Selvskade?

Hej alle
Jeg er en pige på 14 år som er selvskader, hver dag tager jeg en kniv eller en skarp genstant og skære mig i håndledet/armen 3-4 gange dagligt. Jeg bruger os en anden metode det er f. eks at tage et sort hårelastik med en metal dims på tage den omkring armen og hold ud i den og så slipper jeg så jeg får mærker. Ved godt det lyder dumt! Og mange spørg "hvorfor gør du dog det, osv." Men det er mega svært at stoppe når man først er begyndt. Grunden til at jeg gør alt dette her er fordi jeg føler skam eller hvis jeg er ked af det. Jeg føler alt er min skyld og alle hader mig! Jeg ved ikke hvordan jeg skal takle mine problemer? Dette er et råb om hjælp! Hjælp mig!

Du skal finde nogen i den virkelige verden, der kan hjælpe dig og så skal du selv tage et ansvar for at hjælpe dig selv, hvis du altså virkeligt gerne vil ændre på tingenes tilstand!

Lidt om dem nede i Afrika der virklig sidder i l... til halsen, sult, borgerkrig,uretfærdigheder, sorg, ingen fremtid, og man kunne blive ved, her i Danland har vi alle sammen mulighed for at få et anstændigt liv, det betyder ikke et problem frit liv, men basis er iorden, dem der bor f.eks i slummen nede i Indien ville bogstaveligt give deres højre arm for at kunne bytte med vores problemer, så prøv at læse om de andre menneskers problemer, så vil du kunne se at dine problemer vil kunne løses, det er i vært fald ikke umuligt.

Det her handler om mig! Om min selvskade osv. Jeg kan ikke lade være med at skade mig selv, når man først er begyndt er det mega svært!

Jeg mener... Når man først er begyndt er det mega svært at stoppe!

du skal tage en snak med din lærer, som så kan hjælpe dig med at komme til en skolepsykolog...

en lærer som du har tillid til og giv din accept til at der bliver taget hånd om dit problem.
Har prøvet det selv - eller rettere sagt - min datter har. Hun var også selvskader uden jeg vidste det. Hendes lærer opdagede det og fik en snak med hende og de blev enige om at kontakte mig. Vi talte alle tre sammen og jeg gik til en sagsbehandler på kommunen, der så fik sat gang i hjælpen.
Min datter kom til psykolog, men ved så ikke hvor meget hjælp denne person var, da han virkede meget amatøragtig på os. Men vi havde fået taget fat om problemet og min datter og jeg brugte tid på at tale om det. Ikke at vi gik i dybnen men min datter følte, at jeg tog sagen alvorlig.
Vi har så prøvet et forsøg, der kørte her omring, og som hedder SMS-tjensten. Det var guld værd og det virkede.
Nu er det godt 2 år siden og min datter har ikke skåret sig siden og selvtilliden er i top.
Håber du kan bruge dette til noget.
Op med humøret og få talt med en voksen du har tillid til, og så skal du nok blive hjulpet.
Knus

Hej... Det gør mig rigtig ondt at høre hvordan du har det. Jeg har nemlig selv været der hvor du er nu. Var selvskader i ca. 1½ år før jeg fik hjælp. Jeg var hele turen rundt om skolepsykolog, alm. læge, socialrådgiver (som ikke gjorde en skid!!) og til sidst en alm. psykolog. Jeg blev heldigvis hjulpet tilbage til "livet" igen og er nu godt i gang med uddannelse og job.
Min erfaring er at det ikke bare sådan lige bliver bedre med tiden - tværtimod. Mit forslag er at du taler med en voksen - en lærer, dine forældre, en ældre søskende hvis du har sådan en, eller hvem du nu lige føler tiltro til. Det er så vigtigt at få hjælp. Ud med det, så skal de nok finde ud af hvad du har behov for. Måske er det ikke nødvendigt med andet end nogle gode samtaler med en du har tiltro til - måske har du brug for længere psykologbehandling eller indlæggelse. Nu skal jeg ikke male en hvis person på væggen, men pointen er at de kloge hoveder nok skal finde ud af hvad du har brug for til at komme tilbage til livet igen. Du skal nyde din ungdom så længe den er der!!!
Bare vent og se - selvom det hele måske kan føles vildt uoverskueligt og sort, så gør det dig bare endnu stærkere i den anden ende når du er kommet igennem det. Men det kræver at du åbner dig op og kommer ud med det til en fra det virkelige liv, som en af de andre brugere havde skrevet.
Jeg håber det hele falder på plads for dig. Livet er for kort til at være trist!

mut når du skriver sådan
snak med din mor, far, veninde mor, nogen du er fortrolige med.

Ingen vil lytte til mig! jeg føler det er min skyld det hele! Jeg er intet vær! :'(

hvad er det da for en sammenligning... åhh hvor er jeg træt af folk der har den indstilling at når man har det psykisk dårligt, så skal man bare se på andres problemer og stille dem op imod ens egne.
Hvad er det da for en tanke gang
grrrr

- hvad bilder du dig egentlig ind? Du er født i et smørhul, skulle dine problemer være mindre luksusiøse end andres på 14?
- Hvis dit konsekvense svar på alle forslag er "det kan jeg ikke" Hvordan pokker havde du så forestillet, nogen kunne hjælpe dig?
- Jeg satser på du er fake. Er det eller er det ikke tilfældet, skulle du have en vis del på komedie.

Hvor ER det godt at læse at du kan forsvare dig selv- og JA, det er nemlig dig det handler om, din indre smerte, dit liv!
Der gør mig ondt at du har det skidt, og desværre er systemet meget svært at komme igennem og få hjælp i, men alligevel vil jeg foreslå dig at gå til din læge og fortælle om dit problem.
Jeg håber det bedste for dig.
Christina

Hva mener du!? Jeg har det dårligt inden i en smerte der ikke vil ud. Den eneste måde jeg kan få den ud på er at skære i mig selv! Jeg føler skam og skyldfølelse fordi min søster døde! Det er min skyld!

for det første at se helt bort fra alle de uforstående indlæg, du får herinde. Ingen voksne mennesker vil reagere med vrede eller nedgørelse, når et barn/ungt menneske i din situation betror sig til dem "in real life".
Jeg har selv en knap 15-årig datter, som har været selvskader igennem et par år. Heldigvis fortalte hun det til os efter en tid, og kære du - selv om vi ikke på nogen måde kunne forstå, at hun havde det så svært, da hun set med vores øjne havde ALT at være glad for, så tog vi hende alvorligt - og det vil dine forældre også gøre.
Hvis det er HELT umuligt for dig at betro dig til dem, så må du finde en anden voksen at tale med - en lærer, en venindes mor, din moster - og hvis tanken om at sige det højt er for skræmmende for dig, så skriv et brev til vedkommende. Det gør jeg selv, når jeg skal sige noget svært til andre og mangler mod.
Min datter har været i samtaleterapi flere steder, uden at hun følte, det hjalp hende, men nu er hun kommet i forbindelse med en familieterapeut, der har gjort både hende og os forældre klogere på, hvad hun egentlig går og tumler med. Derudover har hun fået kontakt med andre selvskadende piger igennem samme terapeut, og de støtter hinanden og deler erfaringer om, hvordan man kan komme "af med" smerten på en bedre måde.
Tro mig! - der er hjælp at hente, men du er nødt til at tage dig selv alvorligt og tro på, at andre vil hjælpe dig. Forestil dig, at en, du holder af, betroede sig til dig om noget lignende - ville du drømme om at reagere ved at sige: "Jeg vil ikke lytte til dig! Du er ingenting værd!"❓- nej, vel? Du er nødt til at behandle dig selv lige så godt, som du ville behandle en anden i dit sted - og dette klarer du ikke på egen hånd.
Held og lykke med det.

Hvordan får du kammerater?
Hvordan får du selvtillid?
D
du er den eneste, der kan ændre på det! Folk kan godt
hjælpe dig, men du skal først ændre på dig selv. Desuden
skal du accepterer ændringen af dit liv.
Start med at kigge i spejlet og sig højt; Hej dejlige Camilla,
hvor er du smuk og lækker. Husk at smile og lave en masse luftkys. 😉[l]
Du gå gerne gøre det flere gange om dagen over nogle uger.
Du kan ikke elske andre, hvis du ikke elsker dig selv.
Hvis du ikke elsker dig selv, så har du ingen selvtillid. Uden
selvtillid kan du ikke tiltrække venner.
Den smerte som du ikke kan skrige ud sætter sig som en destruktiv
smerte, hvor du skærer i dig selv. Hver gang du føler den smerte, så
gå ud og lav øvelsen i spejlet.
Desuden skal du lære at det ikke er forbudt at råbe og skrige, hvis
man føler sig uretfærdig behandlet. Det er nemlig sundt, at komme af
med agressionerne. Det vil også gøre dig lidt mere naturlig. 😃
Held og lykke [f][s][l]

Jeg kunne ønske mig, at det var dit indlæg, der var fake. Hvis din hensigt er at få den unge pige til at skære i sig selv igen, så har du formentlig opnået, hvad du ville.
Indlæggene kunne være skrevet af de første ti-tolv piger - samt et par drenge - jeg kender, som har stået i samme situation - og et er sikkert: Selvskaderen HADER sig selv for at være så hjælpeløs og "forkert". Hun føler skyld, fordi hun er svag, og fordi hun er så "forkælet", at hun tillader sig selv at være fortvivlet, når nu alle er enige om, at hun har det som blommen i et æg.
Selvskade omtales som "den nye anoreksi" og er voldsomt udbredt i disse år, og INGEN unge mennesker i trivsel synes, det er cool eller smart at tilføre sin egen krop grimme ar. Og overbevisningen om, at ingen kan/vil hjælpe, er netop et resultat af, at alle voksne omkring den unge mener at vide, at det er så let at være ham/hende - så skal det nok hjælpe fedt at bebrejde vedkommende det manglende mod til at lukke op og fortælle om sin situation!
Jeg er rystet over, at du kan reagere sådan over for et psykisk sårbart medmenneske, der beder om hjælp.

- Hvis du fastholder dit indlæg ikke er fake, så lad os tale om, hvor du er villig til at gå hen og få hjælpen. Ingen kan hjælpe dig her. Det ved du godt, ikke?