Rigtige mennesker?

Det optager medierne meget for tiden at fokusere på den brede del af befolkningen, der hverken figurerer på forsiden af modebladene eller ville kunne komme på tale dertil. Skønhedsidealet er på dagsordenen, og det får én over nakken. For de fedladne budbringere vil nemlig have sandheden frem: ”Sådan er der jo ingen rigtige mennesker, der ser ud, og hvem ønsker i øvrigt at ligne sådan en afpillet model, der med garanti både er ubegavet og uden ægte værdier. Næ nej, lad os være stolte af at være middelmådige, for os er der nemlig flest af.”
I Godmorgen Danmark stillede 3 af Doves nye kampagnes ansigter op for at fortælle, at rigtige kvinder altså både har til gaden og gården, og at de gerne spiser kage til aftenskaffen. Og Dove-pigerne ser da også dejligt gennemsnitlige ud, som de pryder gadernes plakatsøjler i matchende hvidt undertøj. Men man bliver altså ikke mere kvinde af at være overvægtig. Jeg er godt klar over, at den brede del af befolkningen (i bogstavelig forstand) er mere eller mindre overvægtige. Men hvis vi tilsidesætter ideal-looket for en stund og fokuserer på det helbredsmæssige, så er det da ikke synderligt sundt eller begavet at lovprise overvægt (eller undervægt). Hvis man regner sin BMI ud, skal der ikke mange ekstra kilo på, før man er usund.
Jeg har stor respekt for verdens mangfoldighed, og hvis folk er tilfredse med sig selv, hvad enten de er tykke, tynde, runde eller firkantede, så vil jeg da ønske dem tillykke med det. Det, jeg har svært ved at forstå, er, at det ikke længere er muligt for folk at føle sig på toppen, uden at de har trådt på andre for at nå derop.
Hvorfor er det tilladt nedladende at sige til en person, at vedkommende sørme da ligner en pind, når det er ualmindeligt uforskammet at sige til folk, at de dæleme trænger til at løbe en tur. Det kan simpelthen ikke passe, at de, der er slanke nok til at passe kollektionstøj og samtidig ser udmærket ud, kategoriseret som unormale, selvfede dukker, og at man kun går under betegnelsen ”rigtigt menneske”, hvis man er overvægtig og i stand til at foregive, at man er helt okay med det.
Skønhed er som bekendt noget, man individuelt bedømmer. Det, der er smukt i mine øjne, er det ikke nødvendigvis i alle andres. Men vi er sgu alle rigtige mennesker! Hvis man ikke selv kan tage sig sammen til at tabe et par kilo, er det ens egen skyld – ikke dem, der kan!

Når man kan finde ud af at formulere sådan en gang bræk som det her:
"Det kan simpelthen ikke passe, at de, der er slanke nok til at passe kollektionstøj og samtidig ser udmærket ud, kategoriseret som unormale, selvfede dukker, og at man kun går under betegnelsen ”rigtigt menneske”, hvis man er overvægtig og i stand til at foregive, at man er helt okay med det."
Hvor har du det fra?
Hvem siger man er unormal og selvfed fordi man kan passe kollekstionstøj? Og hvem siger at man foregiver at man har det ok med sin overvægt? Det kan ikke tænkes at sådanne tanker opstår i et hoved på en person der iu den grad er så usikker og utilfreds med sig selv, så enhver slinger i valsen betragtes som et personligt angreb?
Tro du har et stort problem med dit eget selvværd. Når du kan diskutere tingene nogenlunde objektivt, så vend tilbage igen. Det der er ikke til at føre en ordentlig snak om.
Der er KUN rigtige mennesker til. Og de udvælges ikke som mere elelr mindre egnede af nogle firmaer, hvis eneste interesse er afsætning. Det er sgu da for meget folk bliver ved at reducere deres eget selvværd i forhold til noget så lavt som profit, konkurrence og afsætning.

Hvis folk giver dig en bemærkning om at "du ligner en pind" og de selv tydeligt har nogle kilo for meget, så kan du roligt regne med, at bemærkningen er ment med et kærligt glimt i øjet, og at det er ment som en ros til dig ;-)