"Skilsmissevoksen"

Igår var den mærkeligste dag i mit liv. Jeg er nitten og flyttet hjemmefra for et år siden, jeg bor sammen med min kæreste og vi har det rigtig godt! Jeg mente selv at jeg virkelig havde styr på mit liv, jeg er enebarn af forældre der var det typiske billede på en kernefamilie. Troede jeg.... For igår fik jeg besøg af min far, der fortalte mig, at han og min mor skal skilles. Nu kan han ikke klare at bo sammen med hende mere, og han har gået og været deprimeret i over et halvt år, uden at vi har lagt mærke til det mindste! Det var kommet så langt ud, at min far har overvejet selvmord, og jeg som altid har set min far som en meget stærk person, blev ufatteligt chokkeret! Så for at han ikke skulle dø af det, blev han nødt til at forlade min mor. Så da jeg skulle tale med min mor, var situationen en helt anden, for hun havde kun vidst det i 2 dage mere end mig, så hun var selvfølgelig vred, såret, ked af det osv. så nogle af de ting hun sagde om min far, er helt forståelige, men stadig ufatteligt svært at høre hende kalde ham et svin og så videre. For da jeg talte med min far, var han meget afklaret og sagde intet grimt om hende (men han har jo også haft længere tid til at tænke i, så det er klart nok) men stadigvæk er det helt uvirkeligt for mig at opleve det her. Det føles som om at hele min verden er blevet vendt på hovedet og det jeg troede var den perfekte lille familie var et luftkastel bygget på løgne og livslede!
Min kæreste er rigtig god til at snakke, men da han aldrig har kendt sin far, så har han svært ved at sætte sig helt ind i min situation! Er der nogen derude der også er "skilsmissevoksne"? og hva har I gjort for at komme igennem den her fuldstændige sindssyge og absurde situation?
Knus den fortvivlede!

Du lille fortvivlede ;O)
Du skal se kommer tid kommer råd... Lige nu er det uoverskueligt for dig, og at du er enebarn gør det helt sikkert lidt sværere...
Jeg er selv nyskildt mor med tre store piger...26, 18 og 17
De dog hinanden, at støtte sig til...
Nu ved jeg jo ikke så meget om dine forældre, men her var det ganske andet, og vi skulle også fra hinande, da det endte med et smerteligt samliv, med utroskab.
Men mine døtre er helt afklaret med det som jeg idag, nu et lille år efter, og de er så lykkelig over, at mor smiler igen og har fundet sin humor, glæde og ikke mindst livsglæde tilbage.. ;O)
Far ser de ikke så meget, da han lever helt forskelligt fra os idag, og det er de også så afklarede med, at de siger; Lad ham sejle sin egen sø mor... Sørgeligt, men sandt og her er ingen form for indogtrinerig med i spillet, de er "voksne" og i stand til, at give derees egen mening....
Du vil også se klarere på det efter en rum tid, og opleve dine forældre på en helt ande måde, og det håber jeg bliver på positiv vis....
Men giv det lidt tid ven..;O)
De varmeste knus til dig og dine forældre.
Mummi

1000 tak for dit svar, det varmer meget at høre fra andre der har klaret sig igennem... Som du selv siger, har jeg helt sikkert brug for at give det tid og det vil jeg også gøre... Det er bare det, her og nu det skal overstås! Men ihvertfald, tak for et dejligt svar! Jeg smiler lidt allerede:-)
knus

Det jeg glad for, at høre ;O)
Du skal også være forberedt på, at du vil føle dig som en lus mellem to negle sommetider i starte, når du er sammen med mor og så efter det sammen med far....
Men Bare hele tiden vær dig selv...
Nemlig DERES datter, og gør dem det klart hvis der bliver noget, at deres slilsmisse er deres sag, du elsker dem lige så betingelsesløst som altid...
Bliv ved med at smil, det blir man også smuk af... ;O)
Knus Fra
Mummi

Du må for alt i verden aldrig give din mor ret i de ting hun siger om din far (og omvendt, når du hører ham sige ting om din mor -og det vil han gøre på et tidspunkt). Du må aldrig, aldrig vælge side... du er barn af både din mor og far og tilsammen har de givet dig verdens bedste barndom -tænk på havd de så ikke kan give dig hver for sig? Din far har været deprimeret i lang tid, tænk på hvor glad en far du får. Og når din mor kommer ovenpå, så tænk på de hyggelige 'venindeture' i får. De er stadig dine forældre -intet er forandret andet end boligsituationen.

Jeg kan kun gætte mig til hvor svært du har det, men jeg vil alligevel prøve at tage fat på en lille del af problemstillingen.
Du er nødt til fra starten af at melde klart ud, at du ikke kan rumme at høre den ene tale dårligt om den anden. Ellers kan det måske gå hen at blive en vane for dem.
Understreg dog at du forstår at de har brug for at afreagere, men spørg om ikke de kan gøre det sammen med vennerne, da du stadig gerne vil have det samme forhold til dem begge, selv om de er hver for sig.
Jeg tror det er nemmest at tage det i opløbet. Måske især med din mor, da vi kvinder jo godt kan være giftige. :)
Held og lykke og knus herfra

Jeg føler med dig. og som tidligere nævnt i andre indlæg, så vælg ikke side, ingen af dine forældre har brug for et svigt fra dig og du skal ikke vælge side. du er glad for dem og det skal du blive ved med at være
De har så rigeligt at gøre med deres, det bedste du kan gøre for dig selv og dine forældre er, at være dig.
Når den første frustration har lagt sig får du igen to glade forældre.
mange hjertelige hilsner

1000 tak for alle jeres råd og vejledninger... jeg kan bruge dem alle og føler en stor lettelse og glæde ved at høre fra andre mennersker end dem jeg såen "lige kender". Det varmer virkelig meget at høre fra jer! Der er nu gået en uge siden jeg fik at vide, at de skulle skilles, og selvom tiden til og med i dag, har været.... turbulent, føler jeg mig stærkere dag for dag- med lidt hjælp fra jer her på sol og min dejligt kæreste som støtter mig og er der for mig!
Som jeg skrev til mutti, så smiler jeg lidt mere dag for dag....
Tak til jer alle, fra den nu knap så fortvivlede
:-)

det bliver bedre og bedre dag for dag- husk det.
Det er altid mørkest lige før daggry.
Varm hilsen og tak fordi du vendte tilbage