Pigen, der havde ondt indeni!
Først og fremmest vil jeg sige, jeg kan godt lide at lave noget. Altså jeg elsker at spille skuespil, skrive digte, skrive historier, osv. Selvf er det ikke alt, der lykkes, men jeg syns, at denne her historie er lykkes meget godt. (:
Denne pige følte sig ensom og alene, ingen vidste, hvad der gemte sig inde i den stakkels pige. Ingen forstod hende. Hvis hun kunne, ville hun gerne fortælle dem alle, hvad der gemte sig. Men hun kunne bare ikke rigtigt. Hun ville rigtig gerne have venner, men ingen prøvede at lære hende at kende. De dømte hende ud fra ingenting og dannede sig billeder af hende, men de kendte hende ikke engang.
Hun ønskede sig ofte væk fra denne her verden. Verden var ond og modbydelig. Hun ville ønske, at nogen forstod hende, men det er der ingen, der gør. Måske var der i virkeligheden nogen, der forstod hende, men det følte hun ikke. Hun var indelukket og isoleret.
Hun blev mobbet og gjort til grin. I timerne blev der kastede ting efter hende lige fra gammelt tyggegummi til klisterbånd, der havde været i munden og formet som små kugler. Rækte hun hånden op, havde de andre så travlt med at få hende kørt ned psykisk.
Hun kom grædende hjem hver dag, alt var noget møg. Hun begyndte at skære i sig selv. Hun følte en bestemt lettelse, når hun skar i sig selv. Hun følte sig glemt og ligegyldig. Folk syntes, det var sjovt at køre hende ned psykisk. De vidste ikke, hvor ondt det gjorde på hende.
Hun havde ondt indeni, men det forstod ingen. Alle så hende som en, der konstant havde det dårligt, og det forstod ingen. Alt føltes så tomt. Hun ville bare ønske, at nogen eller noget forstod hende. Hun ønskede, at hun kunne være glad og have det godt, men det var en umulighed.
Alle omkring denne pige behandlede hende dårligt. Det kunne hun ikke holde til. Hun var gået så meget ned psykisk, at hun kun kunne græde. Hun følte, at hun havde grædt sig selv halvt ihjel.
Hun elskede sine forældre over alt på jorden, de elskede hende. En dag kunne den stakkels pige ikke længere, hun ville bare gerne gøre sit liv forbi. Hun valgte at tage sit eget liv, imens hendes forældre ikke var hjemme. Hendes forældre kom hjem, moren gik ind på datterens værelse, og hun lå bare der. Moren begyndte at skrige og faren kom løbende. De ringede efter en ambulance, men det var for sent. Hun blev begravet og forældrene fik aldrig et normalt liv igen.
Denne pige følte sig ensom og alene, ingen vidste, hvad der gemte sig inde i den stakkels pige. Ingen forstod hende. Hvis hun kunne, ville hun gerne fortælle dem alle, hvad der gemte sig. Men hun kunne bare ikke rigtigt. Hun ville rigtig gerne have venner, men ingen prøvede at lære hende at kende. De dømte hende ud fra ingenting og dannede sig billeder af hende, men de kendte hende ikke engang.
Hun ønskede sig ofte væk fra denne her verden. Verden var ond og modbydelig. Hun ville ønske, at nogen forstod hende, men det er der ingen, der gør. Måske var der i virkeligheden nogen, der forstod hende, men det følte hun ikke. Hun var indelukket og isoleret.
Hun blev mobbet og gjort til grin. I timerne blev der kastede ting efter hende lige fra gammelt tyggegummi til klisterbånd, der havde været i munden og formet som små kugler. Rækte hun hånden op, havde de andre så travlt med at få hende kørt ned psykisk.
Hun kom grædende hjem hver dag, alt var noget møg. Hun begyndte at skære i sig selv. Hun følte en bestemt lettelse, når hun skar i sig selv. Hun følte sig glemt og ligegyldig. Folk syntes, det var sjovt at køre hende ned psykisk. De vidste ikke, hvor ondt det gjorde på hende.
Hun havde ondt indeni, men det forstod ingen. Alle så hende som en, der konstant havde det dårligt, og det forstod ingen. Alt føltes så tomt. Hun ville bare ønske, at nogen eller noget forstod hende. Hun ønskede, at hun kunne være glad og have det godt, men det var en umulighed.
Alle omkring denne pige behandlede hende dårligt. Det kunne hun ikke holde til. Hun var gået så meget ned psykisk, at hun kun kunne græde. Hun følte, at hun havde grædt sig selv halvt ihjel.
Hun elskede sine forældre over alt på jorden, de elskede hende. En dag kunne den stakkels pige ikke længere, hun ville bare gerne gøre sit liv forbi. Hun valgte at tage sit eget liv, imens hendes forældre ikke var hjemme. Hendes forældre kom hjem, moren gik ind på datterens værelse, og hun lå bare der. Moren begyndte at skrige og faren kom løbende. De ringede efter en ambulance, men det var for sent. Hun blev begravet og forældrene fik aldrig et normalt liv igen.