Porten til ensomhed blev åbnet af naboen
Jeg har levet lykkeligt i cølibat i to år. Jeg har været tilfreds og afklaret. Jeg bor med mine to børn.
For ca et år siden flytter jeg, og jeg møder min nuværende nabo.
Han flirter stødt med mig i det år som er gået. Han er ikke til at tage fejl af, men han tager aldrig skridet fuldt ud.
Jeg tænker at han mangler et blidt skub i den rigtige retning. Han er en del ældre end jeg, og jeg føler mig efterhånden mør. Jeg føler mig forelsket i ham.
Dette fortæller jeg ham og vi har en fantastisk uge sammen. Han overnatter og siger at han er forelsket i mig. Jeg gengælder hans følelser.
Jeg er faktisk så lun på ham, at jeg har svært ved at tænke på andet. Jeg svæver rundt og tænker at det er dejligt at droppe cølibaten.
Jeg er ham fuldstændig hengiven.
Jeg tænker på fremtiden.
Jeg bekymrer mig slet ikke over aldersforskellen.
Pludselig vender han på en tallerken.
Det ene øjeblik elsker han mig - det næste vil han ikke være sammen med mig.
Han siger konstant at det ikke er mig...
Jeg har lagt mærke til, at hvis jeg spiller kold, så kommer han rendende og hvis jeg tilbyder mig selv på et sølvfad, smækker han døren i.
Jeg har nu gjort op med mig selv, at han ikke skal have lov til at trække mig rundt i manegen længere, MEN han har jo åbnet døren til ensomhed for mig.
Jeg er ikke længere lykkelig i min cølibat.
Jeg er faktisk pisse sur over at han tillader sig at vække mig til "live" igen og så bare skride.
Jeg kunne godt have undværet denne oplevelse.
Det gør bare ondt og det gør mere ondt at bo så tæt.
Jeg forstår bare ikke hvorfor han har forsøgt at score mig et år uden grund...
Nogen som har en logisk forklaring?
For ca et år siden flytter jeg, og jeg møder min nuværende nabo.
Han flirter stødt med mig i det år som er gået. Han er ikke til at tage fejl af, men han tager aldrig skridet fuldt ud.
Jeg tænker at han mangler et blidt skub i den rigtige retning. Han er en del ældre end jeg, og jeg føler mig efterhånden mør. Jeg føler mig forelsket i ham.
Dette fortæller jeg ham og vi har en fantastisk uge sammen. Han overnatter og siger at han er forelsket i mig. Jeg gengælder hans følelser.
Jeg er faktisk så lun på ham, at jeg har svært ved at tænke på andet. Jeg svæver rundt og tænker at det er dejligt at droppe cølibaten.
Jeg er ham fuldstændig hengiven.
Jeg tænker på fremtiden.
Jeg bekymrer mig slet ikke over aldersforskellen.
Pludselig vender han på en tallerken.
Det ene øjeblik elsker han mig - det næste vil han ikke være sammen med mig.
Han siger konstant at det ikke er mig...
Jeg har lagt mærke til, at hvis jeg spiller kold, så kommer han rendende og hvis jeg tilbyder mig selv på et sølvfad, smækker han døren i.
Jeg har nu gjort op med mig selv, at han ikke skal have lov til at trække mig rundt i manegen længere, MEN han har jo åbnet døren til ensomhed for mig.
Jeg er ikke længere lykkelig i min cølibat.
Jeg er faktisk pisse sur over at han tillader sig at vække mig til "live" igen og så bare skride.
Jeg kunne godt have undværet denne oplevelse.
Det gør bare ondt og det gør mere ondt at bo så tæt.
Jeg forstår bare ikke hvorfor han har forsøgt at score mig et år uden grund...
Nogen som har en logisk forklaring?