Når kommunerne lyver for en teenager....
Hvem klager man til når kommunen har løjet for at fremtvinge en`til at føle sig forpligtiget til at sige "ja" til en førtidspension, man overhovedet ikke ønsker?
Jeg var i den situation for mange år siden, at man havde erklæret mig skizofren(mange år senere fandt de dog ud af, at det "bare" var en hash-psykose, men jeg bliver stadig kaldt"skizofren" fordi det var grundlaget for min førtidspension)
Jeg var 19 år og stoppede på gymnasiet, fordi jeg blev fyldt med en masse medicin som jeg ikke kunne tåle.Det eneste det gjorde, var at gøre mig usandsynligt træt og døsig.
Kommunen holdt møder med mig (jeg var dengang på kontanthjælp)og talte om at jeg skulle sige ja til deres tilbud om førtidspension. Det ville jeg ikke. For jeg var 19 år og havde planer med mit liv som omfattede en universitetsuddannelse - bestemt ikke førtidspension. Så jeg nægtede fortsat at tage i mod kommunens tilbud om førtidspension, fordi jeg mente at mit liv ville være slut og nytteløst hvis jeg sagde ja. Efter ½ år med sådanne møder og "tovtrækkeri" meddelte min sagsbehandler mig, at der fandtes en lov om, at hvis man var på kontanthjælp som jeg, men var berettet til førtidspension, så skulle man sige "ja" til at modtage en sådan pension, og at de blot havde været flinke mod mig ved forsøge at lade mig sige "ja" af mig selv, for at undgå at nævne regler og love for mig.
Vidste ikke andet dengang, end at hvis selve kommunnen siger sådan noget, så må det jo være rigtigt. Så jeg følte mig tvunget og presset til at sige ja, men vidste at jeg ifølge reglerne og parragraferne blev nødt til det.
Det ødelagde mit liv. For hver gang jeg ville uddanne mig, fortalte kommunen mig at det måtte jeg ikke. Jeg fik jo førtidspension. Senere fandt jeg ud af, at den lov og de regler som min sagsbehandler fremlagde for mig, aldrig nogensinde har eksisteret.
Så hvem klager man til? Sin gamle sagsbehandler fra dengang? Folketinget, fordi de lader sådan noget ske(har senere hørt om mange andre, som blev presset og løjet for at deres kommune)
- eller klager man ikke og bider blot tænderne sammen, uden brok? Til trods for at man ved at det sker for andre unge, der tror de kan stole på kommunerne fordi de er unge, ikke har nogen at spørge til råds og regner med at de kan stole på autoriteterne?
Hvem råber man op i sådan en situation, således at løgn fra kommunerne, ikke skaber flere arbejdsløse som egentlig slet ikke vil være arbejdsløse, men "blot" er fanget i et system af løgn og magt, fordi de regnede med, at de kunne stole på autoriteterne???
Jeg var i den situation for mange år siden, at man havde erklæret mig skizofren(mange år senere fandt de dog ud af, at det "bare" var en hash-psykose, men jeg bliver stadig kaldt"skizofren" fordi det var grundlaget for min førtidspension)
Jeg var 19 år og stoppede på gymnasiet, fordi jeg blev fyldt med en masse medicin som jeg ikke kunne tåle.Det eneste det gjorde, var at gøre mig usandsynligt træt og døsig.
Kommunen holdt møder med mig (jeg var dengang på kontanthjælp)og talte om at jeg skulle sige ja til deres tilbud om førtidspension. Det ville jeg ikke. For jeg var 19 år og havde planer med mit liv som omfattede en universitetsuddannelse - bestemt ikke førtidspension. Så jeg nægtede fortsat at tage i mod kommunens tilbud om førtidspension, fordi jeg mente at mit liv ville være slut og nytteløst hvis jeg sagde ja. Efter ½ år med sådanne møder og "tovtrækkeri" meddelte min sagsbehandler mig, at der fandtes en lov om, at hvis man var på kontanthjælp som jeg, men var berettet til førtidspension, så skulle man sige "ja" til at modtage en sådan pension, og at de blot havde været flinke mod mig ved forsøge at lade mig sige "ja" af mig selv, for at undgå at nævne regler og love for mig.
Vidste ikke andet dengang, end at hvis selve kommunnen siger sådan noget, så må det jo være rigtigt. Så jeg følte mig tvunget og presset til at sige ja, men vidste at jeg ifølge reglerne og parragraferne blev nødt til det.
Det ødelagde mit liv. For hver gang jeg ville uddanne mig, fortalte kommunen mig at det måtte jeg ikke. Jeg fik jo førtidspension. Senere fandt jeg ud af, at den lov og de regler som min sagsbehandler fremlagde for mig, aldrig nogensinde har eksisteret.
Så hvem klager man til? Sin gamle sagsbehandler fra dengang? Folketinget, fordi de lader sådan noget ske(har senere hørt om mange andre, som blev presset og løjet for at deres kommune)
- eller klager man ikke og bider blot tænderne sammen, uden brok? Til trods for at man ved at det sker for andre unge, der tror de kan stole på kommunerne fordi de er unge, ikke har nogen at spørge til råds og regner med at de kan stole på autoriteterne?
Hvem råber man op i sådan en situation, således at løgn fra kommunerne, ikke skaber flere arbejdsløse som egentlig slet ikke vil være arbejdsløse, men "blot" er fanget i et system af løgn og magt, fordi de regnede med, at de kunne stole på autoriteterne???