Sneens tavshed

Små hvide drys flagre gennem luften
vinden hvirvler forvildet rundt
små dynger samler sig på jorden
og dulmer fodslagenes tunge skridt
Føler mig i et tætsluttet rum
hvor ingen høre eller høres
hvor ordene forbliver tavse
og åndedraget toner ud i intetheden
Et sted mod den mørke himmel
samler fuglene sig i skare
drager stille og stolte over marken
i et hav af larmende vingesus
Jeg kigger tilbage på stilhedens tæppe
og ser kun et fortids spor
der vidner om sagtmodige dage
hvor det sagte burde være det usagte