Sekstende del af krimi-føljetonen
- Søren Frandsen, Næstved politi. Hvad er dit problem?
- Øh jo, det drejer sig om en af mine logerende. Der går en masse mystiske rygter omkring her i byen, om at han er en værre karl. De snakker om alt fra bankrøver til pædofil.
- Nu skal man ikke lytte til al rænkespil. Hvem taler jeg med?
- Ruth Mortensen. Jeg er kromutter her på Karise Kro.
- Okay, hør her Ruth. Hvis De ikke har noget konkret at anklage vedkommende på men kun løse røverhistorier, så kan vi godt nok ikke lige afse tid til at kigge på det, oplyser Søren og er klar til en lægge røret på.
- Det kan jeg godt indse. Men jeg er blot bange for, at han er løbet fra regningen. I går bestilte han en overnatning, men da jeg præsenterede ham for en faktura lige før, sagde han, at de tog en overnatning mere og ville betale i morgen.
- Aha. Fik De ham ikke til at vise en eller anden form for legitimation?
- Jo. Men han havde kun et gammelt kørekort udstedt i 1994, og hverken billede eller navn stemte overens med, hvad han lignede og havde indlogeret sig under. Men det skulle jeg ikke bekymre mig om, sagde han, for det skyldtes at han havde fået foretaget en plastisk operation i mellemtiden. Sådan noget vrøvl. Hvad gør jeg?
- Har han rømmet værelset for alle sine personlige effekter?
- Jeg har lige sendt Marie op for at tjekke efter ... hov hun kommer lige der. Et øjeblik. Fandt du noget?
- Kun denne seddel, svarer stuepigen.
- Nej, de har taget alt med sig. Men de har efterladt en liste over en masse adresser. Det ligner gadenavnene her i Karise.
- De siger De. Var han ikke alene?
- Nej, han havde sin kæreste med. En Marlene Ingquist Nielsen fra Hirtshals.
- Javel. Fik De hende til at vise legitimation?
- Ja et sygesikringsbevis. Men hun havde ikke noget med billede på, sagde hun. Men det undrer mig. Manden satte sig ganske vist ind bag rattet nu, men da de ankom i går, er jeg sikker på, at det var kvinden, der kørte.
- Aha. Ja nu begynder sagen at interesse os. Fik De noteret bilens indregistreringsnummer?
- Naturligvis. Det var en højgul Fiat Punto med nummeret XX 55.107.
- Bjørn Steen. Jeg kan se, at du har haft ringet.
- Ja. Sig mig hvorfor slår du telefonen fra, når du har tilkaldevagt? tilspørger Erik Gorm Andreasen fornærmet.
- Jeg havde sådan set ikke slået den fra, men undladt at tage den med i sauna, da den ikke tåler varmen.
- Så må du sgu undlade at gå i sauna, når du skal stå klar til at køre til Itzehoe.
- Itzehoe! Er det nu den sag igen? Jeg troede, at I havde sendt Patrick derned? ... nej, lad vær med det.
- Lad være med hvad?
- Nej, det var ikke til dig. Det var bare Josephine, som stjal mit håndklæde, som jeg havde svøbt om livet.
- Josephine! svarer Erik Gorm forundret: - Jeg troede, at din nye kæreste hed Camilla.
- Rigtigt. Men hun er taget med nogle veninder til Tunesien.
- Nå, du morer dig rigtig hvad. Men nu er det altså slut. Inden et kvarter skal du være her på stationen.
- Øv. Men som du sikkert ved, er jeg ikke særlig skrap til tysk. Er det ikke bedre at sende Patrick?
- Utvivlsomt, men han har altså fuldt fri nu. I øvrigt taler Ingegerd Drüninger udmærket dansk.
- Åh nej. Nu er det vel ikke sådan en ældre vrøvlehoved af en dame, jeg skal afhøre igen?
- Måske. Det passede i hvert fald ikke 100%, det som hun fortalte Patrick forrige nat.
Dørklokken ringer og Alvilda går straks hen og åbner hoveddøren: - Goddag. Søger I nogen?
- Jeg har hørt, at du sælger legetøj? tilspørger Pernille Flies forsigtigt med hovedet på sned.
- Det er korrekt. Men nu er det altså søndag, og jeg holder fridag.
- Det er også rigtigt. Men forstår du, vi er på gennemrejse og langt væk fra Middelfart i morgen mandag. Men min søn her er så urolig, så vi tænkte, at et stykke legetøj måske gøre ham mindre rastløs på bagsædet.
- Tja, det var ikke utænkeligt. Men nu er det jo ikke sådant, at jeg tager varerne med hjem. Og jeg kan ikke tage jer med hen butikken. Kasserne er afstemt, og der er en del alarmer, som kan gå i gang. Men der er sikkert også en BR-butik i den by, I når frem til i morgen.
- Sikkert. Men det var ligeså meget for at få et professionelt råd om hvilket legetøj, der bedst optager et barn på 15 måneder, forklarer Pernille efterhånden mere ivrigt, mens Claes står og vånder sig bagved, idet han allerede har indset, at indgangsviklen til et besøg er grebet umådelig klodset an.
- Hvad det angår, er jeg næppe bedre end personalet generelt rundt om i landet. Men hvis du insisterer, så kom dog indenfor, svarer hun overraskende og viser dem hen til spisebordet: - Var det noget med en kop kaffe?
Frede trækker sit ene øje udenfor aviskanten og betragter de fremmede. Men har ingen hensigt om at rejse sig fra lænestolen og hilse på dem: Sådanne nogle fredsforstyrrere. Få dem straks ud igen.
Pernille kigger sig omkring og får øje på et billede på væggen, som umiskendeligt må være Louise og Cindy: - Jeg ser, at du selv har et barnebarn. Hvorledes fik du hende beroliget, da hun var på Kristoffers alder?
Claes slår sig til hovedet, idet der bliver stillet en kop foran ham: Hvorfor dælen kalder hun Emil for Kristoffer?
Fortsættelse følger.
- Øh jo, det drejer sig om en af mine logerende. Der går en masse mystiske rygter omkring her i byen, om at han er en værre karl. De snakker om alt fra bankrøver til pædofil.
- Nu skal man ikke lytte til al rænkespil. Hvem taler jeg med?
- Ruth Mortensen. Jeg er kromutter her på Karise Kro.
- Okay, hør her Ruth. Hvis De ikke har noget konkret at anklage vedkommende på men kun løse røverhistorier, så kan vi godt nok ikke lige afse tid til at kigge på det, oplyser Søren og er klar til en lægge røret på.
- Det kan jeg godt indse. Men jeg er blot bange for, at han er løbet fra regningen. I går bestilte han en overnatning, men da jeg præsenterede ham for en faktura lige før, sagde han, at de tog en overnatning mere og ville betale i morgen.
- Aha. Fik De ham ikke til at vise en eller anden form for legitimation?
- Jo. Men han havde kun et gammelt kørekort udstedt i 1994, og hverken billede eller navn stemte overens med, hvad han lignede og havde indlogeret sig under. Men det skulle jeg ikke bekymre mig om, sagde han, for det skyldtes at han havde fået foretaget en plastisk operation i mellemtiden. Sådan noget vrøvl. Hvad gør jeg?
- Har han rømmet værelset for alle sine personlige effekter?
- Jeg har lige sendt Marie op for at tjekke efter ... hov hun kommer lige der. Et øjeblik. Fandt du noget?
- Kun denne seddel, svarer stuepigen.
- Nej, de har taget alt med sig. Men de har efterladt en liste over en masse adresser. Det ligner gadenavnene her i Karise.
- De siger De. Var han ikke alene?
- Nej, han havde sin kæreste med. En Marlene Ingquist Nielsen fra Hirtshals.
- Javel. Fik De hende til at vise legitimation?
- Ja et sygesikringsbevis. Men hun havde ikke noget med billede på, sagde hun. Men det undrer mig. Manden satte sig ganske vist ind bag rattet nu, men da de ankom i går, er jeg sikker på, at det var kvinden, der kørte.
- Aha. Ja nu begynder sagen at interesse os. Fik De noteret bilens indregistreringsnummer?
- Naturligvis. Det var en højgul Fiat Punto med nummeret XX 55.107.
- Bjørn Steen. Jeg kan se, at du har haft ringet.
- Ja. Sig mig hvorfor slår du telefonen fra, når du har tilkaldevagt? tilspørger Erik Gorm Andreasen fornærmet.
- Jeg havde sådan set ikke slået den fra, men undladt at tage den med i sauna, da den ikke tåler varmen.
- Så må du sgu undlade at gå i sauna, når du skal stå klar til at køre til Itzehoe.
- Itzehoe! Er det nu den sag igen? Jeg troede, at I havde sendt Patrick derned? ... nej, lad vær med det.
- Lad være med hvad?
- Nej, det var ikke til dig. Det var bare Josephine, som stjal mit håndklæde, som jeg havde svøbt om livet.
- Josephine! svarer Erik Gorm forundret: - Jeg troede, at din nye kæreste hed Camilla.
- Rigtigt. Men hun er taget med nogle veninder til Tunesien.
- Nå, du morer dig rigtig hvad. Men nu er det altså slut. Inden et kvarter skal du være her på stationen.
- Øv. Men som du sikkert ved, er jeg ikke særlig skrap til tysk. Er det ikke bedre at sende Patrick?
- Utvivlsomt, men han har altså fuldt fri nu. I øvrigt taler Ingegerd Drüninger udmærket dansk.
- Åh nej. Nu er det vel ikke sådan en ældre vrøvlehoved af en dame, jeg skal afhøre igen?
- Måske. Det passede i hvert fald ikke 100%, det som hun fortalte Patrick forrige nat.
Dørklokken ringer og Alvilda går straks hen og åbner hoveddøren: - Goddag. Søger I nogen?
- Jeg har hørt, at du sælger legetøj? tilspørger Pernille Flies forsigtigt med hovedet på sned.
- Det er korrekt. Men nu er det altså søndag, og jeg holder fridag.
- Det er også rigtigt. Men forstår du, vi er på gennemrejse og langt væk fra Middelfart i morgen mandag. Men min søn her er så urolig, så vi tænkte, at et stykke legetøj måske gøre ham mindre rastløs på bagsædet.
- Tja, det var ikke utænkeligt. Men nu er det jo ikke sådant, at jeg tager varerne med hjem. Og jeg kan ikke tage jer med hen butikken. Kasserne er afstemt, og der er en del alarmer, som kan gå i gang. Men der er sikkert også en BR-butik i den by, I når frem til i morgen.
- Sikkert. Men det var ligeså meget for at få et professionelt råd om hvilket legetøj, der bedst optager et barn på 15 måneder, forklarer Pernille efterhånden mere ivrigt, mens Claes står og vånder sig bagved, idet han allerede har indset, at indgangsviklen til et besøg er grebet umådelig klodset an.
- Hvad det angår, er jeg næppe bedre end personalet generelt rundt om i landet. Men hvis du insisterer, så kom dog indenfor, svarer hun overraskende og viser dem hen til spisebordet: - Var det noget med en kop kaffe?
Frede trækker sit ene øje udenfor aviskanten og betragter de fremmede. Men har ingen hensigt om at rejse sig fra lænestolen og hilse på dem: Sådanne nogle fredsforstyrrere. Få dem straks ud igen.
Pernille kigger sig omkring og får øje på et billede på væggen, som umiskendeligt må være Louise og Cindy: - Jeg ser, at du selv har et barnebarn. Hvorledes fik du hende beroliget, da hun var på Kristoffers alder?
Claes slår sig til hovedet, idet der bliver stillet en kop foran ham: Hvorfor dælen kalder hun Emil for Kristoffer?
Fortsættelse følger.