Spørgsmål = Livet værd at leve..!!

Hej..
Jeg en ung fyr på nu 19 år.. For at sige tingene lige ud fra starten så er min livslyst så langt nede at der er intet tilbage.. Jeg har en datter på snart 2 år, som jeg selvfølgelig elsker over alt i verden og hun er mit et og alt..
Jeg har mistet min far i 2005 af kræft.. Jeg sad alene ved hans side i de sidste 3 dage af hans liv uden at kunne sige noget til ham eller røre ham.. Kunne ikk forstå at det var min far der lå der og var ved at dø og jeg kun kunne se på.. Det var som at få sit hjerte revet ud.. Jeg græd kun om natten når jeg var alene og ingen så det.. Jeg har altid gået med det for mig selv.. Og ang min datter da mig og min eks gik fra hinanden synes hun ikk det var godt jeg så min datter mer.. Da min eks allerede havde en anden fyr og vores datter var nu begyndt at se ham mere som far end mig.. Der følte jeg at det sidste jeg havde i mig blev taget ud..
Jeg ved at de fleste mener at selvmord er egoistisk og er det måske også over for dem som holder af en.. Men det heller ikk dem der føler sig tomme indeni og føler de har mistet alt de havde og elsker.. Min far var alt der betød noget af min familie og jeg forstår stadig ikk den dag i dag hvorfor det lige var mig der skulle miste min far..
Jeg er nok heller ikk det bedste menneske i verden og ønsker jeg heller ikk at være. Jeg ønsker mit liv slutter.. Jeg har en veninde som jeg har kendt ca 2 måneder nu som er den eneste i hele mit liv som jeg føler jeg rigtig kan stole på og hun ved mere om mit liv end selv mine bedste venner.. hun er den eneste der ved jeg har det som jeg har og ikk ønsker at leve mer.. Men hun prøver hele tiden at få mig til at love at jeg vil leve da hun ikk vil miste mig og at ellers går hun nedenom og hjem.. Og føler kun at det gør det endnu svære for mig at kunne få sagt farvel til dem jeg holder af.. Da jeg nu føler jeg blir nød til at rejse væk uden de ved det og så håbe de en dag vil kunne forstå mig og måske tilgive mig.. Og jeg ved kun selv at det er snart.. Jeg kan ikk længere sove om natten, jeg tænker kun hele tiden og det gør så ondt indeni mig.. Føler mig helt ødelagt og hende min veninde hun betyder meget for mig og at hun har villet lytte til mine ting og ved hun prøver sit for at jeg ikk gør noget ''dumt'' og prøver på sin måde at lade hende i troen for kan ikk få sagt det ligeud til hende da det ville gøre så ondt at se hende græde på grund af mig da jeg ved jeg ik er det værd.. Jeg bare en brik i det store pusle spil og en fra eller til gør ingen forskel.. Vi blev sat i vernden for at leve og derefter dø.. ved jeg nok lyder meget negativ og ser kun døden som min udvej fra al smerten og alle siger man bare skal snakke om det.. Men hvorfor snakke om noget der alligevel ingen løsning er til.. Jeg ved med mig selv at mig liv skal slutte snart.. Ved bare ikk hvordan jeg skal få sagt forval til dem der betyder noget uden at gøre dem ked og såre dem.. Da jeg ønsker de bare skal tænke på at jeg har fået hvad jeg ønsker.. Fred..

Synes du skal snakke med psykolog.
Når livet er sort,tror vi vores eneste udvej er kom væk fra det hele. Nej,man skal bearbejde fortids sorg. Det kan ikke heles,dem skal vi have som vores fortidsbilleder.Tænk lige på dig selv. Hvem skal ellers styre dig nu som 19 år pige med en datter på 2 år❓Dig selv. Der er ikke noget der kan falde fra himmel og sige at du skal kom videre med dit liv. Vi er i livlangslæring allesammen.
Du vil ikke fortryde at går til psykolog,så gøre noget ved det. Du er den eneste der kan gøre det. Du kan går❓Du kan snakke❓Du kan lytte❓
Ønsker dig det bedste med din fremtid med din datter nu på 2 år.
[l]

kære unge fyr husk din datter alle børn hold af deres far og mor kæmp for din datter hun vil du skal leve er selv far har selv din samme føelser

men hør her du er jo kun 19 år og tro mig det er jo ikke nogle alde , jeg synes bare at man skal kæmpe for det man holder af , og hvis man gør det forbi nu så ser man ikke alt det dejlig der komme for ude , du siger du ikke er noger vær det passe ikke for jeg ved at du er en ene og der er kun dig og du er unik , jeg kan da godt se at mam er ked af det når man mister sin far, ja det er hårt men jeg er også sikke på at han har gjort nogle ting som han fortryder som han ikke fik sagt , der er ikke noget mensker der er perfægt det er også meningen for vi lære så længe vi er her på jorden efter min bæste over bivisning ,jeg tro ikke der er mange mænsker der kan sige at det bare køre på skinder for der er så mange ting man skal nå på en dag , jeg kørt ind i en bil på mc og min krop var pille fra hinande min højer arm var brække 12 steder og nakken , had problemer med bækkent og en masse inder bløderninger i maveen jeg gik i 2år med en brække arm og jeg var til lægen 6-7 gange på grund smærte de sage bare at det kan godt gøre ondt når man lige er blevet opperrare i arm i stend for at tage et rynken foto af min arm , da jeg så 2år efter fik taget foto kunne man se at arm var brække hold da keft jeg var gal GRRRRRRRRRR jeg hade haft stærke smærter fordi at der var nogle der lave en fejl men jeg kæmper og i dag går det godt og jeg fik en stor pose penge som jeg hade tink mig at købe en lille land ejedom for og så ville jeg tage det stille og rolig jeg er jo også blivet 40 år gispt tiden går stærk når man er i den alder, jeg er sikke på at du har en masse ting du skal havet rytte op i men når du for gjort det så ved jeg et solen ville skinne på din vej og du ville opleve en masse dejlig ting som gøre dig glad, man skal have mange torsk i sit næt før man fanger den man er tilfriske med og når man gør det så er alt andet ligemeget tro mig vh slim

Du føler en stor smerte over at have mistet din far, og det forstår jeg godt. Det må være forfærdelig at miste en person, man holder så meget af i så ung en alder.
Når du føler en stor sorg over din far, kan du tænke tanken at din datter når hun bliver ældre også vil føle en stor sorg over at have mistet sin far, dig, og så uden hun har haft chancen for at lære dig rigtigt at kende.
Din veninde er den du holder fast i livet for i øjeblikket, men du skal også have din datter i tankerne.
Hvis nu din far havde begået selvmord, da du var lille, inden du nåede ham at kende, hvordan tror du det ville have været for dig? Du ville have i tankerne, at du aldrig fik chancen for at lære din far at kende, at have ham i dit liv.
Du har haft din far i dit liv, men alt for kort tid, men du har haft ham, og det at du savner ham så meget, betyder også at han har betydet noget for dig. Han vil altid være en del af dig, ikke at det gør det lettere. Jo mere man holder af et menneske, jo sværere er det at miste.
Men det vil også være svært for din datter senere i livet, at finde ud af, at du ikke kæmpede nok for hende, at du ikke holdt nok af hende til at holde dig i live. Kan du påføre hende den smerte?
Skal hun lide, som du lider?
For uanset, hvor meget du tror,nu, hvor en anden har taget over, der hvor du skulle have været, og du nu tror, at du ingen betydning har mere for din datter, så tager du grueligt fejl.
Du har betydning for din datter og derfor har du pligt til at leve.
Jeg forstår udemærket din tanker omkring at give op og dø, jeg har dem selv hver eneste dag, men for de børn, som står mig meget nær, har jeg pligt til at leve, ellers vil jeg være skyld i at påføre dem et traume og tanker om, at de ikke længere betød noget for mig, siden jeg valgte døden.
Kan jeg være selvforskyldt i at påføre dem den smerte, en smerte du også har ved at have mistet din far?
Du har brug for akut hjælp. Enten skal du henvende dig til psykiatrisk skadestue og tag din søde og omsorgsfulde veninde med til at bakke dig op. Ellers henvend dig til din læge. Eller også henvend dig til Kræftens Bekæmpelse, de har psykologer tilknyttet, som du kan tale med.
Men du må ikke bare stikke af, og du påfører dem som holder af dig en meget stor smerte.
Endnu engang jeg kan godt følge dig i at være i helvede hver eneste dag, og føle en så stor indvendig smerte, at det ikke er til komme igennem dagen. Og jeg ville se døden som en udfrielse. Men vælger jeg den vej påfører jeg min familie den smerte, som jeg flygtede fra. Er det Fair?

Jeg vil meget gerne høre dine tanker omkring det, jeg har skrevet, om det giver mening.
Vil du skrive?
Og når du får overskud skal du kæmpe for at se din datter. Og her skal du have hjælp. Prøv foreningen Far eller mødrehjælpen. De må kunne guide dig. Men først skal du have hjælp til at overleve for at kunne igen at kunne leve.
Pas godt på dig selv...

er livet ikke meget værd. Sådan er det bare. Hvis man ikke har nogen at holde af eller selv bliver holdt af ,så er livet jo hvad❓Ingenting.
I forvejen er vi jo udsat for meget smerte som mennesker,fordi vi skal opleve at miste nogen vi elsker. Døden er jo noget mærkelig noget. Det er uigenkaldeligt.Og egentlig er det ret imponerende at mennekser stadig kan finde smilet frem trods de har mistet og også ved at snart - så er man her ikke mere selv. Alle burde jo rende rundt og være superulykkelige og bange. Men nogen er jo så heldige at have kærligheden i deres liv og andre formår måske at fylde deres dag op med spændende ting så de glemmer at vi kun er her på lånt tid.
Jeg kan bare se at livet er ikke for tøsedrenge - Til dig vil jeg bare sige - at du har helt ret - Det er umuligt at finde fred når man er i sorg.
Men du kan være blandt de heldige at du finder kærligheden og så ville det jo være dumt at gå glip af den oplevelse. Så mit råd er at du beslutter dig for ,at se hvad livet ellers vil bringe dig. Der er uden tvivl også nogle gode overraskelser i vente. Så vent på dem !

Du har ret til at se din datter. Hun har brug for dig. Det kan da godt være der er en anden mand der agerer far for hende - men han er jo ikke hendes far. Det er du! Hun har brug for dig, hun skal kende til dig og din familie. Kæmp for hende. Din ex har ikke ret til at nægte dig samkvem.

Hej anonyn 1989.
Du er kun 19 år og med en datter på 2 år,og tænker på selvmord?Du har det meste af livet foran dig,og livet er en pose blandede bolcher.Man er bestemt ikke herre over alting.Liv og død,sygdom,arbejdsløshed,kærlighed,svigt,forelskelse og meget andet hører til det der kaldes livet og noget som du måske ikke engang har oplevet endnu.Kender mere end godt når livet går i sort og man ikke kan overskue at komme videre.Du skylder dig selv,din datter og din nye veninde at lade være med at tænke i de negative baner.Det lyder ikke som om du har noget netværk,men hvad med din familie,mor eller søskende?
Jeg ved udemærket godt at det måske ikke lige er dem,men pølsemanden på hjørnet man har nemmere ved at åbne sit hjerte til i sådan en situation.Men for mig er der ingen tvivl om at du har brug for nogen at lufte dine tanker med ellers bliver det så sort at du gør det,og det ville være fatalt.Der gives ingen garantier her i livet,men det skulle undre mig meget om der ikke også venter dig nogle gode ting her i livet,hvis du selv vil.Mit råd til dig er tal med din læge(som har tavshedspligt) og forklar hvordan du har det.Vedkommende kan vurdere om du skal have noget beroligende medicin eller om du skal til en psykolog eller andet.Hvis du ikke har mod til det så gå på nettet og evt søg efter alternative behandlere.Har selv haft meget glæde af healere,og hende jeg nu har haft de seneste 2 år er skyld i at jeg lever idag,hun er guld værd.Men du skal også have tålmodighed før du finder den rette der kan hjælpe netop dig.Giv dig selv den tid.
Håber at ovenstående kan være en smule hjælp til dig her og nu og husk hvis du giver op nu så er årsagen til at du er sat her i verden spildt,og du kommer ikke til at se din datter vokse op.Er det værd at opgive?
Held og lykke,med en forhåbentlig bedre og lysere fremtid.

Tak for dit og jeres svar!!
Min datter er os mit et og alt og vil altid elske hende uanset hvad. Jeg har bare så meget i mit liv som gør at jeg har det rigtig dårligt, jeg kan ikk sove om natten og ligger kun og tænker på hvordan jeg bla skal sige farvel eller om det bedst at lade være.. Og fx ang min datter det gør så ondt hver gang jeg tænker på hende og at jeg ikk er hos hende, jeg tror personligt at de eneste der vil ''ligge'' mærke til at jeg en dag er væk er min veninde og min datter den dag hun blir gammel nok.. Jeg ved man nok vil synes jeg er meget negativ og ikk kænper for det men det har jeg prøvet gennem 3 år og det bare ikk blevet kun det modsatte.. Jeg kan ikk klare den smerte i mig selv mere og man kan ikk hjælpe andre hvis man ikk kan hjælpe sig selv.. Selvom jeg altid vil hjælpe og være der for mine venner og familie.. Men jeg har prøvet at sidde alene i julen 2 gange i træk og ved der mange der gør det men har oz fundet ud af selvom det kun er 1 dag så er det en dag der gør ondt hvis man er alene.. Jeg har besluttet mig ang hvad der skal ske med mit liv.. Jeg mangler bare at ordne nogle få ting så de få som står mig nær har det godt og ikk kommer til at græde på grund af mig men istedet tænker at han fik fred og at han kan være hos hans far.. Han har nok været det største tab i mit liv..

Ja at begå selvmord er noget af det mest egoistiske der findes. Det gør så ondt du drømmer ikke om det. en af mine gode venner begik selvmord for lige knap et år siden. Jeg har alrig prøvet noget værer, jeg kunne ikke tænke på andet end at jeg ikke havde gjort nok for ham, at jeg havde svigtet ham. og jeg VED at han ville havde fået det godt igen jeg VED det. derfor piner det mig at du siger sådan. Din far mistede du i 2005, og du har det stadig dårligt over det, men sådan vil de mennesker der holder af dig også have det. tro mig. Din far ville andrig have ønsket det for dig, tværdigmod. du er jo slet ikke klar til at skal op til ham endnu. Brug din far som hjælp og som støtte, ja han lever ikke mere, men han er der stadig, tænk på hvor dejligt det er at han kommer til dig i dine tænker for at være der for dig når du har brug for det. Din datter betyder alt, og hende skal du jo også tænke på. hun skal ikke vokse op uden dig. JEg sys du skal prøve at tage med en læge, ved godt det er nedværdigende, men gør det for dem der holder af dig skyld. Du er god nok som du er. du er bare for langt nede til at se det. søg hjælp og få det bedre, ikke begå selvmord, Det hjælper ingen.
Håber du får det bedre[:*(]

Kære du! Hør lige her. . . Jeg har de sidste 2 år levet i samme overhængende fare for at lave samme nummer som du er ved at gøre. . . Min forhistorie vil jeg ikke remse op, men den er meget lig din, hele familien (mor,far,søster) døede indenfor et år, og står idag uden familie eller venner. . . har været enormt mange gange på stationen "og kigge på spor", som man siger. . Intet at leve for, ingen glæde, eller udsigt til det for den sags skyld. . .
Og hva så???
Jeg tog en sidste chance og gik til min læge, og efter en snak, sagde han at jeg havde en livstruende depression, og blev i den forbindelse gjort opmærksom på en del ting som gav mig lidt af en "aha-oplevelse". . ikke at jeg blev gladere for det, men den gjorde at jeg, tror jeg, udsatte mit selvmord,lidt. . Han fik forklaret mig en del om hvad depression vil sige, og fik promte sat mig i omgående behandling med antidepressiv medicin. . .Det har på ca. 2 mdr. vendt mit syn på min tilværelse radikalt. . . Tro nu ikke jeg er specielt glad, da min sorg og savn jo stadig er til stede, men det har givet mig det overskud, og mulighed for at genoptage kampen i mit liv. Så jeg fik dermed en reel chance for at gøre en forskel og ikke blive blokeret af de dårlige tanker. . .
Du bør sørme søge din læge i en fart, og på længere sigt er det rigtigt at du kunne have gavn af en psykolog, men som du har det nu vil du ikke kunne nøjes med det alene.
Desuden skal du have i baghovedet at vi mænd af underlige årsager føler det som et nederlag,at have det som du har det nu, og bliver derfor bare mere og mere kede af det. . Uanset hvad så giv lægen en chance inden du hopper.
For at være lidt barsk må jeg sige det ligeud. . . Ja din datter vil komme til at savne dig, men det er ikke for hende du skal leve videre, for hun skal nok komme til at klare sig uden dig, og hvis du ikke får noget hjælp vil du uanset hvad ikke kunne være der for hende. . Det er DIGSELV som du skal leve for, du har fortjent det bedere end du har det nu, og husk uanset hvad du føler nu er der hjælp at få, hvis du opsøger den.
Uanset hvad kan jeg fortælle at jeg idag, føler det totalt sindssygt at jeg for små 2mdr. siden stod og var lige ved at hoppe. . Bare 2 mdr. efter er tanken om selvmord mig MEGET fjern. Men husk at være totalt ærlig overfor lægen omkring hvor ked af det du i virkeligheden er, ikke pynte på noget.
Håber du giver det en chance, og har du andet du vil snakke om skriver du bare en mail.
Mange gode tanker herfra. .