sengevæder i hele min barndom
Jeg er født og opvokset i en lille by ved navn Sunds, lidt nord for Herning her i der midt vestjyske. Sunds var dengang en lille flække med en brugs, købmand, en slagter og ligenden små handel. Og så var den en del tekstilvirksomheder som lavede tæpper med mere. Lidt nord for byen er jeg født. Vi skriver året 1971. Og her er jeg vokset op med mine to bøder som er to og fire år ælder end jeg. Gården var hvis jeg husker rigtig på 42 tøndeland mager sandjord. Noget som ingen kan leve af i dag. Men ved hårdt arbejde og os børn til hjælp så gik det.
Gården, ejendommen eller husmandsstedet eller hvad sådan noget kaldes nu omdage, men alt i alt et trygt og varmt barndomshjem at vokse op i og gode minder tros alt. Vi havde en del dyr, heste, køer og grise. Det med heste er nu så meget sagt, vi havde en og det var Rasmus. Han var gået på pension efter at far havde fået traktor. Nu skulle han så barer nyde livet så længe at han levede, så kunne vi børn tage en ride tur, altså hvis Rasmus ville, det var ikke altid. Far havde også en del får, sammen mad andre landmænd som gik på noget lyngarealer længer vestpå. Der til kommer diverse hunde og katter især de sidste havde vi nok af .
Arbejde var der nok af, også for os børn, og året rundt. Det hele skulle passes . Også skolen, de første tre år gik jeg i skole i Sunds, men kom så der efter i skole i Herning og der var så en busforbindelse. I den travle årstid havde vi lidt hjælp på gården. Omkring høsten. Hans, ja nogen kaldte kam tosse Hans. Hvorfor han har fået det navn ved jeg ikke, men der var nu ikke noget i vejen med ham, han var for os børn et rat menneske og hvis vi kunne få ham til at lukke nogen af hans historier ud så var han rigtig sjov at hører på. Og lad mig så sige at ferie var der ikke noget der hed i vores barndom. Det vil sige vi fik en på tre dage, med der om sener.
Som jeg tidligere har nævnt, så tisse jeg i sengen om natten og det blev ved til jeg var end 13-14 år. Og det blev løst med bleer og masser af bleer og det var stofbleer med gummibukser som overtræk. Det gik på den måde at vi kom altid tidlig i seng for vi skulle tidlig op. Så skulle jeg tage mine underbukser af og så kom mor med to til tre bleer som var foldet i en trekant og fik dem under måsen og så de her plastbukser uden på og så godnat. Når jeg sådan tænker tilbage, så kan jeg huske at når jeg stod af bussen hjem fra skole så kan jeg endnu se denne lange hvide tørresnor fuldt med bleer, mine bleer. Tørresnor gik fra det gamle pæretræ over til husgavlen, lige over mit vindue. Og der har jeg ofte hørt når nabo koner komme forbi for at tale med mor. Ær a tøs int snårt tør. Æ tror hur ær doven ær sku ærøvfuld. Den slavs bur i int hir sagde mor altid.
Nu skal man ikke tro at der ikke blev gjort noget ved problemet, for det gjorde der. End to tre gange blev jeg slæbt med mor til vores huslæge. Også kaldet doktor Laursen. Jeg husker ham som en æld gammel mand med ingen hår på hovet men til gengæld masser af hår ud af næse og øre. Han sagde altid at det bliver hun nok træt af en dag, skal vi ikke se tiden and så går det nok over en dag. Og så kunne vi gå hjem til bleer igen.
Nu var det sådan at mit lille problem var ikke skjult for nogen. Hverken skolekammerater eller den nærer familie, men at de også vidste det i brugsen, det kom som en overraskelses.
En dag jeg var vent hjem fra skole og så at huset var vent på højkant og far og mor diskuterer om hvordan og hvorledes. Der var kommet et brev med posten. Mors søster havde en datter som skulle giftes og det var på Fyn. Vi skulle med til bryllup. Problemet var at få det hele passet mens vi var væk. Der var ikke nogen som kunne gør det godt mok, var fars mening. Dyrene skulle foders malkes og moges ud. Og nogen hjælp kunne vi ikke få for der var ikke penge at gør det for. Men det endte med at Hans skulle se efter bedriften mens vi var væk. Vi havde ingen bil så det skulle være med tog fra fredag til søndag. Tre dage.
Jeg fik nu påbud på at jeg skulle gå i brugsen og købe de her nymodens engangsbleer, som mor kaldte dem. Brugsuddelerens kone Karen sad ved kassen. Og det hun ikke vidste var ikke vær at vide. Nå bedte Anne gider din mor ikke vaske bleer mere. jamen de er da alt for små til dig Og ved du hvad du skal have sådan nogle snipper uden på, men tror du at du kan passe den. Og så hende op af stolen og ned på hylden og finde blesnipper, og bredte ud på disken og fortalte at de skulle bindes i siden. Alt i mens kunder mere eller minder uforstående så på. Da jeg gik der fra tyde jeg hele vejen hjem og ville aldrig i denne brugs mere.
Jeg var nu en rund buttet pige på 12 år og kunne ikke passe de her snipper, men heldig vis havde mor taget et par gummibukser med så det gik udmærket. Og Hans havde også gjort det godt her hjemme på gården så det blev en god tur til Fyn.
En dag var der en annonce i den lokale avis Vestkysten. At Læge Emil Arnold Laursen har efter mere end 45 år solgt sin praksis til en ung københavner som jeg ikke mere husker hvad hedder. Og hele byen var i oprør. Især de gamle koner. De skulle ikke til sådan en københavner som ikke vidste noget som helst De havde alle deres gigt sygdomme at slås med. Det kunne han ikke gør noget ved. Så er der så spørgsmålet og doktor Laursen kunne? Så de tog bussen til Herning for at finde en ny læge.
Men sådan var det ikke hos os. Mor syntes at vi skulle gå der ind for at se om han havde en løsning på mit lille tisse problem. Det hele var lavet om, nye og venlig lokaler. Og sådan så han ud, en pæn ung mand på omkring de 30. Han kikkede på de gamle papir og hans øjn blev helt mørke. Så rejste han sig og gik hen til mor, og nærmeste skældte hende ud. Hvorfor er der ikke gjort noget ved det her for mindst ti år siden. Om et halvt år skal hun konfirmeres, har man tænkt sig at det skal varer hele livet. Så gik han hen til mig. Hans øjn var nu blevet mere venlig. Hør her min pige. Nu får du noget som du skal pifte op i næsen inden du går i seng, og hvis det ikke hjælper på fjorten dage så skal du på sygehuset. Jeg blev både glad og bange. Glad for ikke at tisse i sengen, men bange for sygehuset. Efter 3 uger var jeg tørlagt. Og stoffet hedder minerin Og bruges hvid den dag i dag.
Det var en stor dag da jeg slæbte alle bleer, bukser, lagner ud på gårdspladsen og far hældte lidt benzin op og en tændstik, så det blev et stort bål. Og jeg kunne skrige ud over alle marker. Jeg bruger ikke ble mere Slut
Hilsen Anne
Gården, ejendommen eller husmandsstedet eller hvad sådan noget kaldes nu omdage, men alt i alt et trygt og varmt barndomshjem at vokse op i og gode minder tros alt. Vi havde en del dyr, heste, køer og grise. Det med heste er nu så meget sagt, vi havde en og det var Rasmus. Han var gået på pension efter at far havde fået traktor. Nu skulle han så barer nyde livet så længe at han levede, så kunne vi børn tage en ride tur, altså hvis Rasmus ville, det var ikke altid. Far havde også en del får, sammen mad andre landmænd som gik på noget lyngarealer længer vestpå. Der til kommer diverse hunde og katter især de sidste havde vi nok af .
Arbejde var der nok af, også for os børn, og året rundt. Det hele skulle passes . Også skolen, de første tre år gik jeg i skole i Sunds, men kom så der efter i skole i Herning og der var så en busforbindelse. I den travle årstid havde vi lidt hjælp på gården. Omkring høsten. Hans, ja nogen kaldte kam tosse Hans. Hvorfor han har fået det navn ved jeg ikke, men der var nu ikke noget i vejen med ham, han var for os børn et rat menneske og hvis vi kunne få ham til at lukke nogen af hans historier ud så var han rigtig sjov at hører på. Og lad mig så sige at ferie var der ikke noget der hed i vores barndom. Det vil sige vi fik en på tre dage, med der om sener.
Som jeg tidligere har nævnt, så tisse jeg i sengen om natten og det blev ved til jeg var end 13-14 år. Og det blev løst med bleer og masser af bleer og det var stofbleer med gummibukser som overtræk. Det gik på den måde at vi kom altid tidlig i seng for vi skulle tidlig op. Så skulle jeg tage mine underbukser af og så kom mor med to til tre bleer som var foldet i en trekant og fik dem under måsen og så de her plastbukser uden på og så godnat. Når jeg sådan tænker tilbage, så kan jeg huske at når jeg stod af bussen hjem fra skole så kan jeg endnu se denne lange hvide tørresnor fuldt med bleer, mine bleer. Tørresnor gik fra det gamle pæretræ over til husgavlen, lige over mit vindue. Og der har jeg ofte hørt når nabo koner komme forbi for at tale med mor. Ær a tøs int snårt tør. Æ tror hur ær doven ær sku ærøvfuld. Den slavs bur i int hir sagde mor altid.
Nu skal man ikke tro at der ikke blev gjort noget ved problemet, for det gjorde der. End to tre gange blev jeg slæbt med mor til vores huslæge. Også kaldet doktor Laursen. Jeg husker ham som en æld gammel mand med ingen hår på hovet men til gengæld masser af hår ud af næse og øre. Han sagde altid at det bliver hun nok træt af en dag, skal vi ikke se tiden and så går det nok over en dag. Og så kunne vi gå hjem til bleer igen.
Nu var det sådan at mit lille problem var ikke skjult for nogen. Hverken skolekammerater eller den nærer familie, men at de også vidste det i brugsen, det kom som en overraskelses.
En dag jeg var vent hjem fra skole og så at huset var vent på højkant og far og mor diskuterer om hvordan og hvorledes. Der var kommet et brev med posten. Mors søster havde en datter som skulle giftes og det var på Fyn. Vi skulle med til bryllup. Problemet var at få det hele passet mens vi var væk. Der var ikke nogen som kunne gør det godt mok, var fars mening. Dyrene skulle foders malkes og moges ud. Og nogen hjælp kunne vi ikke få for der var ikke penge at gør det for. Men det endte med at Hans skulle se efter bedriften mens vi var væk. Vi havde ingen bil så det skulle være med tog fra fredag til søndag. Tre dage.
Jeg fik nu påbud på at jeg skulle gå i brugsen og købe de her nymodens engangsbleer, som mor kaldte dem. Brugsuddelerens kone Karen sad ved kassen. Og det hun ikke vidste var ikke vær at vide. Nå bedte Anne gider din mor ikke vaske bleer mere. jamen de er da alt for små til dig Og ved du hvad du skal have sådan nogle snipper uden på, men tror du at du kan passe den. Og så hende op af stolen og ned på hylden og finde blesnipper, og bredte ud på disken og fortalte at de skulle bindes i siden. Alt i mens kunder mere eller minder uforstående så på. Da jeg gik der fra tyde jeg hele vejen hjem og ville aldrig i denne brugs mere.
Jeg var nu en rund buttet pige på 12 år og kunne ikke passe de her snipper, men heldig vis havde mor taget et par gummibukser med så det gik udmærket. Og Hans havde også gjort det godt her hjemme på gården så det blev en god tur til Fyn.
En dag var der en annonce i den lokale avis Vestkysten. At Læge Emil Arnold Laursen har efter mere end 45 år solgt sin praksis til en ung københavner som jeg ikke mere husker hvad hedder. Og hele byen var i oprør. Især de gamle koner. De skulle ikke til sådan en københavner som ikke vidste noget som helst De havde alle deres gigt sygdomme at slås med. Det kunne han ikke gør noget ved. Så er der så spørgsmålet og doktor Laursen kunne? Så de tog bussen til Herning for at finde en ny læge.
Men sådan var det ikke hos os. Mor syntes at vi skulle gå der ind for at se om han havde en løsning på mit lille tisse problem. Det hele var lavet om, nye og venlig lokaler. Og sådan så han ud, en pæn ung mand på omkring de 30. Han kikkede på de gamle papir og hans øjn blev helt mørke. Så rejste han sig og gik hen til mor, og nærmeste skældte hende ud. Hvorfor er der ikke gjort noget ved det her for mindst ti år siden. Om et halvt år skal hun konfirmeres, har man tænkt sig at det skal varer hele livet. Så gik han hen til mig. Hans øjn var nu blevet mere venlig. Hør her min pige. Nu får du noget som du skal pifte op i næsen inden du går i seng, og hvis det ikke hjælper på fjorten dage så skal du på sygehuset. Jeg blev både glad og bange. Glad for ikke at tisse i sengen, men bange for sygehuset. Efter 3 uger var jeg tørlagt. Og stoffet hedder minerin Og bruges hvid den dag i dag.
Det var en stor dag da jeg slæbte alle bleer, bukser, lagner ud på gårdspladsen og far hældte lidt benzin op og en tændstik, så det blev et stort bål. Og jeg kunne skrige ud over alle marker. Jeg bruger ikke ble mere Slut
Hilsen Anne