Skal de skilles?

-Ved ikke hvor jeg skal placere dette indlæg, men fandt dette rum som en løsning.
Jeg er en pige på 16 år, som lige har overhørt den værste samtale jeg kan forestille mig. Jeg sidder inde på mit værelse og selvom mine forældre præver på at snakke meget lavt er det alligevel umuligt og undgå og høre deres samtale. Lige til sagen: Min far mener at min mor har en affære med en ude fra hendes arbejde. Han bygger sin anklage på at min mor åbenbart har ringet denne fyr op 3 gange på en dag. Samtidig er hun begyndt og gå i noget lidt andet, og mere fint tøj. (Det skal lige nævnes at hun har tabt sig 10 kg siden oktober, og siger at det kun er derfor at hun "skifter stil")
Jeg er så ked af det, og sidder bare og græder. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre - kan ikke hjælpe på nogen måde😖Hvis mine forældre skal skilles vil det være et tabu for mig. Jeg indrømmer blankt at jeg personligt vil føle det som et nederlag, selvom man gang på gang får af vide at børnene sjældent er skyld i skilsmissen. Jeg vil føle mig son en taber og kan ikke umiddelbart få mig selv til at fortælle nogen af mine nære venner hvad jeg lige har hørt.
-Jeg ved ikke hvem jeg skal tro - min mor eller min far - men mest af alt vil jeg bare spole tiden tilbage. Ser jeg tingene fra min fars side forstår jeg godt hans mistanke, men alligevel ikke. Min mor kommer altid hjem lige efter arbejde og er aldrig ude om aftenen. Min far arbejder på skiftehold og derfor er han i perioder ikke hjemme om eftermiddagen/aftnen, men der kan jeg jo fortælle at hun er hjemme. Jeg ved ikke hvor meget jeg skal ligge i det jeg har hørt, men sådan som jeg forstår det vil min far have at min mor skal bevise at hun ikke har noget kørende - men hvordan gør man det hvis man rent faktisk ikke har noget kørende.?!
Er jo næsten umuligt for hende.. :S

-Grunden til at jeg skriver dette, er fordi at jeg har brug for nogle voksne menneskers mening/holdning/erfaring..,
Skal jeg frygte en skilsmisse?

Hej, det er noget træls noget. Jeg er selv skilsmissebarnmen dog nogle år ældre end dig. Jeg var et år ældre da bomben sprang i vores lille kernefamilie. Det er muligt dine forældre kan klare denne krise og endda komme styrket ud af situationen. Føler med dig, din situation er ikke morsom og mit råd er at du taler med nogen du har tillid til, gerne en voksen person som har lidt erfaring med livet når det gør ondt.
Hvis det går helt galt og dine forældre går hver til sit er mit råd at du på får lidt professionel hjælp evt. igennem din skole. Jeg fik aldrig tilbudet om hjælp men ser idag at en skilsmisse påvirker ens liv mere end man umiddelbart tror. Ville ønske jeg allerede dengang fik noget hjælp i den situation. Men håber de finder en løsning.
Tror du skal prøve og blande dig uden om. Ikke lyt ved "døren" så du ikke får en masse oplysninger der tvinger dig til og vælge side. Uanset hvor fejlen ligger så er begge dine forældre en del af dette, skyld på begge sider.
Op med humøret.
Mvh Joe

Virkelig glad for dit svar.,
Rigtig mange gange tak :D
-Ved ikke om det er et for personligt spørgsmål, men hvordan tog du skilsmissen? Så dine venner anderledes på dig?

Jeg synes at du skal vise dine forældre dit indlæg og de svar du får. Hård kost for dem, men DE har jo selv skabt situationen! Denne debat, dit indlæg og de svar du får, kan måske give dem noget alvorligt at tænke over! Nemlig at alt IKKE handler om dem og deres små fornemmelser - men om DIG! og hvis de læser med, som jeg foreslår, så vil jeg lige her minde dem om, at de sagde JA til hinanden "i medgang OG I MODGANG!" og lige nu er det altså modgang!
Og hils dem så lige fra mig og sig at DE SKAL TAGE SIG SAMMEN!
;-)
håber du lader dem læse med, når der ikke er kommet flere svar...fx i morgen aften.

Hej.
Jeg er selv skilsmissebarn, dog skete det på en lidt mere dramatisk måde end du har oplevet, men jeg håber at du ved at læse mine erfaringer kan forstå og måske finde lidt mere ro inde i dig selv.
Min mor gik fra min far en morgen lige for øjnene af mig. Hun havde pakket sine ting og gav mig et knus mens hun fortalte mig at hun havde fundet en anden, og så gik hun uden et eneste ord ud af døren og kørte væk. Jeg havde ingen kontakt overhovedet med min mor i 2 lange uger og jeg hadede hende langt væk, afskrev hende også at være min mor.
Men jeg lærte mange ting....Jeg lærte at veninder er noget af det bedste man kan have når man gennemgår noget så hårdt som at få hele sin hverdag vendt fra idyl til et helvede. Fortæl dem det, men fortæl det til din bedste veninde først og lad alle følelser komme ud; græd så meget du vil, had hvis du har brug for det, skæld ud, men giv slip.
Og så fortæl dine forældre at du overhørte deres samtale, men at du ikke vil blande dig i deres beslutning.
Jeg tog det rigtig hårdt, og har det stadig ad helvede til når jeg tænker på det...for jeg har aldrig oplevet så stort et svigt fra min mor og jeg skældte hende ud, jeg hadede hende, jeg forbandede hende og jeg fortalte hende at hun ikke var min mor mere. Men sådan følelser går over...for nu kan jeg se hvor lykkelig hun er sammen med den mand hun har valgt i stedet for min far og min far har forlovet sig med en mega sød kvinde.
Jeg håber det hjælper lidt...men dine veninder vil hjælpe dig så godt de kan og hvis de ikke kan, så finder du ud af hvem som du kan stole på.
Du må aldrig, og jeg mener det, aldrig gå og gemme på dine følelser, for en dag så springer du...det gjorde jeg.
Håber det kunne hjælpe...
Pigen_dk

En ven skal på ingen måde se anderledes på dig fordi du har forældre der ikke kqn finde ud af tingene. Hvis de gør det så kan du desværre ikke bruge dem til noget som helst. Dine rigtige venner vil støtte dig og forsøge og hjælpe dig igennem en evt. krise.
Men som sagt så skal man ikke prøve og lytte eller noget der ligner. Det gjorde jeg desværre og fortryder dette idag. Det er helt i orden at du gør dem opmærksom på at du er klar over der er problemer. Men ikke gå længere end til det.
Hvis du ikke helt er sikker på hvem du skal snakke med så kan du evt. få min mail.
Men se tiden an, det er muligt de løser det.
Op med humøret, alle forældre, par har mere eller mindre alvorlige kriser.

Jeg er ikke skilsmissebarn, men jeg husker stadig min rædsel, fra jeg var i din alder over mine forældres, ganske vist få, skænderier. Det sad som en syge i sindet, men der gik ikke så lang tid, før tingene igen faldt på plads.
Selvfølgelig skifter din mor tøjstil, når hun har tabt 10 kilo, ellers skulle da pokker...
Din far har fået en 'ny' slank og smart kone, så det er også en ny rolle for ham.
Hvordan kan du dog opfatte det som din skyld, hvis dine forældre bliver skilt, du er kun 16 år?
Jeg må indrømme, at det er mange år siden, jeg var ung, og dengang blev man ikke så let skilt, men i dag - ja, jeg har børn, som nu heller ikke er skilt, men deres venner... og i min øvrige omgangskreds, jeg har somme tider på fornemmelsen, at det mere er normen at de flytter fra hinanden end bliver boende sammen.
Du har fået mange gode svar, som du skal lytte til, mht til at tale med dine veninder og så holde fanen højt.
Mange venlige hilsner fra en voksen
jette-

Rigtig god idé at melde ud til dine forældre. Der er ingen tvivl om at dine tanker handler om dig. Skilmisser kan foregå på mange måder, og det kan sagtens også ske hvis dem der skilles tager sig sammen.
Men nej og atter nej, det er ikke rimeligt at voksne mennesker skal blive sammen for børnenes skyld. De skal blive sammen, fordi de ønsker det. Langt de fleste skilte familier har efter skillsmissen et glimrende forhold til hinanden, men for nogen tager det længere tid at opnå det gode forhold end for andre. For de fleste går det bedst, hvis der er rene linjer.
Sidst men ikke mindst er det "bare" en mistanke du har. Snak med dem. Men bland dig ikke.
Held og lykke.

- du har ved et uheld overhørt en gang "voksen snak".
- Som du kan læse i et andet indlæg; hvis din mor her tabt 10 kg - og så lige her i solskinnet - så ville hun da være en mærkelig kvinde om det ikke indebar fornyelse i hendes garderobe.
- Din far er selvfølgelig usikker på sin smukke "nye" kone, men hans fremfusen behøver der jo overhovedet ikke være hold i. Jeg forstår godt du synes din mors omvendte bevisbyrde er lidt anstrengende. Det er jo ikke nemt, men sæt din lid til at din mor kender din far så godt, hun selv magter at berolige ham.
- Hvis det her er det eneste du har oplevet, der peger i retningen af en skilsmisse, så tror jeg såmænd du kan sove trygt.
- Måske ville det være en god ide, for dig selv, at du fortalte din mor, hvad du ikke kunne undgå at høre. Hun kan sikkert berolige dig meget bedre end jeg kan.
- Voksen bliver ikke skilt, hvergang der optræder en krise.

for det!
Lyt til Dulkis, hun er meget fornuftig. Det er rigtigt, da jeg var barn og min mor og far kom for skade at skændes, sad min mor i lang tid bagefter og voterede. Men hun nægtede at give op.
Forældre giver ikke op for bollemælk, det skal du lige vide, de har jo dig! Det kan du tro de fleste forældrer tager hensyn til.
Læg ikke mere i det du har overhørt, de kommer over det, og det er klart for mig, at din LØVEMOR- har lagt sin stil om, så er der også andre der bemærker den slags. Vær stolt, din mor er attraktiv, det betyder ikke at dine forældre skal skilles!
Løvemor

hans kone (din mor) har tabt sig og blevet mere smart... han er nok bange for at en anden mand smutter med hende :-)
så.. mon ikke bare det er din fars usikkerhed, der spiller ham et pus❓
vh anonym

pige 16 år dk, at du reagerer så klogt og skriver herind også. Jeg er sikker på at hvad der end sker, så kan du godt klare det. Men du må altså ikke lade tilfældige folk her på debatten styre hvad du bør gøre, jeg mener at du skal gå ind på din skole allerede i morgen og opsøge den psykolog, som jo findes på alle skoler. Du skal have støtte her og nu! Du har behov for en klog uddannet voksen, der vil kunne hjælpe dig, uden vedkommende blander egne personlige erfaringer ind i sin hjælp.
Jeg er meget ældre end dig - over 50 år - men jeg forstår helt din bekymring alligevel, også mht. hvordan kammerater vil reagerer. Jeg er skilsmissebarn, og dengang var jeg den eneste i klassen og blandt veninder hvis far og mor var skilt, så jeg følte mig virkelig som en outsider og led meget under det. Havde der bare været een til, hvis forældre var blevet skilt, ville det have hjulpet en del. Skulle det ske at dine forældre blev skilt - ærlig talt så tror jeg ikke det behøver at ende sådan - så er du jo ikke en outsider af den grund, men blot een til blandt mange andre ulykkelige unge.
Mit bud på din situation er at din mor trænger til at blive beundret - måske er der en på hendes arbejde der SER hende mere end din far, der jo har været sammen med hende så mange år. Hun behøver ikke at være din far utro (endnu) så måske kan de nå at redde det. Jeg tror ikke hun er din far utro, men hun søger en bekræftelse som kvinde nu, det lyder da sådan med hendes nye "stil" :-) Glæd dig over din mor ikke er gået i stå - og håb så på din far i stedet for at bebrejde hende begynder at vågne op og SE og begære din mor, som han sikkert gør, men måske har glemt et stykke tid...det kan jo være det er det din mor vil have ham til!
Så måske kan det redde deres ægteskab, hvis de tager det op nu inden det er for sent og de går helt fejl af hinanden. Tro mig din mor og far elsker hinanden og DU betyder ALT for dem. :-)
Hvis du fortalte dem om dine bange anelser, kan det godt være de får åbnet mere op for hvad der lige pt. er galt i deres forhold. Men du skal have støtte fra en neutral voksen også med de tanker du går rundt og bakser med. Du skal ikke bare være henvist til veninderne. Det er ok. at have venner, men ikke nok, så opsøg din skolepsykolog hellere nu end siden, det er mit råd.
Iøvrigt så er det jo mere normen end undtagelsen i vor tid at være skilsmissebarn, så er der da ingen overhovedet, som vil se skævt til dig, hvis din mor og far skulle blive skilt. Du vil have mage ligesidede i fald...men jeg tror slet ikke det behøver gå så galt.
Under alle omstændigheder har de voksnes privatliv INTET med dig at gøre, så du må ikke tage deres problemer på dig, som havde det noget med dig at gøre personligt. Jeg går ud fra at du også har forelskelser og problemer i den anledning, og de har vel heller ikke noget med dine forældre at gøre vel?
Så lær af dette, at når vi taler om kærlighed mellem to mennesker, så er det kun de to og KUN dem, der er de ansvarlige for om forholdet lykkes eller ej.
Jeg tænker på dig, for jeg var dybt ensom hele min barndom (var meget yngre end dig da det skete ) vær du bare taknemlig for du har haft hele din barndom i tryghed med din far og mor sammen!. I min utrygge barndom udviklede jeg en stor mistænksomhed overfor ægteskabet...min mor havde en elsker der var gift, så det var helt igennem noget værre rod for at sige det mildt. Jeg besluttede at jeg ALDRIG nogensinde ville lade mig narre i kærlighed. For føler man sig ikke elsket, så skal man ikke blive i et forhold. Men inden man går skal man da give kærligheden en chance, for mange kærlighedsforhold går i stykker pga. misforståelser og man tager den anden for en vane og ikke husker at "vande blomsten" HVER (eller hveranden) DAG.;-) Til sidst visner kærligheden - det kan man som truet skilsmissebarn godt lære noget af også. Så lær af det, og bliv ikke så ked af det, for dette er dybest set et anliggende mellem din mor og far. Måske din far bare skal have et lille skub/komme op på mærkerne og vise sin kærlighed lidt mere. Håber det vil ske og alt går i orde i din familie, men jeg synes på den anden side heller ikke at man skal blive sammen for enhver pris..
Pas godt på dig selv, og bliv ved med at reagerer som du gør, ved ikke at gemme på dine problemer, men del dem med andre...og helst en professionel psykolog eller lign. Din reaktion nu tyder på du er en gennemsund pige, så jeg er ret overbevist om du vil klare det og måske kun blive klogere på livet af dette.
Kærlige tanker til dig fra
Pus

Mange tak for dit dejlige svar.
Dagen i dag er forløbet nogenlunde, men har dog svært ved at koncentrere mig helt i skolen og nu (hjemme med lektier).
Jeg ved ikke om jeg skal kontakte nogen psykolog, da jeg føler at det ikke er nødvendigt. Ikke endnu i hvert fald. At gå til psykolog er alvorligt, og kræver vel også et ordentlig grundlag. Desuden vil jeg ikke kunne gå ind på kontoret for at høre nærmere, men mange tak for dit svar.
Humøret herfra er lidt bedre end i går - så jeg krydser fingre og håber det bedste :)

Dem jeg indtil videre har opsøgt (veninder/venner) har delte meninger om lige netop dette spørgsmål. Nogle mener at jeg skal sige hvad jeg har hørt og lade dem melde ud til mig, men samtidig siger nogen at mine forældre skal løse deres egne problemr selv.
-Jeg ved endnu ikke om jeg skal sige noget.., Måske vil det forværre situationen eller også vil de måske give ægteskabet en chance til?

Som overskriften siger: Tak for dit svar :)
-Jeg ved godt at det ikke er min skyld, men alligvel kan jeg ikke lade være med og tænke om jeg kunne have "reddet" det..,

Har stadigvæk brug for nogle holdninger :S
Min mor kommer - som tidligere nævnt - altid direkte hjem fra arbejde. Min fars mistanke skyldes følgende: Min mor kører mig og en veninde til en større by et stykke hjemmefra. Min far er på arbejde og ved derfor ikke hvornår min mor kommer hjem den dag. Den pågældende dag har hun foretaget opkald til denne FYR (Ja, "drengen" er midt i 20'erne) fra arbejdet. I går erkendte hun at hun havde kørt rundt derude hvor han boede, men at hun ikke været inde ved ham. Hun laver hele tiden hendes forklaring om og jeg forstår min fars bekymring. Jeg ved ikke selv hvad jeg skal tro på!
Skal jeg lade dem finde ud af det selv?
(Desuden hørte jeg min far sige at hvis min mor ikke var væk i morgen ville han ikke være i huset mere - Jeg ved at min far er meget såret og at han hurtigt bliver jaluox. Er dette blot et "lille" skænderi? Siger man sådan i ren frustration?)

de nye "facts" tyder på at din mor og far nu er ude i en afklaring indbyrdes. Mit råd er så at du ikke blander dig. Lad dem selv ordne dette. DU er altså ikke ansvarlig for deres evt. lykke eller ulykke sammen. De har begge dig som deres kærlighedsbarn, så du om noget symboliserer det, de har haft sammen. Det skal du da bare være stolt over - måske har de holdt sammen så længe netop pga. af dig! Tænk ovetr det - da jeg var 16 år flyttede jeg hjemmefra - til udlandet som au pair pige. Du er voksen nu, så dine forældre behøver ikke holde sammen for din skyld - med mindre du har yngre søskende.. Du kan intet gøre for dem - men måske kan du gøre noget for dig selv. Det er din egen vurdering, som 16 årig er man en nyvoksen, så du kan godt selv finde ud af hvad der er rigtigt at gøre nu eller ikke. Vi kan kun komme med nogle forsøg på råd, og sige hvad vi selv ville have gjort. Jeg personligt ville have taget en snak med min mor ALENE, for at finde ud af hvad dette var. Du er tydeligvis en pige der ikke bare vil lade tingene ske for næsen af dig, uden du selv er med. Det er et sundhedstegn, så tillykke med det.:-)
Du må selv gennemtænke om du skal tale med din mor eller ej - jeg ville nok have gjort det, bare for at få en afklaring. Måske kan du hjælpe din mor ud af en svær situation lige nu - men det er og bliver IKKE din opgave at redde din mors og fars ægteskab husk det!!
Du skal være ung, og nyde dit liv, og glæde dig til at få et kærlighedsliuv, hvor du ikke gentager de voksnes dumheder. Hvordan? Det må du selv finde ud af :-)
Mange kærligfe tanker fra en der prøvet noget lign. men i en meget yngre alder.
Jeg har det godt nu og er lykkelig, men jeg har været mærket hele mit liv af at opleve kærligheden ikke var en stabil faktor.
Man skal virkelig arbejde med sig selv og være ubønhørlig ærlig overfor sig selv, hvis ens kærlighedsliv skal lykkes. Det kan du ligesågodt indstille dig på og lære nu som siden.
Vi følger dig og sender dig en masse kærlige tanker :-)
Knus Pus

Jeg vil prøve og forstå din mors situation. Hun har slanket sig, nut tøj og mere selvtillid. Din far har ikke reageret positivt på hendes forvandling og ikke givet hende den positive opmærksomhed hun burde have.
Din mors yngre kollega ser denne forandring og her får din mor måske den opmærksomhed hun burde have haft af din far. Jeg ved ikke om det hjælper dig med og forstå og ikke dømme. Som flere skriver er du ikke længere helt et barn og du har dine egne meninger og holdninger. Men som jeg skrev i starten så hold dig uden for. Men det forhindre dig ikke i og tale med din mor om din bekymring. Eller din far for den sags skyld. Men ikke gå ind på de mere faktuelle detaljer men hold jer til det at du er klar over deres situation og at du håber de får det løst.
Håber inderligt dine forældre klare denne krise. 16 år smider man ikke bare sådan ud og det er de begge klar over. Iøvrigt har de fælles børn. Jeg tror at en kærlighed kan ændre sig til et dybt venskab som så danner grundlag for en familie. Og det venskab det kan komme sig over de værste svigt man kan forestille sig.
Ikke brug al din energi på dette. Prøv og hold dig beskæftiget med anrdre ting end denne krise.
Op med Humøret, tingene løser sig i sidste ende til det der er bedst. Og hvad det er kan kun tiden vise.

Kære m.s.
Jeg havde lige skrevet et læneger svar til dig, men kom til at trykke på en forkert tast, så hele molevitten forsvandt. One more try...
Det er utroligt, at du kun er 16 år og så velformuleret og ansvarsbevidst. Du har fået mange svar, og alle kan lide dig. SIC!
MEN jeg må give dig ret: man kan ikke lukke tanker ude, når de opstår. Hvor mange af os ville ikke give hvad som helst for en sådan evne?
Når jeg tænker på de 25 år min mand og jeg fik sammen, er det ikke småting, vi i årenes løb fik sagt til hinanden, men du er lige i den mest sårbare alder, 16 år. Næsten voksen, men alligevel så meget barn, at den psykologiske navlestreng endnu ikke er bidt helt over.
Man bliver ikke ved at være lige forelsket i hinanden, men når det største
vanvid har lagt sig, følger ofte en følese af langt stærkere karat, som kan holde til det utroligste, og jeg tvivler på, at dine forældre 'kun' skulle have holdt sammen for din skyld.
At din mor har ringet og 'kredset' omkring en ung mand (dreng) i 20'erne, tag det som en positiv oplysning. Det er dog de færreste kvinder, der falder for, (må jeg gætte?) en 10 - 20 år yngre mand. Hun er lidt benovet over sig selv og sit vægttab, som vi er mange kvinder, der kan følge hende i. Din far skulle vel ikke have taget et par kilo på?
Men det lyder som om i er begyndt at tale mere åbent om det hjemme, er det tilfældet, og i så fald, føler du det som en lettelse?
Nu må du holde os underrettet, vi følger dig, som også en tidligere debattør skrev.
VH jette-

Som tidligere skrevet er jeg utrolig glad for jeres svar - og åbenhed.
Og tak for de rosende ord om mig :)
-Nu er denne dag da snart gået uden et ord fra mine forældre til mig og min lillebror.
Jeg forstår jeres pointer omkring min mor, (med hendes vægttab osv.) og ved jeg at man ikke må holde med nogen i sådanne situationer, men det er svært. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro, og er på mange måder sur på hende. Hvorfor har hun også ringet til ham?!
Jeg har ikke lyst til at fortælle mine forældre hvad jeg har hørt, og mener at de bør komme til mig. Hvis jeg forstyrrer dem og "tager min far på ordet" flytter han måske?.,
Jeg er meget frustreret lige nu og kan ikke samle mig om noget..,
Hvor længe går det før at de siger noget?
Vil det tage flere uger?
-Jeg har tusindvis af spørgsmål som kører rundt i hovedet på mig hver gang der er den mindste chance eller hver gang jeg ikke lige laver noget.
Jeg prøver nu hele tiden på at overbevise mig selv om at de nok skal finde sammen, men hver gang jeg kan høre "virkeligheden" i stuen kommer jeg i tvivl.
-Jeg skriver så snart der er noget nyt. Håber at i står klar til at hjælpe mig. Tak

Det kan du stole på.
Ja, vi har nok fokuseret lidt meget på din mors vægttab, sorry!
Har du slet ingen familie, jeg tænker på mostre, onkler der kan hjælpe dig. Der er en linje man kan ringe til, men jeg kan ikke huske, hvad den hedder. Det er muligt, at andre læsere kan.
Nu er jeg ved at tabe tråden... Hvis du forstyrrer dem? med hvad dog - at du bor der? Jeg havde forstået, at det var din mor der skulle flytte. Er det dig?
Koncentrer dig om at skrive her på SOLen, ja, det lyder idiotisk, men du skal have noget at foretage dig. Går du i skole?
Prøv at gå ind på nettet under livslinjen eller noget i den stil-
VH jette-

Hvis jeg forstyrrer dem i deres løsning/beslutning (Altså; Hvis jeg går ind til dem mens de snakker).., Hvis min kommentar/mening vil få dem til at ændre mening .. Jeg ved ikke om det vil være godt eller have en skidt indvirkning.
-Ja, jeg går i skole. På gymnasium. Så har en del at se til med lektier og sårn, men svært og fuksere på, men det SKAL jeg. Det her må ikke gå ud over min skolegang.

Jeg tvivler oprigtigt på, at din 'indblanding' vil have den store indvirkning på dine forældres beslutningsprocesser. Deres forhold er næppe så skrøbeligt, at deres store datters frustrationer får dem til at reagere helt uovervejet.Jeg formoder de har boet sammen hele dit liv (?), så de er ganske klar over hvilken situation du og din lillebror befinder sig i.
Jeg kan næsten ikke forestille mig, at du kan få det meget værre, end du har det lige nu.
Kan/tør du ikke tale med din lærer fx, om dine problemer. Eller har du ikke en lærer, som du har tillid nok til at betro dig til?
Du har ret i at det ikke må gå ud over din skolegang. Du står formodentlig snart overfor en examen, og det er godt at have noget at koncentrere sig om, selv om det kan være svært.
Bon nuit!
jette-

Jeg startede på gymnasiet i sommers, så jeg har ikke rigtig nået og opbygge et meget dybt forhold til nogle lærere..
I dag er indtil videre forløbet stille og roligt, men jeg ved stadig ikke hvad der sker. Mine forældre har endnu ikke sagt noget😖-Måske er det ved at gå i orden? (Næppe..,)
Jeg har bare svært ved at afgøre hvor mange der skal have noget afvide før mine forældre melder noget ud.??
Det værste er at jeg i løbet af dagen "glemmer" hvor usikkert det hele er lige nu - og ser vores dejlige kernefamilie for mig <3 Dog bliver jeg konstant mindet om skilsmisser, forældre, kærlighed, børn, hus, hund, bare hvad man skal i weekenden får mig til at tænke på om mine forældre har sagt noget der osv.
Det er virkelig frustrende

Du skal se, det er nok ved at falde på plads igen.
Jeg synes du lyder lidt mere optimistisk i dag.
VH jette-

Meget mere optimistisk i dag :)
-Tager en dag af gangen og krydser fingre <3<3
Men håber at jeg kan skrive hvis der skulle ske noget uventet.,.

Gode og menneskelige svar du har givet vores unge pige her.
Jeg håber du kommer til orde hvis jeg en dag får problemer og skriver ind på sol.
Du virker så elskelig med masser af overskud til andre.
m&m

Du kommer bare an Maren Mette. Men hvis du læser min profil, ser du, at jeg har alt for god tid, så det er i høj grad mig selv, jeg plejer. Tak for de venlige ord.
Vh jette-

Du har været en stor hjælp Jette :)
Rigtig mange tak.,
Alt ånder fred i det lille hus i dag <3

Tak for de smukke ord. Det glæder mig oprigtigt! (Altså at alt ånder fred og ro...) Og selvfølgelig også tak for din betænksomme tilbagemelding.
Mange varme hilsner fra jette-

.., Så kører det hele forfra., Jeg håber virkelig at folk er klar til at give et godt råd denne gang.
Efter lidt stille og rolig tid hvor jeg ikke har mærket meget til mine forældres skænderier er der igen ved at være optrapning til noget ubehageligt.
Min far er begyndt og tjekke min mor hele tiden - hvilket vel er forståeligt nok - og det går mig meget på.. Jeg ved endnu ikke hvad jeg skal tro, men jeg er bare for at min mor til sidst opgiver min far og flytter :s
Jeg ved at i siger at de nok skal finde ud af det og at jeg ikke skal blande mig, men det ligger hele tiden lige under overfladen,. Det er ret ubehageligt og jeg kører konstant op og ned i humøret pga dette..,
Burde min mor ikk bare sige op og "flygte" langt væk fra den mistænkte elsker for at bevise at hun intet har gjort eller vil det bekræfte troen?
Hjælp - Kan ikk holde ud at være til (-Jeg burde nu være taknemmelig for at få mad på bordet hver dag og have tag over hovedet, men lige nu virker mine egoistiske problemer meget større)