Pårørende til alkoholikker

Jeg skriver dette indlæg, det er nok mere for at få luft
Jeg er datter af en alkoholikker kom på børnehjem da jeg var 13 år. Nu hvor jeg selv har børn og min datter komme ned hos sin mormor, ja så er der mange tanker som flyver igennem en,og lige præcics idag, hvor jeg hentede hende hjem da hun havde drukket hele dagen sammen med "hendes såkaldt venner" Det ville jeg simpelthen ikke byde min datter,det er første gang jeg har hentede hende når hun var fuld. Det var meget hårdt men alligevel en befridelse, men måtte fortælle min datter hvorfor jeg hentede hende hjem og hvad jeg har oplevet som barn det var rigtigt hårdt at få ribbet op i alt det.
Er der nogen som har haft det som mig
Jane

Jeg har selv en alkoholisk mor, så jeg ved hvordan du har det... min mor har drukket så længe som jeg kan huske, hvilket også var skyld i at min far forlod hende da jeg var 4.... det var meget svært for mig, for jeg turde ikke invitere mine venner mes hjem, jeg mener, hvad nu hvis min mor var fuld????
da jeg var 14 flyttese min storebror for sig selv, og mine 2 mindre søskende og jeg kom på insritution... det er utrolig hårdt for min søster som kun var 6 dengang, men det har heldigvis ikke skadet hend hverken psykisk eller fysisk, og den dag i dag (hun er 11 nu) bor hun hos cores moster... mine brødre nægter at have kontakt med hende mere, og jeg nærmer mig også det punkt hvor jeg ikke gider mere, jeg har givet hende så mange chancer at der ikke er flere at give ag, men det er hårdt, for hun er jo trods alt min mor, hende der har givet mig liv.... men min kontakt med hende er meget lille efter hun begyndte at give os børn skylden for hendes drikken, jeg mener, hvordan kan det være vores skyld??? Jeg har altid svoret at jeg aldrig vil blive som min mor, da det ødelægger alt for mange liv.... men hvis du skulle få lyst til at snakke, så skriv endelig, for selv om jeg kun er 19 kender jeg desværre alt for godt til dit problem...

Ja jeg ved at jeg har svært ved at løs rive mig fra hende, men føler et stort ansvar over for hende, selvom jeg godt ved at der ikke er noget at gøre, jeg ved bare at jeg ikke kan mere, bare det at hun sidder og drikke og fortæller min datter at hum ikke skal lægge hende i seng og hun ikke er fuld hvad fanden er det for noget at sige til en pige på 9 år Det har jeg først fået at vide lang tid efter at jeg hentetde hende hjem jeg blev så gal at jeg kunne ja jeg ved ikke hvad, det er bare synd at det kommer til at gå ud over min datter som ellers er glad for at komme ned til hende, men som min kæreste og jeg har fortalt hende så kommer hun det ikke mere, det vil jeg ikke risikere tænk nu hvis hun kom til skade og ikke kunne få den hjælp som hun har brug for.
Må jeg maile på din mail
Mange hilsner fra Jane

Jeg giver dig ret, det er ikke noget at fortælle en 9 årig pige... Min mor har rent faktisk prøvet på at hælde alkohol i min 11 årige søster, det gør man fandeme heller ikke.... min mor nærmer sig det stadie hvor hun bare er død for mig, for ærligt talt orker jeg det ikke mere...
Du må mrgrt grtnr skrive til min mail..

Har været i dine sko.
Læste bogen "Voksne børn af alkoholikere", og det blev vendepunktet i mit liv.
Læs den, læs den og vid at du ikke er alene.
Når du har færdiglæst bogen, så kan du fortsætte med Al Anon møder. Disse møder er også for "Voksne børn...", og kan være en fantastisk hjælp for dig.
Du er IKKE alene om at ha elendige forældre... og for guds skyld, hold din datter LANGT væk fra voksne alkoholikere
Stort knus og held og lykke

Jeg vil bare sige tak så vil jeg gå ned og låne bogen og læse den,men det med a a møderne syndes jeg er flovt selv om man kun er pårørende til det, jeg syndes bare det er så svært, det er jo nol bare at hive sig selv op og komme afstd. JEG HAR fortalt min datter at hun ikke kommer ned til sin mormor mere hun blev jo selvfølgelig meget ked af det men har også forklaret hende hvorfor.
Hilsen Jane

hej igen.
Da min store pige skulle have at vide hvorfor hun ikke mere kunne se sin mormor, valgte jeg at sige at hendes mormor var syg. Jeg fortalte min datter om alkoholisme og forsøgte så nænsomt som muligt at forklarer hvad dette betyder. Jeg sagde også til min lille datter, at hendes mormors drikkeri absolut intet havde at gøre med os og at det under ingen omstændigheder var vores skyld. Min lille pige var på din piges alder da bruddet med hendes mormor skete. Min datter forstod. Hun spurgte i tiden derefter meget til sin mormor og hver gang satte vi os ned og fik en snak. På trods af afsky til min mor, lod jeg aldrig min datter føle hadet. Jeg tog hende til psykolog for at være sikker på at jeg gjorde det rigtige og for at sikre mig at hun var okay. Idag, 2 år senere, er min nu store pige helt ligeglad og hun er kommet overens med at hun sikkert aldrig ser sin mormor igen.
Mht til møderne jeg rådede dig til, så er det ikke særlig morsomt at skulle vende vrangen ud på sig selv, foran mennesker man ikke kender. Mit første møde var et chok, fordi 13 ukendte mennesker omkring mig, fortalte deres historie hudløst ærligt, og fordi deres historie var så meget lig min egen. Jeg gik fra det første møde, tudefærdig og rystet, men med en ny og spirende tro på at her var mennesker som kunne forstå min situation.
Jeg tog afsted igen til endnu et møde, og jeg lover dig, jeg talte mig hæs. Det væltede ud af min mund og ikke et sekund var der nogen der afbrød mig. De lod mig tale og græde.
Jeg ville aldrig have været foruden de mange møder som fulgte og jeg var aldrig kommet så langt uden disse mennesker, som havde tid og ro til at lytte til min historie.
Tag din bedste veninde med, så hun kan bakke op om dig, og støtte dig, men du skal vide at INGEN ved disse møder vil dig ondt og du skal vide at alle personer har indbyrdes aftale om tavshedspligt.
Jeg er idag, takket være bogen, psykolog og Al Anon-møderne, et helt menneske...
De største knus fra mig. Jeg ved du kan

Ja jeg vil godt tro at det er hårdt, det er nok også det der holder mig lidt væk fra det, har godt nok tænkt på det lægne men ikke taget mig sammen, det kunne jo også være at jeg ville få et bedre liv hvis der blev åbnet op for det. Jeg må indrømme at jeg er så gal i disse dage her, og det går jo ud over min kære familie og det er jo det, det ikke skal, bare det at jeg ser hendes nummer på min telefon er jeg ved at eksplodere men tager den alligevel og kommer med undskyldninger for ikke at have tid til at tale med hende,jeg har det ikke godt med det men kan bare ikke holde ud at høre hendes stemme i denne tid efter i lørdags.
jeg ved godt at jeg ikke kan klare dette her alene og ved også inderst inde at jeg skal møde op på de møder men som jeg var inde på før er jeg bange for at åbne mig helt op, og bange for min reaktion bagefter, idet jeg er et meget følsomt menneske som kan sidde og græde over at nogen giver hinanden et knus i en film.
Men det skal jo komme på et tidspunkt hvor man simpelthen er nød til at sige stop, for at få et liv selv.
Mange knuzz Jane

Hvor ville jeg ønske at jeg kunne gi dig et stort stort kram.
Jeg ved det tager lang tid at bryde med sin mor. De tog mig 10 år... Jeg håbede og troede på bod og bedring, men hun valgte flasken frem for os.
Hun er ikke dit ansvar, du hælder ikke spiritus i halsen på hende, du er ikke den som har svigtet.
Jeg lukkede fuldstændig af for min mor og fik hemmeligt tlf.nr. Så var det ringeri slut!, og jeg behøvede ikke blive hys når telefonen ringede. Sendte hun post så som fødselsdagskort, så sendte jeg dem retur uåbnet. Jeg gav slip, fralagde mig ethvert ansvar omkring hendes person og hvilken lettelse.
Først må du selvfølgelig finde ud af om det i virkeligheden er et brud du ønsker, eller om det kun er lige nu hvor du er rasende.

Gå til din læge og be om gratis psykolog-hjælp. Få løsnet op, for jeg lover dig, min pige, at søger du ikke hjælp, så vender problemerne tilbage igen og igen og igen.
Kæmpe knus

Jeg er selv en datter af en alkoholiker, min far. Han er nu ædru og har været det et halvt år. Det er jeg emeget taknemmelig for idag, for min barndom har som din ikke været alt for ligetil. Svigt på svigt, løgne på løgne...
Jeg ved hvordan du har det, specielt når du nu selv har fået barn og finder ud af at din fulde mor har passet hende.
Selvom du (og sikkert mange andre børn af alkoholikere) synes I har det meget godt og I kan passe jeres dagligdag, og selvom I ved med 100% sikkerhed at I aldrig selv ville blive alkoholikere, så skal I alligevel have hjælp.
Jeg går selv i en selvhjælpsgruppe, som hedder Al Anon. De findes overalt i landet og er åbne for jer. I Al Anon familiegrupperne sidder mennesker som jer selv, hustruer, ægtemænd, voksne børn, mødre, fødre osv.
Når man lever i en familie med en alkoholiker handler hele tilværelsen om ham eller hende. Det er alkoholikeren som er i centrum også selv om vi ikke ønsker det, men alle familiemedlemmers tanker kører rundt om vedkommende. Er hun ædru? hvor fuld er hun? Hvad har hun nu lavet? Osv osv. Der er specielle ting som minder os om vores alkoholiker hele tiden. Ved mig var det...ja :-) ølreklamer, fischermans friend (min far spiste dem altid så vi "ikke" kunne lugte alkoholen), bilen som slingre når jeg kører med en anden, snorken, flaskeklirren, alt muligt. I kan sikkert finde på flere.
Når man har levet i så mange år som vi har med en alkoholiker kan det ikke undgås at det går ud over en selv. Faktisk mener jeg at pårørende til en alkoholiker er mere syg end alkoholikeren selv er. Man får en helt bestemt adfærd, vi kalder det med-alkoholiker. Jeg har i årevis holdt hånden over min far ved fx ikke at tage venner med hjem, ryddet op, så der så pænt ud i vores hjem, sørget for at jeg selv så pæn ud, løjet om hvor han var, fortiet at han drak. Og der er meget mere.
Denne adfærd kan jeg stadig ikke slippe selvom han ikke drikker mere. Jeg skal fx vide hvor min kæreste er, hvad kl. han kommer hjem, fortælle ham hvilket tøj han skal have på og her er der også flere eksempler og dette på trods af at min kæreste IKKE er alkoholiker.
Jeg erkender at jeg er syg, jeg er med-alkoholiker, men jegved også at jeg kan gøre noget ved det ved at arbejde med mig selv.
Det er som du selv siger hårdt at rippe op i gamle ting, som man troede man havde glemt, måske endda noget af det hårdeste jeg har været igennem, men det har hjulpet mig meget allerede. Jeg er ved at få et bedre selvværd, tør sige nej til folk, kan oftere og oftere styre min kontrol overfor min kæreste, langsomt går det fremad, men jeg er sikker på jeg får et meget bedre liv.
Jeg håber dette var en lille bitte hjælp til nogle af de mange pårørende til alkoholikere som findes ude i landet.
Der findes masser af bøger om alkoholisme. En god til specielt os (voksne) børn af alkoholikere er bogen: Børn af alkoholikere...
På nettet kan man finde den nærmeste familiegruppe. Der findes også specielle teenagerupper.
Med venlig hilsen og held og lykke
Christina

hej Jane jeg kan godt sætte mig ind i det du har været igennem, mine forældre har været alkoholiker siden jeg var 3 år, hele mit liv har jeg været angst for det, og da jeg fyldte 14 blev de endelig skilt og jeg boede hos min mor, men det gik ikke så jeg blev tvangsfjernet på børnehjem i jægerspris, og så kom jeg videre til noget andet for ca 8 måneder siden og idag er jeg 17 år.. Min mor er holdt op med at drikke nu, hun har ikke drukket i 3 måneder og jeg er så stolt af hende, hun forstår mange flere ting og er sødere at være sammen med, jeg skrev et brev til min far ang hans misbrug, og han blev sur og sagde han ikke drak, jeg sagde at jeg havde det dårligt med han altid skulle drikke når vi kørte på tanken for at hans kone ikke ville kunne opdage det, og han blev sur og knalede røret på, jeg har nu beslutet mig for jeg ikke vil se ham mere, jeg har selv haft et misbrug af hash, og jeg blev syg af det, og jeg er ved at komme ud af den angst jeg fik af det hash, så jeg vælger at jeg ikke vil se ham mere nu, han må ringe når han er ædru alkoholiker.. så jeg forstår dig rigtig godt, det er så pisse svært, ang det med din datter så var det det rigtige at hente hende, nu er jeg jo kun 17 år, men jeg hverken ryger hash eller drikker idag, og jeg tager da til fest en gang imellem, men ingen alkohol eller hash til mig, jeg vil leve et godt liv, jeg føler også jeg har det g'en fra mine forældre at drikker jeg en øl, så bliver jeg ved til jeg vældter..
Mange Hilsner Kristina

Jeg sidder selv lige nu, og har haft en konfrontation med min fulde mor. hun er kontrolerende, og vil ikke lade mig være i fred. Jeg er 19 år og bor ikke hjemme mere, men derfor går det stadig lige ondt når min mor drikker. Jeg er selv blevet ude af stand til at tage vare på mig selv efterhånden. jeg har været indlagt 2 gange for selvmordsforsøg. ikke fordi jeg ville dø, bare for at blive hørt, og for at få hjælp. Det er først nu jeg er begyndt at komme til psykolog. Det hjælper meget, men hold da op hvor er det svært, det er trods alt hele livet der pludselig skal tages op igen. Jeg håber at der snart blir sat mere fokus på dette emne, og at der specielt kommer nogle tilbud til unge og voksne, for det er som regel først når man bliver ældre, at det pludselig tager ekstremt hårdt på os.
Med venlig hilsen Lea fra Randers

Sidder og græder. Jeg er mor til en dejlig dreng der ikke kan se sin morfar fordi han drikker hele tiden. Han har en million undskyldninger for ikke at stoppe. Hans venner beder mig om hjælp nu da han er ved at slå sig selv ihjel.. Men hvad kan JEG gøre. Har bedt ham pænt og råbt ad ham. Jeg bor for tiden på en familieinstitution da kommunen mener jeg er uegnet som mor og slås dagligt med stedet. Jeg kæmper for første gang i mit 27 årige lange liv MIN kamp. Følger MIN vej og nu føler jeg at jeg også må kæmpe min fars kamp. Jeg mistede min mor for 2 år siden og ved ikke hvordan jeg skal komme igennem at miste min elskede far også. Men hvordan stopper man en der ikke vil stoppe?? Jeg er SÅ bange for det er ved at være for sent

hej Christina .
Jeg er 14 år gammel. jeg hedder lærke som det ses i overskriften og jeg skriver vel det her indlæg for at få luft❓
min mor er stærkt alkoholiseret, og har drukket lige så langt tilbage jeg kan huske. faktisk har hun drukket i ca 18 år , og det værste er at hun ikke vil hjælpes.
hver dag fylder hun mig med had, sorg, svigt, og skuffelse.
Jeg har for længst opgivet at hjælpe hende ... svigt og løgne har resulteret i at jeg tager på efterskole her d. 19 august (og jeg glæder mig).
men jeg frygter inde i mig selv at hun synger på det sidste vers, at hun sakker mod enden, at hun måske dør mens jeg er på efterskolen.
jeg ved at det aldrig har eller vil være min skyld men ... hun er jo min mor og det gør ondt helt inde i hjertet at hun ikke vil modtage den hjælp hun så desperat behøver.. ! det er mildt sagt skide frustrerende.
Jeg ville bare høre om der er nogen der kan relatere ?

Det vil jeg gerne svare på, jeg har selv en meget barsk oplevelse med i min rygsæk, og når mine tanker rammer den oplevelse, føler jeg kun svigt - ikke kun svigt fra min far, der var misbrugeren, men også fra min mor og alle dem, der var i og omkring min familie.. jegskulle på weekend hos min far, min lille søs var med, husker, der var ingen lys, ingen varme og ingen mad i huset.. Min far gik ud for at handle, men han glemte at komme tilbage.. Da min søs og jeg havde kravlet sammen i næsten et døgn, bankede jeg på hos naboen og spurte om hun ville give os noget at spise og fortalte hende, at vore far var gået... Nabo konen ringede til politiet og de kom og fjernet os og kørte os hjem til mor. Far vi tilkendt overvåget samvær med os .. ikk noget han benyttede sig af... Nu sidder jeg med 1 pap datter på knap 17 år, hendes far er alkoholikker og så langt ude nu, at han drikker på antabus.. sidste jul forsøgte han at kvæle mig, han truede både hans egen datter, men også min søn på livet- - De sidste dage har han lagt i druk, men det afholder han ikke fra a generer mig, komme med trusler og føle sig misforstået.. i dag har jeg det som om, jeg har oplevet det hele en eller 10 gange før... Det er håbløs og der burde være en lovgivning, der giver ret til tvangsindlæggelse og tvangsbehandling af alkoholikker - det er ikke kun dem selv de ødelægger, men alle de kommer i kontakt med!!

Hej Jane.
Kender godt hvordan du har det. Mine forældre har været alkoholikere i 30 år nu. Og vil under ingen omstændigheder indse at de har et problem. Mine børn er aldrig blevet passet af deres bedsteforældre, da jeg ikke ønskede/ønsker at de skal se dem fulde, og desuden er jeg rædselsslagen for, at de i deres fuldskab fysisk sårer mine børn, da det er det de gør ved hinanden. Det er hårdt ar være pårørende til alkoholikere. Lige nu ser jeg "Ultimatum" som må siges at være rene "solstrålehistorier", som desværre ikke forekommer alt for mange gange i det virkelige liv. Jeg har i dag fuldstændig afskåret forbindelsen til mine forældre, fordi de brugte min døende nevø til at tage sig en ordentlig druktur og syntes at det da var helt okay, da det jo er traumatisk at deres dejlige lille barnebarn måske ikke ville overleve. De har endnu ikke set drengen (han er nu 2 måneder og overlever), men mener at det er min søster og jeg der er hysteriske og hykleriske. Vi får jo også et glas vin i ny og næ ved særlige lejligheder.
Jeg har også en lillebror som lige er blevet 18. Han er psykisk handicappet på grund af min mors misbrug af benzodiazepiner under graviditeten, men det var i hvertfald ikke hende der gjorde noget forkert. Nej det var lægerne under fødslen. Men jeg var tilstede og alt var som det skulle være. Han har skader foreneligt med benzodiazepinskader på fostre, og de har virkelig krammet på ham, fordi myndighederne ikke ville fjerne ham, da han var lille, trods massivt alkoholforbrug og talrige anmeldelser.
Begge mine børn og min søsters børn ved, hvorfor de ikke ser deres bedsteforældre mere, og de ønsker det heller ikke, da de synes, det er ubehageligt, når de bliver så fulde, at de hverken kan sige buh eller bæh, eller bare dække deres basale behov.
Vi må nok leve med, at sådan er det - med mindre vi bruger formuer på pårørendehjælp - hvis vi ønsker det. For ønsker vi virkelig at bruge flere af vore kræfter på at få dem ud af misbruget, eller vil vi gerne bruge dem på os selv, vores kernefamilie og venner?!
Os som har haft problemet inde på livet siden vi var børn, er nok ved at være trætte, og synes ikke længere der er mulighed for at hjælpe vore forældre ud af misbruget. Eller er der mulighed? Jeg tror det er det spørgsmål du skal stille dig selv. Kan jeg få min mor ud af misbruget? Ønsker hun det? Hvad vil jeg gerne give min datter?