Mine venner begynder at få familier

Mine veninder har kærester, som de har været sammen med i flere år. Tidligere har jeg ikke syntes, det var svært, men nu er de ved at bygge familier op med børn, hus, parmiddage osv. Jeg føler mig udenfor. Når vi er sammen taler vi meget om deres familieprojekter - og jeg nyder at høre om deres liv. Men samtidig er det også svært at der jo selvfølgelig er mindre plads til veninder (mig), nu hvor de har fået børn. Så jeg føler mig ofte ensom. Ville ønske jeg var samme sted i mit liv som dem. Så jeg kunne dele den livsfase med dem på en anden måde og ikke ville føle mig så alene. Jeg prøver at fokusere på de værdifulde muligheder og gaver, der er i mit liv. Men ofte formår jeg ikke at holde fast i et sådant positivt perspektiv, og længes i stedet efter at finde manden - familien i mit liv.

.. and the city ..
Tid til at finde tre nye veninder ..

Hej - fortvivl ikke - jeg var først 30 ½ år da jeg mødte mit livs kærlighed og fik først mit første barn da jeg var næsten 34 år - ting tager tid - men pludselig er manden der og så kommer huset og børnene... ... vi skal giftes til marts på Hawaii og til maj blir jeg 37 år - så slå bræmsen i - alt til sin tid - også selvom det er træls og gør ondt at se den den ene veninde efter den anden få baby, få et flot hjem og holde bryllup - tro mig - jeg har selv stået i det - godt nytår - hilsen SMO

være ked af det .. jeg er 24 og har det som dig !!
Mine veninder får børn,lægger planer for fremtiden med evt. hus og/eller bryllup osv. i den retning.
Jeg har bare været nødt til at vænne mig til at deres perspektiver ikke er byture og småkæresterier længere, men familieliv og fremtidsplaner.

Livsfaserne udvikler sig så forskelligt fra person til person.
For et par år siden oplevede jeg det samme som du gør - det gør jeg egentlig stadigvæk. Forskellen er bare at jeg nu er enlig mor til et barn, som jeg troede jeg skulle leve i kernefamilie med. Jeg valgte skam selv at gå fra faderen fordi det bare slet ikke fungerede, og er på mange måder lige så meget udenfor som dig.
De "pæne og ordentlige" mennesker i min vennekreds har nemlig valgt at gøre tingene på den "rigtige" måde; de var færdige med deres uddannelser, havde købt hus, bil og var blevet gift inden de fik deres børn.
Vores verdener er så forskellige, selvom jeg på mange måder føler at jeg lever et bedre liv end jeg ville have gjort, hvis jeg havde valgt at blive i et rigtig dårligt forhold. Det kan godt være at vi klarer os for lidt og vores fysiske rammer er mindre, men til gengæld farer jeg heller ikke rundt for at opretholde en facade på et parforhold der fungerer dårligt, eller en økonomi som er lige stram nok fordi mit hus alligevel er for dyrt.
Jeg synes du skal prøve at se fordelene ved at du er single og uden børn lige nu, eller egentlig bare at du er single; du har meget bedre muligheder for at skabe rammerne om dit eget liv, og du har uden tvivl også et langt mere socialt liv end mange af dine parvenner.
Du kan også, hvis du har modet, simpelthen prøve at skære igennem engang imellem og sige; "Nu synes jeg vi skal snakke om noget der foregår udenfor parcellen/familien" og så f.eks. spørge om folk har set nogle gode film, læst gode bøger eller noget lignende. Hvis man siger sådan med lidt humor og viser at man ikke decideret skælder ud så tager de fleste faktisk meget godt imod det, fordi de ved nærmere eftertanke godt kan se at de måske ikke er så gode til at kigge udenfor "kassen".
Skulle de mod forventning være meget negative og nægte at se udenfor deres daglige trummerum skal du måske overveje om de venskaber egentlig er noget værd; det er altså ikke sundt med "vennre" som kun fokuserer på sig selv og deres egen verden. Det skal helst være nogenlunde 50/50 også selvom de er i faste forhold, får familie osv.

Jeg kender det alt for godt. Jeg ved hvor frustrerende det er og jeg kender følelsen af, at føle sig helt forkert i sammenligning med alle dem der gør de "rigtige" ting på det rigtige tidspunkt.
Mine venner er også begyndt at få børn og gifte sig og flytte i hus og sådan. Jeg har lige akkurat fået en kæreste for 9 måneder siden og det er så langt som jeg er kommet. Jeg gjorde ikke min BA færdig, for den var så dårlig struktureret og der var hele tiden fejl ved mit navn i systemet, så jeg opgav. Har i mellemtiden ikke kunne bestemme mig for hvad jeg så ville læse. I mellemtiden er folk jo blevet færdige med deres uddannelser og har fået job. Det er ret trist at sidde alene tilbage, men på den anden side. Jeg har jo ikke gjort noget forkert.
Det er jo ikke min skyld at jeg først finder en kæreste nu. Jeg er loyal overfor mig selv og kaster mig ikke ud i en ny uddannelse før jeg ved at det er den rigtige jeg bruger min tid og befolkningens penge på.
I al den tid hvor jeg har kritiseret mig selv for ikke at være hurtigere, bedre og være irriteret over ikke at være mere heldig med kærligheden, har jeg faktisk også været meget loyal overfor mig selv. Jo, jeg har prøvet nogle ting, men jeg har alligevel ikke bare gjort noget, for at gøre det og jeg har ikke bare taget en mand for at have en kæreste. Jeg er selv 28 år og er nu glad for først at have fundet min kæreste nu. Jeg har prøvet en masse ting og jeg kender mig selv rigtig godt. Det har givet mig en vis ro og jeg er nu parat til at starte min uddannelse op igen.
Jeg er ikke længere lidt misundelig på mine veninder over at de allerede har fået familie, hus og arbejde. Det er fedt for dem og de er glade for det, men jeg ville ikke have været glad for det.
Det kan være så svært i vores samfund at finde sig selv og det er sværere og sværere at være få lov at være lidt anderledes. Alt skal helst foregå som på samlebånd og når jeg tænker efter, har jeg aldrig været samlebåndstypen ej heller flokdyr.
Jeg ved ikke om du kunne bruge lidt af det jeg skrev til noget. Nu ved jeg godt det ikke handlede om uddannelse, men om kærester, men måske kan du bruge tankerne :-)
Der skal nok være en mand til dig, men det er vigtigt at du er loyal overfor dig selv, så ikke du havner i en illusion af dit eget liv :-)
De kærligste hilsner ønskes du herfra :-)
Maja

Hvem gider dog parmiddage? Lyder det ikke kedeligt? Tro mig, det er kedeligt.
Om tyve år vil dine veninder som føler sig ensomme. Følg dine egne veje.

Jeg HADER og AFSKYR folk der gør alt for at flashe at de har en kæreste. Såsom at dyrke parmiddage, familiebesøg o.l til det kvalmende.
Parmiddage kan være fine nok, men min kæreste og jeg kommer ikke så tit til den type middage. Der er kun et par enkelte i vores omgangskreds der dyrker den slags, for parmiddagens skyld, mere end selve samværet.
Men ellers bliver det jo en naturlig del, at man også inviterer halvparten med, når man holder noget. Pointen ligger bare i HVILKEN type middag er vi ude i. Er det for at se folk eller er det for at flashe at man har fundet en kæreste.
Nå, jeg gik vist lidt i selvsving der... Håber det gav lidt mening alligevel:-)

21.52

Det er klogt at vente og udvikle sig inden man "hopper med på vognen". Jeg tror du vil finde en mand og få et mere stabilt liv end mange af veninderne, der - lidt for hurtigt -får de ydre rammer på plads! Jeg har jo været elskerinde til en af disse mænd fra veletableret og udadtil lykkelige unge familier, hvor alt synes at fungere..hm.
I undgår da i det mindste jeres veninders nedture når manden flirter udenom, for tro mig der er mange af disse tilsyneladende lykkelige veninder, der skjuler den virkelige sandhed..både overfor jer, men også overfor sig selv.
Jeg var også længe om at etablere mig,og fortryder ikke jeg ventede. Man får en god psykisk ballast der holder HELE livet. Så tag den bare med ro.I har livet foran jer, så nyd bare jeres frihed :-)
Pusser

Jeg kan sagtens sætte mig ind i trådstarterens frustration og ønsket om at finde mandEN og etablere en familie - og jeg kan ligeledes følge dig så langt, at lykken kan blive lige så stor, hvis man etablerer sig senere end omgangskredsen, men:
Hvorfor skal venindernes livsførelse afføde "hm" og "udadtil lykkelige" - "alt synes at fungere" - "skjuler den virkelige sandhed" osv osv? Hvorfor ikke som udgangspunkt gå ud fra, at de trives fint, hvor DE er, ligesom trådstarteren forhåbentlig kan vende SIN situation til at trives, hvor HUN er? Mig bekendt kan par, der møder hinanden i 30´erne og 40´erne lige så vel som alle andre ende i flirten udenom og "virkelige sandheder", der ikke tåler dagens lys - men du får det til at lyde, som om der MÅ være noget grimt under facaden hos de, der har stiftet familie tidligt.
Jeg synes ikke, der er nogen trøst for trådstarteren at hente i, at hendes veninder sikkert slet ikke har det så godt, som det ser ud til - overskuddet til at finde sig til rette i og få det bedste ud af den tilværelse, man har her og nu, skal da ikke hentes i mistænkeliggørelse af andres glæde og lykke, men i kvaliteterne i det liv, man selv har. Havde en etableret kvinde i et knap så velfungerende ægteskab skrevet om sin misundelse over at se singlevenindernes vilde liv, ville jeg heller ikke kunne se det store perspektiv i at overbevise hende om, at singlerne sikkert er ensomme og desperate efter at finde en mand.
Ikke et surt opstød, bare en tanke affødt af flere af svarene i tråden.

Nu tænker jeg godt nok ikke på vores samvær med gode venner som "parmiddage", men det er vel det, det er, når flere par tilbringer en aften sammen, blandt andet med god mad og vin på bordet. Og det gider jeg altså godt! - hvorfor er det pr. definition kedeligt? Vores middage med gode venner i par er præcis lige så underholdende, spændende, sjove osv som vores middage med singlevennerne - normalt skelner jeg slet ikke mellem, om vi har par X og Y eller singleveninde Z til middag, konceptet er præcis det samme: Gode venner hygger sig.
Og trods tidlig etablering i parforhold, hus, børn osv. er jeg ikke blevet ensom - hvad er det for en lovmæssighed, der får dig til at postulere, at trådstarters veninder vil blive det om 20 år? Måske sidder de om 20 år i hyggeligt selskab med trådstarter og hendes familie - måske er det på det tidspunkt nogle af dem, der er singler - jeg forstår ikke, hvorfor det pr. definition må være så skidt og kedeligt og hen ad vejen ensomt at have fundet en partner før trådstarter - ligesom jeg heller ikke tror, det behøver at være så skidt for hende at være single nogle år endnu.
Ja, hun skal følge sine egne veje - men veninderne må vel også gerne følge deres?

Jeg tror måske at en del har oplevet de reaktioner hos veninderne i de etablerede forhold.
Jeg har f.eks. en veninde som er blevet meget etableret og alt ser så pænt og nydeligt ud, udenpå. Men hun har også betroet mig at manden i perioder har alt for mange "arbejdsmiddage" hvor han så er beruset når han kommer hjem. Det er altså ikke hver dag, men der er i hvert fald nogle alvorlige "ridser" i lakken, når man graver dybere.

Hvor er det rart at høre, at jeg ikke er alene og tak for alle opmuntringerne. Vil kæmpe videre mod pessimismen og sortsynet til lyden af melodien fra Sex and the City🙂
For meget af det handler vel om indstilling - håber meget jeg kan ændre min.

Undskyld, men så det først dit svar i dag.
Ja der er mange måder at se på både sit eget og andres liv. Man kan tro på rammerne svarer til det billed der fremstilles, eller man kan gennemskue at rammen dækker over et kopimaleri og derfor ikke er skabt af personen selv, men kopieret fra de billeder af det såkaldt "gode liv" man er blevet indoktrineret med. En forestillingsverden som så mange unge kvinder ligger under for på trods af (!) de i deres forældregeneration oplever virkeligheden bare ikke matchede drømmene - men snarere fratog dem muligheden for at leve et drømmeliv!
Kvinden her skal tage chancen nu for at skabe sit helt eget liv ud fra EGNE værdier, der kommer frem IMENS hun "maler sit helt personlige billede", fremfor et kopibilled af sine veninders liv som hun lige p.t. agerer "lykkevidne" til.
Det var min pointe. Hun skal gribe chancen, fordi jeg mener det er en chance for hende at hun er lidt senere i optrækket. Og det har intet at gøre med OM disse veninder og alle andre familier nu også er lykkelige eller ej. Men skilsmisseprocent og opblomstring i utroskab kunne da tyde på drøm/forstillingsverden er svær at få indpasset i virkelighedens verden.
Ellers enig i dine bemærkninger ang. andres liv i grunden er helt uvæsentligt, når man skal vurdere om man selv lever et godt liv. Det kan efter min mening kun være ens egne værdier (om hvad der er et godt liv) der tæller, så evt. vrangforestillinger om andres liv (godt eller skidt) kan ingen bygge deres egen lykke på.
Men det var faktisk også det jeg forsøgte at få sagt til den ensomme kvinde her.;-)
Pusser

Jeg kan godt se, at jeg nok svarer sent, men vil bare lige sige, at jeg har det præcis som dig. :(

i et parforhold kan man godt føle sig lidt ensom og ladt udenfor mht børn osv. Jeg bor sammen med en dejlig mand men det er da tit svært for os at snakke med når vennerne snakker børn, job og familie.. Vores børn er vores dyr, jo vi bor i hus og manden arbejder men det er ikke altid så nemt for dem i forhold som enlige måske går og tror det.
Jeg har da selv været i samme situation med at jeg savnede mand, hus og børn. Det gør jeg på en måde stadig når jeg hører vennerne snakke om det hele. Godt nok har jeg mand og hus men børnene kommer ikke. Men så må man altså nyde livet på andre måder og det er ved at være sammen med de venner og veninder man har.
Selv har jeg ikke mange veninder og de få venner der er har jeg bragt til forholdet, men det er alle personer som jeg nyder samværdet med og kan tale med når der er brug for det. Og det er da uanset om de er i forhold eller ej.. Nyd det du har og lev livet som var det den sidste dag på jorden.. Dagen igår kommer ikke igen, søde ven..
Har du brug for at snakke og betro dig om nogen af dine tanker er du velkommen til at kontakte mig på olfert1@sol.dk
Knuz Englen

Jeg er 28 år og har også forsøgt at få flere venner - det er ikke let at få gode, nære venner, specielt ikke når man er sidst i 20'erne og folk er ved at være "etablerede".
Med det vil jeg bare sige, at gerne hører fra andre, der måske har det som mig - så pls skriv - alder og interesser er underordnet. Jeg bor alene u. børn.
Hilsen sommerfugl79

vil gerne skrive sammen med dig hvis du er int knuzz god weekend