Sjette del af krimi-føljetonen.
Frank har siddet som forstenet på terrassestolen i næsten 3 timer, da der lyder et mindre dunk indefra huset. Instinktivt rejser han sig og tripper gennem stuen til entreen. Det er dagens udgave af Hirtshals-Bindslev Avis, som er dumpet ned på gulvet. Uden større interesse breder han den ud og ser en fed overskrift ude til højre: Sidste nyt.
’I morges blev en 26-årig mand i Lønstrup overfaldet med en hegnspæl, hvorpå der sad en stor attrap af en isvaffel på toppen. I sin ene sko skjulte han mellem 20 og 30 tusinde kroner, hvilket overfaldsmændene åbenbart viste, for skoen var det eneste, som de tog fra ham. Efter at have fået lidt førstehjælp, mødte offeret selv op hos Hjørring Politi med gerningsvåbenet i hånden...’
Som for 5 år siden læser Frank teksten, uden overhovedet at hæfte sig ved indholdet. Først da han når ned til sidste sætning, hvor journalisten har tilladt sig at komme med en personlig, og ikke særlig galant, kommentar: ’En meget interessant opgave, som må være en frydefuld udfordring for enhver krimi-forsker. Jeg kan ligefrem se for mig, hvorledes kollegaerne på politigården toppes om at få sagen.’, kommer Frank en smule til besindelse.
- De skulle nu hellere toppes om min sag, tænker han højt, lægger avisen på stuebordet og går ud og åbner køleskabet. Der er heldigvis lidt flæskesteg tilbage, som blot skal varmes op. Hvilket han straks går i krig med, mens han tænker videre. Men i modsætning til tiden på verandaen, så prøver han nu at være mere konstruktiv.
- Der er ikke andet for, end jeg må tilbage til Karise og selv finde frem til et bevis, for hvis det ikke lykkes, så er jeg vel nærmest nød til at skifte identitet en gang til; hvis ikke Henriette besinder sig og kommer tilbage og bakker mig op.
Pludselig styrter han ud til garagen: - For satan! Hun har taget bilen. Hvordan kommer jeg så omkring? ... der er dæleme langt til Karise med tog og busser...
Men hvad han ikke ved er, at der allerede er ved at blive taget vare om hans opdagelse, så det slet ikke bliver nødvendigt for ham at drage sydøst over igen. For Henry Mohdlys er fulgt efter Louise Plum og datteren, som til hans store overraskelse er kørt syd over. Først da de kommer frem til Vemmetofte Strand forstår han hvorfor.
Da han er stået ud på parkeringspladsen og har fået tjekket bagagerummet, priser han sig lykkelig for, at han måtte tage sin egen private bil, da alle politiets civile køretøjer enten var i brug eller på værksted, for der finder han et par shorts og et tæppe. Skyndsomst får han trukket de lange bukser af i skjul af bilen, uden nogen tager notits af det.
I sikker forvisning om at Louise ikke har bemærket ham tidligere på turen, tillader han at slå sig ned i en afstand af cirka 10 meter fra hende, og i første ombæring undlader han helt at kigge i hendes retning. Hans ben og overkrop, der er van til den spanske sol, behøver ikke at smøres ind i creme til hindring for de ultraviolette stråler fra oven.
Efter at have studeret en skiguide i 10 minutter observerer Henry, at Cindy er begyndt at bygge et sandslot tæt ved vandkanten. Da det er blevet rimelig højt og flot, kalder pigen på sin mor, der kommer hen for at betragte det.
Henry lægger straks mærke til, at begge har antydning af fregner i ansigtet, Louise er lille og forholdsvis spinkel. Det venstre øre, som han kan se fra sin position, ser normalt ud, men der er et anstrøg af opstoppernæse i hendes profil og en flig af et smilehul i kinden.
Louise roser Cindy for sin byggekunst og aer hende kærligt på kinden. Det ser alt sammen meget frydefuldt ud, tænker Henry og drømmer sig tilbage til slutningen af halvfjerdserne, da han selv havde en datter i den alder.
Først da Louise atter rejser sig og vender front mod Henry, går det op for ham, at hun er topløs. Det gør ham forlegen, og han kigger straks i en hel anden retning. Han har aldrig rigtig vænnet sig dette nymodens pjank, som han selv udtrykker det.
Et øjeblik efter brummer mobiltelefonen i lommen. Han tager den op og svarer lavt: - Henry.
- Det er Victor. Buxtehude ligger lidt sydvest for Hamburg. Det er ikke i Slesvig-Holstein, oplyser hans kollega.
- Nå, hvad er det så? spørger Henry mekanisk, selvom svaret er aldeles ligegyldigt.
- Det er så i Niedersachsen. Jeg har talt med en Heribert Schwankel dernede fra. De har ikke registreret nogen Louise Plum i tidsrummet frem til april 2005.
- Hmm, hmm. Så har hun åbenbart levet under et dæknavn dengang. Bed dem finde ud af, om der findes personer med et andet pigenavn, som har forladt byen i april 2005.
- Det har de allerede gjort. En Franciska Moser skulle angivelig være flyttet til Amsterdam på det tidspunkt. De vil gøre et forsøg på at opspore denne kvinde i Holland for at se, om hun virkelig befinder sig der.
- Udmærket Victor; men hvis hun har løjet om navnet, så kunne hun vel lige såvel have løjet om stedet, hvorfra hun kom. Det kunne der være noget, der tyder på, hvis hun end ikke vidste i hvilken delstat Buxtehude ligger.
- Jo, det er rigtig. Vi får se, hvad det tyske politi finder ud af, afslutter Victor.
- Goddag hr., du skulle vel ikke have en samfundshjælper, spørger Louise, som ubeset er kommet helt hen til Henry.
- Øh nej, svarer Henry og roder i sin lomme: - Men jeg plejer nok at kunne åbne øllerne med mine nøgler.
- Okay. Men her drejer det sig om to kolde citronvand.
- Det er nok det samme, svarer Henry og fastholder blikket til hendes ansigt, indtil han får overrakt sodavanderne.
- Du må undskylde, men jeg kunne ikke undgå at høre, at du talte om Buxtehude. Der har jeg engang boet.
- Virkelig! Henry gør sig endog store anstrengelser for at lyde overrasket: - Det må være mange år siden, for du taler et særdeles godt dansk. For ikke at lyde tjenstlig vælger Henry du-formen, selvom det er imod reglementet.
- Jeg er dansker. Men min datter led som lille af en alvorlig hjertefejl, og så fik jeg anbefalet en hjertelæge i Hamburg, som kunne redde hende ud af det. Derfor flyttede jeg derned.
- En dansk kirurg kunne vel have været ligeså god?
- Sikkert. Men der var al for lang ventetid, så jeg foretrak at få det gjort udenlands.
- Og måtte så selv betale for operationen?
Fortsættelse følger.
’I morges blev en 26-årig mand i Lønstrup overfaldet med en hegnspæl, hvorpå der sad en stor attrap af en isvaffel på toppen. I sin ene sko skjulte han mellem 20 og 30 tusinde kroner, hvilket overfaldsmændene åbenbart viste, for skoen var det eneste, som de tog fra ham. Efter at have fået lidt førstehjælp, mødte offeret selv op hos Hjørring Politi med gerningsvåbenet i hånden...’
Som for 5 år siden læser Frank teksten, uden overhovedet at hæfte sig ved indholdet. Først da han når ned til sidste sætning, hvor journalisten har tilladt sig at komme med en personlig, og ikke særlig galant, kommentar: ’En meget interessant opgave, som må være en frydefuld udfordring for enhver krimi-forsker. Jeg kan ligefrem se for mig, hvorledes kollegaerne på politigården toppes om at få sagen.’, kommer Frank en smule til besindelse.
- De skulle nu hellere toppes om min sag, tænker han højt, lægger avisen på stuebordet og går ud og åbner køleskabet. Der er heldigvis lidt flæskesteg tilbage, som blot skal varmes op. Hvilket han straks går i krig med, mens han tænker videre. Men i modsætning til tiden på verandaen, så prøver han nu at være mere konstruktiv.
- Der er ikke andet for, end jeg må tilbage til Karise og selv finde frem til et bevis, for hvis det ikke lykkes, så er jeg vel nærmest nød til at skifte identitet en gang til; hvis ikke Henriette besinder sig og kommer tilbage og bakker mig op.
Pludselig styrter han ud til garagen: - For satan! Hun har taget bilen. Hvordan kommer jeg så omkring? ... der er dæleme langt til Karise med tog og busser...
Men hvad han ikke ved er, at der allerede er ved at blive taget vare om hans opdagelse, så det slet ikke bliver nødvendigt for ham at drage sydøst over igen. For Henry Mohdlys er fulgt efter Louise Plum og datteren, som til hans store overraskelse er kørt syd over. Først da de kommer frem til Vemmetofte Strand forstår han hvorfor.
Da han er stået ud på parkeringspladsen og har fået tjekket bagagerummet, priser han sig lykkelig for, at han måtte tage sin egen private bil, da alle politiets civile køretøjer enten var i brug eller på værksted, for der finder han et par shorts og et tæppe. Skyndsomst får han trukket de lange bukser af i skjul af bilen, uden nogen tager notits af det.
I sikker forvisning om at Louise ikke har bemærket ham tidligere på turen, tillader han at slå sig ned i en afstand af cirka 10 meter fra hende, og i første ombæring undlader han helt at kigge i hendes retning. Hans ben og overkrop, der er van til den spanske sol, behøver ikke at smøres ind i creme til hindring for de ultraviolette stråler fra oven.
Efter at have studeret en skiguide i 10 minutter observerer Henry, at Cindy er begyndt at bygge et sandslot tæt ved vandkanten. Da det er blevet rimelig højt og flot, kalder pigen på sin mor, der kommer hen for at betragte det.
Henry lægger straks mærke til, at begge har antydning af fregner i ansigtet, Louise er lille og forholdsvis spinkel. Det venstre øre, som han kan se fra sin position, ser normalt ud, men der er et anstrøg af opstoppernæse i hendes profil og en flig af et smilehul i kinden.
Louise roser Cindy for sin byggekunst og aer hende kærligt på kinden. Det ser alt sammen meget frydefuldt ud, tænker Henry og drømmer sig tilbage til slutningen af halvfjerdserne, da han selv havde en datter i den alder.
Først da Louise atter rejser sig og vender front mod Henry, går det op for ham, at hun er topløs. Det gør ham forlegen, og han kigger straks i en hel anden retning. Han har aldrig rigtig vænnet sig dette nymodens pjank, som han selv udtrykker det.
Et øjeblik efter brummer mobiltelefonen i lommen. Han tager den op og svarer lavt: - Henry.
- Det er Victor. Buxtehude ligger lidt sydvest for Hamburg. Det er ikke i Slesvig-Holstein, oplyser hans kollega.
- Nå, hvad er det så? spørger Henry mekanisk, selvom svaret er aldeles ligegyldigt.
- Det er så i Niedersachsen. Jeg har talt med en Heribert Schwankel dernede fra. De har ikke registreret nogen Louise Plum i tidsrummet frem til april 2005.
- Hmm, hmm. Så har hun åbenbart levet under et dæknavn dengang. Bed dem finde ud af, om der findes personer med et andet pigenavn, som har forladt byen i april 2005.
- Det har de allerede gjort. En Franciska Moser skulle angivelig være flyttet til Amsterdam på det tidspunkt. De vil gøre et forsøg på at opspore denne kvinde i Holland for at se, om hun virkelig befinder sig der.
- Udmærket Victor; men hvis hun har løjet om navnet, så kunne hun vel lige såvel have løjet om stedet, hvorfra hun kom. Det kunne der være noget, der tyder på, hvis hun end ikke vidste i hvilken delstat Buxtehude ligger.
- Jo, det er rigtig. Vi får se, hvad det tyske politi finder ud af, afslutter Victor.
- Goddag hr., du skulle vel ikke have en samfundshjælper, spørger Louise, som ubeset er kommet helt hen til Henry.
- Øh nej, svarer Henry og roder i sin lomme: - Men jeg plejer nok at kunne åbne øllerne med mine nøgler.
- Okay. Men her drejer det sig om to kolde citronvand.
- Det er nok det samme, svarer Henry og fastholder blikket til hendes ansigt, indtil han får overrakt sodavanderne.
- Du må undskylde, men jeg kunne ikke undgå at høre, at du talte om Buxtehude. Der har jeg engang boet.
- Virkelig! Henry gør sig endog store anstrengelser for at lyde overrasket: - Det må være mange år siden, for du taler et særdeles godt dansk. For ikke at lyde tjenstlig vælger Henry du-formen, selvom det er imod reglementet.
- Jeg er dansker. Men min datter led som lille af en alvorlig hjertefejl, og så fik jeg anbefalet en hjertelæge i Hamburg, som kunne redde hende ud af det. Derfor flyttede jeg derned.
- En dansk kirurg kunne vel have været ligeså god?
- Sikkert. Men der var al for lang ventetid, så jeg foretrak at få det gjort udenlands.
- Og måtte så selv betale for operationen?
Fortsættelse følger.