1tilføjet af

om blod

Nu mener ftg at hvis man modtager blod synder man, men ftg, prøv at læse hvad Ann Pearce's siger om denne sag.
____________________________________________
Hvordan med ændringerne vedr. blod?

Hvorfor skal en ung moder dø fra sit nyfødte barn og sin mand, fordi hun ikke må få de røde iltbærende blodlegemer, når man før en operation må få erytropoieten EPO, der er udvundet af blod, når man i dag må få en rygmarvstransplantation, der er selve grundstammen i blodet, når en bløderpatient må få blødermedicin med blodbestanddele fra mellem 800.000 og 1.000.000 forskellige mennesker om året? se Vågn Op! 8. oktober 1988, side 11.
Hvad hjælper det, at man anlægger sag mod lægen og finder ud af, at det var hans fejl (lægesjusk). Hun er død og kunne sandsynligvis have være reddet. Sammenhold det med at i dag bliver de unge ikke udstødt for umoralitet, men får besked på at gifte sig, og det på trods af at utugt i Bibelen omtales sammen med de synder der ikke er tilgivelse for, og her nævnes end ikke blod.
"Men de feje og de uden tro og de som er afskyelige i deres snavs, og mordere og utugtige og sådanne som øver spiritisme, og afgudsdyrkere og alle løgnerne, deres lod er i søen som brænder med ild og svovl. Dette er den anden død." - Åb. 21:8
"For I ved dette og er selv klar over at ingen utugtig eller uren eller havesyg - hvilket vil sige en afgudsdyrker - har nogen arv i Messias' og Guds rige." Eff. 5:5.
Se også 1. Kor. 6:9, Hebr. 13:4 m.fl. og tænk så på, hvor mange unge mennesker der har været sat på prøve og opnået tilgivelse den ene gang efter den anden for utugt, men en ung moder bliver der vogtet over og hun må betale prisen straks og dø fra sit nyfødte barn. Tror du ikke Jehova kunne have tilgivet at hun fik blod, når han kan tilgive utugt?
Hvorfor skal man udstødes for at modtage:
Plasma, hvide og røde blodlegemer og blodplader
men ikke for at modtage:
Plasmaproteiner, Albumin, Immunglobuliner og præparater mod blødersyge (= Faktor VIII og IX)
idet Vagttårnsselskabet henviser til, at der er tale om meget små mængder?
Til behandling af en person med tredje grads forbrænding (30-50%) anvendes omkring 600 gram albuminer, og for at fremstille denne mængde kræves der ca. 45 liter blod. (iflg. medicinalfirmaet Kabi Pharmacia i Stockholm) - Er dette en lille mængde?
Immunglobuliner (Gammaglobuliner) som skal bruges af mange som rejser til sydlige lande (f. eks. stævner) kræves der til én eneste sprøjte næsten tre diciliter blod. - Er det små mængder?
Til fremstilling af én portion Faktor-VIII-koncentrat kræves der plasma fra op til 2.500 bloddonorer. (iflg. medicinalfirmaet Kabi Pharmacia i Stockholm) - Er det små mængder?
Er Vagttårnsselskabet ikke klar over, at der skal så meget til? - Det må de være, for de nævner det selv:
"Hver enhed af Faktor VIII-koncentrat er fremstillet af plasma som er udvundet at op til 2500 portioner blod" (Vagttårnet - 1. juli 1986 - side 15)
Det er ovenikøbet fremstillet af plasma som hører til de forbudte dele af blodet.
Er du overrasket over disse tal? - Jeg er mildt sagt chokeret!!
Tror du nogen sinde at det er det, der har været Jehovas hensigt?
Kan det siges som der står i Vagttårnet 15.7.1990, side 30, at "Jehovas Vidner har i årtier trofast 'afholdt sig fra blod' i enhver form, som Guds Ord påbyder"??

Som der står i Blodet, Lægevidenskaben og Guds Lov (side 9):
"Folk var så fortrolige med de kristnes vægring ved at nyde blod, at man, hvis et menneske gik med til at spise bare en lille bid blodpølse, tog det som et bevis for at vedkommende ikke var kristen, eller at vedkommende havde fornægtet sin tro."
Vidste du, at det er de røde blodlegemer, der er iltbærende og, at en person der mangler disse faktisk lider kvælningsdøden. Det nytter intet i den situation at pumpe vedkommende med de alternative midler, som vi kender fra Vagttårnet (der findes ingen erstatninger for de iltbærende røde blodlegemer, hvorfor har de ikke fortalt os det?). Vagttårnsselskabet ved det godt, der er brødre og søstre, som er læger og sygeplejersker, der har gjort opmærksom på deres dobbeltmoral og manglende information af os. Der er måske brødre og søstre, der vil undlade at rejse til bestemte lande, hvor der kræves vaccination eller at tage blødermedicin, hvis de havde kendskab til kendsgerningerne.
Argumentet, at Jehovas folk ved at holde sig fra blod undgår frygtelige sygdomme som AIDS, holder ikke en millimeter, husk at det er bløderne der har fået AIDS.
"Dertil kommer at omtrent 70 millioner enheder Faktor VIII-koncentrat er blevet importeret fra De forenede Stater til anvendelse i behandlingen af britiske bløderpatienter. ... Noget tyder på at importen af dette blodprodukt har forårsaget at AIDS-virus er blevet overført til de britiske forsyninger." (Vagttårnet - 1. juli 1986 - side 15)
Husk også, der skal kun et stik fra en myg til at få malaria, og alle de tilladte blodkomponenter indebærer en risiko for blodoverførte sygdomme, har Vagttårnsselskabet også fortalt dig det?
I dag er der ikke mange, der er klar over, at der har været nøjagtig samme problemstilling med vaccinationer og serum, hvor mange er mon døde i tidens løb fordi de i flere år ikke måtte blive vaccineret? Det blev først tilladt i 1952, jeg husker selv hvordan det blev debatteret, at jeg ikke måtte blive vaccineret mod kopper, før jeg skulle med til et stævne i Stockholm omkring 1960.
Jeg husker også tydeligt som barn, når jeg skulle med mormor over på den Jyske Hede på sommerferie hos tante og onkel , var jeg altid frygtelig bange for, at jeg skulle møde en hugorm og blive bidt, fordi jeg vidste jo godt, at så måtte jeg ikke få serum, og jeg troede helt bestemt at så ville jeg dø. Lyder det skørt? ja, men se citatet fra Den gyllne Tidsåldern, svensk, november 1931 - side 8, 11, 12:
"Af alle de anslag, man har rettet mod menneskeheden for at besmitte den, er vaccinationen den mest ondartede og listige. ... Syfilis, kræft, rosen og næsten alle hudlidelser, også tuberkulose, er enten blevet overført, forårsaget eller forværret ved vaccinationen. ... Al sandsynlighed taler for, at den spanske syge skyldtes massevaccination og serumbehandling af soldaterne ... En af vaccinationens mærkbare virkninger på den menneskelige organisme er dens degenererende indflydelse på intellektet og moralen. ... Og antallet af sindssygetilfælde er steget voldsomt efter at vaccination og serumbehandling blev almindelige."
Hvor har Vagttårnsselskabet disse holdninger fra?
Når jeg læser Bibelen er det enten blod eller ikke blod, og så er det hverken vaccinationer, serum eller blødermedicin. Eller også er det noget helt andet der ligger til grund for Bibelens påbud.
Er det i virkeligheden ikke et spørgsmål, om det er livet repræsenteret ved blodet, eller det er blodet, der er helligt?
Tænk en ekstra gang over følgende:
Er dit barn forbrændt? - ja, til blodbestanddele.
Er dit barn bløder? - ja, til blodbestanddele.
Skal du på ferie i eksotiske lande? - ja, til blodbestanddele.
Skal du til stævne i eksotiske lande? - ja, til blodbestanddele.
Mangler dit barn en ny nyre? - Ja, på trods af, at der følger blod med.
Mangler dit barn nyt hjerte? - Ja, dette medfører også en andens blod (jeg har kun hørt om læger og sygeplejersker der mener, at hjertetransplantation er umuligt uden blodtransfusion).
Har dit barn behov for en rygmarvstransplantation? - Ja, men du må ikke selv være donor. Er det da bedre at få transplantation fra en ukendt donor?
Mangler dit barn røde iltbærende bloddele? - Så skal du lade det dø.
Er det hårdt at fremstille det sådan?
Er det ikke sådan virkeligheden ser ud?
Er det sådan vi kender Jehova?
Var det sådan et eksempel Jesus satte da han brød loven og helbredte på en sabbat?
Tyder det på at organisationen ledes af Jehova ved hans hellige ånd?
Vil du se emnet grundigere behandlet både ud fra et lægeligt og bibelsk synspunkt kan du læse en brochure der hedder BLODSPØRGSMÅLET, Blodforbudet i Bibelen og Blodtransfusionerne, den er udarbejdet af kompetente sagkyndige Jehovas Vidner i Sverige i 1991, men udgives naturligvis ikke af Vagttårnsselskabet.
Hvorfor kan disse brødre ikke stå offentligt frem uden at blive udstødt? Hvorfor må vi ikke få kendskab til at der også er en anden side af den sag og så selv drage vore egne konklusioner?
Ja, men det er mit eget standpunkt siger du måske. Godt - Men har du taget det standpunkt ud fra kendskab til alle fakta i den sag? Har du ikke truffet din beslutning ved kun at se sagen ud fra een side?
Skal vi ikke selv stå til regnskab overfor Jehova en dag? Tror du at det hjælper, at vi siger: "Vagttårnsselskabet sagde at vi godt kunne tage imod Faktor-VIII, jeg vidste jo ikke at det indeholdt så meget blod, det har de ikke informeret mig om" eller "Vagttårnsselskabet sagde jo, at vi ikke måtte få røde blodlegemer, derfor lod jeg mit barn dø"
Jeg håber du forstår, hvorfor jeg er bekymret.
Mit spørgsmål er:
Har vi virkelig forstået Guds hensigt her?
Har vi fattet Guds kærlighed?
kilde http://www.geocities.com/Heartland/Pointe/8455/spm2.htm
tilføjet af

copypaste af høj kvalitet

Et rigtig godt indlæg hun her har skrevet...
SuperDebat.dk er det tidligere debatforum på SOL.dk, som nu er skilt ud separat.