Solidaritet

Er der stadig noget der hedder solidaritet? Hvor kan vi finde den? Hvordan ser den ud i dag?
Eller endnu bedre, hvad er solidaritet? Noget der ligner næstekærlighed? Et fællesskab mellem nogle mennesker med samme interesse? Eller har den en universel egenskab?
V.H. Modild

trivel vel bedst med en fælles fjende. For de fleste af os er fjendebillederne dog efterhånden noget udviskede, medmindre du lige tager integrationskategorien her på SOL

forstår jeg solidaritet som værende existernde i bedste velbefindende - næstekærlighed er en måde at udtrykke det på, empati hører også med.
For mig er det støtte til mine medmennesker - at stå sammen - ikke nødvendigvis mod en "fjende"... dem har jeg ikke nogle af (mig bekendt) - men ved at vise min støtte til en jeg mener føler sig lidt alene og kan have glæde af at vide at de ikke er alene. "Søster-solidaritet" er et begreb - men jeg kan ikke få øje på hvem fjenden skulle være.Jeg er gerne solidarisk med f. eks en enlig far, en fraskilt mand, en mand der er ked af at have koks i privat-livet - for selvom jeg ikke er mand, kan jeg godt føle empati og fornemme smerten - og solidatitet kan vel også være at dele glæder - at være glad på andre vegne over noget der gør dem glad...
Det var så bar hvordan jeg forstår/oplever og udlever det der i min verden går under "solidaritet"... men kald det hvad du vil
;-)

muslimer står sammen om at det ikke er de ekstremistiske muslimer der skal sætte dagsorden i Danmark. Så er det solidaritet. Det er også næstekærligt og kan hjælpe dem der er kommet i klemme, til at turde bryde ud af et indeklemt, menneskerfjendsk miljø.

Ja, måske er en fælles fjende nødvendig... vi kan måske sammenligne med fagbevægelsens definition på solidaritet, der resulterede i arbejdstagernes kamp mod arbejdsgiverne, men som klart viste, at man kunne stå sammen mod dels "fjenden", dels om det fælles projekt at skabe en bedre tilværelse.
Mon en mindre genkendelig fælles interesse ville kunne skabe samme følelse af solidaritet?
V.H. Modild

Jeg tror jeg er enig i, at empati er at regne for solidaritet. :)
Jeg mener, du giver udtryk for, at solidaritet nærmer sig næstekærlighed mere, end den kendte definition, som den fagpolitiske kamp gennem
årene har vist os.
Som jeg ser din tilgang, er den foruden ideen om en fælles interesse, og mere i retning af det vi kender som næstekærlighed tilsat empati, hvilket
jo ikke gør det ringere. :)
Er det for dig en universel størrelse?
V.H. Modild

tilslutte mig dit eksempel. Det ville være en solidariske handling.
V.H. Modild

Samtidig er det de mennesker, som erklærer sig som uafhængige af af de nærmeste omgivelsers solidaritet, som sætter den mest på prøve.
Det kan medføre utryghed, hvis man signalerer lige stor solidaritet med alle.
Signalet er: ”Jeg elsker dig ikke mere, end jeg elsker alle andre”!
Skal vi elske dig og dine muslimer til gengæld?

Ordet solidaritet bliver brugt og misbrugt af nær sagt alle, som oftest " du skal være solidarisk med mig", så de fleste bruger det som et krav til andre end sig selv.
Det skal vel defineres som en samhørighed og fællesskab, men virker bedst dersom vil yde, i stedet for nyde.
Jeg tror jeg føler mere solidaritet med en muslim der er på Inie med mig, end en DF - Imam.

Når du åbenlyst giver udtryk for, at jeg ikke kan regne med din solidaritet, vil jeg naturligvis ikke placere dig i mit univers som en ven.
I min verden vælger du dermed samme status som grisene, der køres ind af porten til ”Danish Crown”- slagterierne.
Det kan du synes som urimeligt!
Men det er det ikke efter mit værdisystem!

Næste gang du slår op i din "bibel", så gennemtænk detKrarup'ske univers ordentligt. :)
V.H. Modild

Solidaritet er en følelse du har, som retter sig mod andre. Den kan i princippet rette sig mod alle.
Du kan ikke være venner med alle, og at være venner har ikke noget med solidaritet at gøre.
Jeg kender dit værdisystem. Du kan ikke mere overraske. :)
V.H. Modild

Min familie har i mange hundrede år deltaget i alle krige i Europa, og hvor der ellers var bytte at hente.
Mit værdisystem er som følge deraf langt fra dine værdier.
Jeg kæmper for at forstå dig.
Da jeg har accepteret folkestyrets betingelser, vil jeg ikke udnytte eventuel forståelse aggressivt.
Men fortæl mig, hvad du ser af positivt ved disse arabere.
Ved skæbnens ugunst har vi i årenes løb måttet tage livet af et antal mennesker, der svarer til en mindre engelsk by.
Det engelske demokrati har dog altid været et eksempel til efterfølgelse.
Så giv os dog lejlighed til at rette lidt op vort image!
Vi gør da ikke araberne noget uden grund!
Jeg finder din mangel på tillid yderst sårende!

Min gode Smilodon, opfattelsen af tilværelsen og ikke mindst vores plads i samme, kan indlysende beskrives på mange måder. Dette ganske nuancerede udsagn skulle efter min bedste overbevisning indikere, at jeg accepterer din tilgang, uden at jeg behøver at betragte den som en god ide, endsige særlig behagelig eller sympatisk.
Til gengæld finder jeg dig underholdende syret ind imellem. :)
Du skriver:
” Min familie har i mange hundrede år deltaget i alle krige i Europa, og hvor der ellers var bytte at hente.
Mit værdisystem er som følge deraf langt fra dine værdier.
Jeg kæmper for at forstå dig.”
Du henviser til din families eskapader gennem hundreder af år, når du ”dokumenterer”, at vores værdisystem er forskelligt. Som i mange andre tilfælde med dig, mangler du et sammenligningsgrundlag i dine konklusioner. Du har f.eks. ingen viden om mine aners indsats i denne verden.🙂Din klare anmærkning ”...og hvor der ellers var bytte at hente”, siger vel mere end alt. Det har ikke været en såkaldt ”humanitær” indsats, men alene har der været tale om et rov.
”Jeg kæmper for at forstå dig.” Denne bemærkning indgyder respekt og endda selvransagelse. Jeg har jo netop sagt, at du ikke kan overraske.🙂Det må vi vel gøre noget ved.
Men, du skriver derefter:
” Da jeg har accepteret folkestyrets betingelser, vil jeg ikke udnytte eventuel forståelse aggressivt.”
Jeg vil mene, at jeg ligeledes har forstået folkestyrets præmisser.🙂Og jeg vil opfordre dig til, at udnytte din forståelse 100% i denne debat. Det manglede da bare.
Du spørger direkte, hvad jeg ser af positivt ved ”disse arabere”, som du udtrykker det. Her overrasker du igen, og dementerer min holdning, der nu næsten er reduceret til en fordom. Jeg tager den til mig.
Med fare for at ”din kamp for at forstå mig” bliver endnu vanskeligere, vil jeg her kort beskrive min principielle tilgang:
I min verden deler Araberne ”skæbne” med Danskere, Amerikanere, Indere, Eskimoer, Kinesere Afrikanere, Buskmænd og hvad du ellers kan finde af mennesker i denne mageløse verden. De er for mig ganske enkelt ”mennesker”.
Jeg skelner ikke mellem kulturer, religioner eller anden tilgang til livet. Jeg finder ingen entydigt bedre end andre, men accepterer, at nogen vælger et frem for noget andet.
Jeg ser som udgangspunkt mennesket som i bund og grund godt. En vanskelig sag at fastholde, når man ser sig om i verden, men som udgangspunkt ja. Det betyder, at jeg møder dette menneske med tillid, hvilket bringer mig til din overskrift.
Jeg ser ikke din tilgang som en tillidsskabende tilgang, og jeg forstår, hvorfor du ikke kan have tillid til den anden.
Jeg er bange for, at netop tillid eller mangel på samme fører til al den elendighed, vi i dag kan erfare. Uden tillid møder vi den anden med det modsatte, mistillid eller blot ikke åbent, hvilket skaber det problem, at forståelsen ikke kommer til os, når vi har brug for den.
Jeg er således som udgangspunkt tillidsfuld, hvilket placerer mig som pladderhumanist, naiv og hvad ved jeg, af den massive ordflom af negativt ladede fortrængningsmekanismer denne verden har udviklet. Men det tager jeg dog med sindsro, idet min daglige erfaring viser mig, at min tilgang bidrager med gode og rigtige oplevelser.
Hvad med dig?
V.H. Modild

Godt og ondt må generelt defineres som sammenfald eller afvigelse fra eens værdisystem.
Med dit udsagn påstår du dermed dine værdier som universelle.
Dette udgangspunkt kan kun medføre tillid til højre og venstre.
I Danmark er denne tillid berettiget i rimelig grad.
Jeg ved godt, at Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre næppe vil beordre mig myrdet, hvis de på forunderlig vis skulle få magten igen.
Men ude i den store verden, som begynder ved den vestlige kulturs grænser, er tilliden ikke begrundet. Og selvom man når at høre lyden af AK 47'eren, er det for sent at revidere sit udgangspunkt.
I denne verden vendes dit budskab om altomfavnende kærlighed også til det modsatte.
Signalet er: ”Jeg elsker dig ikke mere, end jeg elsker alle andre”!
Her forbryder du dig mod regel nummer eet, som er fælles for alle politi- og militærstyrker i den ganske verden. Er den ikke fælles for alle grupper? Vil en sådan holdningstilkendegivelse gavne et ægteskab?
Dit krav om generel tillid umuliggør den specifikke.
Under tilstrækkeligt angstfremkaldende forhold i felten ville du aldrig nå at høre fjendens våben.
Dette udsagn er ingen trussel. Det er formidling af paramilitær erfaring.
Dermed står jeg noget tøvende overfor dine indlæg. Som jeg vurderer dem, er de til gavn for de fundamentalistiske muslimer, der ønsker udskillelse af muslimerne i parallelle samfund.
Tilsyneladende savner du forståelse for, at du skal elske din landsmand mere end udlændinge, for at give landsmanden tillid, tryghed og styrke til at elske udlændinge.
Regel nummer eet skal overholdes, før der er overskud til venlighed overfor naboens kone.

Man har afskaffet betegnelsen 'solidaritet', som havde uheldige konnotationer til arbejderbevægelsens kamp, og man forsøger nu i stedet at indføre begrebet 'sammenhængskraften i samfundet' i håbet om at gøre solidaritet til noget, også borgerlige kan deltage i. Man forsøgte for nogle år siden med ordet 'loyalitet', men det slog aldrig rigtigt an. Måske fordi det i sin oprindelse refererer til en envejsrelation (Jeg er loyal over for firmaet, kan man sige at firmaet er loyalt over for mig? Det lyder lidt underligt)
Den basale sammenhængskraft skyldes den oprindelige arbejdsdeling, og er derfor ikke noget, der sådan lige kan forsvinde.
Det er almindeligt at sammenblande næstekærlighed og solidaritet, men solidaritet er det mere omfattende begreb af de to. Solidaritet kan man føle for folk man aldrig har set. Næstekærlighed er mere rettet mod dem, man kender. Sammenhængskraft skal så være det overbegreb, der rækker ud over og omfatter den klassebestemte solidaritet, ved at være en anonym næstekærlighed mellem alle medlemmer af et samfund.
I mine øjne en rent ideologisk konstruktion. Altså en relativt ny realitet.
Jeg frygter, at den eneste måde hvorpå man kan gøre en sådan ideologisk realitet til ægte virkelighed, er ved at udnævne et fælles fjendebillede. Det virker hver gang.

slap af, og læg så dine cowboydrømme lidt til side. Vi kan sgu da ikke diskutere tilværelsen ud fra en krigsretorik, der er forbeholdt ekstreme situationer. Eller er du i krig altid?
Du roder rundt for f.....:)
V.H. Modild

Med sammenhængskraft menes der vel nationalt? Der tales jo ikke om Europæisk sammenhængskraft, i det mindste endnu. :)
Jeg ser stadig begrebet solidaritet som det, der skal dække en følelse, der kan række ud over nationen. Jeg forestiller mig da også, at f.eks. U-landsbistand er delvist dækket ind af begrebet, endskønt der er penge i det. :)
Ellers tror jeg ikke vi kan blive uenige om dine tanker.
V.H. Modild

Alternativet til solidaritet og empati er vel egoisme.
Både individet og grupper kan opføre sig egoistisk.
Indførsel af solidaritet er så indskrænkning af nogle egoistiske manifestationer.
Det er altså grundliggende motivationsfaktorer, som er i spil, og som skal dæmpes.
Derfor er det næppe realistisk blot at vedtage solidaritet og dermed forbyde egoisme.
Der skal anvendes kontrol og magt.
Særligt grupper er svære at håndtere i vort samfund, der er indrettet til at have med individer at gøre. Principielt kan en gruppe skyde folk og slippe godt fra det, hvis man ikke kan bevise, hvem i gruppen, som skød.
Overfor udenforstående enkeltindivider er gruppen indlysende fordelagtig.
Det kan betale sig at lege ”Røvere og soldater”.
Den nationale gruppe er blot en blandt de mange, som forbinder folk på kryds og tværs.
Hvis man afvæbnede den, kunne den ikke føre krig.
Mange grupper er intolerante overfor udenforstående. Hvis gruppens normer omhandler medlemmernes personlige egenskaber, vil den være det. En hønseavlerforening, hvor normerne knytter sig til fjerkræets egenskaber, er langt mindre intolerant.
En national gruppe er derfor intolerant. Men i mange tilfælde ville en anden intolerant gruppe træde i dens sted, hvis den blev opløst. Etniske eller religiøse grupperinger står på spring.
Egoisme er ikke let at tage livet af. Spørgsmålet er også, om den er så meget en del af os, at vi ikke længere er mennesker uden den?
Man kan også lade mennesket, som det er, være det givne i stedet for principperne.
Det er jo ikke kun Koranen, der er bundet i tid og sted som enhver anden "hellig" bog.
Med den nuværende hurtige udvikling og ændring af verden vil ethvert forsøg på fastlåsning af handlinger efter principper komme til kort. Der kommer hurtigt en situation, hvor konsekvenserne ved at følge de faste principper er uantagelige.

Hej modild
Mit svar var et lynskud fra hoften, foranlediget af at jeg er irriteret over at der tales så meget om sammenhængskraft, når vi nu har et godt gammelt ord, solidaritet, som er langt mere præcist. Og hvis eneste fejl er at det refererer til en klassekamp, som det store flertal tror er afsluttet, fordi de ikke længere kan se klassemodsætningerne. Selv er de jo stjernerige, og kan ikke forstå at de fattige sulter. Hvorfor spiser de ikke bare kage?
At frygte, at samfundets sammenhængskraft skulle forsvinde, er i mine øjne en gang forp... vrøvl, da den er en funktion af arbejdsdelingen. Jeg vil næsten kalde den en biologisk konstant. Jeg tror det var Karen Jespersen der opfandt 'sammenhængskraften', for at legitimere den indvandrerfjendske linie, hun står for.
Sammenhængskraft er så vidt jeg kan se et andet ord for mekanisk solidaritet. At den organiske solidaritet er ved at forsvinde er en helt anden historie, som hænger sammen med mange ting: Institutionaliseringen af børnene, den generelle egoisme (som egoisterne selv uden en antydning af historisk bevidsthed kalder individualisme og fremhæver som en af de 'danske værdier'), den fremherskende nyttemoral, omdannelsen af lønarbejderen til småborger på deltid (via ejerskab af egen bolig), den generelle misforståelse af frihedsbegrebet (egoisterne igen) osv. etc.
Sociologen Søren Juul udgav i 2002 bogen "Modernitet, velfærd og solidaritet", der bygger på en række interviewundersøgelser. Tro mod den akademiske tradition slår han syv kors for sine resultater, men konkluderer alligevel:
'...Velfærdsstaten opfattes i høj grad som en retfærdig regulering af fælles interesser og som et nødvendigt kollektivt sikkerhedsnet for de svageste...Samlet giver undersøgelsen et billede af almindelig opbakning bag velfærdsstatens institutionaliserede solidaritet ud fra en generel og uforpligtende vurdering, men mange oplever tydeligvis ikke denne solidaritet i mødet med velfærdsinstitutionerne. Herudover strider universalitetsprincippet med mange borgeres retfærdighedssans, når det giver velhavende mennesker mulighed for at modtage overførselsindkomster fra det offentlige. Også den store andel, der går ind for mere brugerbetaling og privatisering, vidner om, at mange på trods af den ideologiske opbakning alligevel føler, at det offentliges ansvar er gået for vidt...Ikke mindst er der behov for et offensivt kollektivt projekt, der kan skabe sammenhold i en fragmenteret og individualiseret verden. Lige nu er det bare svært at se, hvorfra kræfterne skal komme.' (pp. 382-3)
Men der er håb: 'Den principielle solidaritet med de sårbare og de fremmede er stærkest i den uddannelsesmæssigt bedst stillede del af befolkningen og blandt de unge...De ældre og de uddannelsesmæssigt dårligere stillede har ikke samme grad af overskud til at identificere sig med dem, der befinder sig i bunden af det sociale hierarki. "At yde for at nyde" er i vid udstrækning det, der gør den enkelte berettiget til disse menneskers solidaritet, og mange går ind for, at myndighederne skal møde dårligt stillede mennesker med hårdere krav' (p. 379) Noget for noget, sand kræmmermentalitet.
Så det er bare med at få uddannet folk. Vi må håbe, at gennemsnitsdanskeren er bedre begavet, og dermed bedre egnet til uddannelse, end visse 'debattører' her på solen.

Vi er alle egoister, og vi er alle afhængige af hinanden. Så det handler om en balance.
Frihed under ansvar er en god formel. Hvis erhvervslivets spidser vil have friheden til at eksportere almindelige menneskers arbejdspladser, må de også betale prisen: Uddannelse af de arbejdsløse, og understøttelse af de mennesker, der af forskellige årsager ikke kan uddannes.

Jeg kan 100% tilslutte mig din beskrivelse, jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.
De mere og mere tydelige tegn på social deroute og forfald er i høj grad noget, der fattes ilt og en kursændring. Polariseringen skrider frem med stormskridt, mageløst hjulpet på vej af de nuværende og fremtidens stigmatiserede, der i dag ikke forstår en skid af det hele.
Der fattes en international stærk nydefineret social bevægelse, der kan formulere et andet verdensbillede. Et alternativ til nutidens enfoldige galskab.
Men som du siger, hvor skal denne livgivende dynamik komme fra? :)
Fagforeningerne er i folks bevidsthed og ikke mindst ved egen kraft, reduceret til en administrativ kontrolinstans blottet for solidaritet.
De intellektuelle der ved noget, og kunne bidrage med relevant samfundskritik, er reduceret til smagsdommere og har trukket sig tilbage, dermed er pladsen overladt til den folkelige fornuft, der som vi kan se, antager sjove dimensioner, den mest syrede er vel DF? :)
Jeg har ikke et godt bud på en livgivende fornyelse..... lad os se tiden an. :)
V.H. Modild