Rivieraen
“Stop! Der over kan man købe badetøj,” afbryder Cecilie Sandra Madsen højlydt.
“Er du sikker på det?” tvivler Poul Erik Grydell Madsen og sagtner Volvoen, til lettere irritation for den bagvedkørende i den smalle gade: “Men vi kan sgutte holde nogen steder,” indvender han.
“Absolut sikker. Der stod oven i købet et skilt med ‘Maillot de bain’.”
“Nåh, og hvad betyder så det?” sukker familiefaderen og drejer halvtvært ind på en næsten tom parkeringsplads, der pludselig dukker op på højre side: “Godt. Så lad os gå over og købe den.”
“Hvorfor er du så bitter over det? Yvonne er nu 16 år og vil gerne have lidt kulør på kroppen, nu vi er kørt den lange vej herned i solen, og noget skal hun jo have på på stranden.”
“Javist. Men hun kunne jo blot have husket den derhjemme fra,” forklarer Poul Erik opgivende og nørkler startspærren på plads omkring rattet.
“Ja, men det glemte hun desværre. Men pyt, sådan en ny bikini koster jo ingenting i forhold til al den benzin vi har brugt for at komme hertil, og så kan hun også benytte den til svømmehallen der-hjemme, når ferien er slut,” siger moderen bagklog og dirigerer børnene hen til et fodgængerfelt.
“Nå ja, det har du nok ret i,” vrisser faderen og strækker sine anstrengte ben: “... lad os nu ikke snakke mere om det og få det ubudgetterede køb gjort til ende.”
Didrik bevæger sig sædvanligvis hurtigst frem og holder et par lidne tangatrusser fremstrakt, da de øvrige tre ankommer i butikken: “Var det ikke lige sagen Søs?”
“Ha ha, det kunne du lige forestille dig, hvad... din lille møjunge,” skænder hun godhjertet og giver sig selv til at rode i kurven, hvor de ligger; samtidig med at en yngre mandlig ekspedient dukker op.
“Nous etre un maillot pour la bonne,” forklarer fruen på det franske, som hun ikke mestrer helt så godt, som hun selv vil gøre det til: “Devant bon marche argent, savoirs.”
Den unge mand hæver øjenbrynene et øjeblik, mens han forsøger at få en mening ud af sætningerne og tager så flere nydelige bikinier frem og demonstrerer dem tæt på den unge barm.
Cecilie fanger højst en tiendedel af, hvad han forklarer, men nikker heftigt og anerkendende: “Si, si, excellent... merveilleuse... belle joli... marniere... superbe... magnetique...” Men er dog lettere nervøs for hans intime dristigheder og trækker datteren lidt baglæns ved nakkekraven.
“Ihhh, mor altså,” protesterer Yvonne halvt irritabelt, halvt fnisende, vælger et mørkegrøn par ud og går hen til det nærmeste prøverum: “Jeg håber de passer de her, for de er de nydeligste.”
“Er det nødvendigt at afprøve dem også?” spørger Poul Erik utålmodigt og kigger på sit ur.
“Javist, de skulle gerne passe, ellers er pengene da først spildt,” formaner konen og vogter intenst på ekspedientens øjensynlige nysgerrige blikke. I forsøget på at aflede hans opmærksomhed spørger hun til kvaliteten af en kjole i vinduesudsmykningen: “Etre elle chez soie?”
Han giver hende en tåbelig forklaring, for at teste hende sproglige kundskaber, som med nikkende erkendtligheder afslører sig selv på det groveste. Men bliver så kaldt ud i baglokalet og får en gevaldig lussing og opsang af indehaveren, til stor forundring for den danske familie.
Han vender tilbage med oprejst pande og giver en yderst promoveret demonstration og redegørelse, men nu med stor forbavselse tilfølge. Fremmede kunder kan være underlige, men man skal alligevel behandle dem med største respekt. Det glemmer han næppe nogen sinde igen.
Cecilie får så megen medlidenhed med ham, at hun takker af: “Merci beaucoup,” og lister hen til prøverummet: “Hvordan går det derinde. Kan du passe dem?”
“Ja ja, de er helt perfekte,” svarer pigen ærgerligt, da hun hellere havde håbet, det var den unge mands hoved, der pludselig stak ind: “Men lad mig nu få lov at klæde tilbage igen.”
“Selvfølgelig,” svarer moderen og trækker fjæset til sig: “Hvor mange kilometer har vi endnu, inden vi når frem til hotellet?”
“Omkring 300 mener jeg,” lyver faderen og tripper utålmodigt hen mod udgangen.
“Skal vi så ikke finde et godt spisested her i byen, nu vi endelig har fundet en parkeringsplads?” foreslår den mørkhårede dame, med de gule solbriller flagrende øverst på den uchikke frisure.
“Det stemmer jeg for,” råber Yvonne i håb om, at der bliver lejlighed til at smutte tilbage til butikken her og få byttet overdelen - uden den vogtende moder.
“Ja, jeg er altså også efterhånden skige sulten,” indskyder lillebror Didrik, som ellers altid har syntes det bedste var at komme ud og køre med farmand. Men dette er dog trods alt for langt og trælsomt.
“All-right, all-right,” giver Poul Erik sig - inderst inde passer det ham faktisk meget godt - men det skal de andre bare ikke få lov at mærke noget til: “Så siger vi det.”
Yvonne tager et forsigtigt blik ud gennem sprækken for enden af forklædet, men ser mest af alt en kæmpe skulder, og ekspedienten er i færd med at rydde op langt borte i lokalet. Hun beslutter sig så for, ganske vist mismodigt, at få det normale sommerkørselstøj på i en fart.
Poul Erik må bittert gribe til sin pung og ryste op med 157 franc. Finansmænd hader uforudsete udgifter, men det har konen for længst lært og børnene er flasket op med denne filosofi, så ingen kommenterer begivenheden med et eneste ord.
Yvonne forlader som den sidste butikken og i sidste øjeblik vender hun sig om og blinker med det ene øje til den unge ekspedient, som klogeligt undlader at gøre gengæld, da indehaveren har stillet sig frem i døråbningen med korslagte arme over den svulmende barm.
2. kapitel
Volvoen runder endnu et hårnålesving på vej over nok et bjerg. “Kør nu forsigtigt,” skråler Cecilie og kigger frygtsomt ned i afgrunden: “Fem meter ude af trit og vi er alle dødsens.”
“Hold nu op, mor. Der kører folk på disse veje hver eneste dag,” beroliger Didrik.
“Ja, men hvor mange af dem forsvinder?... 20 procent... 30 procent... ingen aner noget om det, for ryger man først ud over skrænten der, så bliver man aldrig fundet igen... og nu er der garanteret sket et eller andet igen, for der henne står en betjent og dirigerer trafikken ind til siden.”
Poul Erik følger glædeligt ordensmagtens anvisninger. Nu sker der nemlig det, han hele tiden har planlagt med sin - for de andre uvisse - store omkørsel mod Revieraen.
“Etre qui un malheur?” tilspørger Cecilie, men får intet svar, da politimanden har travlt med at komme videre til næste billist: “Sikken en sur skid. Hvem tør gå hen og kigge ned?”
Poul Erik stiger ud uden at besvare hendes tåbelige spørgsmål og kigger på klokken: “Hvor langt mon betjentene er forude?... bare der nu er så megen spredning i feltet, at jeg kan nå at få et glimt af Bjarne Riis, Bo Hamburger, Rolf Sørensen, Jesper Skibby, og hvad de nu alle hedder.”
“Hvorfor pokker går far den vej. De kan da umuligt være forulykket opad,” betvivler Cecilie.
“Måske handler det om noget helt andet,” mener Didrik og står også ud: “Det kunne være de er på jagt efter en forbryder. Det vil jeg helst ikke gå glip ad.”
“Nej, nej! Ikke noget med pistoler,” svarer Cecilie frygtsomt og stikker en beroligende hånd om til datteren, der blot klasker den væk; mens hun surmuler over, at hun ikke fik lejlighed til at komme tilbage til tøjbutikken og den tiltalende, flotte ekspedient.
Men hun har fået noteret byens navn i sin dagbog, så om et par år, når hun er blevet myndig og kan tage ud på egen hånd, så kunne det jo være, at vejen atter faldt forbi Florac.
Didrik når frem til sin faders udkigspost: “Tror du, de fanger dem her omkring?”
“Fanger dem!” svarer han forundret og spekulerer på, hvor sønnen skulle vide fra, hvor vidt der er et udbrud i gang: “... måske. Det ville være rigtig spændende at se.”
“Ja ikke. Men jeg tvivler nu ærlig talt på, at de kommer denne vej. Politiet er alt for tydeligt.”
“Politiet... “ gentager faderen hovedrystende og knytter hænder i spænding: “Til pokker med de latterlige, små franske betjente. Det er det, som kommer om lidt, der er fascinerende.”
“Øh nå,” tager Didrik til efterretning og spejder med ned af bakken: “... er du sikker på, at de vil komme fra den side; så vil de jo være kørt i hælene på po...”
“Selvfølgelig kommer de derfra! Ellers ville de jo blot ramle ind motorcyklisterne. Og det ville jo ikke være så smart. Især ikke, hvis de lige pludselig måtte sætte farten op.”
“Nåh nej,” samtykker knægten, men klør sig alligevel i sin lyshårede hovedbund.
Tre et halvt minut står de således og venter utålmodigt på hver sin ting, indtil motorcykelbetjenten vender tilbage og ivrigt gestikulerende vinker dem til sig: “Se retourner, avalanche.”
Poul Erik kigger måbende på ham men konstaterer, at de øvrige bilister vender bilerne og drager væk, den vej hvorfra de kom. Han fatter ikke en brik af det hele men fornemmer, at det klogeste nok er at følge trop: “Jeg skulle nødig have en bøde oveni det dyre badetøjskøb.”
“Vi skal nok væk, inden alle voldsomhederne udspænder sig,” mener Didrik og følger efter ham.
“Måske kan vi komme til at holde lidt længere fremme, hvor vejen er lidt bredere. Det ville nu være ærgerligt at gå glip af denne enestående begivenhed, nu vi er så tæt herpå,” udtænker Poul Erik og sætter mismodigt Volvoen i gear.
“Hvad var det så, der var sket?” tilspørger Cecilie bekymret.
“Der er ikke sket noget. Men jeg forstår ærlig talt ikke, hvorfor vi ikke måtte holde her... det var som om, betjenten blev ved med at sige: ‘Se Antonio Samaranch’; men ham er jeg sgu ærlig talt bedøvende ligeglad med - og hvad pokker skulle han også foretage sig her?”
“Hvem?” spørger de alle 3 i kor.
“Ja, det er ham som er øh... formand for den olympiske komité, eller sådan noget lignende.”
“Det er måske ham, som er blevet kidnappet,” udtænker Didrik.
“Kidnappet! Hvorfor tror du det?... hvad hedder det på fransk, Silje?”
Det er længe siden, hun har hørt ham bruge hendes kælenavn, hvorfor hun lyser op i stor glæde og glemmer alt om dybe skrænter, røvere og revolvere: “Det øh, det ved jeg virkelig ikke... conduct bordure, tror jeg nok.”
“Det mener jeg bestemt ikke, han sagde. Nå, der fremme er en stor rasteplads... men udsigten er desværre ikke nær så god, som der hvor vi holdt før.”
“Udsigt og rasteplads!... skulle vi ikke hellere se at finde frem til vores hotel af en anden vej?”
“Jovist. Men det ligger altså den modsatte vej. Og når først rytterne har passeret forbi, skulle det atter være muligt at passere den vej frem,” forklarer familiens overhoved og peger bagud.
“Rytterne? Politiet stopper da vel ikke hele vejen, blot fordi et par heste skal forbi?”
“Heste!” udbryder Poul Erik forbavset og hiver håndbremsen op: “Nej, det er cykelryttere selvfølge-lig. Tour de France karavanen kommer denne vej forbi om lidt.”
“Nå, og hvad så? Derfor skulle vi vel nok kunne trille den modsatte vej samtidig.”
“Nej. Rytterne breder sig over hele kørebanen, og så er det vigtigt, at der ikke er andre trafikanter.”
“Det var dog ligegodt ufatteligt. I vinters blev jeg bedt om at trække cyklen hjem, da politiet stop-pede mig uden lygte; men her kører de og rydder vejen for dem. Det er godt nok uretfærdigt.”
“Argh, det er jo noget helt andet,” mener Poul Erik, stiger ud og spejder atter efter flokken.
Et par minutter senere kommer betjenten forbi, stopper op og forklarer, at vejen er spærret for i hvert fald det næste døgns tid. Pollemand nikker forstående og svarer flere gang med: “Riis, Riis.”
Kasketbæreren opgiver til sidst at gøre sig forståelig og forlader stedet med bevidstheden om, at vej-spærringen længere fremme er så tydelig, at der ikke kan ske dem noget, hvis de prøver kørslen.
Fem kvarter går der i søvndyssende venten, til ubønhørlige spørgen fra de tre øvrige om, hvad de egentlig venter på. Men så brister Poul Eriks tålmodighed langt om længe også, og de begiver sig ud på den planlagte rute, blot for at nå frem til jordskredet, der har sat en effektiv stopper for al kørsel på denne vejstrækning, både for bilister og eventuelle cykelryttere.
Poul Erik begræder selvfølgelig, at han ikke fik set stjernerne; men trøster sig så ved, at returkørslen i det mindste sparer ham for at begive sig ud på en længere omvej.
Da de når tilbage til vejens begyndelse og skiltet mod Agde peger den vej, som de så vælger at køre, går et eller andet op for hende: “Hør, den lille udflugt havde du vist planlagt hjemmefra, hvad?”
“Øh ja,” tilstår Poul Erik forlegent og bittert, da det ikke fik sin ønskede udgang: “Nu skal jeg høre for det resten af ferien, og så fik jeg ikke engang Riis at se.”
3. kapitel
Cecilie kaster et søvnigt blik på væggeuret og konstaterer forskrækket: “Klokken er kvart over ti!” Og så er hun ellers pludselig lysvågen og puffer til Poul Erik i nabosengen: “Vågn op mand.”
Manden gaber træt og drejer sig om på den anden side til en eller anden uforståelig mumlen.
Moderen trækker en tynd morgenkåbe omkring sig og vandrer ud på altanen. Først kigger hun op på den blå himmel og jubler indeni over det pragtfulde vejr; men da hun så kaster blikket nedad, får hun sit livs måske største chok.. Hun tripper et par skridt baglæns og gnidder øjnene engang, inden hun vover sig frem igen og skuler frygtindgydende på al griseriet.
Da den aller første afsky har fortaget sig lidt, farer hun ind og hamrer løs på Pollemand: “Sig mig, er du klar over, at du har bragt os frem til en nudistlejr?”
“Hvaba?... en hvad for en?... nej, det passer ikke... zzzzz.”
“Så gå selv ud og kig! Hov, vågn nu op menneske,” kommanderer hun og rusker endnu hårdere: “Vi må aldeles omgående langt væk herfra... børnene for satan! Hvordan pokker kommer vi væk herfra, uden at børnene får set alle disse grumme, nøgne franskmænd?”
“Det forstår jeg ikke,” indskyder Poul Erik og sætter sig langsomt op: “Der var da intet usædvanligt at se, da vi kom frem i går.”
“Nej. Men da var klokken også over midnat og en smule halvkoldt udenfor. Men det siger jeg dig, her bliver jeg ikke over et kvarter længere,” beslutter hun og skynder sig i tøjet.
“Ja, jeg kører altså ingen steder førend jeg er rigtig udsovet. Det er fuldkommen uansvarligt.”
Cecilie lister hen til naboværelset i håb om at se begge ungerne i dybeste søvn, men til hendes vær-ste gru er datteren væk, hvorpå hun vækker Didrik: “Hvor er Yvonne henne?”
“Hun ville ned til stranden og have en morgendukkert. Det er længe siden. Hvorfor?”
“Fordi vi er... åh nej, det er jo forfærdeligt. Hun kan have taget skade på livstid,” stønner den moralske moder og tager sig fortvivlet til hovedet: “Hvad fanden gør vi nu?”
“Jamen, hvad er der dog sket?” tilspørger Didrik, men får intet svar, for i det samme ringer dørklok-ken, og udenfor viser der sig endnu en af disse kasketklædte betjente.
Han forklarer, at en ung pige er fundet myrdet i lejligheden ved siden af, og spørger til, om Cecilie og hendes familie har bemærket noget usædvanligt i nattens løb; men hun opfanger kun ordene: me-urtre og femme jeune, og segner besvimet om på gulvet med hovedet skramlende ned i en kommode.
Poul Erik hører braget og kommer farende ud i ingenting, men hverken han eller politiet tænker nærmere over denne tilstand, men bekymrer sig udelukkende om det bloddryppende sår. De bærer hende i fællesskab ud i badeværelset, mens Didrik betuttet ser til.
Da faderen har fået standset den værste blødning, kommer Cecilie langsomt til sig selv igen: “Hvor er jeg?” spørger hun forvirret, indtil hun ser op på mandens lem og den fremmede betjent, så kommer erindringen heftigt tilbage: “En af de beskidte nudistsvin har myrdet Yvonne!”
“Hold nu op med at skrige og hyle så højt,” tysser Poul Erik: “Hvem siger det?”
“Det gør betjenten. De har fundet en død pige et eller andet sted... nede på stranden vil jeg tro.”
“Jamen, Yvonne er da ikke nede på stranden, hun er da her,” mener faderen og ser på sønnen.
Didrik ryster på hovedet og bliver ligeså bange som moderen, skynder sig tilbage til sin seng, hvor han smider sig ned og kan ikke holde tårerne tilbage: “Nej, det er løgn,” råber han og slår løs på hovedpuden, så fjerene efterhånden flyver omkring hovedet på ham: “Nej, nej, nej!”
Det var en roman jeg var begyndt på i 1996, som jeg aldrig fik skrevet færdig. Jeg kan ikke længere huske, hvad den skulle fortsætte/ende med. Så det er frit op til jer at digte videre på den. Og eventuelt udgive den senere, hvis I er i stand til at få 2-300 sider ud af det.
“Er du sikker på det?” tvivler Poul Erik Grydell Madsen og sagtner Volvoen, til lettere irritation for den bagvedkørende i den smalle gade: “Men vi kan sgutte holde nogen steder,” indvender han.
“Absolut sikker. Der stod oven i købet et skilt med ‘Maillot de bain’.”
“Nåh, og hvad betyder så det?” sukker familiefaderen og drejer halvtvært ind på en næsten tom parkeringsplads, der pludselig dukker op på højre side: “Godt. Så lad os gå over og købe den.”
“Hvorfor er du så bitter over det? Yvonne er nu 16 år og vil gerne have lidt kulør på kroppen, nu vi er kørt den lange vej herned i solen, og noget skal hun jo have på på stranden.”
“Javist. Men hun kunne jo blot have husket den derhjemme fra,” forklarer Poul Erik opgivende og nørkler startspærren på plads omkring rattet.
“Ja, men det glemte hun desværre. Men pyt, sådan en ny bikini koster jo ingenting i forhold til al den benzin vi har brugt for at komme hertil, og så kan hun også benytte den til svømmehallen der-hjemme, når ferien er slut,” siger moderen bagklog og dirigerer børnene hen til et fodgængerfelt.
“Nå ja, det har du nok ret i,” vrisser faderen og strækker sine anstrengte ben: “... lad os nu ikke snakke mere om det og få det ubudgetterede køb gjort til ende.”
Didrik bevæger sig sædvanligvis hurtigst frem og holder et par lidne tangatrusser fremstrakt, da de øvrige tre ankommer i butikken: “Var det ikke lige sagen Søs?”
“Ha ha, det kunne du lige forestille dig, hvad... din lille møjunge,” skænder hun godhjertet og giver sig selv til at rode i kurven, hvor de ligger; samtidig med at en yngre mandlig ekspedient dukker op.
“Nous etre un maillot pour la bonne,” forklarer fruen på det franske, som hun ikke mestrer helt så godt, som hun selv vil gøre det til: “Devant bon marche argent, savoirs.”
Den unge mand hæver øjenbrynene et øjeblik, mens han forsøger at få en mening ud af sætningerne og tager så flere nydelige bikinier frem og demonstrerer dem tæt på den unge barm.
Cecilie fanger højst en tiendedel af, hvad han forklarer, men nikker heftigt og anerkendende: “Si, si, excellent... merveilleuse... belle joli... marniere... superbe... magnetique...” Men er dog lettere nervøs for hans intime dristigheder og trækker datteren lidt baglæns ved nakkekraven.
“Ihhh, mor altså,” protesterer Yvonne halvt irritabelt, halvt fnisende, vælger et mørkegrøn par ud og går hen til det nærmeste prøverum: “Jeg håber de passer de her, for de er de nydeligste.”
“Er det nødvendigt at afprøve dem også?” spørger Poul Erik utålmodigt og kigger på sit ur.
“Javist, de skulle gerne passe, ellers er pengene da først spildt,” formaner konen og vogter intenst på ekspedientens øjensynlige nysgerrige blikke. I forsøget på at aflede hans opmærksomhed spørger hun til kvaliteten af en kjole i vinduesudsmykningen: “Etre elle chez soie?”
Han giver hende en tåbelig forklaring, for at teste hende sproglige kundskaber, som med nikkende erkendtligheder afslører sig selv på det groveste. Men bliver så kaldt ud i baglokalet og får en gevaldig lussing og opsang af indehaveren, til stor forundring for den danske familie.
Han vender tilbage med oprejst pande og giver en yderst promoveret demonstration og redegørelse, men nu med stor forbavselse tilfølge. Fremmede kunder kan være underlige, men man skal alligevel behandle dem med største respekt. Det glemmer han næppe nogen sinde igen.
Cecilie får så megen medlidenhed med ham, at hun takker af: “Merci beaucoup,” og lister hen til prøverummet: “Hvordan går det derinde. Kan du passe dem?”
“Ja ja, de er helt perfekte,” svarer pigen ærgerligt, da hun hellere havde håbet, det var den unge mands hoved, der pludselig stak ind: “Men lad mig nu få lov at klæde tilbage igen.”
“Selvfølgelig,” svarer moderen og trækker fjæset til sig: “Hvor mange kilometer har vi endnu, inden vi når frem til hotellet?”
“Omkring 300 mener jeg,” lyver faderen og tripper utålmodigt hen mod udgangen.
“Skal vi så ikke finde et godt spisested her i byen, nu vi endelig har fundet en parkeringsplads?” foreslår den mørkhårede dame, med de gule solbriller flagrende øverst på den uchikke frisure.
“Det stemmer jeg for,” råber Yvonne i håb om, at der bliver lejlighed til at smutte tilbage til butikken her og få byttet overdelen - uden den vogtende moder.
“Ja, jeg er altså også efterhånden skige sulten,” indskyder lillebror Didrik, som ellers altid har syntes det bedste var at komme ud og køre med farmand. Men dette er dog trods alt for langt og trælsomt.
“All-right, all-right,” giver Poul Erik sig - inderst inde passer det ham faktisk meget godt - men det skal de andre bare ikke få lov at mærke noget til: “Så siger vi det.”
Yvonne tager et forsigtigt blik ud gennem sprækken for enden af forklædet, men ser mest af alt en kæmpe skulder, og ekspedienten er i færd med at rydde op langt borte i lokalet. Hun beslutter sig så for, ganske vist mismodigt, at få det normale sommerkørselstøj på i en fart.
Poul Erik må bittert gribe til sin pung og ryste op med 157 franc. Finansmænd hader uforudsete udgifter, men det har konen for længst lært og børnene er flasket op med denne filosofi, så ingen kommenterer begivenheden med et eneste ord.
Yvonne forlader som den sidste butikken og i sidste øjeblik vender hun sig om og blinker med det ene øje til den unge ekspedient, som klogeligt undlader at gøre gengæld, da indehaveren har stillet sig frem i døråbningen med korslagte arme over den svulmende barm.
2. kapitel
Volvoen runder endnu et hårnålesving på vej over nok et bjerg. “Kør nu forsigtigt,” skråler Cecilie og kigger frygtsomt ned i afgrunden: “Fem meter ude af trit og vi er alle dødsens.”
“Hold nu op, mor. Der kører folk på disse veje hver eneste dag,” beroliger Didrik.
“Ja, men hvor mange af dem forsvinder?... 20 procent... 30 procent... ingen aner noget om det, for ryger man først ud over skrænten der, så bliver man aldrig fundet igen... og nu er der garanteret sket et eller andet igen, for der henne står en betjent og dirigerer trafikken ind til siden.”
Poul Erik følger glædeligt ordensmagtens anvisninger. Nu sker der nemlig det, han hele tiden har planlagt med sin - for de andre uvisse - store omkørsel mod Revieraen.
“Etre qui un malheur?” tilspørger Cecilie, men får intet svar, da politimanden har travlt med at komme videre til næste billist: “Sikken en sur skid. Hvem tør gå hen og kigge ned?”
Poul Erik stiger ud uden at besvare hendes tåbelige spørgsmål og kigger på klokken: “Hvor langt mon betjentene er forude?... bare der nu er så megen spredning i feltet, at jeg kan nå at få et glimt af Bjarne Riis, Bo Hamburger, Rolf Sørensen, Jesper Skibby, og hvad de nu alle hedder.”
“Hvorfor pokker går far den vej. De kan da umuligt være forulykket opad,” betvivler Cecilie.
“Måske handler det om noget helt andet,” mener Didrik og står også ud: “Det kunne være de er på jagt efter en forbryder. Det vil jeg helst ikke gå glip ad.”
“Nej, nej! Ikke noget med pistoler,” svarer Cecilie frygtsomt og stikker en beroligende hånd om til datteren, der blot klasker den væk; mens hun surmuler over, at hun ikke fik lejlighed til at komme tilbage til tøjbutikken og den tiltalende, flotte ekspedient.
Men hun har fået noteret byens navn i sin dagbog, så om et par år, når hun er blevet myndig og kan tage ud på egen hånd, så kunne det jo være, at vejen atter faldt forbi Florac.
Didrik når frem til sin faders udkigspost: “Tror du, de fanger dem her omkring?”
“Fanger dem!” svarer han forundret og spekulerer på, hvor sønnen skulle vide fra, hvor vidt der er et udbrud i gang: “... måske. Det ville være rigtig spændende at se.”
“Ja ikke. Men jeg tvivler nu ærlig talt på, at de kommer denne vej. Politiet er alt for tydeligt.”
“Politiet... “ gentager faderen hovedrystende og knytter hænder i spænding: “Til pokker med de latterlige, små franske betjente. Det er det, som kommer om lidt, der er fascinerende.”
“Øh nå,” tager Didrik til efterretning og spejder med ned af bakken: “... er du sikker på, at de vil komme fra den side; så vil de jo være kørt i hælene på po...”
“Selvfølgelig kommer de derfra! Ellers ville de jo blot ramle ind motorcyklisterne. Og det ville jo ikke være så smart. Især ikke, hvis de lige pludselig måtte sætte farten op.”
“Nåh nej,” samtykker knægten, men klør sig alligevel i sin lyshårede hovedbund.
Tre et halvt minut står de således og venter utålmodigt på hver sin ting, indtil motorcykelbetjenten vender tilbage og ivrigt gestikulerende vinker dem til sig: “Se retourner, avalanche.”
Poul Erik kigger måbende på ham men konstaterer, at de øvrige bilister vender bilerne og drager væk, den vej hvorfra de kom. Han fatter ikke en brik af det hele men fornemmer, at det klogeste nok er at følge trop: “Jeg skulle nødig have en bøde oveni det dyre badetøjskøb.”
“Vi skal nok væk, inden alle voldsomhederne udspænder sig,” mener Didrik og følger efter ham.
“Måske kan vi komme til at holde lidt længere fremme, hvor vejen er lidt bredere. Det ville nu være ærgerligt at gå glip af denne enestående begivenhed, nu vi er så tæt herpå,” udtænker Poul Erik og sætter mismodigt Volvoen i gear.
“Hvad var det så, der var sket?” tilspørger Cecilie bekymret.
“Der er ikke sket noget. Men jeg forstår ærlig talt ikke, hvorfor vi ikke måtte holde her... det var som om, betjenten blev ved med at sige: ‘Se Antonio Samaranch’; men ham er jeg sgu ærlig talt bedøvende ligeglad med - og hvad pokker skulle han også foretage sig her?”
“Hvem?” spørger de alle 3 i kor.
“Ja, det er ham som er øh... formand for den olympiske komité, eller sådan noget lignende.”
“Det er måske ham, som er blevet kidnappet,” udtænker Didrik.
“Kidnappet! Hvorfor tror du det?... hvad hedder det på fransk, Silje?”
Det er længe siden, hun har hørt ham bruge hendes kælenavn, hvorfor hun lyser op i stor glæde og glemmer alt om dybe skrænter, røvere og revolvere: “Det øh, det ved jeg virkelig ikke... conduct bordure, tror jeg nok.”
“Det mener jeg bestemt ikke, han sagde. Nå, der fremme er en stor rasteplads... men udsigten er desværre ikke nær så god, som der hvor vi holdt før.”
“Udsigt og rasteplads!... skulle vi ikke hellere se at finde frem til vores hotel af en anden vej?”
“Jovist. Men det ligger altså den modsatte vej. Og når først rytterne har passeret forbi, skulle det atter være muligt at passere den vej frem,” forklarer familiens overhoved og peger bagud.
“Rytterne? Politiet stopper da vel ikke hele vejen, blot fordi et par heste skal forbi?”
“Heste!” udbryder Poul Erik forbavset og hiver håndbremsen op: “Nej, det er cykelryttere selvfølge-lig. Tour de France karavanen kommer denne vej forbi om lidt.”
“Nå, og hvad så? Derfor skulle vi vel nok kunne trille den modsatte vej samtidig.”
“Nej. Rytterne breder sig over hele kørebanen, og så er det vigtigt, at der ikke er andre trafikanter.”
“Det var dog ligegodt ufatteligt. I vinters blev jeg bedt om at trække cyklen hjem, da politiet stop-pede mig uden lygte; men her kører de og rydder vejen for dem. Det er godt nok uretfærdigt.”
“Argh, det er jo noget helt andet,” mener Poul Erik, stiger ud og spejder atter efter flokken.
Et par minutter senere kommer betjenten forbi, stopper op og forklarer, at vejen er spærret for i hvert fald det næste døgns tid. Pollemand nikker forstående og svarer flere gang med: “Riis, Riis.”
Kasketbæreren opgiver til sidst at gøre sig forståelig og forlader stedet med bevidstheden om, at vej-spærringen længere fremme er så tydelig, at der ikke kan ske dem noget, hvis de prøver kørslen.
Fem kvarter går der i søvndyssende venten, til ubønhørlige spørgen fra de tre øvrige om, hvad de egentlig venter på. Men så brister Poul Eriks tålmodighed langt om længe også, og de begiver sig ud på den planlagte rute, blot for at nå frem til jordskredet, der har sat en effektiv stopper for al kørsel på denne vejstrækning, både for bilister og eventuelle cykelryttere.
Poul Erik begræder selvfølgelig, at han ikke fik set stjernerne; men trøster sig så ved, at returkørslen i det mindste sparer ham for at begive sig ud på en længere omvej.
Da de når tilbage til vejens begyndelse og skiltet mod Agde peger den vej, som de så vælger at køre, går et eller andet op for hende: “Hør, den lille udflugt havde du vist planlagt hjemmefra, hvad?”
“Øh ja,” tilstår Poul Erik forlegent og bittert, da det ikke fik sin ønskede udgang: “Nu skal jeg høre for det resten af ferien, og så fik jeg ikke engang Riis at se.”
3. kapitel
Cecilie kaster et søvnigt blik på væggeuret og konstaterer forskrækket: “Klokken er kvart over ti!” Og så er hun ellers pludselig lysvågen og puffer til Poul Erik i nabosengen: “Vågn op mand.”
Manden gaber træt og drejer sig om på den anden side til en eller anden uforståelig mumlen.
Moderen trækker en tynd morgenkåbe omkring sig og vandrer ud på altanen. Først kigger hun op på den blå himmel og jubler indeni over det pragtfulde vejr; men da hun så kaster blikket nedad, får hun sit livs måske største chok.. Hun tripper et par skridt baglæns og gnidder øjnene engang, inden hun vover sig frem igen og skuler frygtindgydende på al griseriet.
Da den aller første afsky har fortaget sig lidt, farer hun ind og hamrer løs på Pollemand: “Sig mig, er du klar over, at du har bragt os frem til en nudistlejr?”
“Hvaba?... en hvad for en?... nej, det passer ikke... zzzzz.”
“Så gå selv ud og kig! Hov, vågn nu op menneske,” kommanderer hun og rusker endnu hårdere: “Vi må aldeles omgående langt væk herfra... børnene for satan! Hvordan pokker kommer vi væk herfra, uden at børnene får set alle disse grumme, nøgne franskmænd?”
“Det forstår jeg ikke,” indskyder Poul Erik og sætter sig langsomt op: “Der var da intet usædvanligt at se, da vi kom frem i går.”
“Nej. Men da var klokken også over midnat og en smule halvkoldt udenfor. Men det siger jeg dig, her bliver jeg ikke over et kvarter længere,” beslutter hun og skynder sig i tøjet.
“Ja, jeg kører altså ingen steder førend jeg er rigtig udsovet. Det er fuldkommen uansvarligt.”
Cecilie lister hen til naboværelset i håb om at se begge ungerne i dybeste søvn, men til hendes vær-ste gru er datteren væk, hvorpå hun vækker Didrik: “Hvor er Yvonne henne?”
“Hun ville ned til stranden og have en morgendukkert. Det er længe siden. Hvorfor?”
“Fordi vi er... åh nej, det er jo forfærdeligt. Hun kan have taget skade på livstid,” stønner den moralske moder og tager sig fortvivlet til hovedet: “Hvad fanden gør vi nu?”
“Jamen, hvad er der dog sket?” tilspørger Didrik, men får intet svar, for i det samme ringer dørklok-ken, og udenfor viser der sig endnu en af disse kasketklædte betjente.
Han forklarer, at en ung pige er fundet myrdet i lejligheden ved siden af, og spørger til, om Cecilie og hendes familie har bemærket noget usædvanligt i nattens løb; men hun opfanger kun ordene: me-urtre og femme jeune, og segner besvimet om på gulvet med hovedet skramlende ned i en kommode.
Poul Erik hører braget og kommer farende ud i ingenting, men hverken han eller politiet tænker nærmere over denne tilstand, men bekymrer sig udelukkende om det bloddryppende sår. De bærer hende i fællesskab ud i badeværelset, mens Didrik betuttet ser til.
Da faderen har fået standset den værste blødning, kommer Cecilie langsomt til sig selv igen: “Hvor er jeg?” spørger hun forvirret, indtil hun ser op på mandens lem og den fremmede betjent, så kommer erindringen heftigt tilbage: “En af de beskidte nudistsvin har myrdet Yvonne!”
“Hold nu op med at skrige og hyle så højt,” tysser Poul Erik: “Hvem siger det?”
“Det gør betjenten. De har fundet en død pige et eller andet sted... nede på stranden vil jeg tro.”
“Jamen, Yvonne er da ikke nede på stranden, hun er da her,” mener faderen og ser på sønnen.
Didrik ryster på hovedet og bliver ligeså bange som moderen, skynder sig tilbage til sin seng, hvor han smider sig ned og kan ikke holde tårerne tilbage: “Nej, det er løgn,” råber han og slår løs på hovedpuden, så fjerene efterhånden flyver omkring hovedet på ham: “Nej, nej, nej!”
Det var en roman jeg var begyndt på i 1996, som jeg aldrig fik skrevet færdig. Jeg kan ikke længere huske, hvad den skulle fortsætte/ende med. Så det er frit op til jer at digte videre på den. Og eventuelt udgive den senere, hvis I er i stand til at få 2-300 sider ud af det.