke er der.....altså når han er i børnehaven eller bliver passet af andre, så skal du gå til lægen med ham og få ham undersøgt og det kan ikke gå stærk nok.

Jeg synes du skal prøve at snakke med børnehaven om de har oplevet det samme som du beskriver. De kender også dit barn, langt bedre end os andre her på sol...Det er en god ide at høre hvordan de opleve hans trivsel for tiden.
Umiddelbart tænker jeg at han måske er lidt småsyg og træt.
Eller måske der er noget som går ham på. Fridage og ekstra opmærksomhed/omsorg uden søster ville nok være en god ide.

Disse "anfald", jeg har beskrevet, har de aldrig oplevet ovre i hans børnehave, ligesom de heller ikke forekommer når han er alene med sin far - det er helt klart en "mor-ting". Jeg tolker det jo også selv som et råb om opmærksomhed fra hans side, og vi prøver også så meget som muligt at de begge har noget "alene-tid" sammen med både deres mor og far. Er bare så meget i tvivl om hvad jeg skal gøre her og nu - altså når jeg står i selve situationen - om jeg skal "gå ind" på hans påstande om, at han ikke kan finde ud af at tage f.eks. flyverdragt på selv og så hjælpe ham med det...og "gå med" på hans påstand om, at han har slået sig og det gør ondt og så trøste ham, som om han virkelig havde slået sig...Han sender jo et signal og jeg vil jo heller ikke bare afvise ham og hævde, at jeg ved, at han rent faktisk slet ikke har slået sig...

Jeg tænker på om du kunne snakke med en af pædagogerne.
De er som regl selv mødre og har sikkert erfaring fra både deres egene og dem de tager sig af i hverdagen. Ikke fordi du ikke får et godt svar her. Her er forskellige mennesker.😃😃
De vil sikkert gerne hjælpe. Prøv at snakke med en af de gamle rotter i faget. 😉
Held og lykke

- overdriv vildt. Sæt 5 micky mouse på eller 6 indtil han selv siger "det er nok", lav lidt klovnesjov ud af det, når han skal hjælpes med flyverdragten og giv din dreng et befriende grin, så han kan komme ud af situationen med æren i behold. Giv ham lidt af din tid, bare 5 min - Is hjælper på rigtig mange ting, når man er færdig med at grine.