Rik - 1/2 gik R + Λ gik = 8 π G/c4 Tik
Rik - 1/2 gik R + Λ gik = 8 π G/c4 Tik
Intetheden = ubevidstheden.
I altet fandtes alt dog ikke struktureret, men var. I urtiden var alt og intetheden var, som en følge af ubevidstheden.
Temperaturer på mere end 1 billion graders varme fik altet til at flyde og bevæge sig. Hvad var? Hvad var det, som ikke var og alligevel var?
Det var altet; der hvor varmen oversteg 1 billion grader og varmen var hvid og evindelig, uendelig, uvirkelig.
Hvordan kunne der være noget? Som vi ikke kender? Hvordan kunne noget være og dog ikke være?
Før dette, før altet, var intet. Intetheden var ubevidstheden om hvad, som ikke var struktureret og det som var, var i sig selv alt.
Hvordan kunne noget være og dog ikke være? Af hvilket ”stof” kunne intet være? Hvor kunne ”det” være, som ikke var? Og af hvilken form og stoflighed, i hvilken tid og rum og hvad?
”Verdener” udenfor universet og universerne, indeholdt i denne malstrøm af verdener i uendeligheden og intetheden var uden for tid og rum og var derfor ikke.
Smeltene og glødende i hvidglødende opri, var uden for tid og rum og derfor intet i sig selv og dog alt. Et lys i billioner af temp og org , levede i sit væsen af tid i en uendelighed af intethed.
Da temp og org smeltede sammen og dannede sig selv, fødtes opri af intetheden og helheden og ”stof” af herk var. Var og var og var og var.
Det var og var og intet andet var og er. Det, som blev, var intet. Af intet kom altet, som var og ikke var. Tiden var ikke.
Impultioner og explutioner, xtioner og emp dannede de første grundelementer af mexoner og tioner. En impultion af ixkridt og blit overophedede temp til uanede situation og en plution af energ fyldte altet, så intetheden blev.
En ny sit var født og intetheden var og blev.
Mindre og større org var og blev og opri voksede. Former af flyd og blev, fødtes og temp styrtede. Ud af intetheden fødtes usynligheden og dannede og dannede, fra og til og temp styrtede og forskellen på opri og intetheden voksede.
Samlede og samlede sig og dannede og dannede sig til. Nye former og opri dukkede frem og båndet mellem intetheden og opri og temp impulserede mere og mere.
En udstrakt temp og emp forskel medvirkede til andre og nye herk impliterede i org og flere og flere fik pludselig supt til, at være sig.
Fortiden var blevet flyttet i være og intetheden var. Ud af dette dannede intetheden strukturer, som var og blev og var.
Nu var strukturer i sig og hvad, som før var og ikke var, var . Derfor var mulighederne også for nye åbenbaringer af struktur, som ikke var.
I denne sit, forblev en temp fra intetheden fastlagt i strukturen og endnu nye muligheder blev og var. Det, som ikke var, var nu.
Derfor forblev intetheden i sit org og videre ”voksede” altet i helheden. Intetheden forblev intakt og ubevidstheden forblev bevidst i sin ubevidsthed.
Hastigheden i temp i milliarder af grader var ikke stabil i den forstand, at temp var stabil i sit ego, men det stabile var ustabilt i sin stabilitet.
Ud af intetheden fremstod helheden i sin enkelthed og dannede overgangen fra det ene til det andet. Dette andet var og blev og er og nu var org og temp og herk og damp.
Altet var i sin helhed og forblev intakt, men nye former af intetheden fremstod i sin struktur, som havde været og var latent i sin struktur i org.
Ubevidste herk sluttede sig sammen til nye sit og en bevidsthed af ubevidsthed formedes i helheden og i strukturen. Forbindelsen til det, der var før forblev, som det var i sit org og pri, men nu i en ny herk.
En følelse af er og sit opstod og åbenbarede en ubegrænsethed af intethed. En hastighed af enorm karakter dannede en sam og det, som var i sin struktur og org af intetheden voksede til min for til sidst, at have om og reak til hvad, som var og ikke var.
Nu var temp blevet i sin hastighed endnu mere, som standsede den hyperzone der var en overgang og en dødr af åben og ild opstod.
Gennem denne kunne en endelig adskillelse finde sted og for og efter og nu var. Herk dannede sit og nye konkrete strukturer opstod i sin helhed af intetheden og uendeligheden i endeligheden, som ikke var.
En spænding af før og efter og nu opstod og bevægede helheden i sin struktur til emp. Denne besad og var af det opri som ikke var, men som var indeholdt i helheden i intetheden og nu forøgedes spændingen til et nulpunkt for til sidst at give af løb for sit emp og fremstod, som herp og org.
En ny intethed var født, som en helhed og i den var nu det, der ikke var og var i en ny helhed, som rummede fortiden og nutiden og fremtiden i en spænding af erkendelse.
Det ene kendte det andet og det andet det ene, for af en helhed af ubevidst struktur havde alt været og var og skulle blive.
Processer, som var tvunget af spændingen begyndte at kølne og endnu nye strukturer dannedes af intetheden i helheden og fremad spændte følelsen af før og nu og efter.
Det usynlige i intetheden blev synligt i emp og damp og indeholdt det samme, som i altet i evindeligheden af ikke væren.
Det som ikke var og alligevel var, var bevidstheden i ubevidstheden, men kom til erkendelse af sit i spaltningen af det som var ig ikke var, men nu blev og var.
Her levede altet i en dual tilværelse af før og nu og efter. Denne spænding truede med at vende tilbage til sit, men kunne ikke da org og emp og damp var stationær i sin empultion og sit.
Derfor var der kun een mulighed for at vende tilbage. Fortsætte afkølingen og danneslen af strukturerne i altet i intetheden som blev sig selv bevidst i helheden i sit org.
Her strukturerede org sig i helheden; og intetheden delte sig i før og nu og efter.
Enoch
Intetheden = ubevidstheden.
I altet fandtes alt dog ikke struktureret, men var. I urtiden var alt og intetheden var, som en følge af ubevidstheden.
Temperaturer på mere end 1 billion graders varme fik altet til at flyde og bevæge sig. Hvad var? Hvad var det, som ikke var og alligevel var?
Det var altet; der hvor varmen oversteg 1 billion grader og varmen var hvid og evindelig, uendelig, uvirkelig.
Hvordan kunne der være noget? Som vi ikke kender? Hvordan kunne noget være og dog ikke være?
Før dette, før altet, var intet. Intetheden var ubevidstheden om hvad, som ikke var struktureret og det som var, var i sig selv alt.
Hvordan kunne noget være og dog ikke være? Af hvilket ”stof” kunne intet være? Hvor kunne ”det” være, som ikke var? Og af hvilken form og stoflighed, i hvilken tid og rum og hvad?
”Verdener” udenfor universet og universerne, indeholdt i denne malstrøm af verdener i uendeligheden og intetheden var uden for tid og rum og var derfor ikke.
Smeltene og glødende i hvidglødende opri, var uden for tid og rum og derfor intet i sig selv og dog alt. Et lys i billioner af temp og org , levede i sit væsen af tid i en uendelighed af intethed.
Da temp og org smeltede sammen og dannede sig selv, fødtes opri af intetheden og helheden og ”stof” af herk var. Var og var og var og var.
Det var og var og intet andet var og er. Det, som blev, var intet. Af intet kom altet, som var og ikke var. Tiden var ikke.
Impultioner og explutioner, xtioner og emp dannede de første grundelementer af mexoner og tioner. En impultion af ixkridt og blit overophedede temp til uanede situation og en plution af energ fyldte altet, så intetheden blev.
En ny sit var født og intetheden var og blev.
Mindre og større org var og blev og opri voksede. Former af flyd og blev, fødtes og temp styrtede. Ud af intetheden fødtes usynligheden og dannede og dannede, fra og til og temp styrtede og forskellen på opri og intetheden voksede.
Samlede og samlede sig og dannede og dannede sig til. Nye former og opri dukkede frem og båndet mellem intetheden og opri og temp impulserede mere og mere.
En udstrakt temp og emp forskel medvirkede til andre og nye herk impliterede i org og flere og flere fik pludselig supt til, at være sig.
Fortiden var blevet flyttet i være og intetheden var. Ud af dette dannede intetheden strukturer, som var og blev og var.
Nu var strukturer i sig og hvad, som før var og ikke var, var . Derfor var mulighederne også for nye åbenbaringer af struktur, som ikke var.
I denne sit, forblev en temp fra intetheden fastlagt i strukturen og endnu nye muligheder blev og var. Det, som ikke var, var nu.
Derfor forblev intetheden i sit org og videre ”voksede” altet i helheden. Intetheden forblev intakt og ubevidstheden forblev bevidst i sin ubevidsthed.
Hastigheden i temp i milliarder af grader var ikke stabil i den forstand, at temp var stabil i sit ego, men det stabile var ustabilt i sin stabilitet.
Ud af intetheden fremstod helheden i sin enkelthed og dannede overgangen fra det ene til det andet. Dette andet var og blev og er og nu var org og temp og herk og damp.
Altet var i sin helhed og forblev intakt, men nye former af intetheden fremstod i sin struktur, som havde været og var latent i sin struktur i org.
Ubevidste herk sluttede sig sammen til nye sit og en bevidsthed af ubevidsthed formedes i helheden og i strukturen. Forbindelsen til det, der var før forblev, som det var i sit org og pri, men nu i en ny herk.
En følelse af er og sit opstod og åbenbarede en ubegrænsethed af intethed. En hastighed af enorm karakter dannede en sam og det, som var i sin struktur og org af intetheden voksede til min for til sidst, at have om og reak til hvad, som var og ikke var.
Nu var temp blevet i sin hastighed endnu mere, som standsede den hyperzone der var en overgang og en dødr af åben og ild opstod.
Gennem denne kunne en endelig adskillelse finde sted og for og efter og nu var. Herk dannede sit og nye konkrete strukturer opstod i sin helhed af intetheden og uendeligheden i endeligheden, som ikke var.
En spænding af før og efter og nu opstod og bevægede helheden i sin struktur til emp. Denne besad og var af det opri som ikke var, men som var indeholdt i helheden i intetheden og nu forøgedes spændingen til et nulpunkt for til sidst at give af løb for sit emp og fremstod, som herp og org.
En ny intethed var født, som en helhed og i den var nu det, der ikke var og var i en ny helhed, som rummede fortiden og nutiden og fremtiden i en spænding af erkendelse.
Det ene kendte det andet og det andet det ene, for af en helhed af ubevidst struktur havde alt været og var og skulle blive.
Processer, som var tvunget af spændingen begyndte at kølne og endnu nye strukturer dannedes af intetheden i helheden og fremad spændte følelsen af før og nu og efter.
Det usynlige i intetheden blev synligt i emp og damp og indeholdt det samme, som i altet i evindeligheden af ikke væren.
Det som ikke var og alligevel var, var bevidstheden i ubevidstheden, men kom til erkendelse af sit i spaltningen af det som var ig ikke var, men nu blev og var.
Her levede altet i en dual tilværelse af før og nu og efter. Denne spænding truede med at vende tilbage til sit, men kunne ikke da org og emp og damp var stationær i sin empultion og sit.
Derfor var der kun een mulighed for at vende tilbage. Fortsætte afkølingen og danneslen af strukturerne i altet i intetheden som blev sig selv bevidst i helheden i sit org.
Her strukturerede org sig i helheden; og intetheden delte sig i før og nu og efter.
Enoch