Observationer ved en royal hårvask
Jo, jeg så med da lillepinsen fik sine navne i dag, så han kan få et sygesikringskort i næste uge. Der var flere oplivende momenter i det jeg så.
Først må jeg erkende, at tingene kan udvikle sig positivt - også på kort tid. Jeg hører til den del af befolkningen, der mener, at lilleprinsen var et usædvanligt grimt barn ved fødslen. Børn er jo sjældent kønne i den alder, med mindre man selv er moderen eller bedstemor for første gang. Lilleprinsen var bestemt ikke en undtagelse. På de første officielle fotos lignede han en 300-årig alvorsmand, der ikke brød sig om denne verden. Al respekt for det.
Men det var tydeligt, at lilleprinsen havde fået mere lyst og mod på livet i dag. Specielt i de minutter han fik lov til at sutte uhæmmet på sin mors ringfinger var der liv og glød i hans smil og øjne. Det lover godt.
Farmand Frederik gjorde også en habil figur i dag. Han virkelige afslappet og tog ikke det offentlige skue mere alvorligt end nødvendigt er. I modsætning til brylluppet var Frederik dog heller ikke tvangsindlagt til at se sin svigerfar John komme svansende op af kirkegulvet iklædt plisseret nederdel. Mon ikke det er derfor han kunne tilbageholde tårerne i dag og lade smilet styre. Selv ikke hans egen fars bøssede lyserøde slips, kunne slå Frederik ud af stilen.
Til gengæld virkede smukke Mary mere alvorstynget end tidligere. De charmerende smil flød ikke frit i dag.
Til gengæld strålede mormor Margrthe som en SOL. Det var tydeligt, at hun nød sin lidt tilbagetrukne rolle med to yngre generationer i forreste parket. Dronning Margrethe var momentvis direkte smuk i sin tilbagelænede afslappethed. Hendes små kommentarer og smil undervejs til Henrik virkede varme og oprigtige.
Dagens højdepunkt var dog prinsesse Alexandre. Da hun skridtede op ad slotskirkens midtergang, og frakkeskøderne slog til side og afslørede et par lange ben - hverken strømpebukser, nederdel eller kjole under frakken hindrede udsynet. Det var dristigt, dynamisk og flot.
Helhedsindtrykket for hele familien er, at dagens offentlige opgave er bestået - endda tilfredsstillende med pil opad.
I skærende kontrast står Rosenborg-grenen af familien - der dog også efter ceremonien blev stoppet ind i en fællesbus og kørt bort i samlet flok. Hvorfor fremtoner lige denne del af familien - ynglen efter Arveprins Knud - uden dynamik, uden charme. De virker degenerede og indavlede gennem hundreder af år. Men hvordan kan det så isoleret ramme en bestemt gren på familie-træet? Er der blandt SOLens royale eksperter svar på dette mysterium?
Først må jeg erkende, at tingene kan udvikle sig positivt - også på kort tid. Jeg hører til den del af befolkningen, der mener, at lilleprinsen var et usædvanligt grimt barn ved fødslen. Børn er jo sjældent kønne i den alder, med mindre man selv er moderen eller bedstemor for første gang. Lilleprinsen var bestemt ikke en undtagelse. På de første officielle fotos lignede han en 300-årig alvorsmand, der ikke brød sig om denne verden. Al respekt for det.
Men det var tydeligt, at lilleprinsen havde fået mere lyst og mod på livet i dag. Specielt i de minutter han fik lov til at sutte uhæmmet på sin mors ringfinger var der liv og glød i hans smil og øjne. Det lover godt.
Farmand Frederik gjorde også en habil figur i dag. Han virkelige afslappet og tog ikke det offentlige skue mere alvorligt end nødvendigt er. I modsætning til brylluppet var Frederik dog heller ikke tvangsindlagt til at se sin svigerfar John komme svansende op af kirkegulvet iklædt plisseret nederdel. Mon ikke det er derfor han kunne tilbageholde tårerne i dag og lade smilet styre. Selv ikke hans egen fars bøssede lyserøde slips, kunne slå Frederik ud af stilen.
Til gengæld virkede smukke Mary mere alvorstynget end tidligere. De charmerende smil flød ikke frit i dag.
Til gengæld strålede mormor Margrthe som en SOL. Det var tydeligt, at hun nød sin lidt tilbagetrukne rolle med to yngre generationer i forreste parket. Dronning Margrethe var momentvis direkte smuk i sin tilbagelænede afslappethed. Hendes små kommentarer og smil undervejs til Henrik virkede varme og oprigtige.
Dagens højdepunkt var dog prinsesse Alexandre. Da hun skridtede op ad slotskirkens midtergang, og frakkeskøderne slog til side og afslørede et par lange ben - hverken strømpebukser, nederdel eller kjole under frakken hindrede udsynet. Det var dristigt, dynamisk og flot.
Helhedsindtrykket for hele familien er, at dagens offentlige opgave er bestået - endda tilfredsstillende med pil opad.
I skærende kontrast står Rosenborg-grenen af familien - der dog også efter ceremonien blev stoppet ind i en fællesbus og kørt bort i samlet flok. Hvorfor fremtoner lige denne del af familien - ynglen efter Arveprins Knud - uden dynamik, uden charme. De virker degenerede og indavlede gennem hundreder af år. Men hvordan kan det så isoleret ramme en bestemt gren på familie-træet? Er der blandt SOLens royale eksperter svar på dette mysterium?