Når det bliver for sikkert igen...

Har I prøvet at forlade en person, fordi han/hun er for kedelig at være sammen med? Fordi I aldrig laver noget sammen, snakker sammen, osv... Når personen så går i panik over at miste dig, lover han/hun guld og grønne skove, og forbedringer på mange punkter...
Man tager personen tilbage, og han/hun falder hurtigt tilbage i det gamle mønster. Ikke at "forvandlingen" sker over en nat, men det er meget hurtigt det samme igen. Når personen igen bliver sikker på at denne har dig, sker der intet.

det har jeg, og der var til sidst kun een ting tilbage at gøre: at gå fra forholdet inden det blev alt for negativt og destruktivt. Det sjove(?) af det hele er, at jeg mødte ham flere år senere, og da havde han udviklet sig i retning af den person, jeg ønskede dengang. Umiddelbart kunne man tænke, at det var bruddet, der satte noget i gang, men jeg tror nu mere på, at han simpelthen mødte den rigtige kvinde, der kunne få ham op af starthullerne og erkende, at man ikke kommer sovende til noget. JEG var ikke den kvinde, så tænk dog for en ulykke for os begge (og den rigtige kvinde), hvis jeg var blevet i forholdet? *S*
Nej du, nogle gange skal det bare ikke være, så hvorfor blive ved at spilde gode kræfter og følelser, især når man har prøvet?
Hvis det er din egen situation, du skriver om, så håber jeg for dig, at du enten får sat fut under din partner (hvis denne altså fortjener en chance til) eller finder modet til at komme videre - for alles skyld.
Må I få en god jul. ;O)
Mvh. Deci

Ja, det er er min egen situation. Han brød helt sammen, han fandt pludselig ud af at han havde været kedelig og ugidelig i alt for længe. Meget var blevet til dårlige vaner, og det var egentlig ikke den kæreste han ønskede at være. Og nu tænker jeg så over, om man kan forvandle sig sådan, eller om det er en facade der på et eller andet tidspunkt krakelerer.

egentlig, for hvornår fremviser vi reelt vores sande jeg?
Når vi er nyforelskede, er vi villige til at tilpasse os - midlertidigt - og gøre en del indrømmelser, vi ikke kunne drømme om, hvis det bare var en god ven eller en fra familien. I realiteten kunne det vel derfor ses som en facade, men jeg foretrækker alligevel at se det som bare en anden - og bedre - side af personen, for vi er jo ikke direkte falske eller løgnagtige i vores handlinger, vel? Facader ser jeg mere som noget bevidst, manipulerende og falsk, der sættes op for at vinde sympati og anerkendelse hos et andet menneske.
Måske fik mødet med dig ham til midlertidigt at hive sig selv op af et dødvande af en livsstil, der har haft sit tag i ham i for lang tid til at forandringen kunne holde. Måske er det bare den måde, han foretrækker at leve sit liv på. Og igen kan hans følelser for dig være kølnet, og han derfor ikke har den fornødne motivation til at ændre sig. Alt jeg siger vil være gætteri, for jeg kender ham jo ikke.
Generelt tror jeg på, at vi har mange skarpe hjørner, som vi sagtens kan slibe af i et forhold, netop fordi det for det meste bare er (dårlige) vaner, vi har tillagt os. Som en jeg kendte engang sagde: Der går da ikke noget af mig for at droppe de hvide tennissokker, hvis hun er dybt i mod dem. Jeg har bare aldrig tænkt over det, før hun sagde det.
Men er det nogle grundlæggende ting, der kræves forandres, kan det være svært, for ikke at sige umuligt. For man kan forandre meget, men ikke sin grundform. Og grundformen er ikke kun noget med udseendet, men også en hel del med principper at gøre. Hvis jeg skal droppe et princip, der for mig er vigtigt, for at beholde manden, vil jeg vove at påstå, at jeg mister noget af mig selv i processen og derfor ikke bør gøre det. Kan du følge mig?
Hvis hele hans livsstil går i mod din, og din bygger på f.eks. meget motion og aktiv i naturen, og du er nødt til at lægge det på hylden for at beholde ham, så er det ikke det værd - i mine øjne. Men kan I finde ud af at dele livet og acceptere, at visse ting gør I på hver sin måde, er der jo intet i vejen for at fortsætte.
Men det er vist i sidste ende kun dig selv, der kan afgøre, om forskellen i mellem jer er så stor, at der ikke kan bygges nogen bro i mellem. Og måske skal du - og alle i den situation - vel også gøre op med sig selv, om det er ham, der har leveret et forkert billede af sig selv, eller om det er dig selv, der har dannet det billede ud fra dine egne ønsker og forventninger. Er det det sidste, er det vel ikke fair, at han skal lave radikalt om på sig selv for at tilpasse et ønskebillede, vel?
Puha, det er ikke nemt, vel? *S*
Pøj pøj med det hele.
Mvh. Deci

Igen-et velskrevet indlæg fra dig, Decibell..
Han ser rigtig godt ud, klæder sig i det "rigtige" tøj, osv. Han er sød og jeg er rigtig glad for ham. Vi har været sammen længe. Jeg synes heller ikke man skal lave om på alt hvad man er og indeholder. Problemet her, var at vi aldrig lavede andet end at sidde i hans sofa og se tv, hvilket også er meget hyggeligt, når blot det ikke er altid.
Jeg sagde til ham, at det måtte være slut, da vi var for forskellige, og det længe var gået den vej, og det fik ham til at reagere. Ved ikke om det er pga panik for at miste mig, men han fandt meget pludselig ud af det hele. At han gerne vil på café med mig, gå ture, være mere opmærksom osv. Alt, og det sammen med mig.
Jeg ville ikke bede ham ændre sig så meget, men han insisterede. Jeg elsker meget ved ham, der mangler bare en del. At vi foretager os noget sammen, f.eks.
Det er vi så begyndt på her på det sidste, men jeg ved ikke hvor længe det holder. Om det er et udfald af panik, eller om han mener det, og virkelig har ændret sit syn på så meget. Han er sikker på at det skal være ham og mig for altid, og der er også meget godt at bygge på. Vil også gerne stole på at han nu endelig vil alt det jeg længe har efterspugt, men ved ikke helt..

for uden en smule forbehold er man naiv - i mine øjne. Derfor synes jeg, det er helt fint, at du stiller spørgsmålstegn ved holdbarheden. Det viser bare, at du tænker over tingene og har hjertet med i det.
Men der er en hårfin grænse mellem skepticisme og mistro, og her er det måske, jeg studser lidt over dine ord. Har du nogen årsag til at tro, det ikke holder? Har du før sat ham stolen for døren, hvorefter han har forandret sig for en tid, kun for at gå tilbage til det gamle? Sådan lyder det nemlig i dit oprindelige indlæg, mens det nu mere tyder på, at det er første gang, I har haft det på bane?
Er det ikke første gang, han har "prøvet" at forandre sig for at holde på dig, kan jeg godt forstå, at du har store tvivl om det seriøse i hans forandring. Men er det derimod første gang, det skal stå sin prøve, vil jeg mene, at du skylder ham at skubbe tvivlen til side og bakke ham op 100 %.
Han får det i hvert fald ikke nemmere, hvis han også skal kæmpe for at bevare din tillid til ham og hans motiver. I lyder som om, I har rigtig meget at bygge på, og at "stridsspørgsmålet" er et af de mere overkommelige, hvis det altså drejer sig om at komme væk fra sofaen og ud i livet. Men det kræver to til en tango, så umiddelbart vil det lige så meget være din, som hans, indsats, der afgør udfaldet af det hele. Både ved at godtage hans initiativer i den rette ånd og ved at sætte en bremse i, når han måske går lidt ud over sine egne grænser i sin iver for at gøre dig tilpas for beholde dig. Der er nødt til at være balance, ellers risikerer I begge bare at blive utilfredse og skuffede.
Forestil dig f.eks. at det bliver en 360 graders vending, så alt pludselig bliver på dine præmisser? Det ville heller ikke være tilfredsstillende, vel?
Måske I bør tale lidt mere om, hvornår nok er nok, hvis du forstår, hvad jeg mener? På den måde viser du ham, at du ikke tvivler på, at han både vil og kan lave sig om, men at han heller ikke bør tvivle på, at du holder af ham stort set som den, han er i forvejen. Det er jo ikke hans indre, der skal laves om, men hans ydre handlingsmønster. I mine øjne er det vigtigt at skelne mellem de to ting, da et menneske langt bedre kan acceptere kritik af det, han/hun gør, fremfor det han/hun er.
Og så tak for rosen. ;O)
Mvh. Deci

er det meget nemt at falde tilbage i :-(
Du kan ikke forandre andre, du kan kun forandre dig selv.
Nu har jeg så fyret klicheerne af, lad os så komme til sagen :-)
Du kan prøve at ruske op i fjolset - jeg har været "fjolset", så jeg tager mig den frihed at anvende udtrykket :-)
Og det er muligt, at han kan nå at lære lidt om sig selv og ændre sig, inden det har slidt for meget på dig. Men det er også muligt, at det er nødvendigt med et snit, så han bliver tvunget til at lære noget. Som Decibell's eksempel viser, er han ikke nødvendigvis "fortabt", men det er muligt at han skal "ramme bunden", inden han vågner op.
Og det er slet ikke usandsynligt, at du ikke kan vække ham, men at du for din egen skyld er nødt til at bryde, også selv om du har elsket ham - måske endda for meget (Robin Norwood, "Kvinder der elsker for meget").
Det er kun dig, der kan vurdere, om du kan tro på, at den forskrækkelse du har givet ham, er nok til at kunne fastholde og ændre ham, eller om han vil falde tilbage i de gamle mønstre, hvis du tager ham tilbage.
Måske du skulle kigge lidt i Emily Dicksons "Og jeg mener, hvad jeg siger" - det kan aldrig skade at være lidt bevæbnet, hvis ikke tingene grundlæggende har ændret sig.
Normalt vil jeg anbefale, at du kæmper for det, du har, det er aldrig nemt at skulle starte forfra (tro mig !), men som Decibell siger i sit kloge svar, det er ikke nødvendigvis det rigtige at blive.
Jeg håber, du træffer det valg, der er det rigtige for dig :-)
K.H.

Jeres svar har været nyttige, det var nok det der skulle til, før jeg egentlig helt forstår. Det er første gang, han har været sådan. Jeg har netop aldrig sat ham stolen for døren. I mit første indlæg, spørger jeg på denne måde, da jeg ikke helt ved om det kan lade sig gøre. Men denne gang havde han været fornærmet og tavs over ingenting i et par dage, hvilket er lang tid for mig. Så jeg skrev en sms, hvor jeg kort bad ham hente sin taske med sine ting. Det fik ham pludselig til at vågne op. Uanset hvor længe han før har været tavs eller spillet fornærmet, har jeg stået klar til han blev god igen. Og det var han klar over, så jeg tror der gik sport i det for ham. Men jeg fik nok, og det gik op for ham.
Men denne gang ringede og skrev han, og var bange for om jeg havde fundet en ny. Han stod kort efter i min dør, kom ind og sagde undskyld for hans på det sidste egoistiske opførsel.
Han skrev senere en mail, for bedst at kunne forklare det hele. Han skrev, at han havde været ulykkelig over sin væremåde, at han vidste det gjorde mig ked af det, men han følte aldrig han slog til. Nej, og det havde han ret i. For hvem gider sidde i en sofa altid. Hans mail var meget følelsesladet, og han skrev at nu skulle det være sådan og sådan. Jeg kunne ikke tage det seriøst, det kan jeg stadig ikke. Det kan jeg nok først, når det viser sig at han talte sandt, og rent faktisk har forandret sig.
Han skrev hvor glad han er for mig, det vidste jeg dog. Men også at vi nu skulle lave alle de ting der er med til at give forholdet indhold. Han virker ganske forandret, håber det holder ved. Men der er nok ikke andet at gøre end at stole på ham, ellers kan jeg vel lige så godt forlade ham. Og det ønsker jeg ikke. Vi har som sagt været sammen længe, aldrig været utro eller noget. Har selvfølgelig haft vores problemer, men vores kærlighed er nærmest uovervindelig stærk. Han er dog lidt umoden, men det er måske nu han er ved at vokse fra det.

har en eller anden engang sagt. Måske er det her bare hans tid til at nå videre til næste niveau. I hvert fald lyder det som om, I har en masse at kæmpe for, og det forekommer mig også, at du er mere afklaret nu, hvilket glæder mig. Der er ikke noget mere ødelæggende end tvivl og mistro, så stol på at jeres kærlighed virkelig er så uovervindelig og stærk, at den kan klare det her også. Jeg håber for jer, at I en dag ser tilbage på dette og smiler, stadig glade og tilfredse sammen. ;O)
Hav en rigtig god jul og et strålende, lykkebringende nytår, hvor alt kan lade sig gøre.
Knus fra Deci

Tusind tak. Prøver at stole på ham. Alt andet ville jo nok også kun være ødelæggende. Han har heller aldrig svigtet, eller givet mig grund til ikke at stole på ham.
Det er nok bare nu han er klar til at komme videre, han er også klar over at han har været ret kedelig. Men så er det godt jeg stadig er her..
God jul og godt nytår til dig også..