Alvorlig sygdom er tabu!

Der er mange i vores samfund der rammes af kræft, får en blodprop, en hjernesvulst eller lignende. Der er så mange, at man nærmest ikke kan undgå at kende en eller flere, der er alvorligt syge. Men hvordan skal man forholde sig, hvis en man kender bliver alvorlig syg af f.eks. tarmkræft?
Hvis det er en af de mennesker, der står en aller nærmest som f.eks. ens ægtefælle/kæreste, børn eller forældre, bliver man tvunget til at forholde sig til sygdommen, og ens eget liv vil også blive stærkt påvirket af den.
Men hvad hvis det er kollegaen, der bliver syg, som man omgås med til hverdag på arbejdet, men ellers ikke har noget specielt at gøre med? Jeg synes, det virker som om, der er mange, der i dette tilfælde vælger ikke at forholde sig til sygdommen eller helt ignorerer den. Jeg synes, det virker som om, der er mange, der er bange for at spørge ind til sygdommen og den syge person. Det er som om, alvorlig sygdom er et stort tabu!
Men umiddelbart ville jeg mene, det er sværere for en syg person, at sygdommen bliver ignoreret og fortiet, snarere end der bliver talt åbent om den. Hvad mener du?
Kender du nogle, der er alvorligt syge? Og hvordan forholder du dig til deres sygdom?
Eller har du selv prøvet at være alvorlig syg? Hvordan forholdt din omverden sig til din sygdom? Ville du helst have, der blev snakket om den eller ej?

Jeg er autodidakt uddannet i at være pårørende til folk med forskellige alvorlige sygdomme eller handicap.
Jeg oplever på min egen krop og sjæl, hvordan folk nærmest ikke engang tør at tale med mig. Det gør mig meget ked af det og jeg føler mig hurtigt i vejen og forsømt.
Jeg har jo brug for at tale med mine venner, men det er få der kan kapere det.
Det er virkelig en skam, at det skal være et tabu. Jeg håber at der kommer fokus på det, så folk ikke er så skræmte over det.

at spørge den person der er syg, om han/hun har lyst til - eller behov for at tale om sin sygdom.
Der er adskillige patienter med alvorlig, kronisk sygdom der føler, at de taler så meget om sygdommen når de er til behandling, undersøgelser o.l., at de rent ud sagt ikke orker at tale om den, når de er udenfor behandlersystemet.
Der er også nogle patienter, der har utrolig stort behov for at tale om sygdommen, deres oplevelser, deres tanker, osv. - og ved at spørge direkte om vedkommende har lyst til/orker at tale sygdom, åbner du en dør for dem, der har dette behov.
Mange i den syges omgangskreds tør ikke spørge til sygdommen, fordi de er bange for at høre, at "det går tilbage". Det er altid svært at forholde sig til noget der ligner udsigten til snarlig død - derfor vælger nogle at tie.
Om man vælger at tale om sin sygdom eller ej, afhænger af hvem man er og hvor mange ressourcer man har. Især når "det går tilbage" - så står den syge tit og ofte i den situation, hvor han/hun skal finde ressourcer til at berolige den spørgende, til at give indtryk af, at det "nok skal gå altsammen", vel vidende bedre.
Der findes (ifølge min opfattelse) ingen færdigstrikkede løsninger. Den enkelte raske må føle sig frem og stille sine spørgsmål, 1 ad gangen og se hvad reaktionen er. Dog vil jeg foreslå, at sådanne spørgsmål stilles når der er god tid, ikke midt i en kaffepause eller lignende.

Jeg har selv været ramt, dog ikke af svær sygdom der krævede læger.
En "kold skulder" var mildt sagt smertefuld 24/7 i 10 måneder, jeg er ikke den type der bliver hjemme men min arbejdsevne var nedsat 30%.
Jeg var ikke pylret og satte pris på at mine kolleger ikke spurgte til skulderen flere gange om dagen, og var glad for at de stoppede mig hvis de mente at jeg gik for hårdt til arbejdet.

jeg ville ønske nogen gad spørge til min oplevelse af det hele. Jeg har det dårligt af aldrig at kunne få lov til at fortælle. Mine nærmeste omgivelser har hørt, men det er ikke det jeg trænger til. Det er selve sundhedsvæsenet, en person der, som ville høre , hvordan jeg opfattede det og jeg ville gerne vide, hvad der skete.
Men der er aldrig tid. De 10 til 15 min man har, gør mig helt frustreret.
Man nævner det, men kan mærke, jamen det var da slemt for dig. De hører knagme ikke engang efter, kun med et halvt øre. 😕
Nå, men det må jeg jo finde mig i. Alle er jo ligeglade, det ved jeg og det er klart, hvem gider tænke på andre i vore dage. Selv om det var systemet, der svigtede.
Måske er vi for mange, der gerne vil hælde "vand ud af ørerne."

1.2 mia. muslimer har et problem, som ikke kan løses.

prøv lige at være mere konkret

at bestille tid hos lægen til en uddybende samtale.
Vi lever i et samfund, hvor hver især har nok i at få dagligdagen til at hænge sammen. Sygdom i sig selv er blevet et tabu-emne, da vores samfund kontinuerligt fortæller os, at det ikke er i orden, at være syg.
Lægehusene er stop-proppet med syge der lider af mere eller mindre diffuse lidelser. Alle har de har brug for at få hjælp. Lange ventelister, udvidet sygehusvalg og følelsen af,at ingen har tid til at lytte, bare længe nok, til at man får fortalt om sin lidelse og elendighed, sine tanker og følelser - og længe nok til, at man føler: at blot e'n gav sig tid.
Netop derfor har psykologer, alterantive terapeuter osv. masser at lave. Disse behandlere har indrettet deres arbejdsdag efter, at du og alle andre kan få fortalt sin historie.
Psykologerne og terapeuter lægger øre til alt det, vores forfædre gav sig og havde tid til, men som vi ikke har tid til mere.

Jeg er opereret for brystkræft og er p.t. i kemo og pilskaldet. Min bror havde enormt svært ved at ringe til mig, fordi han var bange for at dumme sig og stille fjollede spørgsmål. Jeg sagde til ham, at han jo bare kunne ringe og spørge, hvordan jeg havde det? På den måde vælger man som "den syge" selv, hvor meget man gider tale om sygdommen.
Personligt gider jeg ikke tale om det hele tiden, fordi man også har behov for at føle sig "normal" og tale om normale ting. Dog skal det heller ikke være tabu, for mine venner har sagt, at de har brug for at vide, hvordan det går. Imidlertid kan man jo også blive bange for at virke trættende, når man taler om det. Det handler nok om at finde en gylden middelvej. Til mine kolleger har jeg sagt, at jeg ikke gider blive pylret om, og blive "Nåh'et", og det har betydet at de er gode til at spørge meget direkte om det, de gerne vil vide. Tror det var en lettelse, også at jeg selv kunne være sarkastisk omkring det. Dog kræver det meget energi at være sygdomsramt, det kræver så at sige et godt helbred! Dels i forhold til sygehussystemer men også fordi du er den, der skal trøste dem, der holder af dig. Tjae.... Vær selv åben, så hjælper det også andre med at være det.

Åh nej, lægen har ikke tid. Jeg kan ikke forvente, der skal bruges tid på det.
Jeg ved godt psykologer er der for det samme, men for det første er det alt for dyrt, for det andet var det heller ikke helt det, jeg ønskede. Det aner en psykolog intet om.

Jeg ville gerne have at vide, hvad der skete, da lægen begik sin fejl. Jeg var nemlig ved at dø. Jeg kunne ikke se, jeg kunne dårlig få luft. Jeg var meget syg.
Jeg mener man skylder mig en forklaring.

Hvis man ikke er på imtim fod med vedkommende, vil det føles upassende at drøfte et intimt emne såsom vedkommendes død.
Det kunne sammenlignes med at spørge kolleger om forløbet af deres samlejer med ægtefællen - påtrængende - ublufærdigt - utidigt.
"Pas dig selv - idiot", ville være et passende svar.

en gættekonkurrence, hvor andre skal gætte sig til, hvad du mener eller ønsker, at få hjælp til. Intet i din debat forklarede det, du senere skrev som svar på mit indlæg.

Din oplevelse er da uden tvivl angstprovokerende, og meget kedeligt. Men vi er altså nødt til at åbne munden, og sige til andre, hvad vi har brug for. Især i forbindelse med lægerne, de tror måske, at når du ikke siger noget af dig selv, så har du fået det bearbejdet, eller skal bruge noget tid før, du kan tale om det. Hvis du ikke siger noget af dig selv, skal du ikke forvente, at de af sig selv spørger dig - selvom det ville være det mest naturlige.

Jeg har oplevet at få en alvorlig depression, på en arbejdsplads hvor psykisk sygdom (som så mange andre steder) var tabu.
Min chef var utrolig dårlig til at håndtere det, og var meget grov til bl.a. opfølgende medarbejdersamtaler under min sygemelding. Han mente dybest set at jeg bare var hysterisk og doven - og han var slet ikke interesseret i at jeg f.eks. gav de kollegaer som var interesseret, en lille folder om hvordan man kan forholde sig til en psykisk syg medarbejder.
Det var meget ubehageligt. da jeg brækkede ryggen og var tæt på at blive lam, der var der masser af forståelse og alle synes det var forfærdeligt. Men den sjælelige kamp, som viste sig at være et symptom på en bestående sindslidelse var absolut ikke noget man kunne eller ville anerkende som egentlig sygdom. Og tale om det; nej, det kunne man heller ikke.
Min erfaring er at psykisk sygdom er langt mere tabubelagt og uacceptabelt hos både kolleger og arbejdsgivere, fordi det ikke kan ses, og fordi det kan betyde meget lang uarbejdsdygtighed pga. symptomer folk ikke kan forstå. Samtidig er der nok lidt heltestatus i at "kæmpe for sit liv" i fysisk forstand, for det kan man jo dø "rigtigt" af (dvs. fysisk).
Knap så vigtigt eller heltemodig er det åbenbart at kæmpe mentalt, selvom det også kan koste det sjælelige og/eller også det legemlige liv, pga. totalt nedbrydning, selvskade eller selvmord. En del mener åbenbart at "det kan man jo bare lade være med", uagtet at et sygt sind faktisk har det som en reel risiko og at det ikke er noget man bare lige lader være med, hvis man virkelig har det skidt.

Dumhed er nok et endnu større tabu end mental sygdom - og synes du er ærlig talt ikke at din kommentar er upassende, grænsende til ubegavet i denne tråd?

det er mig, du refererer til, at skulle grænse til dumhed mm.
Mange gange, skal man gætte sig til, hvad andre mennesker faktisk mener. Det indlæg, jeg svarede på, lignede en kostatering af noget diffust, mere end at muslimer rent faktisk har det rigtig dårligt. Der var ingen konkret forklaring på, hvad vedkommende mente. Jeg kan godt gætte mig frem til, at muslimer har det rigtig dårligt psykisk, men det er ikke meningen, at man skal gætte sig frem til, i hvilken retning eller hvad, der konkret henvises til.
Jeg har tilsyneladende blot trykket på en ventil i dig, som du heldigvis fik luft for.
Jeg ønsker dig held og lykke i fremtiden.

Jeg er glad for jeg er klog nok til ik at kalde nogen dumme.

Jeg vil nu ikke sige at det er et tabu. Det er klart alvorlige sygdomme som bl.a. kræft, det jo et meget følsomt emne, og ingen ved hvordan man skal forholde sig til det. Det kommer jo an på den der er ramt om det er en person som har behov for at snakke om sydommen eller helst ikke vil. Hvis den pågældende person ikke har lyst til at snakke om sydommen så må man respektere det. Men det jo ikke fordi det er et tabu, men det klart nogle helst vil ligge sygedommen bag sig mens andre har behov for at snakke om det. Angående kollegaer vil jeg ikke gå ind og blande mig hvis min kollega var blevet ramt af kræft, da jeg ikke ved hvordan han/hun har det med at snakke om det. Men hvis kollegaen er en god ven, er det jo noget lidt andet.