Sand lykke er evig
Ifølge den vediske version er grunden til, at mange mennesker er ulykkelige i det moderne samfund, fordi de mangler en åndelig dimension i deres tilværelse. Mennesker uden en åndelig dimension i deres tilværelse er blot polerede dyr.
Glæde, der er baseret på ydre omstændigheder såsom kroppen og sindet, er selve årsagen til lidelse, fordi sådanne glæder altid har en begyndelse og en ende. Eftersom sjælen er evig, higer den altid efter evig tilfredsstillese og kan aldrig blive fuldt tilfreds gennem sanserne og sindet. Hvis man fx.(hvad Gud forbyde) gik hen og blev døv, kunne man ikke mere finde nydelse i musik. Eller hvis man blev blev blind, kan man ikke mere finde nydelse i at se film eller kunst, og så bliver den samme nydelse forvandlet til frustration.
Yderst set vil den materielle krop blive for gammel til at tilføre os den nydelse, vi har været vant til. Hvis man så ingen åndelig viden har og ikke har lært at finde glæde i selvet - den glæde der er helt uafhængig af ydre omstændigheder, den glæde, der er indbygget i sjælen - så vil man ende sine dage som en bitter gammel mand eller kvinde, og ens død vil ligeledes blive en frustrerende, uværdig oplevelse.
Når man dør i sådan en frustreret tilstand vil ens næste liv blive derefter, og således kan man hænge fast i en cyklus af frustration i mange liv.
Det eneste der kan hjælpe en ud af denne elendighedens cyklus er at forbinde sig med sit virkelige selv og derefter forbinde sit virkelige selv med Krishna. Først da kan man blive virkelig lykkelig.
Mange hævder, at man ikke bør spilde sin tid med religion. Men dette menneskeliv er den eneste livsform, hvor sjælen kan forstå Gud. Ja, den menneskelige livsform er beregnet til netop dette: at søge den Absolutte Sandhed. Spise, sove, parre sig og forsvare sig kan man gøre i enhver livsform. Men man kan ikke forstå Gud i enhver livsform.
Nu siger folk så, men skal vi ikke bare koncentrere os om at leve et godt liv, mens vi har det? Men yderst set kan man ikke leve et godt liv i den materielle verden. Den materielle verden er designet af Krishna til at bringe os lidelse. Man kan forsøge at nyde, men nydelsen vil altid ende i sorg og elendighed... når den hører op. Vi søger fx. alle ægte kærlighed, og de fleste finder også en partner de kan elske. Men den kærlighed er dømt til at ende i sorg, når den elskede forlader os enten ved at dø eller skride fra os.
Den materielle verden er en verden af dualitet. Lykke og lidelse er to sider af samme mønt. Man kan ikke have den uden den anden. Man kan selvfølgelig leve et relativt godt liv en hvis periode, men det vi anser for godt, vil altid komme til en ende og blive afløst af sin modsætning - lidelse. Det er det, der er galt med at leve et godt liv baseret på kropslig og mental tilfredsstillelse.
Noget helt andet er, at hvis man fx. anser et godt liv for at være forbundet med at spise kødet fra slagtede dyr, så vil det sige, at for at man kan have det godt, må andre lide. Vi lever i en kultur, hvori de største forretninger - våben- og kødindustrien - profitterer på andres død og ødelæggelse. Det giver dårligt karma til samfundet, som kommer til udtryk gennem dårligt vejr og alskens ulykker både individuelt og kollektivt.
Den lidelse, man er med til at påføre andre levende væsener i sin jagt på det gode liv, vil med absolut sikkerhed komme tilbage til en selv. Det vil sige, at mens man nyder fx. en dejlig bøf med løg, kan man være sikker på, at den form for nydelse i fremtiden vil bringe en lidelse. Derfor bliver det mere og mere umuligt i det moderne forbruger samfund at leve det gode liv. Des mere folk forsøger at nyde, des mere dårligt karma skaber de,
og des mere vil de lide. Det er skruen uden ende, og det eneste der kan afhjælpe det scenario er Krishnabevidsthed eller ægte åndelig viden.
For at ytre og forsøge at videregive denne urgamle kundskab bliver man kaldt fanatiker, hjernevasket, kultmedlem osv. Det må man tage med som missionær. Jeg tolererer i høj grad andres opfattelser, jeg forbeholder mig bare retten til argumentere imod dem, når jeg kan se, at de er skadelige og ødelægger verden. Jeg hverken kan, og selv hvis jeg kunne, ville jeg aldrig tvinge folk til at følge min livsstil. Kærliged kan aldrig opnås gennem tvang. Men jeg kan og vil forsøge at videregive kundskaben om den Absolutte Sandhed, som jeg har modtaget den fra min åndelige mester.
Det er jeg meget ivrig efter, fordi jeg ved, at det kan hjælpe mennesker ud af deres lidelser. Hvis det gør mig til en hjernevasket idiot i jeres øjene, so be it. Jeg kan ikke gøre for, at jeg ved, hvad jeg ved.
Personligt synes jeg at den indstilling fra flertallet af moderne mennesker, vidner om intolerance overfor holdninger, der strider mod deres eget småborgerlige livssyn.
Man behøver ikke at tro på Krishnabevidsthed. Processen virker, uanset om man tror på det eller ej. Problemet er selvfølgelig, at hvis man ikke tror på det, vil man ikke udføre processen til at begynde med. På den måde kræver hvad som helst, som man begynder at gå i lag med, tro.
Det vidunderlige ved Krishna-bevidsthed er, at man ikke behøver at vente med at dø for at smage den åndelige glæde. Den glæde er tilgængelig her og nu ved at følge processen. Og selv hvis man ikke gør sig færdig og skal gennem flere liv eller tusindeviser af liv, så kan man være helt sikker på, at det vil være bedre former for liv. Den Krishna-bevidste proces er så kraftfuld, at den på en gang og meget drastisk vil forøge ens livskvalitet.
Krishna siger:
Min kære Arjuna, eftersom du aldrig er misundelig på Mig, vil Jeg hermed give dig denne mest fortrolige kundskab og indsigt. Når du kender den, vil du blive frigjort for alle den materielle eksistens elendigheder. (Bg. 9.1)
Denne viden er kongen over al uddannelse og den mest fortrolige af alle hemmeligheder. Det er den reneste viden, og eftersom den giver en direkte opfattelse af selvet gennem indsigt, er det religionens fuldkommenhed. Den varer evigt og udføres med glæde. (Bg. 9.2)
Glæde, der er baseret på ydre omstændigheder såsom kroppen og sindet, er selve årsagen til lidelse, fordi sådanne glæder altid har en begyndelse og en ende. Eftersom sjælen er evig, higer den altid efter evig tilfredsstillese og kan aldrig blive fuldt tilfreds gennem sanserne og sindet. Hvis man fx.(hvad Gud forbyde) gik hen og blev døv, kunne man ikke mere finde nydelse i musik. Eller hvis man blev blev blind, kan man ikke mere finde nydelse i at se film eller kunst, og så bliver den samme nydelse forvandlet til frustration.
Yderst set vil den materielle krop blive for gammel til at tilføre os den nydelse, vi har været vant til. Hvis man så ingen åndelig viden har og ikke har lært at finde glæde i selvet - den glæde der er helt uafhængig af ydre omstændigheder, den glæde, der er indbygget i sjælen - så vil man ende sine dage som en bitter gammel mand eller kvinde, og ens død vil ligeledes blive en frustrerende, uværdig oplevelse.
Når man dør i sådan en frustreret tilstand vil ens næste liv blive derefter, og således kan man hænge fast i en cyklus af frustration i mange liv.
Det eneste der kan hjælpe en ud af denne elendighedens cyklus er at forbinde sig med sit virkelige selv og derefter forbinde sit virkelige selv med Krishna. Først da kan man blive virkelig lykkelig.
Mange hævder, at man ikke bør spilde sin tid med religion. Men dette menneskeliv er den eneste livsform, hvor sjælen kan forstå Gud. Ja, den menneskelige livsform er beregnet til netop dette: at søge den Absolutte Sandhed. Spise, sove, parre sig og forsvare sig kan man gøre i enhver livsform. Men man kan ikke forstå Gud i enhver livsform.
Nu siger folk så, men skal vi ikke bare koncentrere os om at leve et godt liv, mens vi har det? Men yderst set kan man ikke leve et godt liv i den materielle verden. Den materielle verden er designet af Krishna til at bringe os lidelse. Man kan forsøge at nyde, men nydelsen vil altid ende i sorg og elendighed... når den hører op. Vi søger fx. alle ægte kærlighed, og de fleste finder også en partner de kan elske. Men den kærlighed er dømt til at ende i sorg, når den elskede forlader os enten ved at dø eller skride fra os.
Den materielle verden er en verden af dualitet. Lykke og lidelse er to sider af samme mønt. Man kan ikke have den uden den anden. Man kan selvfølgelig leve et relativt godt liv en hvis periode, men det vi anser for godt, vil altid komme til en ende og blive afløst af sin modsætning - lidelse. Det er det, der er galt med at leve et godt liv baseret på kropslig og mental tilfredsstillelse.
Noget helt andet er, at hvis man fx. anser et godt liv for at være forbundet med at spise kødet fra slagtede dyr, så vil det sige, at for at man kan have det godt, må andre lide. Vi lever i en kultur, hvori de største forretninger - våben- og kødindustrien - profitterer på andres død og ødelæggelse. Det giver dårligt karma til samfundet, som kommer til udtryk gennem dårligt vejr og alskens ulykker både individuelt og kollektivt.
Den lidelse, man er med til at påføre andre levende væsener i sin jagt på det gode liv, vil med absolut sikkerhed komme tilbage til en selv. Det vil sige, at mens man nyder fx. en dejlig bøf med løg, kan man være sikker på, at den form for nydelse i fremtiden vil bringe en lidelse. Derfor bliver det mere og mere umuligt i det moderne forbruger samfund at leve det gode liv. Des mere folk forsøger at nyde, des mere dårligt karma skaber de,
og des mere vil de lide. Det er skruen uden ende, og det eneste der kan afhjælpe det scenario er Krishnabevidsthed eller ægte åndelig viden.
For at ytre og forsøge at videregive denne urgamle kundskab bliver man kaldt fanatiker, hjernevasket, kultmedlem osv. Det må man tage med som missionær. Jeg tolererer i høj grad andres opfattelser, jeg forbeholder mig bare retten til argumentere imod dem, når jeg kan se, at de er skadelige og ødelægger verden. Jeg hverken kan, og selv hvis jeg kunne, ville jeg aldrig tvinge folk til at følge min livsstil. Kærliged kan aldrig opnås gennem tvang. Men jeg kan og vil forsøge at videregive kundskaben om den Absolutte Sandhed, som jeg har modtaget den fra min åndelige mester.
Det er jeg meget ivrig efter, fordi jeg ved, at det kan hjælpe mennesker ud af deres lidelser. Hvis det gør mig til en hjernevasket idiot i jeres øjene, so be it. Jeg kan ikke gøre for, at jeg ved, hvad jeg ved.
Personligt synes jeg at den indstilling fra flertallet af moderne mennesker, vidner om intolerance overfor holdninger, der strider mod deres eget småborgerlige livssyn.
Man behøver ikke at tro på Krishnabevidsthed. Processen virker, uanset om man tror på det eller ej. Problemet er selvfølgelig, at hvis man ikke tror på det, vil man ikke udføre processen til at begynde med. På den måde kræver hvad som helst, som man begynder at gå i lag med, tro.
Det vidunderlige ved Krishna-bevidsthed er, at man ikke behøver at vente med at dø for at smage den åndelige glæde. Den glæde er tilgængelig her og nu ved at følge processen. Og selv hvis man ikke gør sig færdig og skal gennem flere liv eller tusindeviser af liv, så kan man være helt sikker på, at det vil være bedre former for liv. Den Krishna-bevidste proces er så kraftfuld, at den på en gang og meget drastisk vil forøge ens livskvalitet.
Krishna siger:
Min kære Arjuna, eftersom du aldrig er misundelig på Mig, vil Jeg hermed give dig denne mest fortrolige kundskab og indsigt. Når du kender den, vil du blive frigjort for alle den materielle eksistens elendigheder. (Bg. 9.1)
Denne viden er kongen over al uddannelse og den mest fortrolige af alle hemmeligheder. Det er den reneste viden, og eftersom den giver en direkte opfattelse af selvet gennem indsigt, er det religionens fuldkommenhed. Den varer evigt og udføres med glæde. (Bg. 9.2)