Skal jeg kæmpe videre og tro på en fremtid, eller gå min vej
Jeg mødte for 1 år siden verdens meste fortryllende kvinde. Hun var gift og har en lille søn på 2½. Det gik meget hurtigt og inden vi havde lavet andet end, at tale havde hun fortalt manden det var slut - at de skulle skilles.
De aftalt at sønnen skulle være mest hos ham! Min kæreste og eks. manden har talt sammen siden. De sms'er hverdag om deres søn, hvordan han har det hvad han har lavet og hvad planerne er. De er stadig sammen en sjælden gang i mellem og laver ting med sønnen, som at gå i Zoo.
Vi har været sammen nærmest døgnets 24 timer - siden de første dag. Lykken var enorm og vi var begge to sikre på, at vi var skabt til hinanden. Vi har været ud og rejse sammen flere gange.. Vi har talt om, at flytte sammen, om at blive gift om børn og alt hvad pakken indeholder. Jeg har i hele perioden været overvældet af lykke!
Hun har fra starten af taget hensyn til eks manden - jeg har ikke måtte se sønnen før der var gået noget tid, jeg har ikke måtte lave vise ting sammen med dem f.eks. gå i Tivoli, sønnen må ikke møde mine venner eller familie.
I det område hvor de boede sammen og hvor begge sæt forældre bor både hendes og hendes eks. svigerforældre, har hun ikke ville gå med mig sammen med sønnen.
Alt dette har været for, at skåne eks. manden og eks. svigerfamilien.
Fra start af generede dette mig ikke - jeg forstod det og jeg accepterede det.
Jeg mødte sønnen og var der hele tiden, når min kæreste havde sønnen. Sønnen blev meget hurtigt glad for mig, præcis som jeg blev glad for ham.
For 2 mdr. siden fortalte min kæreste mig, at var kommet i tvivl om det skulle være os. Hun fortalte hun ikke er i tvivl om, at hun elsker mig, men at hun også stadig har følelser for eks. manden. Hun fortalte at hun føler sig splittet mellem mig og ham. HUn fortalte, at hun føler det som om, at hun hele tiden skal skuffe en af os. Enten mig, sønnen eller eks. manden og at det er ved, at ødelægge hende. Hun overvejede om det ville være nemmere uden mig.
Siden har jeg følte, at hun fjerner sig mere og mere. Jeg ser hende næsten ikke når hun har sønnen, hun tager langt flere og flere hensyn til eks. manden.
Jeg havde på den første adventsweekenden givet hende en adventsgave, som bestod af en rigtig god middag og de bedste billetter til en musical. Begge ting vildt dyrt og jeg havde glædet mig helt vildt. Det var til den sidste weekend inden jul!
Torsdag inden denne weekend ringer eks.manden og spørger om hun ikke kan have sønnen fra torsdag aften også til søndag. Hun føler ikke, at hun kan sige, at hun kunne kan have ham indtil lørdag. Ikke så meget før sønnens skyld, men fordi at så ville han jo spørge hvorfor! Svaret på dette ville gøre eks.manden ked af det og det ønskede hun ikke. Derfor gik vores aften i vasken.
Jeg kommer mere og mere i tvivl om, jeg kan klare dette ret meget længere. Jeg elsker hende - faktisk så meget, at jeg ikke forstå det.
Tvivlen vokser bare så meget inden i mig! Bliver det nogensinde anderledes? Er det kun en fase❓Hvad hvis hun aldrig kan slippe eks.manden❓Skal jeg blive og kæmpe❓Skal jeg give hende plads og ro til, at få tingene på plads❓Skal jeg gå min vej ?
Hjælp
De aftalt at sønnen skulle være mest hos ham! Min kæreste og eks. manden har talt sammen siden. De sms'er hverdag om deres søn, hvordan han har det hvad han har lavet og hvad planerne er. De er stadig sammen en sjælden gang i mellem og laver ting med sønnen, som at gå i Zoo.
Vi har været sammen nærmest døgnets 24 timer - siden de første dag. Lykken var enorm og vi var begge to sikre på, at vi var skabt til hinanden. Vi har været ud og rejse sammen flere gange.. Vi har talt om, at flytte sammen, om at blive gift om børn og alt hvad pakken indeholder. Jeg har i hele perioden været overvældet af lykke!
Hun har fra starten af taget hensyn til eks manden - jeg har ikke måtte se sønnen før der var gået noget tid, jeg har ikke måtte lave vise ting sammen med dem f.eks. gå i Tivoli, sønnen må ikke møde mine venner eller familie.
I det område hvor de boede sammen og hvor begge sæt forældre bor både hendes og hendes eks. svigerforældre, har hun ikke ville gå med mig sammen med sønnen.
Alt dette har været for, at skåne eks. manden og eks. svigerfamilien.
Fra start af generede dette mig ikke - jeg forstod det og jeg accepterede det.
Jeg mødte sønnen og var der hele tiden, når min kæreste havde sønnen. Sønnen blev meget hurtigt glad for mig, præcis som jeg blev glad for ham.
For 2 mdr. siden fortalte min kæreste mig, at var kommet i tvivl om det skulle være os. Hun fortalte hun ikke er i tvivl om, at hun elsker mig, men at hun også stadig har følelser for eks. manden. Hun fortalte at hun føler sig splittet mellem mig og ham. HUn fortalte, at hun føler det som om, at hun hele tiden skal skuffe en af os. Enten mig, sønnen eller eks. manden og at det er ved, at ødelægge hende. Hun overvejede om det ville være nemmere uden mig.
Siden har jeg følte, at hun fjerner sig mere og mere. Jeg ser hende næsten ikke når hun har sønnen, hun tager langt flere og flere hensyn til eks. manden.
Jeg havde på den første adventsweekenden givet hende en adventsgave, som bestod af en rigtig god middag og de bedste billetter til en musical. Begge ting vildt dyrt og jeg havde glædet mig helt vildt. Det var til den sidste weekend inden jul!
Torsdag inden denne weekend ringer eks.manden og spørger om hun ikke kan have sønnen fra torsdag aften også til søndag. Hun føler ikke, at hun kan sige, at hun kunne kan have ham indtil lørdag. Ikke så meget før sønnens skyld, men fordi at så ville han jo spørge hvorfor! Svaret på dette ville gøre eks.manden ked af det og det ønskede hun ikke. Derfor gik vores aften i vasken.
Jeg kommer mere og mere i tvivl om, jeg kan klare dette ret meget længere. Jeg elsker hende - faktisk så meget, at jeg ikke forstå det.
Tvivlen vokser bare så meget inden i mig! Bliver det nogensinde anderledes? Er det kun en fase❓Hvad hvis hun aldrig kan slippe eks.manden❓Skal jeg blive og kæmpe❓Skal jeg give hende plads og ro til, at få tingene på plads❓Skal jeg gå min vej ?
Hjælp