Mænd bedre til selvdyrkning

hej jeg håber ikke det lyder som klynk. for det er faktisk eftertænksomt ment.
lad mig starte med hvordan jeg fandt på dette emne:
jeg havde nogle gode drengevenner (vi snakker ikke forhold i denne tråd) i skoletiden, vi var lidt anderledes end de andre, lidt nørdet, lidt halvintellektuel, lidt boheme. de toneangivende i vores kreds var en dreng ved navn lars og så mig, og vi var ikke meget forskellige mht vores evner, vores livssyn og vores tanker. det der måske var mest lige var vores tilbøjelighed til at dyrke sære interesser og virkelig fordybe os i dem. vi havde også begge problematiske familier, hans var fordrukken med penge, min var fordukken uden penge.
hvad sker der så efterfølgende. ja, mit korte svar er egentlig: han bliver mand og går videre med det, og han er i dag blevet lidt halvkendt indenfor et liebhaverjob - og knalddygtig til det. og jeg? ja, jeg er blevet kvinde og jeg har ikke gjort en skid ud af mine evner.
jo, jeg klarer mig da. har efter mange års slid fundet et erhverv der er "fornuftig" og fungerer for mig, men det var så også det.
Og det lange svar? Gid jeg havde det. Jeg ved bare at hvor han på trods af en mærkelig far, en fordrukken og psykisk syg mor og hans "væren anderledes" valgte et fag, gennemførte, rejste med det, fik mange kontakter og i dag har noget der ligner et frømmejob, så var mine syge pårørende og min families problemer, og min væren anderledes så dominerende i mit liv at jeg aldrig gik igang med projektet "mit liv".
Jeg har bekymret mig, været trist og kraftløs, været fysisk inaktiv, jeg har ikke turdet, jeg har ikke fundet energi til virkelig at blive dygtig til noget. Selvom jeg havde samme idé om dette som han havde dengang. Jeg har taget hensyn til parforhold hvor han bare er rejst til Grønland i 9 måneder hvis det var det der var rigtig for ham. Hvor jeg var lamslået mht. at dykke ned i et emne, et fag, et kald, havde han sindsro og tålmodighed og skråsikkerhed om hans vej.
Udover at dette klart er en historie om to individer - synes i ikke også det er en historie om kvinder og mænd? Ikke i form af klynk, men med en lidt bitter eftersmag om at der altså er noget vi kan lære af drengene - og hvor svært det er for os kvinder at give slip og være hensynsfulde og tænke på andre, tænke i sociale grupper, tænke tænke tænke.
Nogle tanker, kommentarer, historier?

på mænd og kvinder 😉
Mænd har evnen til at forfølge sine drømme/ideer for at nå det mål de har sat sig for livet, ikke alle, men mange og det opfattes tit som egoisme og selvoptagethed.
Mange mænd der er som ham du beskriver vil ikke altid have det godt i et parforhold, da forholdet vil begrænse hans gøren og laden, sådan set helt naturligt, da man vel ikke kan være totalt hensynsløs i et parforhold.
Du er kvinde og dermed er du dømt på forhånd 😉
Kvinder er fra naturens hånd skabt til andre gøremål/værdier end mænd, karrierekvinder er egoistiske og selvoptagne, en forudsætning for at opnå en karriere.
Langt de fleste kvinder har et "gen" som "befaler" dem at være sociale, være interesserede i andres liv, det er kvinder født til og det ligger dybt i kvinders psyke.
At denne sociale fortidsarv så ikke passer ind i den moderne verden er en anden sag, at det i mange tilfælde gør at kvinder føler sig sat udenfor, at de mister muligheder, at de hele livet ikke beskæftgiver sig med noget de brænder for, gør at kvinder på et tidspunkt i deres liv vågner op og vil realiseres, indhente det "forsømte" opnå den status de selvcentrerede kvinder fik.
Så er spørgsmålet blot, er karrierekvinder mere lykkelige end de kvinder der fulgte deres natur ?
Det spørgsmål kan jeg ikke besvare, tør end ikke gætte på svaret.
Du skal dog vide, at ikke alle mænd som opnår det du beskriver er det vi i dag kalder lykkelige, mange mænd med flot karriere er dybt ensomme, ja selvfølgelig har de en omgangskreds og en familie, men mange af de "dygtige" og "rige" er ludfattige når det gælder sociale værdier, deres "værdier" består mest af det de har opnået materielt og karrieremæsigt, men når det kommer til parforhold og familierealtioner er en stor del af dem ludfattige og måske derfor er mange succesmænd tilbøjelige til at bruge alkohol til at skabe adspredelse, når man er beruset er det, som mand, undskyldeligt, at være brovten og en blærerøv der højlydt betragter kvinder som mentalt mindrebemidlet og som brugsgenstande med et hul i.
Tjae, blot nogle strøtanker som har rod i de erfaringer jeg i mit lange liv har draget.
Hav en god Jul
Ernst

Det er sgu konsekvensen af i vokser op og tror i alle er små prinsesser som alle for rig mand der gider lave det hele

Du lyder som en fattig mand, der ikke kan få fat i en kvinde.

men jeg er overbevist om, at der ligger meget, meget mere bag de veje, vi går i livet, end vores køn. Lars er jo meget andet end bare en mand, og du er meget mere end bare en kvinde. Selv om jeres baggrunde på nogle områder ligner hinanden, og selv om I som helt unge har haft samme tanker om livet, har I jo vidt forskelligt med i bagagen, både medfødt og miljøpåvirket. Og hvem ved, om Lars ikke ville have udrettet omtrent det samme, hvis han havde været kvinde?
Rent overordnet er det jo kvinderne, der klarer sig bedst på de videregående uddannelser i disse år. Det er også kvinderne, der forlader udkantsdanmark for at komme videre, mens drengene/mændene bliver hængende og tager den uddannelse/læreplads, som nu engang er i det område, de er født i. Groft og generaliserende, selvfølgelig - men ikke desto mindre en tydelig tendens.
Jeg synes, når jeg ser på de mennesker, jeg selv har kendt siden barndommen, at det er meget svært at gennemskue et overordnet mønster i, hvor de er havnet, og hvordan de har klaret sig. Der er så mange tilfældigheder i spil.

men en kvinde det har jeg. Men hun er også noget mere mentalt udviklet end store dele af den kvindelige befolkning. Hvad med dig dater du stadigvæk Lady wrist og hendes 5 slanke døtre ?

Jeg tror egentlig at det korte svar er at man forventer forskellige ting fra henholdsvis kvinder og mænd.
Kvinder opdrages stadig (og feministerne vil råbe at det ikke er sandt, men det sker altså) til at være omsorgsgivere, til at være opofrende. Vi opdrages til at drage omsorg og passe vores pligt, frem for at tænke på os selv. Det ses jo også på arbejdsmarkedet hvor man stadig ikke har tvangsopdelt barsel mellem mænd og kvinder for at ligestille vores muligheder på arbejdspladserne osv.
Kvinder opfattes stadig som det "bløde" køn og forventes at tage sig af mand, børn, hjem, gamle syge forældre osv., osv. og det hindrer da helt klart visse ting i forbindelse med jobs osv. Måske ikke så meget samfundsmæssigt som den helt personlige dårlige samvittighed der følger med den opdragelse og så følelsen af at man ses skævt til i f.eks. omgangskreds mv., hvis man ikke kører det der opofrende race. Sjovt er det i hvert fald ikke og jeg tror virkelig det vil kræve en revolution og et opgør med især mødrenes generation; det er tiden at vi står fast på ikke at acceptere at vores "plads" er at ofre os for alle andre. Selvfølgelig vil man gøre alt for sine børn, det er naturligt nok, men der må være en grænse for hvad man kan forvente i forhold til alle andre. Børn er sagesløse så måske kan man godt forvente lidt mere der - omvendt skal mændene altså også snart have et spark i røven! Der er mange dedikerede fædre, men hvor mange er det lige der tager barsel frivilligt, tager børns første sygedag lige så tit som mor osv? De skal sgu ind i kampen og vise sig som rigtige mænd; dem der gider at tage deres ligelige del af slæbet og også får dårlig samvittighed når de lader alt hvile på kvinderne.
Det samme gælder hele den der selvrealiseringsproces med f.eks. at arbejde i udlandet, bare tage afsted uden at tænke på partnere osv. Der bør være en lille kulturel revolution hvor mændene også indimellem tvinges til at være dem der skal "holde fortet" mens konen rejser. De skal vise at de kan og vil så det er betryggende at forlade hjemmet i længere tid af gangen.
Men som sagt tror jeg ikke det er samfundet der skal revolutioneres, men snarere tankegangen hos både mænd og kvinder.

Så er der selvfølgelig også de mænd der er dybt uintelligente og hule-agtige og stadig tror at deres fornemste opgave er at lave mange penge og opnå materielle goder. Jeg oplever sommetider mænd der brokker sig over at alle kvinder er prinsesser der bare gerne vil have ting; jamen hvis man er så tom og hul som menneske, at man definerer sig selv via sine penge og materielle goder så er det vel også hvad man tiltrækker? Det er jo sjovt nok også tit mænd der har behov for én eller anden tomhjernet gås på armen, for at stive sit image som verdensmand af.
Hvis man synes at alle de kvinder man møder er forkælede og snotdumme så er det vel et spørgsmål om hvilke signaler man selv sender ud og dermed hvem man tiltrækker. Jeg har ingen respekt eller interesse for mænd der kun definerer sig som forsørgelsesmaskiner og viser deres "værd" via materielle værdier. De bliver sgu så kedelige når de aldrig går op i andet end at lave penge og f.eks. aldrig er hjemme af samme årsag. Hvad har man så sammen???

om ligestilling og meget andet, det er slet ikke det trådstarter skrev om, vedkommende skrev et indlæg om at hun undrer sig over at hun ikke opnåede det samme som hendes ligesindede mandlige ven, skønt de havde samme forudsætninger for at opnå det, lad os tage ligestillingsdebatten i en tråd der er startet op med det emne 😉
Jeg skrev at trådstarter er kvinde og derfor er hun genetisk programmeret til det hun gjorde, alt andet er noget menneskene har fundet på, ikke at det moderne samfund er forkert i min verden, men naturen lader sig ikke styre og hvis ikke trådstarter har haft opbakning til at komme videre af den vej hun drømte om, ja så følger hun sin naturlige trang til at være kvinde og hvad deraf følger

Forstå mig ret, jeg mener ikke at din ven er en sniger, eller rettere: Jeg ved det ikke. Selv var jeg for doven i skoletiden. Sørgede for at læse stoffet op inden eksamen og var vel også lidt heldig ind imellem. Da jeg jo gerne ville have et fornuftigt betalt job, måtte jeg efteruddanne mig. Dovenskaben ramte mig med samme usvigelig sikkerhed som tidligere, men jeg fik klaret mig. Tog jobs - eller var på rette sted på rette tidspunkt. Og min dygtighed bestod i at bluffe mig igennem. Lidt empati, mener jeg også at være i besiddelse af. Med stor succes, her bliver man ikke belønnet for at være vag og usikker. Men min pointe er gammelkendt, hvis en mand ser en jobbeskrivelse med f.eks. ti krav til deres nye medarbejder og han mener at kunne klare 5-6 af disse krav sådan bare nogenlunde, så søger han jobbet og ved hjælp af bluffe sig igennem og ikke sige mere end højst nødvendigt, så får han det også. Men en pige søger ikke jobbet hvis hun ikke er 110% sikker på at kunne udfylde det hele og teorien kan hun til bunds. Mens de nederlag en mand får, når han bliver gennemskuet (det sker en "sjælden" gang)kun gør ham stærkere, han går i livets skole og lærer det på den hårde måde, men det giver en indsigt, som ikke står i nogen lærebog. Ofte sker det at nørden, selvom han/hun bliver gift og får børn, desværre ikke er i stand til at nyde sin succes på det menneskelige plan, jobbet fylder også fritiden. Bohemen, snigeren, blufferen, you name it føler ikke det store ansvar over for sit job, så hellere være en kærlig og givende ægtefælle. Et nyt job "kan man jo altid få" men en dejlig familie, med nogle velfungerende børn, er guld værd. Og vennerne er ofte af en hel anden kaliber end flygtige bekendtskaber, som man spiller tennis eller hvad ved jeg, med. Problemet er bare det, at visse ægtefæller (koner for det meste) har større ambitioner på ægtefællens vegne. Og her betyder titler desværre alt.

lige nu kæmper i med muslimerne om det mest ynkelige offer klynk

"at være kvinde" betyder at være noget for andre og ikke dyrke kunnen, viden og individualitet? og det er netop derfor, at kvinder ikke har samme opbakning som drengene. fordi drengene tror at det da bare er helt naturligt at kvinder ikke skal være individer, det kan hun da sagtens holde til ikke sandt? Hun kan da sagtens leve igennem andre. hun kan da sagtens flytte efter mit job. hun kan da sagtens tage hele barslen. hun kan hun kan hun kan. ih, hvor hun kan.
sandheden er at vi ikke bor i huler mere, og mange kvinder lider rent faktisk under manglende individualitet og selvdyrkelse som starter kalder det. jeg er enig i at det ikke er udefra det skal eller kan løses, men den der med at "nå du har det ikke godt og føler du kun lever halvt, ved du hvad det bilder du dig bare ind. det er bare sådan at du skal være for du er jo kvinde", den hjælper altså ikke ligefrem. de kvinder der har noget mere i sig bør klart lære af drengene og droppe skyldfølelsen (ikke ansvarligheden!). tag de knubs det giver, det kan være der er mænd der skrider for det, men har du trang til eget liv så gør det, og gør det konsekvent. men fat på forhånd at det kræver prioritering, hvilket også er et kvindeproblem: man kan altså sjældent være parcelhusmor til 2 perfekte børn og konsekvent være sig selv på samme tid, den opbakning får du ikke af de fleste mænd. så overvej konsekvenserne og tag et valg - og gennemfør.
Og nej, det er ikke for sent. min fætter tog på aftenskole som 34årig og bliver uddannet læge næste år - som 44årig.
og til sidst: kære mænd, tænk lige over hvis jeres datter havde manøvreret sig ud i en situation hvor hun permanent levede under evne. ville i så også synes det bare var naturligt? nej, vel?

...at mændene var deluxe offeret, for de skal jo klare det hele og betale det hele og lave hus og stå i køkkenet og gå på arbejde og tage sig af børnene og vaske gulv og være rig og sexet og så alt det løse.
hvad med en mande-rundkreds, odin?