depriation

Da det hele er blevet for meget vil jeg høre om der er nogen der har opskriften til at begå selvmord uden det gør ondt?

Tror du at du blev født uden din mor følte smerter? Så vil du nok være den første.
Fandango

begik selvmord for knap et år siden.
Hvordan tror du det var, da politiet ringede på døren, og stod forlegne, og spurgte mig om de måtte komme ind ??
Hvordan tror du, at jeg havde det, da min verden brød helt sammen, ved tanken om at min "lille" pige havde taget en overdosis ??
Hvordan tror du, de mange mange dage var fremover, hvor man som mor beabrejdede sig selv gang på gang, og påtog sig hele skylden ???
Hvor mange tårer tror du ikke det har kostet at komme over så stort et tab ??
Tænk dig om.. du sårer så mange mennesker, ved at tænke sådan.. søg hjælp istedet.
Psykiatrisk skadestue.., evt en venindes mor, hvis du ikke kan snakke med dine egne forældre.

Jeg havde også enormt meget lyst til at tage mit eget liv, da jeg havde mistet min datter, men jeg havde stadig et ansvar for min søn... Du har også et ansvar for din familie..
Tænk dig godt om nu!!

Søde du må endelig ikke gøre noget du ikke kan gøre om. Tal med nogle du kender om hvordan du har det, ring til Livsgnisten eller en anden form for rådgivning. Giv dig selv en chance, du må ikke gøre noget du ikke kan gøre om igen. Krydser fingre for du får den hjælp og opmærksomhed du har brug for. Tjek evt. nettet for telefonrådgivning, der må være en eller flere du kan tale med.

Dit tab er bundløst. Føler med dig...kan selvfølgelig ikke tilnærmelsesvis føle din smerte...Jeg synes det er stærkt og rigtigt af dig at dele denne smerte med indlægsforfatteren. Det er meget vigtigt at forstå, hvad det er man slår ihejl, når man slår sig selv ihjel...Det er andre menneskers kærlighed!
Sender dig en stor bunke positiv energi og tak for dit mod.
Halfevil333

uden at ANDRE føler smerte?
Dit liv er sort...Nu, men det varer ikke ved.
Jeg har talt med hundredevis af mennesker som har forsøgt at tage deres eget liv...jeg har talt med mennesker umiddelbart før de tog deres eget liv. Det er voldsomt, forfærdeligt at være i den tilstand.
Men det handler ALTID om angst, smerte og ensomhed....Tro mig, det er størrelser der kan ændres.
Det er ALTID andres indflydelse der på en eller anden måde, gør sig gældende i forandringerne...postivt såvel som negativt...men nogen der går ind og markerer sig...trænger igennem til dig.
Du skriver et indlæg her i debatten...JA, det svarer egentlig til det råd jeg ville give dig: Ret din radar ud mod omverdenen...et eller andet sted er der nogen der modtager....nogen der sender tilbage til dig! Tro på det...jeg ved...båder af personlig erfraing, samt alle dem jeg har talt med...at det sker!
Tusind millioner volts positiv strøm og livsenergi sendes til dig fra mig ;o)
Halfevil333

Jeg er altså ikke en snotte skole tøs der har fået nøkker, men en moden kvinde der har fået nok. Har prøvet selvmord flere gange, men det lykkedes ikke og også været indlagt, hvilket heller ikke hjalp.

Ja det kan jeg og det skal nok også lykkes.

Var det ikke for at få kontakt med andre? Var det ikke et forsøg på at få hjælp til din situation?
Altså opskrifter på selvmord har ikke lov at et ligge på SOL-en!

Hej.
Ja, okay, nu er det ikke ligefrem fordi det altid er det man har nemmest ved, men kan du evt se om der er en psykriatisk skadestue i nærheden af hvor du bor?
Ellers ville jeg tage op på den nærmeste alm. skadestue, og sætte dem ind i problemet, de har en masse psykologer mv. der kan hjælpe dig.
Og lige meget hvad de siger, skal du huske på at det er din ret til at få hjælp, så insister på det.
Rigtig mange gange held og lykke.
Jeg vil ikke give dig metoder til hvordan du kan begå selvmord, men hvis du beslutter dig for det, så har du min respekt her fra (dette skal ikke virke som en opmuntring til noget selvdestruktivt....)

Har du nogen ide om hvordan det er at gå og være evigt nedtrygt, og virkelig ikke gide være her mere, hvor alt det man før har kunnet se som et lyspunkt er forsvundet, og der kun er mørke.
At man kan stå "ved siden af sig selv" og se på en tom skal, uden at være i stand til at kunne gøre noget ved den, fordi man jo netop står ved siden af.
Hvordan det er at have konstante "film" kørende rundt i hovedet, der gør at man bliver så bange for sig selv, at man bare vil væk fra det.
At opleve at man kommer over det, men savner det, fordi det er den eneste verden man kender til, og selvom man som sådan er glad, vil man alligevel ikke være her, fordi det er skræmmende ikke at være ked af det, og være bange for sig selv.
Jeg forstår sq godt at nogle mennesker tager livet af sig selv!

Nu føler jeg mig faktisk provokeret!!!! Du skriver a du ik er en "snottet skoletøs" Tror du ik a "snottetede skoletøser" har haft dine tanker, mange har. Og hvis du er en moden dame, der i et offentligt forum skriver sådan et spørgsmål, og det ikke er et råb om hjælp, så fatter jeg dig simpelthen ik, med mindre du virkelig er psykisk syg. Og det må man jo så nok betegne det som, men du har nok os derude et sted folk, børn, forældre eller venner der vil føle dyb sorg. Og jeg er fuld a forståelse overfor din situation, men jeg tror ikk du kan få os til herinde a give dig en opskrift, for du har den jo nok selv. Jeg kender flere der har begået selvmord, og tro mig os der stå tilbage, sidder med den længe, min mor har gennem mange år praktiseret, a jeg skulle finde hende død, på flere forskellige måder, og den ene a gangene kunne jeg mildest talt kun finde foragt, for hvad bilder hun sig ind a hendes datter ( jeg ) skulle komme hjem fra skole hver dag og ikk idag vide om det var en af de dage. Så i dette forum føler jeg det som en stor provokation, med mindre det er et råb om hjælp.

angst?
For så er svaret ja.
Jeg har selv en dyb flænge i min sjæl...en periode på 5 år af mit liv, hvor jeg var paralyseret af en dyb angst. Jeg havde hallucinationer om død, blod, mord, skrig og rædsel...Jeg så mig selv dræbe mit barn på alle mulige måder...var fuldstændig forstenet indeni.
I løbet af de 5 år, tog alle dem jeg kendte og elskede afstand fra mig...mine venner, familie og kæreste opgav mig og flyttede fra mig. Der var ingen grund til for mig at leve mere. Alt var sort. Alt var rædsel og angst.
Var til sidst alene med mit barn, og måtte flå mig selv op af dette helvede, for begge mine børns skyld. Jeg havde fået dem for at elske dem, ikke for at tage noget fra dem. For at redde dem måtte jeg redde mig selv...Jeg begyndte min vej tilbage til livet, ved hele tiden at tænke på dem. Mit eget liv var ikke vigtigt, men det var deres og det afhang af mig!
Jeg rakte ud for at nå dem, og først fik jeg deres hænder...for børnene ser det først...men så var der flere og flere hænder, der hjalp mig op.
Dette er så kort fortalt som det overhovedet kan gøres, og derfor meget firkantet, men min erfaring er, at når man er så langt nede, så ser man kun sig selv. I det øjeblik man et sekund ser ud mod verden og får øje på andre, så er der åbninger og mulighed for forandringer, steder man ikke anede...for man aner jo ingenting, når man sidder på bunden af et hul.
Jo, jeg har prøvet at være besat af angst, men jeg har også prøvet at finde vejen tilbage til livet igen...og her på den anden side af ser jeg, at selvmord er den dårligste udvej...for det løser ingenting. Tværtimod giver man bare smerten, fortvivlelsen og sorgen videre til dem der elsker en...det værste man kan give dem.
Faktsik virker selvmord på mig både hævngerrigt og egoistisk...jeg har ikke sympati for det! Men forstår godt at man kan være drevet ud i håbløshed.

respekt her fra!
Men har du oplevet det sidste jeg beskrev...
At man kommer ud, men konstant søger tilbage til det igen?

men menneskers individuelle oplevelser er aldrig ens. Jeg kan sige at grunden til at mit helvede varede i 5 år var noget tilsvarende.
Man kan sammenligne det lidt med, at når mennesker farer vild i ørkner, på indlandsisen eller i store skove, så har man observeret den samme tendens til at de går i ring uanset hvem de er. Det er ligesom at denne mekanisme også fungerer for mennesker mentalt. Det er som om, man er faret vild inde i sig selv og går i cirkler...vender tilbage til det mest skræmmende og forfærdelige...for det er det man kender bedst....selvdestruktive tendenser, der går igen og igen...for det er det eneste man kender.....
Det føles forfærdeligt og helt umuligt at beskrive for andre, for når man giver sig ud at redegøre for det, kan man måske godt beskrive tingene, men man kan ikke samtidig give al denne smerte en håndegribelig og forståelig størrelse og substans alene med ord. Derfor føler man sig ikke forstået til bunds....
Jeg tror heller ikke, man gør sig selv eller andre en tjeneste ved at åbne op til denne indfølte forståelse af dyb desperation, for målet er jo ikke at videreformidle magtesløshed, men at forbinde sig til andre, optage noget styrke, kærlighed, varme og energi til at bryde disse mekanismer....
Så derfor er det, at jeg tror, man skal åbne op overfor andre...Du skal give af dig selv, selvom du ikke har noget at give af....Det kommer med viljen og lysten til at give og nå andre...kommer med tiden....Det sker altså, men jo ikke af sig selv.
Jeg håber meget, at du forstår alle mine mega mange ord...det er jo svære størrelser at redegøre for, især når man ikke har andet end bogstaver at gøre godt med....
Spørg igen....og hvis ikke jeg har forstået dig rigtigt, så ret mig....please ;o)

hvad du skriver, og kan sagtens sætte mig ind i det.
Mit liv er blevet en kamp hvor jeg prøver ikke at falde tilbage til det "trygge" som jo faktisk ikke er så trygt.
Og der er ingen tvivl om at det kan overvindes, men hvis man ikke har nogle mennesker, altså nogle man føler kærlighed fra, så kan jeg sagtens følge dem i meningsløsheden.
Folk behøver ikke forstå, men at der bare er en smule opparkning til selvhjælp er altid en god ting, det værste er næsten når man bliver vendt ryggen, og ellers bare kan passe sig selv, men det har du vist oplevet ;)

at du har den helt rigtige energi ;o) "....jeg prøver ikke at falde tilbage til det "trygge" som jo faktisk ikke er så trygt.
Og der er ingen tvivl om at det kan overvindes..."
Du handler ud fra det du tror på! Det er vel i grunden det største og stærkeste et menneske KAN gøre. Jeg tror din drivkraft er kærlighed....jeg ved intet om dig andet end det, du har skrevet i dine indlæg og i din profil...Og det virker altså på mig, som at du har en dør åben ud til omverdenen....
Måske du ikke skal tænke så meget over at du ikke FÅR kærlighed, men tænker mere på om du giver kærlighed. Du ved, hvis man skal forklare hvad kærlighed er, skal man definere det ud fra det man kan give...ikke det man mangler...for det kommer ikke fra en selv!
Måske du skal rette din opmærksomhed i en helt anden retning...et eller andet der lige nu synes ubetydeligt, men som alligevel gør opmærksom på sin tilstedeværelse, og har gjort det i nogen tid....kig dig omkring (det er ikke en spådom eller profeti eller noget i den retning...det er en erfaring, at det ofte er små ting, der i virkeligheden har haft størst betydning, når man ser sig tilbage.)
Puster, smiler og vinker glæde i din retning ;o) og til dine Chillaer ;o)

Jeg får som opbarkning og kærlighed.
Jeg er slet ikke i tvivl om at mine forældre holder af mig, og har gjort det under hele mit dårlige forløb, også selvom de blev fortvivlede til tider, hvilket man jo egentlig godt forstår, når deres eneste datter, og i min mors tilfælde, eneste barn, er så trat af det hele, at hun overvejer at droppe det hele.
Og så har jeg en vidunderlig kæreste der har holdt til alle mine flip, hvilket jeg er dybt taknemmelig over.
Det jeg mente var mere, at jeg tror det er svært for folk, der slet ikke mærker nogen support noget sted fra.
Hvor forældrene bare reagere negativt, og kommer med skideballer, uden at give udtryk for at det holder af barnet, selvom vrede jo ofte kan være udtryk for dette, så er det ikke sikkert at den det er henvendt mod forstår det, hvis vedkommende ikke direkte får det at vide.
Det var mere det jeg tænkte på.
For man skal godt nok have en stærk psyke for at komme op helt uden hjælp fra omverdenen.
Jeg ville ikke have været her idag uden min kæreste, det er der ingen tvivl om i mit sind, og jeg har simpelthen så ondt af dem der virkelig ikke føler at de har nogen.

Man kan godt blive grebet af den tanke man taler ud fra, og i et debatforum er meddebattørerne måske ikke SÅ tydelige igen.
Jeg fæstnede mig ved, at du havde fundet en vej...mange ensomme, og fortvivlede øjner slet ikke noget håb eller nogen vej. Dem der går så langt så de tager livet af sig....det er forfærdeligt og man bebrejder sig selv alt det man IKKE gjorde.
Jeg synes det værste og sværeste at gøre noget ved er, at folk mister troen på sig selv. De oplever ingen mening med noget, og derfor ingen mening i at træde i karakter overfor andre....Det har den konsekvens at andre bliver ligeglade med dem...Det allerværste mennesker kan komme ud for...det er at være ligegyldige, overflødige...betydningsløse...
Man er som minimum nødt til at fortælle folk, hvad man mener om dem....godt eller skidt...eller som oftest er det jo en blanding af begge dele...men at man siger det højt så det når ned på bunden af det dybe hul de sidder i. For de skal vide, at de egentlig har en rolle at spille i ens liv på et eller andet plan...at de har indflydelse....Det giver dem værdi og grund til at leve...eller ændre deres liv...KOMMUNIKATION og INDFLYDELSE er vigtig. Det hører til noget af det, jeg render og underviser i, så det interesserer mig rigtig meget.
Men jeg må vist hellere holde her, så jeg ikke får forvildet mig ud i et foredrag om det...det har jeg MEGET nemt ved at komme til ;o)
Med mange smil
Halfevil333