Når livet aldrig har været værd at leve

Dette er nok lidt rodet, men har en masse ting jeg skal af med..
Jeg er en 19 årig pige, der så længe jeg husker har været ulykkelig. Jeg har aldrig følt at livet har været værd at leve, og gang på gang bliver jeg kun bekræftet i at jeg har ret. Jeg har aldrig haft et godt forhold til mine forældre, jeg har aldrig følt jeg kunne snakke med dem om følelser eller problemer. Egenligt føler jeg de har været ligeglade med mig altid.. Jeg har altid været ensom, og sociale færdigheder er jeg vidst født uden - så jeg har altid fejlet når jeg prøver at rette på dette.. skoleskift, jobskifte, selv nu hvor jeg er flyttet hjemmefra hjælper det lige meget med nye steder. Når jeg endeligt har haft en ven, er personen enten blevet forelsket i mig og brudt venskabet, eller også er personen død..
Har jeg endeligt haft en veninde, er jeg blevet droppet kort efter pga hun finder en kæreste..
Jeg kan ikke holde ud at leve uden min familie kan være der for mig, uden venner..
Jeg har siden jeg var 13-14 år skadet mig selv fysisk, skåret i mig selv, skadet mig selv ved at banke ben, arme, alt ind i ting der kunne gøre mig ondt eller skade mig. Og det er blevet værre som årene er gået, og mine ar får mig til at hade mig selv endnu mere.
Jeg kan ikke holde ud at leve med det had jeg har til mig selv.
Jeg har aldrig haft problemer med at få kærester, men jeg har altid haft problemer med dem jeg har været forelskede i. Min første kæreste var agressiv, og så jaloux at jeg mistede alle jeg kendte da jeg var 14. Jeg hang fast i ham til lige før jeg blev 18, hvor jeg mødte ham jeg er forelsket i nu. Han løftede mit liv indtil det gik op for mig at han ikke ville noget fast med mig.. jeg holdte min forelskelse skjult, men fortalte ham det senerehen. Da jeg endeligt sagde det fortalte han at hvis jeg havde sagt det til ham dengang ville han ha taget imod mig med åbne arme, og jeg havde åbenbart misforstået det hele med han ikke ville noget.. Vi stoppede med at snakke da jeg stadig var forelsket, og her mødte jeg i sidste sommer en ny fyr. Jeg troede jeg var forelsket, men han behandlede mig dårligt, og jeg fandt mig i det.. Han manipulerede med mig og ødelagde det sidste af min selvtillid så meget at jeg føler ingen vil elske mig igen.. Ham jeg var forelsket i før jeg mødte ham, fik mig i sidste ende overtalt til at slå op med ham efter næsten et år - da jeg begyndte at snakke med ham igen for 2 måneders tid siden.. Vi begyndte herefter at starte forfra med da vi mødte hinanden, vi var sammen, sov sammen, kyssede.. Alle mine følelser kom tilbage og det gik op for mig det var ham jeg havde været forelsket i hele tiden, og min xkæreste bare var et objekt jeg kunne kaste mine følelser på.
For ca 1½ uge siden fortalte jeg ham at jeg var blevet forelsket i ham igen.. han blev overrasket men sagde han gerne ville være sammen med mig, men at vi skulle tage det stille og roligt..
Så ignorerede han mig fuldkommen.
Han svarede ikke tilbage på arbejdet når jeg sagde godmorgen, han kontaktede mig slet ikke - og hvis jeg skrev til ham kom der et meget kort svar - gerne efter 6-7 timer..
Idag sagde han, da jeg spurgte hvorfor han var underlig og om jeg havde gjort noget galt, eller han bare ikke havde lyst til at snakke mere, at "han gerne ville snakke og være venner - og han var ked af det hvis han havde givet udtryk for andet"
Venner?..
Endnu engang et bevis på jeg intet har at leve for.
Ingen vennekreds, for ham kan jeg ikke være ven med da jeg er forelsket i ham, ingen kæreste jeg kan ha det godt med, ingen til at gengælde min kærlighed, min familie er der ikke for mig..
Jeg har kæmpet.
Virkeligt kæmpet.. Men jeg får det kun værre.. og jeg skader mig selv mere end nogensinde før, jeg tager store doser efedrin for at få det dårligt, mens jeg tænker jeg fortjener det. Jeg kan dog ikke give mig selv et svar på hvorfor jeg fortjener at ha det som jeg gør..
Jeg ville gerne dø. Men jeg hader mig selv så meget at jeg føler jeg ikke fortjener at blive befriet fra min sorg. Samtidigt skammer jeg mig så meget over at jeg måske bare har for meget selvmedlidenhed og derved har jeg ikke snakket med nogen om det.. En psykolog da jeg var yngre, men hun fik mig bare til at få det værre..
Hvad gør man når livet aldrig har været værd at leve?

Du har haft det hårdt...
Men det giver dig ikke ret til at give op!
Jeg ved hvordan du har det... Men ved du hvad, nogen gange skal man bare kæmpe lidt mere...
Jeg har et spørgsmål... Hvorfor er det, at du ikke kan være venner med din ven? Det at du er forelsket i ham er jo ikke nogen god grund til at droppe venskabet...
Jeg ved godt, at nogen gange virker livet bare umuligt... Og du har desværre haft det ekstra hårdt...
Men hvorfor er du skærer i dig selv? Hvad er det du undertrykker?
Prøv at svar på de spørgsmål... Enten til min mail, eller her til...

Kan se du har det hårdt. Men er der slet ikke noget i dit liv du er glad for? En hobby, dit job, din familie? Der må da være noget. Alting har åbenbart bare været imod dig. Kender godt den følelse af at alting bare går galt for en, men hvis du skærer i dig selv har du brug for hjælp. Du bliver nødt til at snakke med en professionel om det. Find en psykolog eller lignende. Eller bare en person du stoler på, en gammel lærer måske?
Hvis du ikke har andre, og har brug for at snakke vil jeg også gerne skrive med dig, du kan bare sende en mail. Jeg er en pige på 16.
Håber du får det bedre!

Hej!
Jeg havde det i mange år ligesom dig. Havde ikke rigtigt nogle venner, var ulykkeligt forelsket, kunne ikke rigtigt snakke med mine forældre osv. Jeg var meget ulykkelig og græd meget. Det var en lang kamp, men jeg kom ovenpå.
Jeg rejste til udlandet og arbejdede i nogle år. Det gav mig en masse oplevelser gode oplevelser og gode venner. Jeg er nu 30 år, er glad og har det godt og har en dejlig kæreste. Jeg var en af dem, der troede, at det aldrig ville blive bedre. Men det blev det...
Gør noget, der giver dit liv mening og giv aldrig op!

Hej Kære scarlet
Jeg læste dit råb om hjælp men men . nu skal du lige vide at den eneste der kan hjælpe dig er dig selv. tro mig jeg har selv været igennem hele møllen .. blev drilled som barn måtte gå ud af skollen i 6 klasse . lærte aldrig at læse stave regne fyski har jeg aldrig haft samt tysk engelsk osv osv.. måtte begynde på efterskole der gik det heller ikke så godt. jeg har haf alle odds mod mig men jeg har aldrig givet op og det bør du heller ikke.. jo mere modstand du får detstu mere skal du sku kæmpe min fine ven .. så en dag vil du see jeg har ret ... idag er jeg 27 har 2 dejlige børn og en kone .. har et fedt job med god løn som chef har 15 ansatte under mig.. har fået taget mig en hg 1 og hg 2..
har eget hjem og lever fedt .. det kan du også gøre bare tro på dig selv alt det andet dur ikke til en skid... du må ikke tro jeg sider og ned gøre dig men har selv mødt modstand hele livet også med min famillie så som druk osv osv.. men alt det er væk idag og godt igen men når man selv har prøved alt dette er man lidt mere hård hudet og tro mig det bliver du også .. få dog noget selv tilid til dig selv søde du er kun 19 år lev livet gå i byen more dig ikke tænke på bekymringer eller andet bare lev livet. håbber det bedste for dig for det fortjæner du mvh killerfluffy ... evt skriv på min mail hvis du trænger til lidt snak killerfluffy995@hotmail.com

Kære lille pige - tænk disse ord: det er altid mørkest før daggry.
Jeg har selv to døtre, på 22 og 19, begge har haft store vanskeligheder i deres liv, med skole og venner/kærester. Men tingene er vendt, solen er stået op igen som den altid gør. Det vil den også for dig.
Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne møde dig og lytte til dig, forstå dine følelser, berolige dig og give dig et kærligt knus.
Jeg er en livsglad og stærk og lidt piget kvinde på 53, som har rigtig megen kærlighed at give af. Når dine forældre ikke har mere kærlighed at give dig, er det ikke fordi de ikke elsker dig, men fordi de selv ikke har fået mere; de ved ikke, hvordan man giver den. Tilgiv dem, de har selv savnet så meget.
Kære lille du, hvis jeg var dig, ville jeg ikke holde fast i en fyr, jeg var forelsket i, når han kun ville være ven med mig. Han har ovenikøbet såret dig dybt ved først at 'lege kærester igen' og siden bakke ud. Han har ikke et varmt hjerte, han er ikke i stand til at vise dig den respekt og kærlighed, som du fortjener!! Ham, som vil være lykkelig for at gøre dig glad og få dig til at føle dig elsket, har du slet ikke mødt endnu. Men han går rundt og leder efter dig. Og husk: han er ikke kun én eneste, men han er mange, du kan finde ham i mange dejlige mænds skikkelse. Men husk at lytte med hjertet. Og vid, at du har brug for stor respekt og varme og ærlighed og trofasthed og tryghed.
Det hele vil du få. Vær bare ked af det nu, græd og luk øjnene og forestil dig i drømme hvordan du har det, når du bliver lykkelig og føler dig elsket og glad. Så sker der hurtigt små bitte forandringer, der bliver større, hver gang du kommer op af en lille bølgedal. For du vil blive trist mange gange endnu, men det vil ikke vare ved.
Ved du godt, at når du er ked af det og lider, så bliver dit hjerte hulet lidt mere ud, så det en dag kan rumme en endnu større glæde, en større lykke??
Søde pige. Hvis du en dag bliver rigtig fortvivlet, så send en besked til mig, mor'en til to unge piger som dig, på 26 13 18 87.
Kærlige varme tanker til dig
fra Gerd
(en Lysfé)

Kære lille pige - tænk disse ord: det er altid mørkest før daggry.
Jeg har selv to døtre, på 22 og 19, begge har haft store vanskeligheder i deres liv, med skole og venner/kærester. Men tingene er vendt, solen er stået op igen som den altid gør. Det vil den også for dig.
Hvor ville jeg ønske, at jeg kunne møde dig og lytte til dig, forstå dine følelser, berolige dig og give dig et kærligt knus.
Jeg er en livsglad og stærk og lidt piget kvinde på 53, som har rigtig megen kærlighed at give af. Når dine forældre ikke har mere kærlighed at give dig, er det ikke fordi de ikke elsker dig, men fordi de selv ikke har fået mere; de ved ikke, hvordan man giver den. Tilgiv dem, de har selv savnet så meget.
Kære lille du, hvis jeg var dig, ville jeg ikke holde fast i en fyr, jeg var forelsket i, når han kun ville være ven med mig. Han har ovenikøbet såret dig dybt ved først at 'lege kærester igen' og siden bakke ud. Han har ikke et varmt hjerte, han er ikke i stand til at vise dig den respekt og kærlighed, som du fortjener!! Ham, som vil være lykkelig for at gøre dig glad og få dig til at føle dig elsket, har du slet ikke mødt endnu. Men han går rundt og leder efter dig. Og husk: han er ikke kun én eneste, men han er mange, du kan finde ham i mange dejlige mænds skikkelse. Men husk at lytte med hjertet. Og vid, at du har brug for stor respekt og varme og ærlighed og trofasthed og tryghed.
Det hele vil du få. Vær bare ked af det nu, græd og luk øjnene og forestil dig i drømme hvordan du har det, når du bliver lykkelig og føler dig elsket og glad. Så sker der hurtigt små bitte forandringer, der bliver større, hver gang du kommer op af en lille bølgedal. For du vil blive trist mange gange endnu, men det vil ikke vare ved.
Ved du godt, at når du er ked af det og lider, så bliver dit hjerte hulet lidt mere ud, så det en dag kan rumme en endnu større glæde, en større lykke??
Søde pige. Hvis du en dag bliver rigtig fortvivlet, så send en besked til mig, mor'en til to unge piger som dig, på 26 13 18 87.
Kærlige varme tanker til dig
fra Gerd
(en Lys-fé)

hurtigst muligt få fat i din læge og sige at du har det sådan som du beskriver her,, har du ikke råd til en rigtig psykolog som har forstand på det du går og tumler med, kan du få en psykiater, men der er dog ventetid,
Jeg har haft og har det stadig lidt på samme måde som dig, og det kræver lidt hjælp..og måske i lang tid,, men få fat i din læge og fremlæg sagen så hudløst ærligt som du kan..du skal tage dit liv seriøst og tro mig, det bliver bedre selv om det ser håbløst ud nu
men venlig hilsen..

Jeg kan ikke være ven med ham, da jeg er forelsket og vil mere end bare lade ham knuse mig gang på gang. Jeg vil ikke vide når han har fundet en anden, jeg vil ikke vide om de piger han er interesseret i..
Jeg ved det ikke. Jeg føler mig lettet når jeg skader mig selv og det er den eneste følelse jeg kan kontrollere.. jeg tror det er hovedårsagen..
Hvordan kan jeg kæmpe videre når jeg ikke ved hvordan livet kan være? Jeg kan ikke huske tilbage på noget tidspunkt hvor jeg var lykkelig, eller glad for noget som helst.. så jeg ved ikke hvad jeg kan se frem til, og egenligt virker alt ligegyldigt.. jeg har opgivet at få en uddannelse, for jeg føler mig som en fiasko - og jeg vil endeligt ikke mindes om at jeg altid fejler..
:-/

Ved du hvad søjde, det kan jo være, at han vidste, at du vil droppe ham som ven, hvis han ikke var forelsket i dig… Og det siger da noget om ham… Det kan jo være han har prøvet, men indset at det ikke vil lykkes for ham…
Bed ham om at tage hensyn til dig. Sig at du helst ikke vil høre om, når han forelsker sig i en pige… Men vær stadig hans ven… Du tvinger ham jo til at vælge mellem jer… Du bliver nødt til, at se ud over dine egne følelser på det her område… For du holder jo af ham…
Men er du helt sikker på at det er kærlighed? For personligt, har jeg en ven, som jeg elsker helt enormt.. og han elsker mig… Og mange vil nok forveksle vores venskab og kærlighed med ”kæreste”-kærlighed.. Men det er det bare ikke.. Så er du sikker på, at det ikke er meget dybe venskabsfølelser du har? Han har jo været en god ven-…
Det giver sådan en følelse… At skære i sig selv… Du føler det er den eneste følelse, som du kan styre… Ved du hvad, hvis du kan styre den, så vil du ikke have brug for den følelse… Altså jeg ved ikke, om dine håndled klør eller hvordan det er du helt føler… Det er lidt forskelligt, men en ting er sikker… Du kan ikke styre det selv… Det troede jeg også engang, men det kan man ikke… Jeg lærte lektien, både ved anoreksi og at skære…
Det du føler, når du siger du føler dig lettet, er at noget af den smerte du har inden i dig selv, er at den kommer ud… Men den fysiske smerte kan aldrig overtage den psykiske… Du kan maks. Gøre den psykiske smerte meget værre… Så du bliver nødt til, at finde ud af hvad det er, som du mangler at lukke op for… Jeg kan love dig en ting, og det er, at det gør utrolig ondt… Men det bliver bedre… Du kan altid skrive til mig! Husk det! (min mail står oppe i hjørnet!!)
Du siger du ikke kan huske, hvornår livet nogensinde har været lykkeligt… Jamen ved du hvad, så tag dig selv i kraven, og kig efter det! Tag dig selv i kraven, og opsøg de sit. Hvor du har været glad! Det er svært… Men det kunne være en god ide!
Du siger, at du ikke vil begynde en uddannelse, fordi du ikke vil mindes om at du er en fiasko… Søjde… Der findes ikke en person, i den her verden, som er en fiasko! For der er altid noget godt! Mit råd vil være, at du skal begynde på den uddannelse du vil, måske en HF? Eller noget i den stil? Giv dig selv lov til at vise, at du kan noget! For alle mennesker har et talent, nej de har mange! Lad vær med at døm dig til at være en fiasko, for den eneste som kan tvinge dig til at være det, er dig selv! Hvis nogen nogensinde siger til dig, at du er en fiasko, så vis dem, at du er alt andet end det!!!
Jeg fik engang at vide, at når jeg så mig selv i spejlet, og jeg begyndte at tænke negativt om hende jeg så, så skulle jeg tænke ”Kæft hvor er hun køn”… Alt negativt skulle vendes positivt! Det lyder dumt, men det virker… Når du sidder og laver noget, og tænker ”hold kæft, hvor er jeg bare dum..” eller andet negativt, så husk at det er kun tanker! Det er ikke virkelighed!!! Husk det!! Man kan ikke stole på ens egne tanker!!

Prøv det! Jeg er stadig i gang med det, men det virker… Man får lidt mere selvtillid, og det er sagt fra en pige, som absolut ikke havde nogen som helt selvtillid for bare en måned siden!
Håber du skriver igen! Enten til min mail (står ved mit navn) eller her!
Knus

Hej!
Hvis jeg var dig ville jeg tage kontakt til SIND´s psykologrådgivning, det er jeg selv i gang med for tredje gang. Man har fem samtaler hos en uddannet psykolog en gang om ugentligt, og det koster ikke noget!,- 6 måneder senere kan man igen søge om at få nogle flere samtaler.
Men nu ved jeg ikke hvor i landet du bor, jeg bor københavnsområdet og har samtaler hos SIND´s psykologrådgivning på Nørrebrogade som ligger lige ved søerne.
Prøv at ringe derind!

Syntes du nævner forelskelse så mange gange at jeg ikke tror du ved hvad det er!
Det handler mere om sikkerhed i at have en der beskytter dig, og der lyder en vigtigt regel. Man kan ikke elske andre før man elsker sig selv! Og den tror jeg fuldt og fast på.
Problemet er viljestyrke og selvmedlidenhed! Du har lov at knytte din næve hårdt og tænke "dælme nej, om den depression skal tage mig".
Og så tvinger du dig selv til nye mennesker og lad dem ikke høre om din fortid, du bør ikke snakke om den og skræmme med den, det kan blive en skrøne engang men skal ikke blive dit næste image!
Men i din alder, vil jeg da tro at højskole er en rigtig god ting🙂prøv!