Skilsmisser koster virksomheder millioner

Skilsmisser koster virksomheder millioner, og det betvivler jeg slet ikke på, og jeg betvivler heller ikke at folk er i sorg, når der sker sådan en markant ændring i sit liv.
Men det jeg ikke forstår det er, hvad er det der gør at folk bliver hjemme fra sit arbejde, og slipper et fast netværk med folk, hvor man kan eksistere, ikke nødvendigvis arbejde særlig effektivt, men dog føle man er en del af noget.
Hvad er fordelen ved at gå derhjemme med sine egne tanker og sine egne følelser, som nok ikke er særlige rationelle når man er i sorg, så hvorfor er det for nogle bedre at være derhjemme i stedet for at komme ud og være en del af noget. Jeg forstår det ikke og jeg forstår ikke man vælger at slippe alt sit netværk i en periode, og gemme sig helt væk, for det kan da ikke være særlig udbytterigt, når følelserne taler og man er i dyb krise. Det kunne være interessant´, at høre fra jer som har prøvet skilsmissen og gået derhjemme et stykke tid herefter og høre hvad der gjorde I prioriterede hjemmet og sig selv fremfor at holde fast i jeres daglige netværk?
Godt initiativ, hvis arbejdspladsen generelt har en profession ansat eller tilhørsforhold til virksomheder til folk som er i krise i privaten for det giver en gensidig gevindst i den sidste ende.
Prøv at læse dette indlæg fra Berlinske i dag http://www.erhvervsbladet.dk/ledelse/skilsmisser-k

så det eksisterer ikke eller er flyttet. Kunne du smide det igen?

netværk, er danskere virkelig blevet så socialt fattige at de kun kan have et netværk på en arbejdsplads ??
Da jeg blev skilt brugte jeg også mit netværk, men sq ikke de hoveder jeg arbejdede sammen med, næ jeg brugte mine venner og familie.
I det hele taget fatter jeg ikke at man kan have noget netværk på en arbejdsplads, de andre på en arbejdsplads er kolleger på godt og ondt, mere er de ikke, men måske er danskerne blevet så mentalt udsultet, at de kun kan fungere i arbejdsmiljøet.
Godt jeg har mit netværk i form af min familie og mine rigtige venner.

er af samme opfattelse, det er derfor de vil have de syge på arbejde, så de kan bevare kontakten til andre mennesker.
Var jeg syg eller i dyb personlig krise var det nok heller ikke lige min pind jeg ville have størst behov for.

De fleste mennesker netværkere mere eller mindre på deres arbejdsplads, men det kommer selvfølgelig an på hvad du tænker på som netværk. Mange har et fuldtidsarbejde, som de bruger ca. 7½ timer om dagen på eller mere. Alt efter hvor godt ægteskabet er, så kan de jo ofte være mere 🙂Men på de arbejdspladser jeg har været på igennem tiden har der også kommet fortrolige relationer i mit netværk i arbejdslivet.
Du skal være glad for dit netværk, men lad være med at tage det som en selvfølgelighed at alle har det, så ja du har ret godt du har dit netværk i orden.
Udsultet fordi kollegaer taler sammen. Du skulle prøve det engang, selv kollegaer har noget fornuftigt at sige engang imellem også selvom det private ting. Mon det er særlig mange der undgår på deres arbejdsplads at tale om sin familie på godt og ondt, jeg tror det ikke, men det er klart nogen adskiller disse ting 100% og respekt for det, lige som jeg har resspekt for dem som taler sammen med sine kollegaer på deres arbejdsplads. det gør lige som arbejdsmiljøet lidt mere attraktivt og hyggeligt at være der.
Jeg synes ikke du svarer på nogen af spørgsmålene. "Pjækkede" du også fra dit arbejde, da du blev skilt? og hvordan gavnede det dig, hvis du gik dig derhjemme?

for min slilsmisse var planlagt så det havde jeg ikke behov for.
Der er da vist forskel på at have et netværk og så at tale med kolleger, et netværk anser jeg som fortrolige venner der er tæt på mig, ikke kolleger der blot er en flok tilfældige mennesker jeg er blevet sat sammen med, jeg taler udmærket med kolleger, men de får aldrig lov at komme mig nær sådan personlig, jeg har altid holdt mit arbejdsliv og mit privatlig skarpt adskilt.
Hmm måske derfor jeg ikke har haft brug for psykologhjælp de gange jeg er blevet fyret.

dage i chok.
Men selvfølgelig kan folk ikke overskue at jobbe med tudefjæs, manglende søvn og overblik over den kommende fremtid.

gik jeg da på arbejde. Min nu ex mand og jeg havde et stormfuldt opgør en søndag og han flyttede hjemmefra samme dag. Dagen efter tog jeg da på arbejde, for hvad nyttede det at sidde hjemme og gruble over det...
Fik godt nok ikke lavet meget mandag og fortalte chefen hvorfor og tirsdag gik jeg til de nærmeste kollegaer og fortalte, at jeg skulle skilles og så var den potte ude. Så forstod de hvis jeg var lidt nærtagen eller fraværende. Jeg kunne aldrig drømme om at blive hjemme for det.
Men vi er jo alle forskellige.

Jeg kunne, det var faktisk vigtigt for mig selv at bevise at jeg kunne noget, så gør det ikke til noget generelt, men 3 dage er vel også ok at holde fri i, så længe det ikke er arbejdegiveren der betaler. Det er jo ikke arbejdsgiverens problem at vi ikke kan finde ud af vores privatliv, selvom det ville være ganske ret, hvis det var, bare en lille smule, når situationen opstår. Nå men jeg havde en fantastisk chef som var tålmodig og talte når der var behov for at tude og ellers bare give mig hans ører, jeg må have lydt spændende imellem gråd og tale , men det hjælp og han gav sig tid. I dag må jeg sige han nok har fået en medarbejder som elsker sig job mere end nogensinde før efter hans omsorg, da mit privatliv føltes som om det var gået i 1000ende stykker.
Jeg var heldig, men det tror jeg desværre ikke alle er, at have sådan en forstående og omsorgsfuld chef.

Hvor er i da bare fantastiske alle jer pligopfyldende, overskuds/over mennesker, der trods sorg og krise formår at holde hjulene i sving. og lad os da endelig sidde her og trampe godt og grundig på alle dem der ligger ned, Her er der skam ikke plads til SVAGE og nedbrudte mennesker!!!

Det faktisk et spørgsmål og ikke et hug fordi folk blev hjemme, men for at prøve at forstå hvad udbyttet var af det og ikke et angreb, men hvad gjorde du betragtede det som angreb kunne til gengæld være det næste spørgsmål?
Trampe på dem der ligger ned fordi der bliver spurgt til hvad der gør man bliver hjemme efter at fået budskabet jeg vil skilles. Trist at du opfatter det negativt og ikke som indlæg der prøver at forstå. Men mon ikke det fortæller en hel del om hvordan du har det.
Håber du kommer godt ud i den anden ende, når tingene bliver overskuelige igen. God vind fremover.

Jeg har helt sikkert sammen holdning som dig, men jeg kunne heller ikke se formålet med at blive hjemme, men ikke det samme som jeg ikke tog nogen ordentlige tudeturer og var ikke den største arbejdsnarkoman i den periode.
Du stiller lige præcis spørgsmålet, hvad nytter det at blive hjemme? Ikke det samme som jeg ikke har rumlighed for at andre gør, men fordi jeg kunne godt tænke mig at forstå, hvad der gør folk bliver hjemme. Jeg har hørt nogen sige de skammede sig så meget fordi de ikke kunne holde sammen på familien eller ingen skal se mig være nede og andet i den dur. Jeg tænkte bare, er det vitterlig hvad folk tænker om andre, at de ingen forståelse har for at folk er i sorg og derfor gemmer de sig heller væk end at stå inde for det liv de nu engang er i, i krise på den værst tænkeligt måde. Masser af mennesker oplever en skilsmisse og alligevel er emnet på en eller anden måde stadigvæk tabubelagt fornemmer jeg. Håber selvfølelig det er forkert, men alligevel er der åbenbart noget om det eller hvad....