Skal man elske sin mands voksne børn

Jeg er min mands anden kone.
Den første har han 2 børn sammen med.
Det har han også sammen med mig.
Hans ældste barn er 17 år yngre end mig.
Jeg er 14 år yngre end min mand.
Vi har efterhånden været gift i 15 år og hans voksne datter hænger mig langt ud af halsen. Hun kommer tit og ofte her i huset og ser sine nyindkøbte tegnefilm sammen med mine børn - og nej, tegnefilmene er ikke for mine børns skyld, hun køber dem til sig selv, ligesom hun bruger mine børn til at komme i biografen for at se de nyeste premieretegnefilm. Hun synes det er for pinligt at tage afsted alene, så hun bruger sine papsøskende som alibi.

ikke elske, men være kærlig på din måde, det du har det godt med, det er det du skal gøre, med kærlighed siger du din mening, med kærlighed siger du fra, kan du det, kommer du langt med alt omkring dig.

det er ikke sikkert at hun er lige så grim i sin tankegang som du er.

at manden du giftede dig med,havde børn før dig,ikke???
Måske er du ved at være klar til udskiftning.
Vis dog lidt format....

Jeg er da sikker på at dine børn er super glade for at hun tager dem med i biografen, og kommer og ser tegnefilm!!! Det skal du da kun være glad for!!! Jeg synes det er synd for dine børn, de kan helt sikkert fornemme at du ikke bryder dig om hende,og derved lærer du dine børn sådan noget. Samtidig gør det, at dine børn føler sig fanget mellem det de har lyst til (at se tegnefilm) og se at behage dig!!!!
Prøv og se ting fra den lyse side...

Hvis dit eneste problem med din steddatter er at hun ser tegnefilm, så er du da den mest forkælede, egocentrede papmor jeg endnu har hørt om. Du skulle skamme dig!

🙂Nej,du skal ikke elske din mands børn,hvis det er dig meget imod.
Hold af dem,vis dem det,så bliver de vel glade for det.

at du skulle se det fra en anden vinkel og glæde dig over hendes "barnlighed". Den side er der desværre MANGE voksne der mister.
Ofte er det sådan, at den spejling du får af et andet menneske handler om dig selv. Mangler DU barnligheden. Ser DU nogle gange tegnefilm med dine børn?

- og tvinges til ligefrem at elske nogen, kan vi ikke.
Der er nok flere forskellige årsager til, at hun "hænger dig langt ud af halsen", men så kan vi jo være glade for vi har vores gode opdragelse at falde tilbage på, så ingen i hele verden opdager den lille hemmelighed.
- Med hensyn til hendes behov for "alibi", så ville jeg nok anse hende for at være en gevinst for enhver familie, som ikke selv interesserer sig for tegnefilm (undertegnede incl.) Så er man da ikke tvangsindlagt til det.
- Det kan være uhyre svært at skulle skjule sådan en følelse, og har du lært at holde af hende efter 15 år, så er der nok ingen grund til at tror, det kommer af sig selv, men hjælp dig selv. Gå på opdagelse efter tre gode ting hos hende, hver gang I er sammen. 🙂
Venlig hilsen
Dulkis

Jeg er selv til tider meget barnlig og ser masser af tegnefilm i perioder - det er godt for sjælen.

Prøv at se på det uden dine negative følelser. Det virker da som en god måde at være "med" på.
Jeg har helt bestemt også selv "udnyttet" mine unger på den måde - og jeg har set alle pirates of carribean sammen med dem. Det var da helt herligt. Dine børn LIDER jo ikke under hendes måde at "bruge" dem på, vel? Det kan jo være de kan lide det.
Alt det der med alder, det er fløjtende ligegyldigt - du skal gøre hvad du kan for at elske dine medmennesker - hun er "sådan en".
Tror problemet er dit, og du er nødt til at trænge ned i det, for at løse det. Det er I bedst tjent med allesammen.

Have mit liv i fred.
Troede at hun når hun blev 20 og var flyttet hjemmefra ville hun få nogle venner, gå i byen, få sig et liv og lade os have vores weekender i fred.
Men hun har ingen venner, har aldrig haft en kæreste.
Så hun hænger hos os, i stuens bedste stol og rør ikke en finger.
Det er jo en fin rollemodel for mine børn - eller hvad?
Farmand kan ikke se problemet, hun er jo et stakkels skilsmissebarn, og han er vist indstillet på at "betale" for den skilsmisse resten af sit liv.
Men dét er jeg ikke. Jeg har ikke bedt ham om at blive skilt - det er ikke min skyld!
Guderne skal vide at jeg har forsøgt at sætte mere skub i hende gennem hendes barndom, men hvad gør man når faderen så konstant bekræfter hende i, at det er synd for hende, og hun ikke behøver venner, hun har jo ham !???