mine børn laver ikke en pind på hjemmefronten

jeg bor alene med mine to drenge på hhv 6 og 14 år.....og de laver ikke en pind på hjemmefronten, de rydder ikke engang op efter sig....jeg bruger alt for meget af min tid på at rydde op og gøre rent, for bare at have et hjem, der ser nogenlunde ud...
Jeg er så træt af, at føle, at jeg er et serviceorgan og når jeg bder dem rydde op efter sig så gør de det ikke...
Det jeg forlanger af min søn på 6 år, er at rydde sine legesager ind på værelset og tage sin tallerken af bordet efter spisetid..men ingen af delende gør han.
Jeg forlanger af min søn på 14 år, at han skal støvsuge underetagen i huset, som kun er på 65 m2 og det skal jeg sige med store bogstaver, for ellers gør han det ikke.
Når jeg en sjældent gang beder ham gå ud med skraldespanden, vrøvler han over det, men ender så med at gøre det alligevel, for ellers bliver jeg sur...Han tager dog altid sin tallerken af bordet efter aftensmad - det kan han lige overkomme og smider sit tøj i vasketøjskurven, for ellers vasker jeg ikke hans tøj, så det har han lært.
Min søn på 14 år siger altid, at det er uretfærdigt, at han skal lave mere end hans lillebror, men jeg forklarer det med, at han altså ikke kan støvsuge...
Jeg er så træt af, at især ham på 14 ikke gider hjælpe til, selvom jeg har prøvet at give ham en forklaring på, at når vi engang imellem hjælpes ad, så er der også tid til andre sjove ting og at jeg har rigeligt i min hverdag, men det er han ligeglad med..
En dag blev det mig simpelthen for meget, for ham på 14 havde haft en overnattende kammerat og boligen rodeede dagen efter og jeg var som sædvantlig igang med oprydningen og havde været igang længe, da det pludseligt slog mig, at nu kunne det fandme være nok, så jeg sagde til min søn, at nu skulle han slippe blikket fra fjernsynet og hjælpe til, for kammeraten var taget hjem, men jeg kunne ikke få ham rejst sig fra sofaen og jeg blev gal og sagde, at nu måtte ham rejse sig, for ellers var det slut med overnattende gæster - han var fortsat ligeglad, så jeg blev så stjernetosset og tog fat i håret på ham og sagde, at nu var det fandme nok, jeg ville ikke være hans tjenestepige længere alt imens jeg råbte og skreg og så rejste han sig og gik igang...
Jeg synes ikke, at det kan være rigtigt, at jeg hver gang skal blive så tosset i hovedet før min søn hjælper til..
Jeg forlanger ikke, at han skal lave det halve af, hvad jeg gør, men at han engang imellem lige henter 1 liter mælk hos bagere, som kun ligger 1 min. fra vi bor, at han også støvsuger ovenpå i boligen - ca 20 m2 og han går ud med skraldeposen efter aftensmaden - ligger 50 meter fra boligen, det synes jeg da ikke er for meget forlangt..
Det mærkelige er, at min søn på 14 år altid laver sine lektier og passer sin skole og har orden i sine ting.
Hvad forlanger I, af jeres teenagebørn? og vil i ik mene, at mine krav til børnene er ok?

at når min søn støvsuger underetagen i boligen, så er det 1 gang i ugen og det tager ham kun 10 min..

men kan sagtens huske hvor doven jeg var i den alder.
Nej lad mig rette mig selv, ikke doven men ret træt at min moders evig udskælden af hvor doven jeg var. Derfor, det sidste jeg ville på denne jord var, at hjælpe til. Når jeg nu aldrig gjorde noget, i HENDES øjne, kunne det være lige meget!
Budskabet i mit ”traumatiske” barndom er;
Husker du at rose dine børn når de hjælper? Det er klart at de skal hjælpe til, de bor også i huset, og det bør tages som en selvfølge, men ros virker meget bedre end at skælde ud.
Eller har du prøvet at sige til dem, at du ville sætte pris, gøre dig glad, gøre dig mindre ”sur”, at du ville have mere energi til at hygge med dem osv. hvis de hjalp?
Børn er ret så begavede og forstår meget, hvorfor skælde ud på dem? sådan ville du ikke reagerer overfor voksne mennesker ville du det? Jeg kan forestille mig at du ville forklare dem hvordan situationen forholder sig, på en pæn og høflig måde.
Prøv det med dine børn og sig at du elsker dem på trods af alt, for det gør du jo, af hele dit hjerte. Giv dem også et knus ;o))

He he. He :-) Forekommer mig bekendt den problmematik.
Jeg havde en periode hvor jeg ikke gad røre en finder. Jeg var vel omkring 8-0 år.
Hvis jeg ikke gjorde som jeg fik besked på, kom min far med den sorte sæk og bortførte noget at mit legetøj. Og man er vel materialistisk som barn, så det var jeg naturligvis ikke ret glad for :-)
Mine forældre har moret sig over "den sorte sæk" er jeg ret sikker på :-D
OG det var rent fysisk en sort sæk :-)
Kan huske en dag jeg var ældre at jeg fandt den sorte sæk gemt væk ude i et skur. Jeg gjorde meget store øjne og gned mig ihænderne over mit fund :-)
Derefter tog jeg sækken med ind i huset og trak den hoverende hen over gulvet forbi min forældre med et "I kan ikke gemme noget for MIG" udtryk :-D Ret flabet faktisk.
Ellers kan du halvere antallet af aftaler på en uge som de måtte have med andre.
konsekvens konsekvens konsekvens.
Og måske er det Rheias råd er virker, men nu har du da fået et par råd og håber at andre spæder til. Gerne nogen med børn ;0)

Jeg forstår godt, du er frustreret, og nej, jeg synes ikke, du forlanger for meget af dine børn. Du skal nok bare ikke forvente, at de af sig selv kan se, at du har brug for deres hjælp. En 14-årig ræsonnerer sig sjældent frem til, at det egentlig må være hårdt for hans mor at stå alene med det huslige. Han har jo erfaret, at du klarer det, ergo KAN du klare det - længere tænker han næppe, og ved at håbe/forvente, at han får øjnene op for det, risikerer du bare at blive skuffet og såret gang på gang, så forsøg for guds skyld at lade være med at "tage det personligt" - det har intet med hans følelser for dig at gøre.
Det er heller ikke en god model at blive så stiktosset, at du går fysisk til angreb på ham, selv om det virkede den ene gang, men det ved du jo også godt.
Vis, at du har styr på tingene og er "in charge" derhjemme - fortæl ham kort og godt, uden at komme ind på, at det er synd eller hårdt for dig, hvis han ikke hjælper til, at han SKAL støvsuge osv., og gør han ikke det, får det konsekvenser. Nul lommepenge - inddragelse af mobiltelefon - direkte hjem efter skoletid og ingen kammerater på besøg - vælg selv. Forklar ham, at sådan er det, og sørg for himlens skyld for at BRUGE konsekvenserne uden "udvanding". Ikke noget med at få ondt af ham efter to dage og dispensere fra det, du har sagt.
Vi gav vores 13-årige datter forbud mod at være sammen med veninderne i en uge, da hun i den grad havde "pisset på os", og jeg GRUEDE for, at hun nu ville forpeste huset med vredesudbrud og giftigheder hele ugen, men tværtimod: Hun tog sin straf "som en mand" - fangede, at NU var grænsen nået - og har endnu ikke været tilnærmelsesvis så tæt på den siden. Det er to måneder siden, og jeg, der altid har gået efter samtale og kompromisser og forståelse osv. må jo leve med, at min mand har haft ret hele tiden: Nogle gange skal det åbenbart "gøre ondt" - på teenageren - før det gør godt. Det forekommer mig faktisk, at hun har SUKKET efter konsekvens og tydelige forældre, der viser, at de mener, hvad de siger.
Forsøg at undgå at blive martyr og appellere til hans bedre jeg - det er dømt til at mislykkes. Vær saglig og konkret og lad dig ikke provokere, selv om han vil gøre sit bedste for at hidse dig op. Lettere sagt end gjort, men det er det, der skal til. Fortæl ham også - uden at latterliggøre ham, tal til hans gode forstand - at der selvfølgelig er forskel på, hvad en 14-årig og en 6-årig skal og kan gøre derhjemme, ligesom han formentlig nødigt vil behandles præcis som sin lillebror, når det gælder sengetider og privilegier.

Virker kun på ham på 6 år. Faktisk troede jeg det var min egen opfindelse med den sæk. Anede ikke andre havde brugt den.
Dine krav er bestemt yderst rimelige, måske i den lave ende. Var det min 14 årige knægt, der ikke gad hjælpe, var det slut med gæster og alt hans rod kunne foregå på, hans eget værelse. Gider han ikke hente mælk, så læg penge frem på bordet, så henter han når han skal bruge det. Sæt navn på mælken i køleskabet, så du kun køber til dig og den mindste.
Gider han ikke gå ud med skraldespanden eller tage opvasken, så sæt det ind på hans værelse OG LUK DØREN. Han gider ikke det svineri inde hos sig selv. Nu kommer der med garanteret et hylekor, der fortæller, hvor led jeg er med disse metoder. Men tro mig, de tager ikke skade af lidt konsekvens (ikke korporlig)og når de ikke vil forstå det, på andre måder så virker det fint. Du skal ikke pakke dem ind i vat, og ham på 14 år skulle have været afrettet for længst, men det kan du nå med den mindste. Held og lykke med opgaven

Det er sådan man kommer til at bo i "runde" hjem. Det kan jo ikke gøres ordentligt på 10 min. til 65 m2, medmindre det er et umøbleret lokale.

Jeg har tre børn en datter og to sønner. Drengene er der kun to år imellem og min datter er 4 år ældre end min ældste søn. Hun har ligesom været "prøvekluden". Det hun kunne som 14-årig er også blevet forlangt af drengene, men det gik godt nok noget mindre smertefrit. Drenge i den alder er simpelthen nogle lømler, når det kommer ti hjemlige pligter (også)
Jeg har brugt alle de metoder der er nævnt her bortset fra navn på mælken, men jeg har haft noget mere medvind for børn er stinkende milimeterdemokratiske. Så når en skejede ud og ikke fik gjort det han skulle (kan roligt skrive han) så var de to andre over ham som høge.
Og hvad lavede de så? De deltog i alt. Jeg var alene med dem og lidt mere en fuldtidarbejdende som sælger, så jeg lavede ret tidligt rengørings og vaskeplaner indledningsvis til min rengøringskone, som jeg havde da børnene var helt små, men de tog over, fordi de gerne ville tjene pengene. Det rengøringskonen havde udført tidligere overtog de i fællesskab og for samme beløb. De er aldrig blevet betalt for at rydde op efter dem selv endsige på værelser og hvad der ellers hører til det at være til. Det med værelserne fik de lært tidligt, for rengøringskoner rydder nemlig ikke op og de gør kun rent, hvis de "kan komme til".
Nå men jeg lavede totalplaner over alt hvad der skal gøres i et hjem i løbet af en uge og fordelte det i 4 "områder" et til os hver. Det er tilladt at skifte område, så det ikke altid er det samme man er ansvarlig for. Det er god flextræning. Jeg påtog mig så det ingen andre ville have. De har siden de var 12 haft en handle/maddag.
Det har betydet at åndsvage diskussioner om emnet faktisk ikke var i huset fra den yngste var 17. Tingene er gledet. De fandt også ret hurtigt ud af, at det var smart at få det overstået, så der ikke var rengøring lørdag-søndag - det har jeg så været nødt til, men for mig var det i orden, de slap, når tingene var gjort de andre dage.
Jeg behøver vel ikke sige, at de ikke har haft problemer, da de flyttede hjemmefra? Men drengene har været rystet over deres forskellige kærester og hvor lidt de kan finde ud af, for slet ikke at nævne deres evner eller himmelråbende mangel på samme udi madlavning. De har de altid stået for, der hvor de kom frem. En ting er, der er både betalt og rost af mig, men de er dæleme også fået mange point fra omgivelserne. Det sidste syntes de selv, var ret fedt. Det er altid rart at være en populær gæst.
Til trådstarteren. Del din husholdning op i tre. Påtag dig selv de to andele og brug opgaver derfra til den 6-årige. Går han ikke ud med sin tallerken er det direkte tandbørstning og i seng. Det gælder også frokosttallerkener. En 6-årig kan sagtens gå med en skraldespand der ikke er overfyldt. Holder den med 50m - det var godt nok langt væk! I må bo på en stor matrikel. Det er ikke en opgave for en 14-årig. Se sådan på det. De skal have det lært og det gøres kun ved at sætte dem til det. At man skifter "område" engang imellem, kan afhjælpe at kører surt i det.
Gå du bare igang. Det er en del af den opdragelse, der er dit ansvar som mor.

jeg var 14 tjente jeg mine egne lomme penge ved at hjælpe mine forældre det var sat "pris" på alt det jeg lavede og der blev sat en streg hvergang jeg havde lavet et eller andet, det var måde for mig for jeg tog gerne afskølningen hverdag med min søster efetr maden. støvsugede gerne engang om ugen (142kvm) gjorde rent med min mor i ny og næ og lagde selvf følgelig mit vaske tøj på plads efter min mor havde lagt det sammen. turen til vaskekurven var en selvfølge så det gav ikke bonus :-)
Det var dengang jeg var teanager.
Håber det kan bruges.

-Har 2 piger på 13 og 18. Og jo- de kan godt hjælpe til, den yngste er faktisk rigtig god til de med vasketøjet - at vaske det altså. Ophænging og lægge sammen - det klarer mor! Jeg har som dig også prøvet at fortælle dem, at med fuldtidsjob og en transporttid på 3 timer om dagen, så er ønskedrømmen altså ikke at komme hjem til tallerknerne fra morgenbordet- stadig stående på spisebordet! Har både råbt og skældt ud, og også prøvet den pæne "kan I ikke forstå at jeg bliver træt når...". Det virker ikke. Min egen mor påstår at hun også først fik et pænt og ryddeligt hjem da ungerne flyttede hjemmefra ;-) Tiden nærmer sig og jeg glæder mig - lidt (men der bliver nu også tomt).
Held og lykke med projektet.
P.S Husk at lære drengene at hjælpe til med madlavningen- giv dem evt. en maddag. Det vil deres fremtidige kærester sætte pris på ;-)

Er i samme båd.Er "alene" med tre børn (6,14,16)Vi har også mange daglig kampe meget træls og opslidene. Vil prøve nogle af de mange råd af. Jeg har tænkt lidt på et plus/minus system, når de hjælper til giver det pluser og er de modvillige giver det minus. Når ugen så er omme skal der gøres regnskab dette = lommepenge.
Men held og lykke!
pil.

får drengene behov for at lære det, hvis de vil have mad.
Har I slet ikke fattet at det er en del af opdragelsen, at lære dem at overkomme et hjem?

Min mand og datter på 12 glemte altid , at lægge deres ting på plads.
Sådan lidt kort!!!
Jeg fik fat i en stor papkasse med låg, stillede den i vores korridor, hvergang tingene lå og flød, det være sig: sko aviser tøj porcelæn JA ALT.
Ned i papkassen med det. Et sandt syn for guder, at se de to stå med enden i vejret, samtidig, og lede efter deres ting. Det tog ca. et halvt år, så kom datteren, vi har forstået det mor. OG så ku døren pludselig gå HELT op til datterens værelse. Hun er selv mor til 3 nu, og bruger nu kassen, på samme måde. held og lykke.

Hvis du er nødt til at rykke din store dreng i håret, for at få ham til at oppe sig, så synes jeg faktisk, at du har et problem. Det dit ansvar, at lave husreglerne og opsætte konsekvenserne for følgerne af evt. overtrædelser af reglerne. Jeg har sjældent mødt teenagere, der frivilligt støvsuger, bærer skrald ud, tømmer opvaskemaskine osv. Uden at der er en gulerod (lommepenge el. lign) eller en straf, hvis de ikke gør det. Med tiden bliver det forhåbentlig så bare til nogle naturlige pligter - for det er rimeligt at alle tager del i arbejdet - men ikke rimeligt at en mor flipper ud og rykker sine børn i håret, fordi hun er frustreret og måske ikke har formidlet sine krav godt nok. Brug den sorte sæk. Sig at fra idag skal der arbejdes for lommepengene, lav en fredags-slik-opsparing, hvor der kommer guf i posen, hver gang de laver noget. Vær lidt kreativ og stil endelig krav til dine børn. Men hold op med at rykke dem i håret - de er som børn er flest. Ingen gider lave noget, hvis de kan blive fri...

har lige problem med min søn...han behandler mig som en tjenestepige...hent lige noget og drikke osv.
Det har jeg fået stoppet.... men puha det tog lang tid.... utroligt så flabet og ligegyldige børn kan være...

Jeg er enig i, at ros og positiv påvirkning er bedre end skældud. Men jeg er ikke enig i, at en 14-årig skal roses hver eneste gang han eller hun løfter en finger.
Så kan han nemlig ende som én af de voksne mænd der heller ikke "hjælper til" (deles om ansvaret) i et senere parforhold fordi hans mor har lært ham, at han skal roses og gøres til noget særligt fordi han udfører et stykke arbejde der hører med til en normal husholdning.
Jeg synes (belært af dårlig erfaring som ovennævnt) at det er en glidebane at belønne sine børn for simpelt husarbejde. Mange får lommepenge for det og det er da fint, men det der med at rose og "nussepusse" fordi Lille Frederik måtte gøre noget slemt som at støvsuge vil være en fejl. Så lærer han jo aldrig at sådan ér det bare, at der er ting man må gøre selvom de er kedelige og irriterende, men at hjemmet bare fungerer meget bedre når de er gjort.

eller får tilladelse til - sådan behandler man sin kæreste kone. Så mødre, stram jer lige lidt an, så vi ikke skal døje med de rådne fyre. Vi vil også tiltales på en ordentlig måde, så det ville være fint, hvis de heller ikke må kalde jer for luder og so og hvad de eller kan af gloser.

alt med måde

Har det nogen konsekvenser hvis dine børn ikke hjælper til???
Konsekvenser kan være sådan noget som inddragelse af privilegier; mobiltelefon, alm. telefontid, tv-tid, playstation og hvad der ellers rører sig for drenge i den alder. God gammeldags stuearrest er også ganske effektivt.
Uden at kende dig, kan jeg forestille mig at du har svært ved at lave effektive forholdsregler og holde dig til dem hvis de ikke gør hvad der bliver sagt. Det skal jo ikke være kadaverdiciplin, men jeg synes godt at du kan indføre nogle klare konsekvenser hvis de ikke udfører de (i mine øjne) små opgaver du har givet dem.
Den 6-årige kan godt være tricky, for børn i den alder KAN godt have svært ved at gøre selv små ting fordi de ikke forstår meningen og sammenhængen, men du kan jo f.eks. bruge ideen med "den sorte sæk" for ham. Han opdager vel hurtigt at bamser, legetøj osv. "tager på ferie" hvis han ikke bærer tallerknen ud osv.
Selvom du nok kan forvente nogle kampe, særligt med den store fordi du ikke fra starten har vænnet ham til at hjælpe til, så synes jeg du skal gøre det alligevel. Både for din egen skyld - men også for dine sønners skyld senere i livet. Der er utroligt mange, særligt drenge, som vokser op uden at lære helt basale husholdningskundskaber. Mange lærer ikke at gøre rent eller at lave ordentlig mad hjemmefra - og man kan altså se det når de skal stå på egne ben. Det er faktisk synd ikke at lære dem sådan nogle ting så de ligger som rutine på rygraden når de bliver voksne.
Du kan også sende en kærlig tanke til dine kommende svigerdøtre - det er dæleme træls at få en mand, vis mor ikke har lært ham at det med husarbejde ganske enkelt er noget der skal gøres, for at hverdagen kan hænge sammen.

for det husarbejde de udfører. Ergo en positiv forstærkende form for ros. For mig er det, det samme. Personligt ville jeg bruge ord til at belønne mine børn med, end at give dem penge. Også når det er drenge børn, hvem siger de bliver mors dreng af den grund?
For meget ros kan sikker være for meget, men er det bedre at hive dem i håret og gå amok? Et simpel ”ej det var godt du støvsugede, det ser pænt ud” eller noget lignede, er da ikke pussenusset, samtidig med at det virker positivt forstærkende. Som jeg skrev virkede skældud yderst negativt på mig, derfor kan jeg sagtens forestille mig, den samme problemstilling her.

og socialkonsekvens til den ældre :-) Min far troede sikker også han var den eneste der havde funder på det ha ha :-D Den illusion må jeg straks tage fra ham ;0)

Det var en sød historie, det ville jeg også ha´ gjort :o)))
Du er inde på noget af det rigtige, det er så ment at fortælle hvordan det skal gøres, når man ikke selv har børn. Fra kollegaer lyder det næsten dagligt at de er billige til salg :o))

sæt dig dog i respekt, sæt nogle grænser og hold fast, vis du er den voksne. Det er dit ansvar som mor at lære dine børn hvordan de opfører sig ordentlig, og at lærer dem at blive rustet til en dag at stå på egne ben.
Grænser, konsekvens HVER gang, og en masse tillid og kærlighed - sådan skal børn efter min menning opdrages.
Så inkald til husmøde, og forklar drengene at mor har sat en ny dagsorden - og at følges den ikke så er der konsekvenser, feks indragelse af mobil tlf, at man kan få lov til at besøge kammerater, m.v
Det skal være noget drengene virklig sætter pris på, og det skal kunne mærkes, dvs det er ikke kun 1 time, men evt 3 dage.
I starten vil de sikkert synes du er den værste mor på jorden, men efterhånden vil de acceptere at det er sådan det er, og de vil vokse med opgaverene, især når du roser dem og siger Tak for hjælpen min skat, hvor er jeg glad for du kan hjælpe mig.
Børn har også brug for at føle at de bidrager med noget godt og er betydningsfuld med den hjælp de nu engang i forhold til alder kan give.

hvor svært kan det være?? Min søn på 10 år skal lave forskellige ting i vores hjem. Ikke mange ting. han skal fx holde hans værelse ok pænt og rent altid. Tømme opvaskeren engang imellem. Feje, købe ind og til tider andre ting. Er der problemer med at jeg skal sige tingene flere gange og han bliver sur og de ikke bliver klaret så er min "straf" ingen playstation i en dag eller flere, ingen taletid til mobil, ingen lommepenge el.

Tror du glemmer hvem der er den voksne hos jer. Ikke om jeg vil diskuterer med et barn på 10 eller 14 år. En familie hjælper hinanden. Og din søn vil vel gerne ha hans mad, nyt tøj, rent tøj, lys, varme, bad, oma??.
et spark til dine unger. Alle børn burde hjælpe i hjemmet. Selvfølgelig ikke vildt og selvfølgeligt forskelligt alt efter deres aldre.

Jeg har ikke læst alle svar du har fået, for jeg ville give dig min egen ufarvede mening.
Jeg mener klart, at børn, store som små, er dygtige kopimaskiner! De gør præcis som os!
Du gør kun nødtvunget og under protest hvad der skal gøres - det samme gør de!
Du protesterer og siger at du ikke gider - i parantes dem! så gider de heller ikke dig!
kan du se det?
Hvis du nu sagde: EJ! det her vil jeg sørme gerne gøre for at her er rent og rart at være for os og så snart jeg er færdig med det, så kan vi rigtig hygge sammen!!!
Så ville du sætte noget positivt i udsigt foran noget der bare lige skulle overståes først - og mon så ikke de finder ud af at det er umagen værd, at hjælpe til, så der hurtigere kan HYGGES!
prøv dig frem og husk at børn kopierer både DIN holdning, DINE ord og DIN attitude!
;-)

held og lykke!

børn som i dag er 18,17 og 12 år har fra helt små som en nødvendighed måtte lære nogle ting, blandt andet at drage omsorg for hinanden, og forsøge at være medhjælpende til at hjemmet kan fungere.
De har fra de var ca.6 år måttet hjælpe med at gå med aviser for at kunne få lommepenge,, som enlig studerende, ja da var det nødvendigt.
Løbende som de blev ældre, skiftede de fritidsjob og har idag en god arbejdsmoral, men men
jeg har alle år måttet kæmpe med sokker der ikke kan huske hvor søren den vasketøjskurv er,,, en køkkenvask og bord der efter brug ligner, ja hvad ved jeg..
Jeg tror at man som en stor hjælp kan lave planer sammen med sine børn, hvad mener de er rimeligt,, hvad mener du er rimeligt, og så indgå en aftale som alle parter kan acceptere,, naturligvis med det i mente at du ikke igen skal ende som serviceorgan.
Børn vil gerne,, og får efter min mening tryghed og selværd ud af at blive stillet krav,, belønningen skulle gerne være selvstændige voksne der ikke forventer at blive serviceret i hoved og røv.
Held og lykke

og dette pga episoder der dukkede op,,
og ja da mine ikke måtte være sammen med venner, lige hjem,, ingen lommepenge,, ja der vendte bøtten i ret lang tid bagefter,, og som du oplevede jeg en forståelse da de lige havde sunket den, som jeg ikke havde ventet

når min søn kun støvsuger i 10 min...på 65 m2
Jeg har vist ham de steder, hvor han også skal støvsuge, såsom under spisebordet osv og har sagt til ham, at jeg kan kikke på imens han støvsuger, så han kan lære hvordan man gør det, eller han kan vælge at se på, når jeg støvsuger, så han kan lære det, men det vil han ikke...
Jeg har snakket med ham om, at jeg selvfølgelig ikke forlanger det perfekte af ham, når han ikke er vant til at støvsuge, men at det nok skal komme med tiden og tro mig, han er undervejes til at blive bedre og så får han lidt ros for det.

ja jeg roser af og til mine børn, når de hjælper til, men roser dem ikke op i skyerne hver gang, for ros mig her og ros mig der, kan jo gå hen og blive for bare den mindste ting.
Ros burde virke bedre end skæld ud, men det gør det ikke i vores hjem, men må så også sige, at det er bedre at rose end skæld ud, for man bliver et eller andet sted påvirket af den måde man taler til hinanden på..
Ja, jeg har forgæves forsøgt at tage en snak med børnene-især den store, at jeg bliver glad, hvis de vil hjælpe mig nogle gange, men det virker desværre ikke...det er derfor jeg er så frustreret.
Nej, jeg ville ikke skælde ud på voksne mennesker på samme måde, som med børnene, men godt være bestemt i mit tonefald, hvis voksne mennesker prøver at vikle sig udenom på feks. på en arbejdsplads.

jeg husker tilbage for et par år siden, da hjalp min store søn en hel del i boligen og han fik altid lommepenge for det og han har nu sparet så meget op, at han ikke gider lave noget herhjemme mere, for som han selv siger: "så har jeg penge nok"
Min indstilling er nu, at børnene godt kan få lommepenge, for at gøre nogle ting i hjemmet - ligesom, når man går på arbejde, man arbejder jo heller ikke gratis.
Men samtidig har jeg det også sådan, at de ikke skal have lommepenge for at gå ud med skaraldespanden, at de roligt kan hjælpe til i hjemmet, uden belønning i form af penge, men belønning i form af mere social kontakt..
Husker en episode engang, hvor jeg havde lovet min søn at spille ludo, når jeg var færdig i køkkenet...han synes åbenbart det tog for lang tid, så han sad og råbte efter mig flere gange, om jeg snart kom.. så jeg sagde til ham, at nu bytter vi rollerne om...men det ville han ikke, så sagde jeg, at han kunne hjælpe mig, så vi kunne komme til at spille hurtigere og jeg gad ikke alt hans råben og det forstod han så.
Ja, skæld ud er ikke særligt opløftende og kunne egentligt godt forestille mig, at hvis min chef skældte mig ud på arbejdet, så ville jeg få den tanke, at så gider jeg sgu ik at støvsuge ordentligt, for jeg får jo alligevel altid skæld ud..

når det gælder sengetider og priviligier - det var et godt eksempel...
Nej jeg ved godt, at de ikke af sig selv kan se, at jeg har brug for hjælp i det huslige - det forlanger jeg heller ikke. Jeg havde for kort tid siden en snak med min søn omkring en dagligdag, fordi han sagde, at han synes, at jeg ikke havde så meget skolearbejde som ham, så jeg forklarede ham, hvordan min dag så ud og så ville han alligevel ikke bytte...
Han har hurtigt glemt den snak vi havde og sådan havde jeg det også, dengang jeg var teenage, men derfor har jeg nu besluttet, at han skal have lidt flere pligter.

at du har formået at holde fast i sådanner regler for dine børn og at de tilmed har virket - flot stykke arbejde af både dig og dine børn - det sammen vil jeg prøve på.
Ja, skraldespanden ligger ca 5o meter væk, da kommunen har besluttet i det boligkompleks vi bor i, at de skal spare, så der er sat 2 store skraldespande op.

har vi på et tidspunkt haft hver 14 dag i en længere periode, hvor ham på 14 skulle med ud at handle ind, for at vide, hvor tingene stod henne i butikken og vide hvad mad egentlig koster. Han hjalp til med aftensmaden og oprydningen bagefter, så han kan da lave lidt mad og især kageopskrifter- den er han go´til.

har børnene helt ærlig ikke, men det kunne da være en ide, at computeren blev slukket og playstation med, når opgaverne ikke er udført.

"han var fortsat ligeglad, så jeg blev så stjernetosset og tog fat i håret på ham og sagde, at nu var det fandme nok, jeg ville ikke være hans tjenestepige længere alt imens jeg råbte og skreg og så rejste han sig og gik igang... "
*gg*
Puha...Det jeg forlænger har ikke blevet gjort. Min pre-teenager datter roder i alle steder, jeg er også blevet træt af hendes rod og bestiller ikke noget andet end at ryde op hendes tøj der ligger i alle steder, både beskidte og rent, og blandet sammen...Hendes værelse på et tidspunkt, jeg bare lukkede døren for at ikke blive syg og sur ved sigtet. Jeg tror hun er syg. Hun roder for meget. Har prøvet at læse om emnet, og måske har fundet en tråd, hun er lidt talblind (efter min svigerfar, klar og desværre :o() og nogle symptomer er at disse børn roder for meget og kan ikke overskud selv at ryde efter sig bagefter.
Og jeg kan ikke fordrage rod, så nogle gange da jeg har været i gang at ryde hendes værelse op, kunne ganske enkelt ikke vide, hvor skulle jeg starte fra!! Nogle gange jeg er bare derind og bliver så sur og i dårligt humør, da når hun komme rhjem får bare en ordenligt skideballe, men har hjulpe tingen skid. Jeg råber og skriger, skriger og råber at hvordan en "pige" kan har sådan værelse like an animal...at hvad siger hendes veninder om hendes værelse, det er for pinligt. Og hun siger at de er lige glad. Det eneste jeg siger til sidst er: "ingen mand vil have dig, så du bliver boende her."
Det ved jeg ikke hvad har jeg gjort forkert for ti år siden, men jeg tror vist at det er for sent. Har hjulpet lidt at hun får betaling for at arbejde. Jeg var totalt imod det, men gjorde i nød, fordi at jeg var ikke i stand til at blive ved at ryde op, så hun bliver betalt, hvis hun hjælper, ca. 35 kroner per opgave.
Jeg har truet med mange ting, men hun ved det godt at jeg gør ikke hvad jeg truer med. Med et par gange har jeg propet hendes skoletaske med hendes beskidt tøj der ligger i alle stder (sukker, undetøj) og bananskrald, alt det som hun har ikke rydet op efter sig, så når hun kom tilbage fra skolen spurgte at hvorfor havde jeg propet den beskidte tøj og skrald i, og fik forklaret at jeg skal gøre det hver gang jeg ser den ligger på gulvet eller ikke i skraldspanden.
Hun bruger også spisebord som hendes skrivebord, og indtil videre har ikke lukkes for mig, at hun "renser" resterne af viskerleder. Hunsletter og bare bliver liggende der efter hun er færdig med at tegne. Råber skriger, skriger og råber, siger at jeg er syg pga. hende, og hælper ikke en "pind". Så jeg ender at støvsøger selv de viskeleder rester og blyant krummer. Og hendes ting er altid liggende der. Vi spiser mellem bøgerne, men desværre jeg selv læser på bordet, og min mand også, så der er altid aviser, bøger, papier på det bord.
Min mand (opdraget for en gammel kvinde) smider bare sokkerne i det sted, hvor han tog den af.. og de ligger der..bare..indtil jeg en dag ryder den op.

det kunne jeg virkelig bruge til noget. Aldrig har jeg fået så mange brugbare ord med på vejen, jeg er så glsd for det, så nu ser jeg lyset forude, for det var jo lige med at få fat i nogle værktøjer og beslutningen om forandringen.
Jeg vil nu tænke tingene ordentlig igennem og beslutte mig for, at holde et lille husmøde, hvor begge børnene er med og så sige i en ordentlig tone med optimisme, at nu skal der andre "boller på suppen"
Jeg har så på forhånd lavet et ugeskema, hvor jeg har nedskrevet forskellige gøremål som
- støvsugning
- ud med skraldespanden
- osv
Og så skrive ugedag på, så de selv kan bestemme hvilken dag, de vil udføre deres pligter.
Jeg skriver mig også på listen og udvælger, hvad jeg skal lave, men det er på forhånd givet, at jeg tager badeværelset og madlavningen de fleste dage, men synes også godt, at de skal vælge 1 dag i ugen, hvor de bestemmer hvad der skal laves - dog også heri noget sundt..

hun siger at det er ikke hende "pligt" at hun er et barn. Eller hvis nu skal endelig foretager sig noget halv tvunget, siger hun: "Det er mig der altid skal lave alt".
Eller hvis hun får at vide, at hun skal gøre det eller dit, siger hun: "Hvorfor mig? Vent". Det siger hun tit: "Vent". Og jeg siger: "jeg venter ingen skid, det er NU".
"Du er altid sur".. siger hun....så jeg bliver endda mere sur..

Glimrende og lærerigt system du der har banket sammen. Rigtig godt. Tillykke med resultaterne

Håber husmødet og planen går godt.
:o))

Der er ingen skældud her, medmindre forudgående aftaler ikke bliver overholdt. Og nej, jeg går heller ikke ind for at man råber, skriger eller river sine børn i håret, men jeg mener stadig at det der med at rose for noget som bare burde være en normal del af hverdagen er misforstået.
Der kommer jo heller ikke nogen og roser mig hver gang jeg vasker mit tøj eller køber ind til mig selv og jeg synes det er at skabe urealistiske forventninger om bekræftelse, hvis man gør det hver eneste gang barnet eller den unge gør noget i hjemmet. Det giver dem jo indtryk af at hverdagens pligter er noget ekstraordinært - men det bør det ikke være. Det bør være en rutine som sidder på rygraden i stedet.
Jeg ser ikke lommepenge som en belønning, men som noget man så vidt muligt bør give sine børn til at "leve for"bl.a. for at lære dem værdien af penge før de virkelig kan komme galt afsted med løn og dankort. Jeg fik selv et ugentligt beløb som barn og ung, fordi min mor synes det var vigtigt at jeg lærte at adminstrere. penge før jeg fik store beløb at bruge på mig selv (løn, fritidsjob eller hvad det nu måtte være).
Lommepengene (eller ugepengene, om du vil) var uafhængig af mine pligter hjemme fordi de var en "lektie" som jeg er glad for at have lært. Jeg fik selvfølgelig nødvendige ting som tøj, mad og hygiejneartikler men måtte selv spare op til biografbiletter, ekstra legetøj eller hvad jeg nu ville have, udover det jeg ellers fik til fødselsdage og jul.
det var supergodt at have lært da jeg begyndte at tjene mine egne penge, for jeg havde meget mere styr på hvad der var behov (altså hvad der skal prioriteres først) og hvad der var "ønsker"(som kan blive til noget hvis man har sparet og/eller har overskud på kontoen). Da jeg fik mulighed for selv at tjene penge holdt jeg op med at få lommepenge, for så havde jeg jo ikke længere behov for dem.

jeg har selv til tider disse problemer, men langt fra i samme Grad som det har været. mine 2 sønner er 7 og 10 år. og begge problembørn. har der ud over 2 på 4 og 1½ år som bor ved deres far.
vi har i fællesskab haft et husmøde, og har lagt en slagsplan om hvordan vi får det bedste ud af dagen og de sure pligter. dette har så hjulpet "lidt"
dernæst jo mere man råber af sine børn, jo mere høre de ikke efter. tag det med dig selv. hvis nu din kærest råbte og kreg af dig, gad du så lytte til hvad han have at sige...
NEJ vel
jeg ved meget godt og af egen erfaring at det jeg skriver nu er nemmer sagt end gjordt.... men kæmp med dig selv for ikke at blive sur, gå heller ud og slå til en dør eller skrig af træet i haven, men ALDRIG dine børn, for så vinder de.
tal bestem og meget tydligt og hvis ikke det hjælper første gang så sige det igen på samme måde og tilføj at hvis ikke du rejser dig op nu og hjælper, så ser du ikke tv og ingen overnattende gæster de næste 14 dag. og stå ved det, det er hårdt meget meget hårdt, men simpelhen en nødvendighed, for i dit hjem er det ikke dig som bestemmer, men dine børn....
omkring Krav, din søn på 6 år kan sagtens støvsuge, nok ikke som du vil have det, men så må du leve med det som det er, han kan også tage af bordet og vaske op og rydde op på sit værelse og selv smide sit tøj til vask... så ja dertil kan jeg godt forstå hvis ham på 14 ser negativt på det.
men nogen ting kan ham på 6 år ikke og det er jo både ved de sure pligter og de sjove oplevelser. prøv at tage en snak med ham på 14 og fortæl på en stille måde om såvel fordele og ulemper...
bare min mening som enlig mor har jeg selv mine kampe, men søger og bruger også støtten blandt andre.

jeg havde også sådan et skema da jeg var lille og lige til jeg flyttede hjemmefra som 16årig. dog stod der alle ugedagene ligesom et skoleskema. og lodret stod de forskellige tilng som støvsuge, ud med skraldespand osv. og hvad jeg fik for at gøre det. ( jeg måtte tjene mine lommepenge) dem fik jeg skam ikke bare for ingenting:) og den ordning er jeg som rigtgi glad for den dag idag at jeg allerede som lille forstod at man ikke kom gratis gennem livet:) og det var jo aldrig hårdt arbejde. jeg syntes det var sjovt når ugen var gået at tælle krydser og se hvor mange penge jeg havde tjent... jeg er nu 25 og har ikke børn, men får jeg det vil de også komme til at bruge sådant skema mht lommepenge.. (og det vil alle børn jo have) :)