mistede ham..

Da jeg var 7 år gammel mistede jeg min far. Det var forfærdeligt. Jeg var jo ikke ret gammel og vidste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, så da jeg fik det afvide turde jeg ikke græde, jeg turde næsten heller ikke trække vejret, eller blinke. Vidste ikke hvad jeg skulle gøre... og pludselig kom det hele. jeg græd og græd og græd. Men noget der undre mig lidt er, at jeg ikke græd under begravelsen. Hvordan kan det mon være? Knus den uheldige

Hej uheldige
tjaaa hvorfor du ikke kunne græde, ville græde, turde græde er du den eneste der har svaret på og grundene kan værer mange. En sorg reaktion kan jo have mange ansigter som tåre, vrede eller blot et udtrykningsløs ansigt der skjuler det kaos der raser i det indre. Alle reaktionerne er jo den rigtige for den enkelte i nuet et udtryk for hvordan individet magter at håndter situationen. I længden tror jeg på det vil gavne at stå ansigt til ansigt med sorgen tale til den og om den sammen med nogen der står en nær, en sorg gruppe eller terapuet for der igennem at placer sorgen på rette sted i livet samt for at din sorg oplevelse kan blive en erfaring der giver dig positiv balast i dit liv.
....mange solstrejfesmiiil på din vej

Under begravelsen skete der en hel masse, som dine øjne og ører var optaget af, så du næsten ikke havde tid til at tænke over dit store tab.
Du skal regne med at tabet af din far, vil følge dig livet igennem, så det må være noget af det første, du skal fortælle, når du møder en ny ven, så I kan få snakket om det.
Det fremgår ikke af dit brev, om du er en dreng eller en pige - hvis du er en pige, har du først fundet din rigtige ven, om han på eget initiativ, foreslår at slå følge med dig til din fars grav. Det er her, du skal afgøre, om han er værd at arbejde videre med.

Der kommer i starten at man ikke har fattet at personen virkelig er død,for minder og tanker farer rundt i hovedet.Når så man står der og kigger på kisten,så rammer den virkelige verden pludslig en og man ser at alt er så fredfyld og smukt at man ikke kan få en tåre mere ud.For man er ved at fatte at det ikke hjælper,for de kommer ikke tilbage.knus

Jeg har selv mistet min far, og havde det stort set på samme måde som dig..
Synes det er nogle ret gode indlæg der er kommet til dit spørgsmål!
Man står til begravelsen og har endnu ik' helt 110% sikkert fundet ud af/forstået, hvad der er sket, og hvad fremtiden vil bringe. Eller også havde du set det hele i øjnene og var klar over hvad der var sket, og skete netop der til begravelsen..
Men det er kun dig selv som kan svare på spørgsmålet!! Jeg selv, græd meget til begravelsen, hvor imod min lillebror ik' gav en lyd fra sig..
Jeg tror det er meget med en selv at gøre. Om man har fået det afklaret med sig selv, eller om man stadig vælger ikke at tro på at det er sandt at det er sket...
Tror ik' det er noget man ska' gå og spekulere videre over!!
Knuzz fra mig...