personlighedsforstyrrelse-ængstelig

er der nogen som også har denne diagnose, så kunne jeg godt tænke mig at høre lidt om, hvordan du/I klarer livet på bedste vis.
Kommer man mon nogensinde ud af denne diagnose, synes den har sat sine spor i mit liv.
Findes der selvhjælpsgrupper under diagnosen personlighedsforstyrrelse-ængstelig.
Undskyld jeg skriver under anonym, men jeg synes det er pinligt, at have denne diagnose..

- at alle spykiatriske diagnose nu om dage starter med "personlighedsforstyrrelse" - det må vel være fordi nogen har taget udgangspunkt i at en personlighed skal kunne indpasses i en skabelon - og så får jeg da lyst til at spørge HVEM F... SIGER DEN SKAL DET?
- hvis du selv skal sige det er du så mere personlighedsforstyrret end vi andre og er du reelt mere ængstelig end situationen berettiger til?
- jeg ved snart ikke, hvad det er for etiketter, vi sætter på hinanden.

Jeg må sige, at i visse situationer er jeg noget mere angst, end gennemsnittet tror jeg.

Hvis hele Danmarks befolkning skulle diagnostiseret, så ville mange sikkert også have diagnosen enkeltforbi, som jeg også har fået, for i situationer som at flyve, er højdeskræk og elevatorskræk, så det er da rigig "hyggeligt", at gå rundt med det stempel og en endnu mere "hyggeligt" er det, at jeg snart skal til en samtale med min sagsbehandler og min kontaktperson, der hvor jeg er på kursus, og skal bla. drøfte mine diagnoser og hvad jeg så skal, i de næste 6 måneder inden jeg skal påbegynde en uddannelse....
Hvor bliver det bare nedværdigende og flovt, at skal høre på en sagsbehandler og hr. karl smart til kontaktperson. Jeg frygter denne samtale, men bliver de for grove, så får de sgu det at vide... for har før oplevet, at blive behandlet uhensigtsmæssigt af sagsbehandler og andre instanser..
Ja, hvad fanden er det for etiketter, vi sætter på hinanden, men hvis ikke psykiaterne gjorde dette, var de måske arbejdsløse.....

jeg synes ikke at du skal være flov over at have fået den diagnose... det er jo en del af dig.. og du kan ikke gøre så meget ved det andet end at lære at leve med den.
Jeg har fundet dette link til dig:
http://www.netpsykiater.dk/Htmsgd/aengstelig.htm
Held og lykke

..personlighedsforstyrrelse? Jeg har det fint med min.
Synes sgu også det er en elastik-diagnose at give folk.

Der er ingen grund til at være flov eller føle sig usikker over at have denne diagnose.
Det bedste er at ernakende at det er en del af dig. Dette betyder ikke at det hele bliver nemmere. Men mange ting gør, og det er et skridt frem! Jeg har selv personlighedsforstyrelse Borderline. Og meget er blevet nemmere nu når venner og familie ved det. Det betyder osse at jeg er mere åben for hjælp... Håber det hjælper dig at vide at vi er flere der er i næsten samme båd...

Der er mennesker der går med unormalitet igennem hele livet og er sære fra de bliver født til de dør, selvom de fungere fuldstændigt glimrende i det daglige liv.
De kan diagnostiseres af en psykiatriker. Men de går ikke frivilligt hen og får den stillet.
De er uvidende hele livet igennem om at de er "unormale" til skade for andre og dem selv.
"Vi andre" vi må bare være opmærksom på om det nu ikke er unormalt at te sig sådan som de gør.
Og se at holde sig væk fra den slags mennesker der ikke vil vide det. Dem kan man ikke "bygge" videre på, før de anerkender sig selv som at være syge.
Psykiatriker er her for at hjælpe den der er syg- til at blive bedre og for at skåne normale mennesker for at blive uretmæssigt behandlet af den syge. Det er ikke et "etiketjob" Men et flot stykke arbejde fra Psykiatrikernes side.
Mange vil som sagt hellere være uvidende.
Men man kan godt selv se/vide når et menneske ikke er normalt. Uden at man behøver en etiket på det menneske fra Psykiatrikeren.
Man skal se det på denne måde at man er modig hvis man går til en Psykiatriker og at det gavner den unormales omgangskreds og sociale liv. Det skal man være stolt af.
Idag kan man bare ikke opnår en garanti for hemmeligholdelse af sin diagnose selvom at lægen har tavshedpligt. Da man idag kan hacke sig til disse oplysninger via internettet.
Det er lige pludseligt blivet en krænkning af privatlivet at få en diagnose.

privatlivet, at få stillet en diagnose og svært at leve og acceptere det..
Men i mit tilfælle er min diagnose skjult på den måde, at folk ikke kan de det på mig og jeg gør ikke skade på andre mennesker.

Det var nu ikke ment specielt på dig.
Desuden er det kun en diagnose.
Men Man skal tage det seriøst, hvis man skal være et fornuftigt menneske.
Det er en smuk ting at man kan tage imod indtryk, så er man ikke så ilde stedt.
Men man skal både spørge psykiatrikeren og sine nærmeste mennesker om man syntes at man har brug for at se en psykiatriker.
Spørge sine nærmeste hvordan denne "ting" giver sig til udtryk (i hvilke tilfælde at de nærmeste syntes at man er unormal, snak med dem. Men du ved det måske allerede og syntes at det har lagt nogle spor efter dig, skriver du.
Prøv at spørge psykiatrikeren om hvor langt oppe eller nede denne diagnose ligge i niveauet for sindssygdomme og få de forskellige niveauer remset op efter hvilke der ligger på grænserne til mere eller mindre sindsygdomme, og hvad disse sindsygdomme også hedder. For at man kan få en bedre forståelse at sin sygdom.
Du kan udskrive eller skrive dette ned og prøve at vise psykiatrikeren det hvis du ikke lige kan formulere det.
Det kan være at hun/han vil forsøge at forklare det kort og så godt hun/han kan.
Dette er desuden en god test for at se om psykiatrikeren er dygtig og ved sit gram eller ikke. Men det er selvfølgelig ikke ment som en test, eller som noget mistænkeligt.
Og tak for dit respond på mit svar til dig.

Der er lidt info på http://www.psyknet.dk/ omkring hvad jeg skrev tidligere om forståelse at sin "etikette" sygdom. Som man ikke kan komme udenom bare man besøger en psykiatriker.