Skyderi i København.

I dag fandt min kæreste ud af, at den mand der i går blev dræbt af politiet, var hans fætter. En fætter som han ganske vist ikke havde den store kontakt med, men han var dog familie. Og så sårer det ufattelig meget at man rundt omkring på facebook og diverse online debatter (dog ikke her..) læser dumme kommentarer fra tilsyneladende ret uvidende folk.
De fleste mennesker kan nok forestille sig hvilke rædsler og grimme oplevelser man som udsendt soldat kan komme ud for - og om man vil det eller ej, så bliver man som soldat præget af det på den ene eller anden måde. Der bliver lovet psykologsamtaler både før og efter en udsendelse, men er disse tilstrækkelige? Jeg mener det ikke. Jeg kan hos min kæreste af og til spotte "skader" efter hans to udsendelser til Irak og en til Bosnien. Jeg håber ved Gud ikke at min kæreste bryder sammen - og hvis han gør, at der så er hjælp at få, så det ikke går galt.
Varme tanker og kærlighed til Torbens familie og venner.

Du har ret!
Jeg synes, der er lidt amerikanske tilstande, når det gælder udsendte soldater. Mens de er afsted, er de helte - når de kommer hjem, er de overladt til sig selv.
Og nej, det er bestemt ikke en situation, der skal gøres grin med. Man kan selvfølgelig sige, at betjentene i situationen formentligt ikke kunne have handlet anderledes, men nogen skulle have hjulpet din kærestes fætter tidligere.
Jeg håber, din kæreste og hans familie får fred og ro til sørge!

Anonym - Du har så ret ang. amerikanske tilstande - det er frygteligt, men hvad kan vi gøre? Folk siger ofte at det er soldaternes egen skyld, de kan lade være at melde sig, ja, det kan de - men de bør alligevel have hjælp når de gør deres pligt, synes jeg.
Nu er PTSD og sindssygdom jo ikke det samme - selvom medierne får det til at lyde sådan. Og hold da OP, hvor der bliver kørt på!!! Jeg ved godt at der skal sælges aviser, men lidt omtanke må man da gerne udvise i en situation som denne.
Knus fra en ret berørt Christina

synes dog heldigvis, at nyhederne (eller i hvert fald nogle af dem) her til aften har været gode til at belyse PTSD, men der findes jo altid dem, som får en god historie ud af det - især fordi to betjente var indblandet...
Jeg er personligt imod alt, hvad der hedder krig og udsending af soldater, men det er jo en hel anden diskussion, og så længe der bliver sendt soldater afsted, skal der tages vare på dem... Og jeg tror, det er nødvendigt, at der bliver presset lidt mere på for at give dem hjælp, end soldaterne selv synes, der er brug for... Mænd synes jo desværre aldrig selv, at de har brug for hjælp - før det er for sent, åbenbart... :o(
Også et knus til dig

Et stykke tid efter jeg mødte min kæreste fortalte han om de ting som han har oplevet i krig - og BAD mig om, hvis jeg bemærker underlig opførsel fra ham, at sørge for hjælp til ham - hvilket jeg self. lovede ham.
Krig er en skrækkelig størrelse. En af mine venner fra skolen står og skal til Afghanistan her om kort tid - kan slet ikke magte det, da jeg tvivler på at han har "psyke" til det. Og fordi jeg ved at han flygter fra problemerne i sit liv :-(

Soldat eller ej, det er trist det der er sket. Mine tanker går til ham, hans venner, familie og de betjente der kom ud denne ulykkelige episode.
Jeg har en ven der har været meget tæt på også at blive skudt ned i forbindelse med han var syg (Pistolerne var trukket, men det endte heldigvis lykkeligt uden at nogen kom til skade), så jeg kan godt sætte mig lidt ind i hvor tragisk det er.
Jeg har forstået at den dræbte selv tidligere har forsøgt at få hjælp, og jeg måske sige een ting: Hvis folk søger og hjælp, så skal de bare have den - og det skal være før det er for sent. Hvis problemet er at der ikke er pladser til dem, med mindre de direkte er til fare for sig selv og andre - så skal disse pladser bare oprettes så der kan tages fat i tingene så tidligt som muligt.
Hvad ang. psykologsamtaler m.m. til hjemvendte soldater, så ja, det er en god idé, men naturligvis ikke tilstrækkeligt i alle tilfælde, og så må man tage den derfra. Og det er nok også vigtigt at de er sammen med nogle der kan forstå hvad de taler om, mange har nogle oplevelser som har sat dybe spor, og jeg tror mange hjemvendte vil opleve at folk der ikke har oplevet noget tilsvarende går op i ligegyldige ting - og det vil give irritation som der nok bør tages fat i. Naturligvis vil nogle bryde sammen, og det er nogle gange det der skal til for at komme igennem oplevelserne. Oplevelser som de aldrig kommer over, men de kan måske lære at leve med dem (Med eller uden medicin).
Men netop den slags som det her, vil altid være meget individuelt. Vi er alle kun mennesker.

- og godt han er åben omkring sine oplevelser...
Tror desværre ikke, at det er unormalt at rejse væk, når man har problemer... Man kunne dog ønske, at din ven ville rejse ud og bo med en flok buddhistiske munke og forhåbentligt få styr på sig selv i stedet for at pådrage sig noget, han måske aldrig ville komme over...

Så burde du underette militæret, og give
oplysninger om hans svage psyke. Vi har jo
ikke brug for flere problemer af den type
i Danmark. Det er jo hellere ikke alle læger
der kan tåle at se blod. Nogle af dem finder
først ud af det, når de er færdiguddannet.
Det er en ærlig sag at sige fra, når ens mentale
grænser er overskredet.

...mest forstyrrende er, at der tilsyneladende har været problemer i et helt årti, hvilket familien gentagende gange har gjort myndighederne opmærksom på.
Een ting er, at det ikke er kotyme at tage en psykiater med ud, når politiet skal den slags ærinder. En anden ting er, hvor hulen er forsvaret henne i det her? Tager de intet som helt ansvar for at tage hånd om tidligere ansatte med arbejdsskader, fysiske som psykiske?