Mistet min elskede mor

Mistede min mor i oktober sidste år meget pludseligt(53 år)Er her nogle der har prøvet det samme, savner nogle at snakke med.

Nej, men min vidunderlige Svigermor døde sidste år i januar, 59 år gammel. Faldt bare om med en kraftig blødning i hjernen efter et par ugers hovedpine - ingen nåede at tage afsked, hun døde kort efter ambulancen ankom til hospitalet.
Det var en rædselsfuld tid for både mig og min kæreste, og jeg synes der går lang, lang tid før man kommer helt ovenpå igen.
Desværre fik min kæreste kræft sidste år og har været i kemobehandling, og så har jeg jo måttet vende billedet 180 grader og sige, at det da var godt at hans Mor ikke skulle opleve ham gå gennem sådan en omgang, for det kan man vist ikke ønske for nogen.
Må hellere indskyde at min kæreste er erklæret rask og lige har været til halvårskontrol - alt ok.
Nå, men det var en smutter. Jeg håber du har haft nogen at dele sorgen med, eller måske er det det du søger her på debatten? Jeg havde et meget stort behov for at snakke om min svigermors død, da det skete så uventet, og heldigvis var min kæreste jo lige ved hånden, og endnu mere berørt af situationen end jeg var. Hvis jeg havde skulle læsse det hele over på veninder er jeg ikke sikker på at jeg havde været særlig spændende at høre på i den periode, men gode veninder lytter jo selv i de sværeste situationer. De var der også for mig, men nu var min kæreste jo selv i sorg, så det var lissom mere oplagt.
Skriv endelig tilbage hvis du får lyst til at snakke mere om dit tab.
Kh Kæresten

Hej Mette25.
Du er meget velkommen til at skrive til mig, så kan vi finde ud af noget. Jeg har ikke mistet nogen forældre, men har arbejdet indenfor området, og så er jeg god til at lytte...
Håber at høre fra dig, ellers håber jeg du får et rigtigt godt liv og får styr på det.
Mange knus G.I.S.P

Jeg har mistede min far, alle mine bedsteforældre, mistede min nevø på 10 år, mistede min plejesøn på 23 år. Stå nu hver nytår og tænker: Hvem dør i år??? Det er aldrig nemt, og sorgen gør ondt. Man forstår aldrig helt hvorfor. Den eneste trøst jeg kan give dig er: Sorgen falder til ro, der kommer en tid, hvor man ikke tænker på den døde med smerte, men med glæde over de dejlige minder der også er. Der kommer en tid, hvor man, giver sig selv lov til at leve, smile og le igen. Den tid kommer også for dig.. Det lover jeg. Knus

Hejsa du ! jamen jeg har også miste min mor .. ( 54 år ) det er hårdt , og ja man skal snakke med nogen om det ,, må ikke gå med det inde i dig selv ,, det kan æde dig op .. men har du evt ikke en pskykolog tilknyttet dig❓ellers vil jeg da gerne snakke
Knus
Luffe

Hej Mette,
jeg mistede, som dig, også min elskede mor sidste år, i april. Smerten forsvinder aldrig, men man lærer at leve med, at det menneske, som altid var der for dig (det var min i hvert fald), ikke er der længere, fysisk. Jeg bliver stadig overvældet af, at hun ikke er her mere - lige pludselig skyller det ind over mig, at hun altså er død. Det har hjulpet mig meget at ære hendes minde, så som hver måned på den dato, hun døde, tænder jeg stearinlys og tillader mig selv at tænke på hende, og ikke mindst savne hende. Får også grædt en del de aftener for mig selv - det heler og det hjælper.
Knus og tanker herfra

Jeg har ikke mistet nogen.... endnu. For både min bedstefar og min far er meget syge, og kan gå bort når som helst.
Men jeg har igennem min fars sygdomsperiode fået en stor hjælp via www.mindet.dk.
Her kan du se mindesider og lys, der er tændt for de døde. Der hvor du kan hente hjælp er i Mindets Forum. Her kan du helt sikkert finde et emne, som dækker dit tab og hvor du kan dele sorgen med andre og få støtte evt. finde en at snakke med. Under www.mindet.dk kan du ligeledes finde links til andre sider og foreninger der kan hjælpe dig.
Jeg ønsker dig alt held og lykke.
Mvh.
mig

Jah ! har oplevet det samme. Mistede min mor sidste år i november. Hun døde af lang tids sygdom (kræft i leveren) Kun 47 år gammel.
:'(

Hej!
Det er noget vi alle kommer til at opleve. Min far døde også pludseligt kun 53 år gammel i 97. Som du kan se er det et par år siden, savner ham stadig men mindes ham uden sorg nu. Kan ikke umiddelbart sige hvor længe der går, det er forskelligt fra person til person. Den dag idag er jeg lykkelig for at han døde hurtigt - det tog alt i alt under én time - tænk hvis du i måneds/årevis skulle have set din mor syg og ved siden af sig selv.
Jeg synes vi, der undgår lange sygdomsperioder er heldigt stillet. Vi skal alle herfra og når det er tid for mig håber jeg også det går hurtigt.
Jeg ved det er et ømtåleligt emne, og jeg håber virkelig ikke der er nogen der bliver stødte over mit indlæg. Jeg prøver bare at tænke positivt i et dilemma vi alle kommer i.
Knus Akvarie

Hej Mette
Da jeg mistede min far, beslutte jeg at jeg ville gribe tabet praktisk an, det var en lidt hård måde at gøre det på, men jeg sagde til mig selv at ikke skulle kigge for meget tilbage, men mere fremad.
Husk du har sikkert mange som også kendte sin mor, som du kan støtte dig op af, du er slet ikke alene.
God vind fremover.
One.

Hej Mette 25.
Jeg ved hvad du går igennem. Jeg mistede selv min mor i februar i år (56 år), og det er en meget stor klump at sluge, men hvis du vil vide mere, eller bare snakke om det, er du velkommen til at skrive til mig
Knus og tanker
goldstar1977@sol.dk

Ja, jeg ved, hvordan du har det, for jeg mistede min far her den 9. august. Det var også meget uventet og kom som et kæmpechok for mig, jeg stadig døjer med.
Jeg er kvinde, 35 år, og min mail er decibell@sol.dk. Du er meget velkommen til at skrive; måske kan vi hjælpe hinanden, for der er mange ting, andre simpelthen ikke forstår, hvis de ikke selv har prøvet at miste. Sådan føler jeg det i hvert fald lidt her og nu. Især den der med at man forventes at fungere bedre og bedre for hver dag, der går, for "tiden læger jo alle sår", mens savnet bare bliver værre og værre. ;o(
Mange tanker og knus
D.

Det er ikke skægt at miste en af sine forældre, mistede min mor her i sommer hun blev 78.Hun døde af lungekræft men det var hårdt at sidde alene og holde sin mor i hånden da hun døde.Men bagefter hjalp det mig at komme videre, men savner hende meget.

Hej
Først vil jeg kondolere, jeg ved at du har det svært og at savnet føles meget meget svært.
Jeg ved ikke hvor gammel du er, jo yngere jo sværre tror jeg.
Jeg er selv 42 og mistede min mor i feb.2003 kun 57 år efter kort tids sygedom, og det var meget svært men jeg føler alligevel at jeg er kommet en del videre. ikke at jeg ikke savner men jeg kan også smile når jeg tænker på hende nu ikke kun gråd.
Jeg tror at det er vigtigt at tale om det lige så meget som man har brug for og selvfølgelig brug for nogle som har empati og lysten til at lytte aktivt.
Jeg vil gerne skrive med dig så jeg håber at mit lille korte svar kan hjælpe, jeg skriver igen hej fra tænksom

Hvor var det dejligt her til formiddag at komme ind og se alle de svar, det havde jeg ik forventet.
Er lige lidt svært at overskue hvem jeg skal skrive til, så derfor lige et samlet svar til at starte med.
Er der mon nogle af jer der kommer fra Ringsted området, for så kunne det jo være vi på et senere tidspunkt kunne mødes?
Køn og alder ville også være rart at vide...(ikke for at det betyder så meget)

I hvilken sammenhæng har du arb med det?
Hvor i landet kommer du fra?

Er begyndt i en sorggruppe, men der er kun 1 gang om måneden.
Har ik så mange at snakke med da folk ik rigtig har tid og ik forstår det når de ik selv har prøvet det(godt for dem at de ik har prøvet det endnu).
Hvor i landet kommer du fra?(alder/køn? ik for det betyder noget men meget rart at vide lidt om hvem jeg skriver med)

Hej igen.
Var det også pludseligt?
Hvor i landet kommer du fra?
Ja det er ik nemt, og der er ik mange der forstår hvis de ik selv har prøvet det så det ku være rart at skrive lidt sammen
:-)

Det kan da sagtens være vi kan hjælpe hinanden, for der er ik mange der forstår og når der er gået 1 måned eller 2 så går det hele da godt igen, sådan oplever jeg i hvert fald andres reaktioner.
Hvor kommer du fra?
Var det den 9 august i år? Så er det jo ik ret længe siden...Hvad døede han af?
Min mor døede af en blodprop i hjertet uden nogen forudgående varsler, så det var et kæmpe chock...men på en eller anden måde kommer man jo videre selv om man ik tror det er muligt ind i mellem....kunne skrive side op og side ned men det kan jeg jo gøre senere hvis vi synes vi vil maile sammen..
håber at høre fra dig igen:-)

Tror bestemt også det er sværere jo yngre man er(jeg er 25).Hvis bare det havde været om f.eks. 20 år så havde jeg nok bedre kunne forstå/acceptere det (ikke sagt at det så ikke ville havde været svært men tror at det ville have været bare en smugle nemmere).
Det er lige med at finde nogle der vil ta sig tid til at lytte, men det ser da ud til jeg har fundet nogle stykker her inde..så kan jeg kun håbe på at nogle hænger ved:-)
Skriv endelig igen.

Jeg er fra det nordlige Sjælland.
Jeg har arbejdet som bedemand, hvor jeg i den forbindelse havde tilknytning med en sorggruppe. Jeg havde "alenesamtaler", forstået sådan, at man mødtes hos den ene og havde en snak. Jeg havde ikke de "sværeste" tilfælde, da det som regel kræver noget uddannelse og der har jeg kun lidt.
Håber var svar nok.

Ja så ved du jo godt noget om det.
Har mange gange ville været gået op til "vores" bedemand han har sagt jeg bare skal komme hvis der er noget, men det er svært lige at få taget sig sammen, og så skaljeg jo helst "bestille tid" så ik der er nogle andre når jeg kommer for så har han jo ik mulighed for at snakke. Men hvem siger at når dagen så kommer at jeg lige "har lyst" til at snakke der. Men jeg må vel bare tage mig selv i nakken.
Ja det handler jo bare om at der er end er har tid og "lyst" til at lytte og prøve at forstå.
Desværre har alle så travlt nu om dage. Og familien lader bare som ingen ting..men det er jo nok fordi de ik ved hvad de skal gøre.
En dag spurte en "venninde/ven" hvordan går det som man nu spørger når man mødes, og jeg ville så for en gangs skyld svare ærligt, og sagde at det ik gik så godt, så sagde hun hvorfor og jeg sagde pga. min mor ik er her mere og så sagde hun bare "stadigvæk" og så skyndte jeg mig og snakke om noget andet for der var jo ik så meget forståelse.
Men inden jeg selv prøvede det vidste jeg jo heller ik hvad jeg skulle gøre.
skriv endelig igen

Vi kan sagtens finde ud af noget med at mødes og snakke, hvis du har lyst, om ikke andet så lige for at hilse på hinanden, så du kan se om du vil snakke. Du er også meget velkommen til at maile, så skal jeg prøve at svare så godt jeg kan.
Det er aldrig nemt at miste pårørende, men jo tættere og jo yngre, jo sværere er det som regel.
Det er tit svært at finde tid i den "etablerede" verden, men man skal ikke give op.
Håber da stadig at høre fra dig.

Har heller ik givet op (kun en gang i mellem)Men da jeg fandt denne side var jo også fordi jeg prøvede endnu engang.
Jeg orker bare snart ik mere gang på gang at fortælle min historie til den ene efter en anden, og nu er det jo "bare blevet til en historie hvis du forstår når den er blevet fortalt så mange gange så jeg kan den i søvne.
Ved ik lige med at møde for hvis du bor i nordsjælland og jeg midtsjæland så er der jo lige et stk vej men maile vil jeg meget gerne:-)
Det er ikke nemt da min mor altid har været der for mig og så bare forsvinder fra det ene minut til det andet. Hvem skal man så gå til? Med alle de spørgsmål jeg har om alverdens ting?Prøver at hente hjælp rundt omkring, men med mere personlige ting spørger man jo ik bare en tilfældig...
Bare lige nogle tanker her fra rart at komme ud med dem.
Min mail add er huttebech@yahoo.dk Brug den endelig..ved ik om jeg er på nettet i weekenden..men er på mandag igen..men skriv gerne.....

Det er ikke helt nordpå, men lidt nord for Roskilde, så så langt er det nu heller ikke.....:-)
Det bliver jo aldrig bare en historie, da der altid er følelser med.
Maile kan vi sagtens eller også via MSN, hvis du vil, så kan man da "føle hinanden lidt på tænderne"......
Vi kan også ringe sammen, hvis du vil. Men det kan vi altid finde ud af. Du skriver bare.....

Vi kan jo starte med at maile og så må vi se.
Såå er det jo ik så meget nord på som jeg troede.
Det bliver bare en fortælling når man har fortalt det så mange gange, så sal jeg prøve at finde en anden måde at fortæle den på..men det er ik bare lige til.
Go weekend til dig...har allerede hjulpet lidt at ha fundet en at skrive med nu må vi jo se om det bliver ved eller hvad der sker....
men du fik min mailadd. så benyt dig af den hvis du har lyst...
Knus

Det skal desværre gøre ondt om det så sker hurtigt eller langsomt.
Savnet-vreden-sorgen-alle de ubesvarede spørgsmål der brænder på alle er det meget stærke følelser som vi har på samme tid når vi sørger.
Man må ikke glemme at det ikke er meningen at man skal glemme et menneske som man har mistet, tværtom så kommer minderne om denne person så stærkt tilbage at vi nogen gange kan blive bange for dem.
Gråd er en af de mest lindrende værktøjer når man bearbejder sorg, så græd alt hvad du lyster, og smil og le når du mindes noget godt eller morsomt.
Har du familie så tal om vedkommende så ofte som muligt, det vil få dig til efterhånde at få sorgen bare lidt på afstand.
Gå ud med dine venner, tving dig til at være åben...focuser din egen selvmedlidenhed væk fra dig og over på personen som er gået bort, for det er jo trods alt ikke dig der er død.
Min egen mor døde pludselig og aldeles uventet for 10 år siden, jeg sørger stadig over hende og savnet er der endnu, men vreden og de mange spørgsmål er helt og aldeles borte.

Ja, det er her for nylig det skete, så jeg har stadig følelserne uden på kroppen, især fordi jeg er den, der skal tage mig af det hele med boet og tømningen af lejligheden osv., samtidig med jeg stadig skal fungere på et nyt job og være en god mor for min datter på 9. Det er ikke altid nemt, men ja, på en eller anden måde kommer man videre, jeg er da i hvert fald kommet her til uden at bryde helt sammen.
Vi fravalgte en obduktion, da det nærmest sagde sig selv, at det nok var en blodprop, der var årsagen. Han havde skrantet i nogle år, men ikke noget seriøst andet end at han sidste år røg en tur på hospitalet, da han var faldet om, dehydreret og syg med urinvejsbetændelse. Lægerne sagde så godt nok, at han havde haft en eller to mindre blodpropper også, men hvis han passede sine piller for blodtrykket og ellers sørgede for motion, ville han ikke være værre stillet end så mange andre med for højt blodtryk. Om det så var varmen, der igen var medskyldig, ved vi af gode grunde ikke.
Det var min mor der fandt ham, da hun gik over til ham, fordi han ikke tog telefonen og havde været dårlig nok aftenen før til at aflyse deres søndagsmiddag, noget han ellers aldrig gjorde. Han havde det ene ben ud af sengen, som om han havde prøvet at rejse sig og så var faldet om.
Jeg vil meget gerne høre mere om din mor, men i såfald foretrækker jeg, at det bliver mere privat over mailen, så ikke alle kan sidde og læse med. Håber du forstår.
Knus D.
Ps! Jeg har skrevet indlægget GRISKE BEDEMÆND, som du kan finde på samme side under Tab og sorg.

Glemte at skrive at jeg er fra Køge. Men det kan du også se, hvis du logger ind på min profil. ;o)

Ja jeg har prøvet det da jeg var 15 år så det er 10 år siden nu. sidste år døede min far efter kun 4 måneders sygdom så jeg kender alt til smerten.
knuz

Hej Mette.
Ja det var meget pludseligt, at min mor døede. Hun fik konstateret brystkræft for ca. 2 år siden, og fik det ene fjernet, men for ca. 1 år siden angreb sygdommen leveren, og så gik det hurtigt, men heldigvis var jeg ved hendes side, da det skete.
Og forresten jeg kommer fra Aalborg, og er en mand på 27 år..
Jeg vil meget gerne tale med dig om dette, men jeg kan se at der er kommet mange svar, så det er helt op til dig..:-)
Og du er velkomen til at maile tl mig hvis du vil..??
Kan du ha`det godt.
Hilsen goldstar1977.

Hej!
Gør mig ondt at høre med din mor.
Vil gerne maile med dig, har prøvet at sende en mail men den kom retur, min mail add. er huttebech@yahoo.dk du er meget velkommen til at maile til mig;-)
Knus

At miste en man elsker, gør så pokkers ondt, ingen ord kan beskrive hvordan det føles! Har man ikke selv prøvet at miste en far eller mor, kan man ikke helt forstå den smerte der kommer. Man synes selvfølgelig det er forfærdeligt, men den dag man selv prøver det, så forstår man pludselig hvor ondt det gør.
Dit indlæg gik lige i hjertet! Jeg vil gerne bruge tid på, at prøve på at hjælpe dig, når du nu er så ærlig. Jeg har prøvet 2 gange at miste, først en pige, så min far og jeg vil prøve at beskrive hvad der har hjulpet mig.
For en del år siden mødte jeg en pige, lige efter min skilsmisse. Det var den store kærlighed, kærlighed ved første blik. Efter 1 år flyttede vi sammen og vi snakkede om at blive gift og havde fastlagt en dato. En dag kom hun hjem med tårerne løbende ned af kinden og jeg forstod ikke hvad der skete. Hun havde været ved lægen og fået konstateret kræft i begge bryster, hun var 28 år. Lægerne kunne intet stille op og ½ år efter døde hun i mine arme, på en hospitalsseng. Da jeg kiggede ud af vinduet, så jeg solen var ved at stå op og jeg ville ikke give slip på hende, da de kom for at hente hende. Jeg ville vente til solen var helt oppe og det fik vi lov til. Jeg husker ikke så meget om hvad der skete bagefter, alt var som i en tåge og jeg kunne slet ikke fatte det.
Cirka 1½ år forinden havde jeg mistet min kære far. Tænkte igen og igen MIN FAR, han kan da ikke dø. Min far døde også af kræft, vi fik snakket meget inden han lukkede sine øjne for sidste gang og det hjalp mig meget i min sorg.
Efter disse 2 episoder i mit liv, ændrede meget sig. Jeg kan love dig for, at jeg passer på mine nærmeste. Mange tanker er ændret og jeg har lært meget. Jeg gider ikke gå op i små problemer, når livet er så dejligt.
Prøv at tænk! Når man ser hvad der sker i denne verden, terror, børn som sulter ihjel, uskyldige mennesker lider en frygtelig død, kan man så kalde denne verden ”Paradis”. Hvor meget mon din mor bliver skånet for? Tror du ikke hun er et sted, som er bedre end her? Måske sidder hun og kigger på dig og prøver at fortælle dig, hun har det godt og du ikke skal være ked af det? Få det ud af dit liv du kan og det hun helst ville se, er en glad person. Der vil komme en dag, hvor i mødes igen, men først skal du leve dit eget liv til ende. Dette er måske ikke en trøst for dig, men tankerne hjalp mig og jeg håber de hjælper dig, om ikke meget så bare lidt, det ville glæde mig.
Selvfølgelig må man være ked af det og man skal græde når man føler det, hold det endelig ikke tilbage. Man skal vise sin sorg og selv om tiden ikke læger alle sorg, så vil du på et tidspunkt, se lidt anderledes på det, man lærer at leve med sorgen, for den slipper desværre aldrig. Det eneste sikre i denne verden er, vi skal alle den samme vej.
For din egen skyld og dine nærmeste skyld, må du prøve at se fremad og accepterer det som er så svært, at leve i denne verden uden din kære mor. Man finder ikke meningen med hvorfor, måske lyder det hårdt, men sådan er det desværre. Snak om det med dine venner eller familie, det hjælper altid. Husk på, din mor ønskede kun det bedste for dig, vis hende nu, at du har hørt og forstået (smiler). Hun forstår din sorg, men glem ikke dig selv og dine nærmeste, de har brug for dig nu, mere end før.
Jeg troede dengang ikke på, at jeg nogensinde kunne elske igen! Men mange år efter mødte jeg tilfældigvis min kone, på et ferie ophold. Selvom mine tanker af og til går tilbage, er jeg sikker på, der sidder en oppe i himlen og er glad på mine vegne.
Selvom min far ikke kommer tilbage, husker jeg ham som en dejlig varm mand og far. Han gjorde mit liv rigt og den tid vi havde sammen, husker jeg som noget stort og flot. Han har gjort mig til den person jeg er i dag og jeg ved, han godt er klar over min kærlighed og mit savn. Nu er der andre der nyder godt af hans selskab og jeg ved, jeg en dag vil mødes med ham igen og det vil jeg så glæde mig til.
Held og lykke til dig og din familie.

Gør mig ondt at høre med dine tab, lyder som om du er kommet godt videre.
Tusinde tak for dit dejlige svar, det rørte mig meget...De "ting" du skrev de ramte lige i hjertet.
Vil gerne skrive flere ting til dig, men vil helst gøre det på mail, så hvis du har lyst til at maile med mig er du mere end velkommen til at maile til mig på huttebech@yahoo.dk
Håber at høre fra dig, ellers endnu en gang tak for dit brug bare svar:-)
Hvis ik du vil maile til mig må du gerne lige skrive det her på siden for så behøver jeg ikke gå og vente på dit svar.