skal man blive for kærligheden?

Har været gift i over 10 år, er vel en helt gennemsnits dansker....
Har hus, børn fast arbejde men alligevel mangler jeg noget.
Vi er en rigtig kernefamilie men hverdagen går måske for meget op i hus og børn(7,9,11) og lige pludselig står jeg og vurdere hvor er jeg selv? Jeg elsker min familie, jeg elsker min kone, men er alligevel ikke glad?
Jeg har talt med en terapeut igennem ca. 6 mdr. som siger at man skal passe på i et almindeligt liv når ungerne lige pludselig er så store at de kan varetage sig selv(i en vis grad) og lige pludselig så står mor og far og skal lære hinanden igen?
Jeg har haft mit liv op til revision, men syntes lige pludselig at min kone er kedelig? jeg går den ene vej og hun den anden? Vi elsker hinanden og har det egentlig godt sammen, men er måske bare blevet venner?
Jeg er lidt skræmt over at vi "måske" bare er venner....men jeg føler mig ikke glad.
Er der nogen der har det på samme måde og kan give lidt input?
Hilsen
Den fortvivlet

Hej DennisT,
Jeg ved præcis hvordan du har det. Var i 11 år gammelt forhold og følte ligesom dig ... alt var egentlig ok og vi var meget godt venner, men jeg var bare ikke glad... kunne ikke sige hvorfor men synes han var blevet kedelig. han gad ingen ting, sagde nej til alt undtagen rejser. Men man kan jo bare ikke rejse hele tiden...
jeg tog konsekvensen af min egen tilstand og forlod ham. Jeg ville mere, jeg ville meget, jeg ville ikke altid have et nej, jeg ville møde et andet menneske med lige så meget energi, nysgerrighed og eventyrlyst som mig selv.
Mødte en fantastisk mand lige efter/under bruddet men det blev aldrig til noget da han var i forhold allerede.
Set i bakspejlet vill jeg havde gjort noget andet ..... jeg ville have gjort alle de ting jeg ville alene eller med veninder og familie. Jeg ville have opsøgt personlighedsudvikling og gjort meget mere for mig selv.....
Der efter ville jeg have taget forholdet op til revurdering.
Tag ikke en uovervejet beslutning. Hvad tror du vil ændre sig hvis du går? Er du klar til at være alene om ALT? Hvad vil DU få ud af det? har du talt med din kone om det? Hvordan har hun det i øjeblikket, hvordan ser hun jeres situation? Ved hun hvordan du har det?
Ønsker dig det bedste
M

at der kommer døde perioder men man kan måske selv pifte lidt op på en grå hverdag med overraskelser til partneren ---ud og spise uden børn en eller weekend uden børn der er meget man kan gøre. Jeg kan love dig 100 % dit evt. næste forhold går også i stå en dag
du ved hvad du har men ved ikke hvad du får.
P.s tal sammen uden at angribe -spørg hvordan den anden har det.

Find årsagen til i ville hinanden.
Søg og gør noget sammen. Nu børnene er så store de er selvhjulpende. Så rejs ud og gør det spændende sammen.
Eller find en fælles interessse. (i behøves ikke være siamtisk sammensplejset😉)
Start på tango og få pulsen op sammen.
Først og fremmest tal med din bedere halvdel. Men uden at være anklagende. Bare fortæl at du er gået død og du har brug for i sammen er om at give jeres liv et kick. 🙂
Måske ser hun det ikke komme. Måske føler hun det samme men ved ikk hvordan hun skal sige det. Hun kan jo sagtens gå med den mellemfornøjet følese oz. At hun elsker dig men du er måske lidt kedelig, nu hun kikker op. Det er bare et gæt.
Du er jo ikke den eneste i det forhold.
Men du har et ansvar for i har en eller flere mulighder. Samt har hun oz.😉

Hvad mener du med elsker, er det bare sådan et buzzword du bruger, fordi det skal du, fordi du er gift og har børn med hende eller er det noget du vitterlig føler, at du elsker din kone.
Du lyder som en der mangler noget i dit liv, men om det er ny kvinde i dit liv eller om det er noget drengehørm på tennisbanen eller hvad det er kan du kun selv komme frem til.

Jeg har selv prøvet det, vi var gift i 12 år havde to gode job, to dejlige børn, hus 2 biler båd, men vi manglede noget i vores liv, vi gik også og tænkte om vi ikke bare var sammen fordi det var det nemmeste, manglede gnisten, vi blev skilt, det er nu 6 år siden vi har det godt hver for sig, vi kan snakke om børnene, men vi har også begge to snakket om, om det er det rigtig vi gjorde den gang, og det mener vi ikke, jeg selv har haft 2 længere forhold til 2 dejlige kvinder det ene varede i godt 2 år og det andet er jeg lige gået ud af, og nej det er heller ikke lykken, vi har for meget med i rygsækken, vi har svært ved at indordne sig til en ny hverdag, så mit råd er prøv at finde gniste igen, tag ud og gør nogle ting sammen, se de gode ting i hinanden, og ikke de negative, gør noget ud af jer selv, så den anden bliver forelsket igen, lav om på jeres hverdag, nu tænker jeg på lad vær med at sætte sig ind og se fjernesyn efter aftensmaden, fortage jeg noget sammen, åben en flaskerødvin sætte jer sammen og snakke, gå en tur, alt det som man glemmer i en travl hverdag.
Håber du kan burge noget af det.
Held og lykke.

Der findes ikke lykkelige parforhold i dette land. Mænd og kvinder er to forskellige racer der ikke har noget til fælles. Du synes konen er kedelig og hun synes sikkert det samme om dig.
I gør hinanden røvulykkelige og har bedst af at tage op på skilsmissekontoret og få underskrevet skilsmissepapirerne hurtigst muligt. Igen får vi nogle skilsmissebørn, men dem er der jo mange af i Danmark.
Singlelivet er lykken hvor man er fri for at tilpasse sig et andet menneske og leve op til en masse utålelige krav. Du bliver fri for at høre din kone råbe op om hendes ulykke i tide og utide og hun bliver fri for at høre på at du ikke er lykkelig.
Dit liv er i øjeblikket en utålelig trædemølle. Glæd dig til singlelivet hvor der er flest lykkelige mennesker.

Tro mig, det kommer der intet godt ud af.
Jeg er enig i at I skal finde hinanden igen og gøre nogle nye ting sammen.
Forsøge at få det til at fungere.
Som sagt, alle parforhold kommer ud for prøvelser en gang imellem, denne er
så en af de store, men er kærligheden der, er der også en vej frem. Det tror jeg!