retspsykiatriske patienter

Hvor længe skal dette mareridt fortsætte ?? Er den uheldige nabo til en paranoid skizofren, der gang på gang stjæler, sælger narko, truer og skræmmer alt omkring sig,og alligevel er de danske afdelinger så overbelagt så der ikke er råd til at beholde ham.. det er meget trist og ulykkeligt for alle

Det er da uheldigt, både for dem der oplever et menneske med en markant psykisk lidelse, som måske overskrider ens grænser på flere punkter og for den psykisk syge selv.
Jeg tror nu ikke specielt at det er løsningen at have markant flere pladser på de psykiatriske hospitaler, men at det mest hensigtsmæssige vil være at skabe flere væresteder, bosteder/fællesskaber som rummer nogle af de muligheder der skal til for at rumme de mennesker med psykiske lidelser, som idag ryger ud og ind af et upersonligt og klinisk hospital, hvor den eneste hjælp næsten er kemisk medicin, fiksering og elektrochock. Der er dog mulighed for en samtale en gang om ugen, hvis psykiateren har tid.
Næh problemet er at der er for lidt bosteder for psykisk syge mennesker, hvor de kan få en stabil hverdag med den støtte og stabilitet, de har brug for, istedet for at optage alt for mange pladser på de psykiatriske hospitaler, som svingdørspatienter. De bliver for det første fastholdt i patientrollen og derudover bliver behandlet med symtommetoder, som kun hjælper på meget kort sigt.
Vi er slet ikke nået langt nok i vores udvikling på det psykiatiske område, hvor vi er i stand til at give de mennesker med lidelser, de muligheder for fremtidshjælp, som gør at de lidelsesfulde igen finder et håb på bedring i livet og faktisk kan lære at leve med deres psykiske lidelse, via erkendelsesarbejde og alternative behandlingsformer.
Den paranoid skizofrene der stjæler og gør andre uheldige ting for at "overleve", er en stakkel, som i den grad har brug for hjælp til en værdig tilværelse, med eller uden misbrug.
Godt du bringer området op, da jeg også tror der sker rigtig meget på det område, specielt indenfor det socialpsykiatriske område, som desværre ikke får den plads endnu, som de sagtens kan kreditere for at udfylde.
Knus.

Tusind tak for en god og medmenneskelig vinkel på den sag.
Jeg vil lige tilføje, at være paranoid skizofren er ikke nogen dans på roser, og i sagens natur et absolut mareridt for den person, der oplever det.
Og det er der egentlig RIGTIG mange der gør...og kun en lille del, der er til gene for naboerne. Hovedindlægsfofatteren taler om det, som om det er generelt, at så snart man fejler dette, så ER man bare til gene for samfundet og bør spærres inde på en psykiatrisk afdeling. (Hvis jeg har misforstået vil jeg sætte pris på at blive korrigeret)
"Fed behandling" for noget rædselsfuldt at samfundet kun kan diske op med noget, der til forveksling kunne minde om en straf! Hvordan tilpasser man sig til en normal tilværelse ud fra sådanne betingelser?
Der er ALT for lidt fokus på de psykisk syges menneskelige vilkår!

ganske forfærdelig sygdom, som aldrig kan kureres, men de kan dog få et tålelig tilværelse.
Min voksne søn er indlagt på en lukket afd.
Jeg måtte selv henvende mig til distrikpsykiatrien for at få ham indlagt, det er meget hårdt.
Nu har han været indlagt 1mdr. og på den måned, har han været bæltefikseret 5 gange i ca fire dage hver gang, det er en umenskelig behandling.
Han har store blå mærker på fødder og arme, af at være i bælte, men samtiddig var han også meget psykotisk, så jeg ved ikke hvad man skal gøre istedet.
Der var en overlæge, som for et par år siden, sagde, at hvis der kom mange flere personale ind på psykiatrisk hospitaler, kunne de undgå at fiksere patienterne.
Samtidig beundre jeg personalet på P hospitalerne, for de må virkelig står for meget, så jeg er glad for, at der findes sådanne hospitaler, men jeg kan ikke gå ind for så længe bæltefiksering.
Hilsen fra en ulykkelig pårørende.

Det er på tide, der snart ryddes op i Borgens folk!

socialdemokraterne i 90erne, lukkede mange sengepladser, for de menta, det var bedre med distriktcenter, men det er det altså ikke.
Og desværre vil vores regering sparre endnu flere pladser, så det er ligemeget hvem der sidder på taburetten, så sparer de hvor de kan.
Min søn er hverken på stoffer eller dranker, han er blevet syg af sorg desværre (noget med hans børn).
Men han er nok denne gang selvforskyldt, for han har haft det så godt, og så tror han ikke, at han behøver sin medicin, sådan tror jeg det er gået, men nu i dag tror jeg på fremgang.