Skal to blive til tre

Jeg er en kvinde på 26 år, der blev færdiguddannet for et par år siden, og har et godt job. Jeg har været sammen med min kæreste i fem år, og han har ligeledes et godt job med en god løn.
P-pillerne er smidt - projekt baby skal påbegyndes... Eller skal den... Jeg har altid ønsket mig at få børn, og nu synes tiden at værerigtig, manden er rigtig osv. Alligevel er der kommet en pludselig tvivl. Tænk hvis man fortyder, når babyen er kommet. Det kan man jo ikke.
Læste forleden en artikel om, at folk med børn var mere ulykkelig end folk uden. Vælger vi mon med projekt baby en ulykkeligere fremtid... Som barnløst par er det jo umuligt at vide.
Sammenholder man artiklen med de evindelige brevkasser, hvor folk skriver ind om de utallige problemer, der er fulgt med famlieudvidelserne, ja, så er konklussionen på undersøgelsen muligvis korrekt.
Selv skilsmissestatistikken underbygger artiklens påstand.
Endelig er der tvivlen på, om evnerne vil række til forældrerollen. Det værst tænkelige ville være, at jeg ikke blev en god mor. Jeg er dog ikke et sekund i tvivl om, at min kæreste bliver en fantastisk far.
Måske burde man udskyde babyplanerne til man er hundredeprocent sikker på, at man er klar. Men gad vide om den tid nogensinde kommer...

du bliver en god mor, fordi du kan se at din mand vil blive en fantastisk far, alene det - betyder at du har det som en mor skal have, empati og evnen til at sætte sig ind i andres liv og situation.
Når det er sagt, så har jeg selv fravalgt børn, selv om jeg elsker dem over alt på denne jord - netop derfor. Jeg er for egoistisk til at have børn, jeg er glad for mine fritids interesser, næsten for glad, så glad at jeg kunne ikke drømme om at bruge de næste 18+ år på:
- Bruge 6000+ på børn ekstra hver morgen
- Tage ekstra arbejde
- Opgive mine interesser (så bliver børnene jo interessen)
- Bekymre mig for om de nu er ok hver dag de er ude og leger
- Bekymre mig for den skade de forvolder samfundet eller samfundet dem
- Deltage i utallige møder med skolen
- Køre dem hit og dit
- Risikere parforholdet, at I går i fra hindanden
- Risikere at få et mongolbarn som vil gøre jer gamle FØR tiden
- Risikere at børnene vokser skævt op fordi I forlader hinanden
Du kender jo alle de gode sider, derfor opramser jeg bare nogle af de knapt så gode sider, og ærlige tanker jeg selv har tænkt over ...når jeg fik lyst til at få børn.
Og ja, når jeg ser på alle mine venner (som ALLE har børn) har jeg det 10 ganger bedre.

Hver morgen? [f]😃 Jeg mente naturligvis hver MÅNED :)

Nej - den tror jeg ikke på! Det er langt mere sandsynligt, at du fortryder manden🙂

Det ER hårdt at få børn, det er den største og mest abrubte transformation man kan tænke sig, man kan komme ud for i ens liv. Specielt det første år er præget af søvnløse nætter og babýens afhængighed af dig som mor. MEN man vil altid fortryde det man ikke fik, men aldrig det man fik. Ofte hører man hvor hårdt det er og det kan være svært at sætte sig ind i hvad folk får ud af det. Det skal prøves på egen krop. Min mand kunne inden vi fik børn SLET ikke forholde sig til børn, de var bare i vejen. Idag er han SKRUK og vil have nummer tre.
Jeg har to SKØNNE børn. Den første var den letteste, selvom jeg synes det var hårdt( jeg er sådan en, der engang blev helt umulig, hvis ikke jeg fik min søvn, - det er jeg ikke mere). Nummer to var et kolik barn der skreg uafbrudt døgnets 24 timer i 7 strenge måneder. Jeg sov IKKE i 7 måneder andet end en halv time af gangen. DET var hårdt og jeg svor at jeg aldrig ville have flere og at jeg ALDRIG ville glemme de hårde 7 måneder.
I dag står min mand og jeg to år efter nummer to blev født og vil super gerne have en mere, fordi - DE ER SÅ DEJLIGE ens egne børn. Kys og kram og den bløde hud, og de søde ord og ubetingede kærlighed man får. Åh det er det skønneste.
Du må IKKE afholde dig selv fra at få børn, ALLE mødre har følelsen af at være en dårlig mor, men man gør hvad man kan og det er også godt nok;)
Jeg er selv skilt fra min den førstes far. Det har været hårdt, og jeg fortryder i dag kun at jeg ikke tillod mig at være mere åbensynet overfor vores forhold da jeg mødte ham. Jeg havde inderst inde nok altid følelsen af at vi ikke passede sammen - tvivl, men drømmen om børn og familie gjorde at jeg fortrængte det. Tillad dig selv at mærke oprigtigt efter, og gi så dig selv lov til at få den gave det er at blive en familie, med far mor og børn. Det har været et stort nederlag for mig at blive skilt, men set i bakspejlet er jeg nok blevet mere opmærksom på hvem jeg selv er og hvilke ting der er værd at kæmpe for. Der er intet der ikke er godt for noget- trods alt.
Jeg er ikke sikker på man nogensinde føler man er HELT parat, det er jo umuligt at forestille sig hvad det vil sige at få et barn. Hvis man passer andres børn, er de søde, men det er ingenting i forholdtil havd ens egne børn er. Man kan ikke sætte sig 100% ind i det før man står der. Tag den med ro og lad dig nyde babyen når den engang kommer.
Håber ikke jeg fik skræmt dig.

Jeg har aldrig været i tvivl om at jeg ville være mor og da jeg mødte den rigtige mand vidste jeg også at det var HAM der skulle være far til mine børn.
Men alligevel gik jeg med den samme følelse som dig, i tvivl om om jeg var klar osv, da jeg blev gravid var det mig og ikke manden der panikkede men da hun lå i mine arme blev jeg fyldt af en helt speciel følelse af kærlighed og når jeg kigger på hende idag 6 år efter er det stadig den følelse der fylder mig:o)
Man må bare ikke tro at det hele er rosenrødt og en dans på roser, for det er da hårdt at have børn.
For os var det barn nr. 2 der var tæt på at koste os ægteskabet, han havde kolik og har været meget syg og vi var trætte og glemte at prioritere hinanden. Og vi er desværre så uheldige at vi ikke har nogen bedste forældre der kan aflaste os en gang i mellem.
Men tal sammen om det, afstem forventningerne. Man kan ikke vide hvordan det bliver at have et barn men man kan være enige om hvem der står op om natten og at manden ikke skal forvente et skinnende hjem bare fordi man går hjemme.
Og så bare husk at selv om man får børn skal man stadig være kærester også selv om man er træt, prioriter hinanden før oprydning og vaske tøj så skal det nok gå.

Nu må du lige stramme skruen😮 Børnepengene fradraget bruger vi måske 500 - 1000 kr. på vores to børn - SAMLET!

at havne som en af de utallige enlige mødre?
Ikke i livet her! Så vil jeg hellere pleje kærlighedslivet.
Nota bene: Bemærk, at jeg ikke skrev "så vil jeg hellere være 100% sikker på at det er den rigtige mand" - dén søgen efter den perfekte mand er måske netop derfor, hvorfor så mange er så egocentrerede idag i stedet for at tænke på at pleje sit forhold [f]

det ved jeg ikke, jeg vil da ikke dømme om andres liv. Har bare aldrig mødt nogen, der fortrød barnet. Om barnet så var sygt, handicappet eller normalt og fint, fortryder man ikke et barn. Det valg ændrer en så meget, derfor kan man ikke fortryde det, uanset om det faldt godt ud eller ej ...
Men det tærer da tit på kærligheden mellem forældrene.🙂

Alle udgifter ligges sammen og udlignes. Mad, forsikring, elektronik, tøj, rejser, skole, møbler og alt hvad der nu følger med til sådan en bette en?

er nok nærmere mlm 1500 - 2000 ved nærmere eftertanke. Men er da klar over, at udgiften vokser med alderen.

Jeg tror ikke på at folk med børn er mere ulykkelig end folk uden børn.
Jeg er selv frivillig barnløs og det skal aldrig ændres, da jeg ville blive ulykkelig med børn, men for en del af mine venner ville det gøre dem dybt ulykkelig ikke at få børn, så mon ikke bare det er ønske og opnåelighed der betyder noget??
En af mine veninder var dengang i nogenlunde samme situation som dig: 27 år havde været sammen med kæreste i 8 år alt var godt, og så begyndte babyprojekt. 3 måneder inde i projektet blev hun i tvivl og tvivlede om hun ønskede børn. Det endte med de gik fra hinanden, da han ikke kunne acceptere hendes valg.

Jeg tro mange gange man ikke tænker over hvad man vil med livet, man følger bare det normale.
Vent til du er sikker på det er det du vil, du har jo masser af tid.

Jeg har ikke børn. men når jeg ser hvad den lille på 5 kontra den store på 17. Så syes jeg at udgiften ser nogenlunde ens ud. Det erskide dyrt legetøj de begge får. Det er så bare forskelligt. Da den store er til computer. Den lille har elektronisk legetøj. Guitarhero playstation og ligende.
Så jeg må i min uvidenhed mene at de er lige dyre i drift.Den store har bare fordelen han kan tage et job og tjene til det som han vil. Og derfor kan vælge mere.
Tøjet skiftes i samme takt. Som små pga de vokser/slider det i stykker. Den store efter moden. Sådan nogenlunde.