Overnaturlig glæde
On Tue, 08 Nov 2011 00:16:15 +0100, Bo M Mogensen wrote:
>men det som der er så betydningsfuldt ved den slags "Mirakler" &
>"overnaturlige" begivenheder er at det gør det nemmer at tro slet og ret
>fordi der er håndgribelig bevisførelse for der er er noget åndeligt som
>er virkeligt og gør en forskel ..
Det er ikke noget problem for mig at tro på noget overnaturligt, for jeg ved, at det eksisterer. Jeg ved også, hvem Gud er.
Glæden og roen, man oplever ved at føje Krishna til sit liv, er helt håndgribelig. Det har intet med tro at gøre. Bhagavad Gitas virkelighedsforklaring i forhold til naturens tre kvaliteter har heller intet med tro at gøre, det er et observerbart faktum.
Krishna kalder det for videnskaben om selv-realisation. Det er en videnkabelig metode til at kende verden, som den er, såvel som sit virkelige selv og sin egen evige natur og sit forhold til Gud. Og den overnaturlige glæde, ro og tlfredshed, der opleves ved at engagere sig i denne proces, er helt håndgribelig - det har intet med tro at gøre. Jeg kalder det overnaturlig glæde, fordi den tilsyneladende ingen fysisk eller psyksisk årsag har.
Normalt oplever vi glæde, når der sker noget behageligt for kroppen - sex, dejlig mad, stoffer osv. Eller glæde i sindet gennem position, anseelse, magt og prestige. Men glæden, der opleves gennem Krishna bevidsthed er er helt uafhængig af disse. Man kan være lykkelig i Krishna bevidsthed, selvom om det går ad helvede til med kroppen og sindet. Det er et helt håndgribeligt faktum, der kan opleves af enhver, der måtte ønske det. Problemet er, at så få ønsker det, fordi det kræver overgivelse til Krishna, og det er det sidste vi vil - at overgive sig til Gud, uha nej.
Krishna siger:
O lærde Uddhava, de, der fixerer deres bevidsthed på Mig, idet de opgiver alle materielle ønsker, deler sammen med Mig en glæde, som umuligt kan opleves af dem, der er beskæftiget med sansetilfredsstillelse.
--Srimad Bhagavatam 11.14.12
>problemet med kristendommen f.eks er jo ikke Jesus der hævet over en
>hver tvivls var en udmærket mand - og ja lad os bare sige guds søn
>problemet er at der ikke er sket noget håndgribeligt de sidste 2000 år
Der sker håndgribelige ting hver eneste dag over hele verden. Du har lige selv nævnt noget af det.
Sagen er, at være ateist har intet at gøre med med bevis for det ene eller det andet. Det er et valg man tager, fordi man ikke ønsker Krishna i sit liv. Vi er alle oprindeligt kommet til denne materielle verden, fordi vi ønskede at nyde uafhængigt af Krishna, fordi vi ville tage Hans position som den centrale nyder og hersker.
Nogle sjæle indser håbløsheden i at forsøge at blive lykkelige i den materielle verden og vender sig igen mod Krishna, men andre sjæle er så indædt besluttede på at slå Gud ihjel, dvs. at fjerne Ham fra eksistensen scene, at ikke alverdens gode argumenter, logik eller fakta vil overbevise dem.
Krishna siger:
Jeg befinder Mig i alles hjerter som Oversjælen. Så snart nogen ønsker at tilbede en eller anden halvgud (eller hvad som helst), er det Mig, der gør hans tro stærk,så han hengive sig til den særlige deitet. (Bg. 7.21)
Udstyret med en sådan tro bestræber han sig på at tilbede en særlig halvgud for at få sine ønsker opfyldt. Men i virkeligheden bliver disse ønsker begundstigede ene og alene af Mig. (Bg. 7.22)
Mindre intelligente personer tilbeder halvguderne, hvis begunstigelser er begrænsede og midlertidige. De, der tilbeder halvguderne når til halvgudernes planeter (de himmelske planeter), men Mine hengivne når til sidst Min suveræne planet (den åndelige sfære). (Bg. 7.23)
Den vediske Vaishnava-religion er den eneste religion i verden, der kan fortælle dig, hvem Gud er, hvordan Han ser ud, hvad Han laver, hvad Han vil, hvorfor og hvordan Han har skabt verden, hvem og hvad sjælen er og meningen og formålet med alting. Tror du, at man ville lade hånt om denne ophøjede kundskab, hvis man ikke var fast besluttet på at fjerne Gud fra sit verdensbillede?
Andre af verdens religion famler i blinde, når det kommer til de store eksistentielle spørgsmål i tilværelsen, først og fremmest theodisé spørgsmålet, dvs. spørgsmålet om hvordan ondskab kom ind i verden - hvorfor tillader en almægtig, absolut god Gud dårlige ting at ske for gode mennesker? Kriken har opfundet en figur- Satan - for at forklare det, men det er jo en latterlig forklaring. Som en almægtig Gud har en modstander. Hvad Kirken gør, er at dualisere Gud, de siger at Gud er afhængig af sin modsætning satan for at være god. Man kan ikke forstå det gode uden ondskab.
Men de vediske vismænd løste dette problem tusinder af år før Kirken end eksisterede ved at forklare, at den Absolutte Sandhed er transcendental, dvs. hævet over godt og ondt.
Der findes ingen sprøgsmål i tilværelsen af filosofisk, eksistentiel eller religiøs karakter, som der ikke er gode og fyldestgørende svar på i den vediske version.
Men hvem gider benytte sig af denne fuldstændige viden? Praktisk talt ingen. Det er derfor, Krishna i Bhagavad Gita kalder denne viden den hemmeligste af hemmeligheder. Den er skjult i fuld dagslys af vores eget sinds modstand mod oplysning om den Absolutte Sandhed.
>det var jo rart hvis der kom lidt lyd fra den anden side - noget man
>hævet over en hvis tvil kan sige JA dette er sandt.
Hvis der kom en og sagde, at alt hvad du havde kært, alt hvad du troede på, alt hvad du troede, at du vidste, alle dine værdier, alle dine håb og længsler, al din kærlighed til kone, børn, familie, venner, og samfund, ja, hele dit livsgrundlag - det er altsammen forkert - det hele er baseret på en illusion - så ville du sikkert tænke, at den person var på stoffer eller hørte til på en anstalt.
I denne liberalismens og relativismens tidsalder er det forbudt at kende den Absolutte Sandhed. Vi kan selvfølgelig godt vide med sikkerhed om ting som videnskab og teknologi, men hvis man hævder at have stadfæstet den oprindelige, ægte kundskab om religion fra Gud selv, hvis man hævder at kende Gud og meningen med livet, bliver man øjeblikkeligt afvist som vanvittig fanatiker.
Det siger alle religioner, kommer det uundgåelige svar.
Lad os kigge nærmere på dette typiske svar fra det moderne menneske. Det er egentligt ret fjollet, når man tænker sig om. Først bliver det påstået, at det siger alle. Og så bliver det faktum, at alle siger det, brugt til at afvise, det der blev sagt.
Hvis alle siger det samme, så er det helt rimeligt at antage, at der må være noget om det. Det giver ingen mening at antage, at hvis alle siger det, så må det være forkert. Hvor er logikken? Man ville kun forvente, at alle religionerne grundligggende set siger de samme ting, for alle religioner er forskellige kulturelle udtryk for den samme sandhed. Selvfølgelig kan detaljerne variere, men hvis alle religioner er forskellige kulturelt betingede udtryk for den samme sandhed, ville man netop forvente at de ville tale om de samme principper.
Og det er hvad vi lærer fra den vediske version - at alle religioner stammer fra den oprindelige religion fra Gud selv. Og hvis det virkeligt er sådan, bør man også kunne undersøge og bekræftige det. Hvis det er et faktum, må det også kunne stadfæstes. Ellers er der bare tale om spekulation og ønsketænkning. Og det er sandelig den måde religion generelt bliver opfattet som i det moderne samfund - som en trosretning eller ren spkulation.
Men hvis der på den anden side findes et højeste væsen, det som nogen kalder Gud, så er det helt logisk at antage, at dette væsen også ville give en proces gennem hvilken, Han kan kendes. Men det er meget upopulært i det moderne samfundsklima, der for tiden sætter standarden i verden, at hævde at kende den oprindelige forklaring fra Gud selv. Hvordan kan du fremlægge en så uhyrlig påstand, kommer indvendingen - ingen kender den Absolutte Sandhed. Det kan man ikke vide noget om.
Så hvor kommer denne mærkelige ide fra, at man ikke kan kende sandheden? Den kommer selvfølgelig fra mennesker. Det er nemmeligt, hvad langt de fleste mennesker bliver bliver opdragede til at tro på. Men det giver ingen mening. Hvis der er en sandhed, hvis Gud er til, hvis der er en mening med livet, så kan det selvfølgelig også vides med sikkerhed. Og hvorfor kan det det? Fordi Gud kan, som det almægtige, altvidende, allestedsnærværende væsen Han er, selvfølgeligt bevise sin egen eksistens hinsides al tvivl.
Og hvis der ingen Gud er, ja, hvis alting er relativt, hvis alting blot er kemikalier, som er den livsanskuelse, der udlæres på alle verdens universiteter, så kan det ikke blive bekræftiget. Man kan per definition ikke bevise en negativ. Det er det, der er så sjovt ved livet - hvis Gud eksisterer, kan det vides med sikkerhed, og hvis Han ikke eksisterer, kan det ikke vides med sikkerhed. Læg mærke til, at dette ikke er en formodning, det er bare et faktum - hvis Gud er til, kan det bevises, for Gud kan i så fald bevise sin egen eksistens. Og hvis Gud ikke er til, kan det ikke bevises. Det er såre simpelt.
Læg mærke til hvordan propagandamaskinen fortæller os lige det modsatte. Den kalder religiøse mennesker for troende, og ateister kaldes for ikke-troende. Hvor vildledende er det? Som ateist tror man på noget, der ikke kan bevises. Men som teist tror man på noget, der i det mindste har en teoretisk mulighed for at blive bevist.
Vi kan således slå fast, at det er en intellektuel overlegen position at indtage at tro på Gud snarere end det modsatte. Den første formodning, at der er en Gud, har en chance for at blive bekræftiget, men formodningen om, at der ingen Gud er, kan ikke bekræftiges.
Men hvis man vover, at påpege dette indiskutable faktum, så løber man panden mod en mur - nej, nej, der er ingen der kender sandheden. Gud er blot en myte på linie med nisser og julemanden. Det er hvad vi bliver fortalt. Hvad vi lan lære af det er, at samfundet ikke bliver regeret af godgørende kræfter. Hvilken slags samfund vil uddanne sin befolkning i noget, der er så indlysende forkert? Så hvis man kender sandheden og gerne vil delagtiggøre andre i den, er man oppe mod massiv modstand.
Krishna siger:
Hør nu fra Mig, O Prithas søn, hvorledes du ved at udføre yoga i fuld bevidsthed om Mig, med sindet fæstnet på Mig, kan kende Mig helt og fuldt uden nogen tvivl. (Bg. 7.1)
Jeg vil nu udførligt forklare denne viden for dig - både den materielle og den åndelige. Når du ved dette, er der intet mere tilbage for dig at vide. (Bg. 7. 2)
>men det som der er så betydningsfuldt ved den slags "Mirakler" &
>"overnaturlige" begivenheder er at det gør det nemmer at tro slet og ret
>fordi der er håndgribelig bevisførelse for der er er noget åndeligt som
>er virkeligt og gør en forskel ..
Det er ikke noget problem for mig at tro på noget overnaturligt, for jeg ved, at det eksisterer. Jeg ved også, hvem Gud er.
Glæden og roen, man oplever ved at føje Krishna til sit liv, er helt håndgribelig. Det har intet med tro at gøre. Bhagavad Gitas virkelighedsforklaring i forhold til naturens tre kvaliteter har heller intet med tro at gøre, det er et observerbart faktum.
Krishna kalder det for videnskaben om selv-realisation. Det er en videnkabelig metode til at kende verden, som den er, såvel som sit virkelige selv og sin egen evige natur og sit forhold til Gud. Og den overnaturlige glæde, ro og tlfredshed, der opleves ved at engagere sig i denne proces, er helt håndgribelig - det har intet med tro at gøre. Jeg kalder det overnaturlig glæde, fordi den tilsyneladende ingen fysisk eller psyksisk årsag har.
Normalt oplever vi glæde, når der sker noget behageligt for kroppen - sex, dejlig mad, stoffer osv. Eller glæde i sindet gennem position, anseelse, magt og prestige. Men glæden, der opleves gennem Krishna bevidsthed er er helt uafhængig af disse. Man kan være lykkelig i Krishna bevidsthed, selvom om det går ad helvede til med kroppen og sindet. Det er et helt håndgribeligt faktum, der kan opleves af enhver, der måtte ønske det. Problemet er, at så få ønsker det, fordi det kræver overgivelse til Krishna, og det er det sidste vi vil - at overgive sig til Gud, uha nej.
Krishna siger:
O lærde Uddhava, de, der fixerer deres bevidsthed på Mig, idet de opgiver alle materielle ønsker, deler sammen med Mig en glæde, som umuligt kan opleves af dem, der er beskæftiget med sansetilfredsstillelse.
--Srimad Bhagavatam 11.14.12
>problemet med kristendommen f.eks er jo ikke Jesus der hævet over en
>hver tvivls var en udmærket mand - og ja lad os bare sige guds søn
>problemet er at der ikke er sket noget håndgribeligt de sidste 2000 år
Der sker håndgribelige ting hver eneste dag over hele verden. Du har lige selv nævnt noget af det.
Sagen er, at være ateist har intet at gøre med med bevis for det ene eller det andet. Det er et valg man tager, fordi man ikke ønsker Krishna i sit liv. Vi er alle oprindeligt kommet til denne materielle verden, fordi vi ønskede at nyde uafhængigt af Krishna, fordi vi ville tage Hans position som den centrale nyder og hersker.
Nogle sjæle indser håbløsheden i at forsøge at blive lykkelige i den materielle verden og vender sig igen mod Krishna, men andre sjæle er så indædt besluttede på at slå Gud ihjel, dvs. at fjerne Ham fra eksistensen scene, at ikke alverdens gode argumenter, logik eller fakta vil overbevise dem.
Krishna siger:
Jeg befinder Mig i alles hjerter som Oversjælen. Så snart nogen ønsker at tilbede en eller anden halvgud (eller hvad som helst), er det Mig, der gør hans tro stærk,så han hengive sig til den særlige deitet. (Bg. 7.21)
Udstyret med en sådan tro bestræber han sig på at tilbede en særlig halvgud for at få sine ønsker opfyldt. Men i virkeligheden bliver disse ønsker begundstigede ene og alene af Mig. (Bg. 7.22)
Mindre intelligente personer tilbeder halvguderne, hvis begunstigelser er begrænsede og midlertidige. De, der tilbeder halvguderne når til halvgudernes planeter (de himmelske planeter), men Mine hengivne når til sidst Min suveræne planet (den åndelige sfære). (Bg. 7.23)
Den vediske Vaishnava-religion er den eneste religion i verden, der kan fortælle dig, hvem Gud er, hvordan Han ser ud, hvad Han laver, hvad Han vil, hvorfor og hvordan Han har skabt verden, hvem og hvad sjælen er og meningen og formålet med alting. Tror du, at man ville lade hånt om denne ophøjede kundskab, hvis man ikke var fast besluttet på at fjerne Gud fra sit verdensbillede?
Andre af verdens religion famler i blinde, når det kommer til de store eksistentielle spørgsmål i tilværelsen, først og fremmest theodisé spørgsmålet, dvs. spørgsmålet om hvordan ondskab kom ind i verden - hvorfor tillader en almægtig, absolut god Gud dårlige ting at ske for gode mennesker? Kriken har opfundet en figur- Satan - for at forklare det, men det er jo en latterlig forklaring. Som en almægtig Gud har en modstander. Hvad Kirken gør, er at dualisere Gud, de siger at Gud er afhængig af sin modsætning satan for at være god. Man kan ikke forstå det gode uden ondskab.
Men de vediske vismænd løste dette problem tusinder af år før Kirken end eksisterede ved at forklare, at den Absolutte Sandhed er transcendental, dvs. hævet over godt og ondt.
Der findes ingen sprøgsmål i tilværelsen af filosofisk, eksistentiel eller religiøs karakter, som der ikke er gode og fyldestgørende svar på i den vediske version.
Men hvem gider benytte sig af denne fuldstændige viden? Praktisk talt ingen. Det er derfor, Krishna i Bhagavad Gita kalder denne viden den hemmeligste af hemmeligheder. Den er skjult i fuld dagslys af vores eget sinds modstand mod oplysning om den Absolutte Sandhed.
>det var jo rart hvis der kom lidt lyd fra den anden side - noget man
>hævet over en hvis tvil kan sige JA dette er sandt.
Hvis der kom en og sagde, at alt hvad du havde kært, alt hvad du troede på, alt hvad du troede, at du vidste, alle dine værdier, alle dine håb og længsler, al din kærlighed til kone, børn, familie, venner, og samfund, ja, hele dit livsgrundlag - det er altsammen forkert - det hele er baseret på en illusion - så ville du sikkert tænke, at den person var på stoffer eller hørte til på en anstalt.
I denne liberalismens og relativismens tidsalder er det forbudt at kende den Absolutte Sandhed. Vi kan selvfølgelig godt vide med sikkerhed om ting som videnskab og teknologi, men hvis man hævder at have stadfæstet den oprindelige, ægte kundskab om religion fra Gud selv, hvis man hævder at kende Gud og meningen med livet, bliver man øjeblikkeligt afvist som vanvittig fanatiker.
Det siger alle religioner, kommer det uundgåelige svar.
Lad os kigge nærmere på dette typiske svar fra det moderne menneske. Det er egentligt ret fjollet, når man tænker sig om. Først bliver det påstået, at det siger alle. Og så bliver det faktum, at alle siger det, brugt til at afvise, det der blev sagt.
Hvis alle siger det samme, så er det helt rimeligt at antage, at der må være noget om det. Det giver ingen mening at antage, at hvis alle siger det, så må det være forkert. Hvor er logikken? Man ville kun forvente, at alle religionerne grundligggende set siger de samme ting, for alle religioner er forskellige kulturelle udtryk for den samme sandhed. Selvfølgelig kan detaljerne variere, men hvis alle religioner er forskellige kulturelt betingede udtryk for den samme sandhed, ville man netop forvente at de ville tale om de samme principper.
Og det er hvad vi lærer fra den vediske version - at alle religioner stammer fra den oprindelige religion fra Gud selv. Og hvis det virkeligt er sådan, bør man også kunne undersøge og bekræftige det. Hvis det er et faktum, må det også kunne stadfæstes. Ellers er der bare tale om spekulation og ønsketænkning. Og det er sandelig den måde religion generelt bliver opfattet som i det moderne samfund - som en trosretning eller ren spkulation.
Men hvis der på den anden side findes et højeste væsen, det som nogen kalder Gud, så er det helt logisk at antage, at dette væsen også ville give en proces gennem hvilken, Han kan kendes. Men det er meget upopulært i det moderne samfundsklima, der for tiden sætter standarden i verden, at hævde at kende den oprindelige forklaring fra Gud selv. Hvordan kan du fremlægge en så uhyrlig påstand, kommer indvendingen - ingen kender den Absolutte Sandhed. Det kan man ikke vide noget om.
Så hvor kommer denne mærkelige ide fra, at man ikke kan kende sandheden? Den kommer selvfølgelig fra mennesker. Det er nemmeligt, hvad langt de fleste mennesker bliver bliver opdragede til at tro på. Men det giver ingen mening. Hvis der er en sandhed, hvis Gud er til, hvis der er en mening med livet, så kan det selvfølgelig også vides med sikkerhed. Og hvorfor kan det det? Fordi Gud kan, som det almægtige, altvidende, allestedsnærværende væsen Han er, selvfølgeligt bevise sin egen eksistens hinsides al tvivl.
Og hvis der ingen Gud er, ja, hvis alting er relativt, hvis alting blot er kemikalier, som er den livsanskuelse, der udlæres på alle verdens universiteter, så kan det ikke blive bekræftiget. Man kan per definition ikke bevise en negativ. Det er det, der er så sjovt ved livet - hvis Gud eksisterer, kan det vides med sikkerhed, og hvis Han ikke eksisterer, kan det ikke vides med sikkerhed. Læg mærke til, at dette ikke er en formodning, det er bare et faktum - hvis Gud er til, kan det bevises, for Gud kan i så fald bevise sin egen eksistens. Og hvis Gud ikke er til, kan det ikke bevises. Det er såre simpelt.
Læg mærke til hvordan propagandamaskinen fortæller os lige det modsatte. Den kalder religiøse mennesker for troende, og ateister kaldes for ikke-troende. Hvor vildledende er det? Som ateist tror man på noget, der ikke kan bevises. Men som teist tror man på noget, der i det mindste har en teoretisk mulighed for at blive bevist.
Vi kan således slå fast, at det er en intellektuel overlegen position at indtage at tro på Gud snarere end det modsatte. Den første formodning, at der er en Gud, har en chance for at blive bekræftiget, men formodningen om, at der ingen Gud er, kan ikke bekræftiges.
Men hvis man vover, at påpege dette indiskutable faktum, så løber man panden mod en mur - nej, nej, der er ingen der kender sandheden. Gud er blot en myte på linie med nisser og julemanden. Det er hvad vi bliver fortalt. Hvad vi lan lære af det er, at samfundet ikke bliver regeret af godgørende kræfter. Hvilken slags samfund vil uddanne sin befolkning i noget, der er så indlysende forkert? Så hvis man kender sandheden og gerne vil delagtiggøre andre i den, er man oppe mod massiv modstand.
Krishna siger:
Hør nu fra Mig, O Prithas søn, hvorledes du ved at udføre yoga i fuld bevidsthed om Mig, med sindet fæstnet på Mig, kan kende Mig helt og fuldt uden nogen tvivl. (Bg. 7.1)
Jeg vil nu udførligt forklare denne viden for dig - både den materielle og den åndelige. Når du ved dette, er der intet mere tilbage for dig at vide. (Bg. 7. 2)