Hvordan skal jeg fortælle min familie det?

Jeg er en 21 årig kvinde. For ca 1½ år siden blev jeg indlagt med et selvmordsforsøg, da min veninde åbnede døren indtil badeværelset, hvor jeg lå med åbent håndled og samtidigt havde indtaget omkring 50 panodiler. Jeg kan ikke selv huske meget fra den aften, ud over at jeg havde fået angstanfald, hvor jeg ikke troede jeg kunne trække vejret - selvom jeg tit havde oplevet dette, var det meget slemmere end normalt. Jeg blev indlagt, og på 2 dagen besøgte mine forældre mig. Min mor kiggede lidt på mig, og min far var agressiv over at jeg "kunne være så dum". De gik efter 10 min, og jeg fik egenligt aldrig snakket med dem om det siden. (Jeg bor ikke hjemme, men besøger mine forældre 1-2 gange om ugen)
Et par uger efter blev jeg dagspatient på psykiatrisk ambulatorium, hvor jeg fik stillet diagnoserne borderline og atypisk bulimi. Jeg har i ca 8 år gjort skade på mig selv, men vidste ikke at der var en egenligt diagnose bag det, da min læge blot mente jeg var opmærksomhedstrængende.
For 8 mdr siden gik min daværende kæreste og jeg så fra hinanden, efter 1 års samvær. Dette fik mig til at få det endnu værre, og jeg endte med at få et mildt misbrug af kokain, i ca 6 mdr. Jeg stoppede med dette, men røg herefter ud i at ryge hash hver dag istedet, hvilket jeg stadig gør.
Nu ligger landet bare således at jeg ikke længere kan klare mig selv, og jeg derfor må flytte hjem igen. Jeg kan ikke overskue at arbejde, jeg kan ikke overskue skole - og jeg kan slet ikke overskue at tage vare på mig selv. Min lejlighed ligner efterhånden en losseplads, jeg har ikke lavet mad til mig selv i flere måneder - og jeg sidder klistret i sengen, og frygter at gå ud for en dør. Det eneste sted jeg tager hen, er hjem til mine forældre - og mest af alt handler det om at løbe ned i min bil, hvor jeg igen føler mig tryg. Jeg har ikke handlet ind de sidste par måneder, men bestilt mad udefra - så jeg mindst muligt skulle bevæge mig ned på gaden, hvor jeg føler mig utryg. Dette har resulteret i at jeg har taget 12 kg på, og det får mig til at få det endnu være psykisk.
Men nu hvor jeg skal flytte hjem igen - hvordan skal jeg så fortælle min familie hvordan jeg har det?? Mine forældre er konstant efter mig med at jeg har taget på, jeg kan knap nok kigge på en småkage uden min far straks er over mig med "kan du nu også tåle mere" og jeg skal konstant høre på hvor skuffede de er over at jeg ingen uddannelse har endnu, og at jeg konstant opgiver at få en uddannelse. Jeg er virkeligt bange for deres reaktion, og jeg ved ikke hvordan jeg finder det rette tidspunkt, og den rette sætning til at starte det med.

- enten så har dine forældre valgt at stikke hovedet i busken eller også er der ingen vilje til at hjælpe dig. Spørgsmålet er om de overhovedet kan.
- Jeg synes klart, du er nødt til at finde en anden løsning end at flytte hjem.

- dette kunne måske være en løsning. Du kan jo kigge lidt og evt. ringe til dem og høre lidt nærmere.
http://www.vaeksthojskolen.dk/medarbejder.php

Hvis du stadig er dagspatient på psyk, kunne du måske spørge noget kompetent personale der, om ikke du måtte tage dine forældre med til en pårørendesamtale? Det vil måske være en god idé at dine forældre (nok mest din far) får nogle retningslinjer omkring din diagnose (og hvordan det bedst håndteres) at høre fra en anden en dig, én der har noget faglig kompetence bag sig....Bare et forslag, men det lyder da ikke som om det med at flytte hjem er den allerbedste løsning.....Hvad med en bostøtte?

Ja jeg vil ikke ynke dig, men jeg føler med dig!
Jeg synes du skal tage en snak med en sagsbehandler i din kommune, evt psykiatisk skadestue, de kan måske henvise dig til noget hjælp inden for psykiatrien, som samarbejder med kommunen m.m
Det undrer mig, og jeg bliver trist på dine vegne af at læse at dine forældrer går mere op i om du har taget på, og kan tåle en småkage mere istedetfor for at bekymrer sig om deres lille pige der tydeligvis her det meget svært.
Jeg tror heller ikke du skal flytte hjem, men jeg tror heller ikke løsningen er at du bor alene i en lejlighed.
Forsøg dig på kommunen og hospitalet.
Uanset hvad, så håber jeg det bedste for dig, at du kommer ovenpå igen, og finder lykken.

Jeg tror ikke at du vil kunne holde til at flytte hjem og skulle høre på dine forældres beklagelser, der er alt for stor risiko at du bare får det endnu værre ved det.
Har du ikke en du kan snakke med fra psykriatrien og fortælle om problemet?
I mange kommuner har man bofællesskaber for folk med psykiske problemer, hvor der er personale til at samle en op og støtte en når det er for svært, og en fra psykriatrien vil kunne hjælpe dig med det.
Der er også kommunen, de bør også kunne hjælpe dig med at få dig ind i sådan et bofællesskab.
En ting er sikkert, og det er at du har brug for hjælp og støtte i det daglige, og den ser det ikke ud til at du kan få fra dine forældre, ihvertfald ikke den form for hjælp som du har brug for.

Jeg er ikke længere dagspatient, da min daværende kæreste tog mig væk derfra. Jeg tror ikke han kunne håndtere det, og til sidst fik han sin vilje og jeg stoppede der. Jeg har ikke været der i snart 1 år, så det er ikke en mulighed. Og hvis mine forældre skulle snakke med en 3 person om tingene, så ville det jo stadig kræve at jeg skulle fortælle dem at der var noget galt.
Bostøtte er så vidt jeg ved, kun noget der tildeles hvis man fx er sygemeldt og afventene førtidspension pga psykisk lidelse, og derfor ikke et alternativ for mig..

Jeg har tit haft højskoler og bofælledskaber i tankerne, men et af mine problemer er jo netop at jeg ikke kan holde ud at gå end på gaden, hvor der er mennesker..
Jeg tror slet ikke jeg ville kunne klare at være omgivet af en masse mennesker, især ikke nogle som jeg ikke kender..

Prøv nu lige at kigge lidt nærmere på den side dulkis har givet dig. Det er jo slet ikke en højskole i den forstand, men netop et alternativt terapeutisk forløb der er indrettet indiviuelt, du kan få tilbudt her. Du kan bo der eller lade være. Men læs det dog inden du afviser det ovenikøbet med en forkert begrundelse.

Jeg har kigget på siden, inden jeg gav mig svar. Der står at de fraråder psykisk syge at deltage, samt at der er opgaver inden for opvask, rengøring etc - hvilket jeg som sagt ikke kan klare længere. Derfor afviste jeg idéen.

Det første du skal gøre er at holde op med at tage stoffer, for det er hashen der gør dig paranoid. Det er en skam at din far er så bebrejdende, for det du har brug for er hjælp og forståelse. Har du nogen sinde snakket med Jehovas vidner? Jehovas vidner gør meget for at hjælpe deres medmennesker. Jehovas vidnerer ikke påtrængende, og du behøver ikke at være bange for dem, for de er kærlige og fredelige mennesker, der gør godt imod andre. Jeg vil blot lige nævne det for dig, at hvis du vil åbne din dør for dem, så har du en mulighed.
Med venlig hilsen, ftg.

Men Jehovas Vidner lever i en osteklokke er så hamrende naive. De har ingen selvstændig mening om noget som helst, men besvare alt med et skriftsted.
En stor del af dem er jo selv psykisk syge, så hvorfor hjælpe de ikke hinanden? Det gør det måske også, men ikke med noget de bliver raske af.

For øjeblikket er der altså en ung dame der trænger til hjælp.
Hvad vil du gøre for at hjælpe hende?
Venlig hilsen, ftg.

Kære Sandie.
Jeg håber da godt nok, at du har fået skiftet din læge ud, hvis du i 8 år 'har gjort skade på dig selv', uden han har reageret med andet end en skuldertrækning. Ellers er det på høje tid.
Og så tag fat i ham, da du lyder til at være helt fastlåst i din situation. Min første indskydelse, da jeg læste dit indslag, var at du var havnet i en eklatant depression.
Men noget må du jo foretage dig. Du må have tillid til nogen, andre end lige mor og far, da du jo selv er handlingslammet og tilstanden næppe forsvinder af sig selv.
Borderline, hvis ældre betegnelse var græsepsykose, er vist en noget tvetydig diagnose, der kan dække hvadsomhelst.
Men hashrygningen skulle du vist alvorligt overveje at kvitte, og det hurtigst muligt, når du har det, som du skriver. Jeg ved det er let at sidde og skrive, men jeg ved også, at den forstærker alle dine symptomer. Derfor lægen nok engang. Ring efter ham, så han ser, hvordan landet ligger.
Men nogle mennesker må du jo se, kan jeg regne ud. Er der slet ingen af dem, der kan 'skubbe' lidt til dig, eller bliver det bare til hyggerygning...
Hvad er det bedste du kunne forestille dig, der skulle/kunne ske.
Hvordan ønsker du helst problemet løst?
Jeg synes ideén med Dulkis skole lyder godt. Du vil møde andre jævnaldrende og voksne, der kan nikke genkendende til dine problemer, og som du kan dele dem med.
Vh jette-

ser det ikke ud til at det vil være holdbart for dig at flytte hjem.
Og hvorfor skal du egentlig som voksen belemre dine forældre?
Du har dit liv og de har deres - der findes andre løsninger end at flytte hjem til forældrene.
Du har ikke på noget tidspunkt skrevet hvad dine forældre synes om at du flytter tilbage til dem? Men du har måske heller ikke fortalt dem at det er din hensigt?
Du beklager dig over at din far kommenterer dit forbrug af småkager - og hvad så, hvis du er overvægtig?
Det vil alle forældre gøre, hvis de holder af deres barn; som jeg læser det, ønsker du ethvert hensyn til dig og din sygdom, at de raske omgivelser skal bare lade dig køre dit løb, mens du fortsætter med at gøre kun hvad du selv vil.
Sådan fungerer det ikke, min pige.
Havde du også forestillet dig at når du flytter hjem, så skal din mor vaske dit tøj, handle ind for dig, lave din mad, vaske op efter dig, gøre rent på dit værelse, osv?
Hvad har du tænkt dig at bidrage med?
Du har din borderline at slås med - denne skal behandles - og dine forældre skal ikke sættes i stedet for en behandling. Det kan du ikke byde dem.
Jeg synes du skulle tale med din læge eller med personalet i ambulatoriet og få dine forældre kaldt ind til en lægesamtale.
Det virker altid bedre hvis en af personalet fortæller dine forældre hvad der reelt er i vejen med dig og hvor du kan "nøjes" med at komme med supplerende bemærkninger.
For den raske er enhver form for psykisk sygdom en uhåndterbar størrelse, en sygdom som er svær at forholde sig til, fordi den ikke er synlig og fordi din adfærd kan støde dine omgivelser.
Jeg synes også at du burde tale med distriktspsykiatrien i din kommune - du kan få hjælp til at få orden på din lejlighed, de fleste kommuner har en madordning, osv.
Der er dog noget i dit indlæg som jeg har svært ved at forstå - hvordan kan en 21-årig uden uddannelse og formentlig på bistandhjælp have råd til en bil?

Mine forældre ved godt at jeg ikke længere økonomisk kan sidde i min lejlighed. Derfor har de tilbudt mig at flytte hjem igen. Jeg har egenligt ikke nogen forstilling om at det skulle gå bedre derhjemme - men det ville "lette" min dagligdag. Jeg har en bil som jeg købte for nogle penge jeg fik, for 2 år siden. Jeg bruger kun bilen hjem til mine forældre (da det er det eneste tidspunkt jeg kan klare at forlade min lejlighed) og der betaler de benzin. De betaler samtidigt min vægtafgift og forsikring lige pt, fordi jeg netop ikke har en indkomst. Jeg vil samtidigt gerne pointere at jeg langt fra er overvægtig, men selvfølgelig vejer mere end jeg burde.
Det eneste jeg har fået tilbud som hjælp på min borderline, er samtaleterapi i gruppe - dette har jeg valgt fra, da jeg som sagt ikke kan holde ud at være omgivet af mennesker (hvilket begge psykiatere vidste)
Dét med at få en læge eller psykiater til at fortælle mine forældre hvordan landet ligger, det finder jeg ligeså svært som selv at fortælle dem det. Det kræver jo nemlig stadig at jeg skal bringe emnet på banen..

.. at jeg en morgen kunne vågne op og være som alle andre jævnaldrene piger. Men det ved jeg godt er urealistisk. Hvad jeg selv ville ønske mig? Hjælp til at klare de ting jeg ikke selv kan, så jeg ikke går og får det ekstra dårligt over det irritationsmoment. Jeg ser 2 mennesker, en veninde og en kammerat. Min kammerat er stormisbruger af hash, og min veninde er det jeg ville kalde for "en pynte dukke" - hun ville næppe forstå min situation hvis jeg åbnede munden og fortalte hende hvordan jeg egenligt havde det, da hun er en af de typer mennesker der selv har det perfekt. Min kammerat ville nok blive mere eller mindre mundlam, og også mangle forståelse. Hvis jeg sagde til dem, at jeg ikke længere ønskede at ryge og om de ikke ville undlade at gøre det imens de var på besøg - så tror jeg egenligt ikke længere vi ville have noget at snakke om. Og så ville jeg miste de eneste 2 venskaber jeg har.

Har du tænkt på at inddrage ham/hende?
Du må finde et behandlingstilbud - og det haster - fordi den tilværelse du får hos dine forældre vil ikke være holdbar i længden.
Hverken for dig eller for dine forældre.
Hvis du vejer mere end du burde så ER du overvægtig - det kan ikke være anderledes - se det i øjnene! En vægtstigning på 12 kg er så markant at medmindre du har været undervægtig i høj grad, så medfører denne stigning en overvægt.
Du har ikke svaret mig på hvad du har tænkt dig at bidrage med til den daglige husholdning hos dine forældre - hvad med det?
Og ja, du SKAL bringe emnet der hedder din sygdom på banen, og det kan ikke gå for langsomt.
Du kan ikke skjule det i længden, du er behandlingskrævende og du kan ikke fortsætte dit unge liv med at køre friløb på din families regning.
I samtlige indlæg du har skrevet har du kun nævnt hvad du ikke vil - hvad med at sætte dig ned og skrive hvad du vil, hvad du kunne tænke dig at bidrage med?
Hvad er dine tanker om fremtiden og hvad har du tænkt dig at gøre ved dem?

men dit primære problem er at du er misbruger af et sløvende, euforiserende stof.
Hvis du har borderline, vil hash og andre rusmidler forstærke dine symptomer og gøre din situation endnu værre, præcist som skrevet af en anden debatør.
De holdninger du udviser med dine indlæg er mere relateret til dit misbrug end din borderline.
Jeg begrunder min påstand med at du som alle misbrugere kun kan se fejlene hos andre, men ikke hos dig selv og du end ikke forsøger at ændre situationen.

så bliver du nødt til at holde op med at ryge hash. Hvis dine venner virkelig er dine venner, så vil de forstå dig, og de vil også respektere dit ønske. I virkeligheden lader vi os bedrage af vort eget sind, fordi sindet ikke ønsker forandring. Derfor er du nødt til at træffe en beslutning. Ønsker du virkelig en dag at vågne op og være som alle andre jævnaldrende piger, eller vil du hellere lade stå til og få det endnu værre. Det er dit valg. Ingen kan træffe denne beslutning for dig. Når du har truffet den beslutning at du vil have det bedre, så skal du til at kæmpe imod sindets tilbøjeligheder. Derfor må din beslutning være fast. Du er nødt til at sige nej til dig selv, hver gang trangen melder sig. Du er også nødt til at droppe dine venner, om nødvendigt. Er det for svært? Så find nogle nye venner. Der er masser af mennesker der gerne vil hjælpe dig. Jeg har allerede nævnt for dig Jehovas vidner. Tør du snakke med dem? Jehovas vidner bider ikke hovedet af folk, og de kræver ikke noget til gengæld. Jeg har selv været i samme situation som dig, og jeg ved hvor svært det er at holde op. Derfor er du nødt til at have nogen der vil støtte dig, når du har truffet din beslutning. Jehovas vidner vil aldrig forsøge at få dig til at fortsætte med at ryge hash. De vil hjælpe dig til at holde op, og du kan nemt finde nye venner.
Med venlig hilsen, ftg.

kommer med, af gode forslag, så forklarer du med alverdens undskyldninger... hvordan skal vi så kunne hjælpe dig.... jeg kan godt forstå, at det er svært, men du bliver nødt til, at starte med, at beslutte dig for en ting ad gangen...det første kunne være, at du fortæller din mor i første omgang, din diagnose - den må du have på papir, som hun så kan læse, hvis du finder det for svært, at inddrage dine forældre i psykiatriens verden...
Som Enhjørring så fint skriver, så find ud af, hvad du vil og kan og rette focus væk fra alt det, som du ikke vil..