Mine gode vens far er død - what to do?

Hejsa alle..
Har aldrig brugt dette forum før, men kun kigget med, da jeg tit ser spændende sager.
Vidste ikke lige hvor denne skulle placeres, men:
Jeg står nu med det problem at jeg i dag har hørt fra min gode ven at hans far er død af en blodprop, hvilket selvfølgelig gør mig meget ked af det på hans vegne. Jeg har aldrig rigtig kendt hans far, men snakket med ham ved lejligheder. Jeg er 20 år og ligeledes er min ven.
Spørgsmålet er nu:
Er det forkert at komme til bisættelsen? Hvordan tror i det vil påvirke ham + resten af familien? godt eller skidt? Kan ikke rigtigt selv finde ud af om jeg skal komme der, for vil helst ikke gøre det værre end det er(i ved hvad jeg mener)

Håber i vil kommentere lidt på det.
På forhånd tak!

På den måde viser (og støtter) du din kammerat - han har det svært nok i forvejen, og er i gode venner, vil det være ham en stor hjælp hvis du deltager i bisættelsen.

i stedet for bare at møde op - det ville jeg gøre. Det er jo ikke sikkert at din ven ønsker at du skal deltage....

helt sikkert tage med hvis du har mod på det. Det er i nøden man skal kende sine venner. Det vil betyde meget for din ven og hans familie hvis du møder op.
Jeg kender til det fra deres stol så det kan jeg love dig 100 procent.
Du skal tænke på det med døden sådan ... du kan ikke gøre det værre ved at dukke op og støtte familien. Det eneste der kan gøre det værre er tavshed. Hvis dem i sorg møder tavshed skal de samtidig med sorgen rode med det. Du skal ikke være så bange for at møde din ven eller hans familie de er ikke andre mennesker de er bare midt i en stor krise.
Du skal bare være dig selv og din tilstædeværelse alene er en stor hjælp. Hold dig lidt i baggrunden hvis du helst vil det eller trøst din ven som du kan ... der er ingen let måde at gribe det an på. Bedst bare at være dig selv og gør det du har lyst til når du møder op.
Held og lykke tror du er en god ven at have 🙂
Captain

er en god ven, og du har mødt faren, så vil det støtte din ven - ingen tvivl om det. Bare vær der og ær faren.

Hej!
Du skal kontakte din ven, være der for ham, han har allerede mødt "folk", som skiftede fortorv, da de så ham. Du skal sige til ham, at Du er usikker, men vil være der for ham, sig til ham at han har lov til at bruge dig, du skal lytte, hans følelser er helt "rundt på gulvet". Hans nærmeste familie er også i sorg, så han har virkelig brug for at nogle lytter, og bare er der for ham.
Tag til begravelsen - hold dig lidt i baggrunden, men vær der, så du senere kan "tale om begravelsen" med din ven, det vil han helt sikkert have brug for.
Du skal ikke tænke på, at du ikke ved hvad du skal sige, det er sikkert ikke nødvendigt, giv ham et knus, og resten kommer af sig selv, hvis ikke så sig at Du er usikker, det er altid OK at være usikker i den situation, men for alt i verden, gør ikke som de fleste, at stikke halen mellem benene og ikke vise, at Du føler med ham. I skal jo være sammen senere, så få det overstået......
Dejligt at se - at der er mennesker som tænker på vennerne også i sorg.

så selvfølgelig: hvis du er hans gode ven: DU KOMMER.
de ander tanker, om at gøre "noget forkert", er mere noget med din usikkerhed ved døden, sorgen osv. - og har ikke noget at gøre med din vens behov - MEDMINDRE han udtrykkeligt (el. familien) har frabedt sig at nogen deltager.
Så er det en almindelig bisættelse, kommer du selvfølgelig, som den gode ven du er.
Døden er nu engang en del af livet. Og sorgen også. Og i sådanne stunder, ved man hvem der er venner (og hvem der har mere travlt med at "passe på sig selv" = ikke dukke op f.eks. af angst for at gøre noget forkert og lign).

går du med til bisættelse.
Den gang jeg mistede min kone, kom min søn med mange kammerater til bisættelsen i kirken og bagefter. Det var min søn, datter og jeg glade for. De sagde "det er det man har kammerater til, at støtte op ved tragedier.
Men din usikkerhed kan måske få dig til at lufte problemet på forhånd, vi er så bange for døden og at støde de pårørende. Men de pårørende er faktisk glad for at nogen tænker på dem. Mange føler denne udeladelse som svigt, til trods for at de tidligere selv har været bange for døden.
Vær åben for for din kammerats reaktion, vil han tale om det, lyt. Vil han helst at bare være sammen med dig, men tie, lad ham det.

Hej
Jeg siger også du bare skal tage afsted,medmindre familien ønsker at holde den i stilhed.
Vi har lige været igennem det samme,og helt ærligt så blir man da rørt når det er ens venner der dukker op til begravelsen.Du giver bare hånd og er dig selv.
Her hvor vi bor er der en del der sender en blomst inden begravelsen hvor teksten f.eks kan være:En kærlig hilsen i den svære tid. Det varmer utrolig meget med sådan en hilsen,og det behøver ikke være en dyr buket,det er tanken der tæller.
Ps: Jeg tror også du er/blir en god kammerat for din ven..

Det sku en stor hjælp det her.
Kan godt se døden er en del af livet, og det nok er det værste man kan gøre at være tavs.. vil samle et par af hans andre gode venner og høre om de er friske på at tage med(har allerede en der er frisk på det). Ved det bliver hårdt. Men sådan er det nu engang. Har også fået min mormor til at binde en buket blomster som hun kommer med før bisættelsen og giver til kirketjeneren.
Håber alt går godt.
Endnu engang tak for jeres råd.
Mvh

jeg kan kun sige det samme som de andre. Tag med. vær der for ham. men tag nu ikke alt på dine skuldre og forvent af dig selv at du kan hjælpe ham 100%. For det du kan er at være der for ham, snakke med ham hvis han ønsker det eller tie hvis han har det bedst med det.
Du skal ikke få det dårligt over at du føler du ikke gør tilstrækkeligt. For det gør du, og det ved din ven også, men kan måske ikke vise det.
Men held og lykke
knus

Det er altid et stort chok og det er vanskeligt at vide hvad man skal gøre af sig selv i den situation. Kan man sige det rigtige, kan man gøre det rigtige, er man i vejen osv. Jeg kender det godt, for en af mine bedste veninders mor døde i august og bagefter døde ém af mine venner.
Det bedste du kan gøre er at være ærlig. Du skal spørge din ven om han har brug for at du kommer til bisættelsen, for det vil du gerne. Og så ellers sige at han bare skal sige til hvis han har brug for noget. Og der må man vejre situationen og se om han er i humør til at tale om episoden eller om han hellere vil tale om noget andet. Sådan er det med min veninde. Hun kan godt lide at bearbejde ting alene og går til psykolog, men en gang i mellem vil hun gerne tale med vennerne om hvordan hun har det.

Og husk at man gerne selv må "presse lidt på" for at få vennen ud. Da min far havde cancer havde jeg selv lidt en tendens til at isolere mig og følte at det var MIG der var i vejen og ødelagde en god stemning med mit triste humør. Det kan være én af grundene til at man holder sig for sig selv.
Jeg håber du kunne bruge mit svar til noget. Det kan godt være det lyder lidt kompliceret med alle de ting man evt skal og ikke skal, men det kommer som regel ret naturligt når man først står i det.
Ønser jer alt det bedste og godt at din ven har sådan en ven som dig 🙂