Jeg afskyr skam også racisme.
Kærlig hilsen Albert Johansen
"I vores moderne tidsalder har dette ord stort set haft følgende betydning:
At man anser andre racer end den man selv er medlem af som mindreværdige i forhold til sin egen.
I praksis har det dog hovedsageligt fundet anvendelse i tilfælde hvor det har været hvide mennesker, der havde denne opfattelse, selvom denne form for racisme findes hos mange forskellige ikke-hvide folkeslag; f.eks. har japanere en klar overlegenhedsfølelse overfor andre racer. I de tilfælde hvor man har været tvunget af omstændighederne til, at beskrive ikke-hvide menneskers overlegenhedsfølelse overfor andre racer, har man benyttet sig af begreber som ’omvendt racisme’, ’sort racisme’, eller lignende. racisme hos andre folkeslag
I den senere tid er begrebet racisme blevet udvidet til også at omfatte en overlegenhedsfølelse overfor folk med en anden kultur end ens egen, selv hvor de racemæssige forskelle har været meget små, som f.eks. overfor tyrkere, arabere, persere og jøder, der jo i mange tilfælde kan være lige så hvide som europæere, og hvor de ydre kendetegn for en del af disse gruppers medlemmers vedkommende i øvrigt også adskiller sig minimalt fra dem, som ’hvide europæere’ bærer på.
Sjovt nok er racismebegrebet sjældent blevet anvendt hvor det drejer sig om italienere, franskmænd eller portugisere, selv om en del af dem, i mange tilfælde, kan have en tydeligt mørkere hudfarve, samt ved andre ydre kendetegn adskille sig fra Nord- og Vest-europæere.
Altså er ’racisme’ stort set noget, der findes hos - eller udøves af hvide europæere. En medvirkende grund hertil er selvfølgelig den racepolitik samt det racebegreb, der fandtes i Tyskland under nazisterne, men også hos englænderne overfor de indfødte befolkninger i kolonierne, samt i det hvide apartheidregime i Sydafrika og hos slaveejerne og deres efterkommere i de amerikanske sydstater.
Siden er ordet "racisme" meget belejligt blevet brugt til, at fremkalde skyldfølelse blandt hvide europæere - generelt med henblik på at fremme indvandring og det multikulturelle samfund, der af nogle forblændede idealister bliver anset for et mål i sig selv. Raceblanding blev også anset som et efterstræbelsesværdig gode, der skulle fremmes, da nogle mennesker mente, at det ville standse alle krige. Selv vores 'konservative' udenrigsminister Per Stig Møller har skrevet en bog hvori han er fortaler for tvungen raceblanding"