Psykisk press! HJÆLP

Hej Christina.
Jeg har mit livs største nedtur, det har stået på den sidste måned, men startede allerede for 3 4 måneder siden.
Sagen er den jeg har været udsendt som soldat flere gange og min kæreste har altid været der og hjulpet mig gennem alt. Vi har været sammen i snart 5 år. Og hver gang jeg er kommet hjem har alt været godt måske 1 måned men derefter begynder jeg langsomt falde hen og være kold og kûhnisk, ligeglad med alt og gider ikke noget. det har generet hende flere gange og sagt at jeg måske skulle søge hjælp, jeg har ikke selv fået mig til dette da jeg ikke trode det var så slemt. Dette er også noget vi har diskuteret meget!
De sidste par måneder har problemerne for alvor blevet større. Det startede vel med nogle "flere" nederlag jeg har haft, hvor jeg for alvor begyndte at være ligeglad og drikke ufatteligt meget, jeg har skældt min kæreste ud flere gange selv om hun ville prøve at hjælpe mig og skubbe hende væk.
jeg har ikke kunne trøste hende når hun har haft brug for det og hun har ikke kunne finde ro eller tilpas herhjemme hos mig, derfor har hun fundet en anden som hun siger hun elsker, alt dette har sat mig i et dilema hvor alle mine føleser og liv er gået amok, jeg har fået konstateret posttramatisk stress og depression, hvilket har fået mig til at sige alt for at få hende tilbage. Jeg har grædt og grædt hver dag de sidste par uger. følesen af blive "gidet og elsket" af sin elskede kæreste er den værste følese. Når hun er hos mig spørger jeg altid om det er ham hun skriver med når hun skriver smsèr, hun bliver ved og nu siger hun de bare skal være venner osv. Men jeg kan ikke fordrage det, min krop brænder, min brystkasse svir, tør i munden konstant og hovedpinen giver mig rysteture og tåre. Så snart hun hæver stemmen falder jeg sammen og græder. Hun er ikke glad overhovedet når hun er hos mig fordi jeg har det sådan og mistror alt og mistænker det værste, jeg sætter fælder op og prøver hele tiden at fange hende i en løgn. Det eneste hun tænker på at at komme væk og over til ham for at ha det sjovt, jeg tror kun hun er hos mig, fordi jeg har tvunget hende til det af tillid og hjælp indtil jeg får det bedre.
Hvad skal jeg gøre og hvordan skal jeg takle denne situration, vil kun hende det bedste også selv om hun vælger ham!😕Hun friede også til mig, men igen dette føler jeg også bare for at få min tillid så hun kan få lidt længere tråde og frit spil. Hun lover mig også gang på gang at hun vil gøre det forbi med ham, men alligevel bliver hun ved med at flirte med ham, og ham endnu være, som om hun bare har brug for at blive accepteret. Føler jeg bliver holdt for nar hele tiden.
Starter behandling af posttrametisk stress i morgen, med piller og snak med psykolog, jeg spiser og sover ikke meget. Hvordan skal jeg tackle denne situration?? :(
Den ulykkelige

skulle ikke ha stået hej christina :/

Det gør ikke noget at din ex hedder Christina ;)
Jeg tror det du oplever er det som mange soldater gør efter at have været udsendt: PTSD.
Andre kan også opleve det. Der er ingen nem "kur" i form af en pille eller noget. Du skal måske forberede dig på at skulle æde lykkepiller.
Og vær så glad for pigen der. Hun vil dig nok ikke noget ondt, hun forstår nok bare ikke hvad man tumler op i hovedet med når man har været i krig.
Der er ingen let løsning på PTSD (post-traumatisk stress-syndrom)... Men fedt at du går til psykolog (hvem der dog havde råd til det, så skulle jeg en tur med... ;)))

Fordi jeg ville skrive til sådan en brevkasse som hed christina, men kunne ikke finde ud af at oprætte en bruger.
Har det bare skidt med alt der er sket, og føler dog stadig hun kun er hos mig af medlidenhed, igen fordi jeg frygter kun det værste hele tiden og ikke kan finde ro. min selvtillid er i bund, vi diskutere bare konstant så ingen af os nyder at være sammen mens alt dette står på. jeg tænker kun på om hun virkelig elsker mig eller om hun bare bliver hos mig fordi jeg sagde nytårs aften jeg ville hoppe i havnen hvis hun ikke kom hjem og blev min.. :(

Det er præcist sådanne tanker du skal snakke med psykologen om. Hun er der ikke af medlidenhed. Hvorfor skulle hun være det hvis det ikke var fordi hun ELSKEDE dig?
Jeg har selv været "udsendt" - dog ikke som soldat, men som sommerhus-rengørings-mand, men det var langt fra hvor jeg normalt bor så jeg var væk fra min familie i 14 dage. Jeg havde "fået lov" til at bo i et hus, og egenligt også lov til at tage både min datter og min exkone med, men det passede ikke liiiiige i deres planer så jeg var helt alene.
Og ja jeg var et andet menneske da jeg så endelig kom hjem igen. Det er sgu svært at beskrive, men jeg kan forestille mig at der sker det samme hvis man fx er 3 mdr i Afghanistan i Camp Bastion ;/

Hejsa
Først og fremmest FEDT du har søgt hjælp hos en psykolog - det var det eneste rigtige skridt at tage. Og sørg nu for ikke at ligge fingre i mellem når du er til konsultationerne, og slå virkelig fast, at du har det af helvede til..Lad værre med, som vi mænd har det med at spille supermand, men smid alle kortene på bordet..
Jeg har ikke selv været udsendt, så kan naturligvis ikke sætte mig ind i det du har været i gennem dernede - til gengæld har jeg været i gennem mange af de følelser du sidder med nu i fht. din kæreste.
Jalousi, følelsen af ikke at være elsket osv. osv. - og det er vi mænd bare mega-dårlige til at håndtere..Modsat kvinder som ikke har noget imod at snakke i timevis med deres veninder når der er knas i forholdet. Så de er langt bedre til at komme igennem sådanne situationer end vi mænd..
Men hvis du har mulighed for det så snak med en god kammerat om det - byrden er ikke helt så tung hvis du læsser lidt af til andre som gider lytte til dig..(MEN det skal ikke være din kæreste naturligvis.)
Jeg synes faktisk et godt råd til dig ville være, at tage lidt afstand til hende nu, og måske tage en pause, for det lyder det til, at jeres forhold måske trænger til..
Lige nu driver du, forståeligt nok, 'rovdrift' på hende, hvis du forstår hvad jeg mener..Du mener hun KUN skal være der for dig og ingen anden, og du bliver jaloux hvis hun agerer anderledes..
Og det forstår jeg 100 % - når man er allerlængst nede har man bare behov for, at der er en som er der helt og holdent for én, specielt ens kæreste.
Dog lyder det på mig, som om hun ikke magter situationen som den er nu, og det er derfor jeg synes du skal se om du kunne støtte dig til en/eller nogle andre lige nu, for ellers er jeg desværre bange for det ender med, at hun går fra dig..Har du familie, gode venner så hæng i højere grad ud med dem, selv om det er svært. MEN det er nødvendigt.
For prøv også at se det fra hendes side - hun forsøger at støtte dig, men bliver mødt med mistro og mistænkliggørelse, og tro mig det finder kvinder sig ikke i..Taler af erfaring 🙂
Dog synes jeg så heller ikke hun viser specielt stor situationsfornemmelse, når hun ses med en anden fyr/ven lige pt., når hun ved hvordan du har det, selv om der garanteret ikke er noget i det..Men stadigvæk - let it slide!:)
Men synes virkelig du skal forsøge på den ene eller anden måde at give hende (OG DIG SELV) plads, og så kan I tage forholdet op igen når du har fået det bedre, for lige nu risikerer du i højere grad at smide det hele på gulvet, hvis det fortsætter i samme spor.
Noget som jeg brugte meget, mens jeg havde personlige problemer var, at jeg forsøgte at få italesat mine følelser, ganske enkelt ved at skrive dem ned på computeren eller i hånden..Så får du helt automatisk afsat en masse af de negative følelser du måtte brænde inde med..På fuldstændigt samme måde som når du taler med din psykolog..
Hvis du har yderligere behov for at skrive - kan du snilt få min mail..No problem.
Under alle omstændigheder skal du nok komme op på hesten igen, det kræver bare tid, og hårdt arbejde, men du skal nok nå dertil..!!