Stridigheder ved vejens ende.

Skal far/mor begraves med ny eller forhenværende ægtefælle?
Hvem skal bestemme?
Nye familiemønstre er kimen til stridigheder.
Hvem skal bestemme hvad, når et menneske dør og skal begraves?
Flere ægteskaber, mine børn og dine børn, bitre skilsmisser, uenighed om arv,
alt dette er forhold, som øger faren for konflikter, når et familiemedlem pludselig dør.
De nærmeste er i sorg eller måske i chock, samtidig med at afgørelser skal tages indenfor kort tid.
Pludselig dukker spørgsmål op, som hidtil har været skubbet ind under gulvtæppet eller som er blevet fortrængt.
Skal børn fra første ægteskab bestemme, eller er det børn fra kuld nummer to?
Kommer den nye ægtefælle foran førstekuldsbørnene?
Det hænder skildte forældre strides om, hvor deres fælles barn skal begraves.
Forældre, som mister en ung søn eller datter, kan mene, at de kommer før den unge samlever eller ægtefælle til avdøde.
Når kone nummer to og tre møder op på bedemandskontoret samtidig med hvert sin børneflok, bliver bedemanden urolig.
Selv om de aller fleste familier ordner formalitetene i fred og fordragelighed, er der blevet mærkbart flere konflikter, end bedemanden bryder sig om.
Utfordringene er store, siger Tore Bergman, regionssjef i T. S. Jacobsen for Oslo og Akershus.
- Hvad er det som skaber størst uenighed?
- Det kan være alt, fra detaljer om kiste og dekoration til hvor, vedkommende skal begraves, til hvem der skal stå for gravstedet.
Ikke sjældent er økonomi årsag til fejder.
Nogen tænker arv og vil spare penge, andre ønsker en mere storslået begravelse.
Bedemanden skal være god til at kommunkere og til at skabe en god atmosfære.
Fokus skal holdes på den afdøde og det, som er hyggeligt og positivt at huske.
Begynder det at trække op til uenighed, forlader bedemanden rummet og lader deltagerne diskutere alene.
Inden få dage efter dødsfaldet skal bedemandsfirmaet rapportere til myndighederne, hvem som er ansvarlig for begravelsen.
Derfor er det vigtigt at finde den, som skal have ansvaret, så hurtigt som mulig.
Fordi familier i dag bor spredt, ofte udenfor landets grænser, og fordi konfliktniveauet omkring den afdøde er øget, hænder det stadig oftere at begravelser må udsættes.
I et tilfælle tog det næsten et år før seremonien fandt sted.
http://www.aftenposten.no/nyheter/iriks/article1102512.ece
Jeg synes artiklen giver stof til eftertanke.
Kig lige på dette link:
http://www.begravelsesportalen.dk/index.php?num=6&menu=servicesider

Jamen,egentligt er der ikke noget at skændes om,ikke hvis der skrives tesamente,om*Min sidste vilje*.Henv til de forskellige kirkekontorer,der kan udleveres papir der,som der skal udfyldes,og underskrives af 2 vidner(Ikke familievidner).
Jeg har givet min krop til Anatomisk Institut,som der også er underskrevet af 2 vidner(ikke familie).Jeg har modtaget et blåt kort derfra,som bekræfter min beslutning.Kortet skal jeg bære på mig(i min pung),og ingen kan herefter modsætte sig min vilje,efter min død.Det lyder måske hårdt at gøre den slags,at give sin krop til videnskaben,men med mit synspunkt,er det bare det eneste rigtige jeg har gjort.Jeg kan jo ikke mærke at de skærer og saver i mig.
Folk skal selv bestemme over deres liv og lig,det skal ingen blande sig i.
Det er sku rigeligt at de efterladte slås om afdødes arv.Hvorfor også slås om,hvor afdøde skal ligge begravet.Et doner kort er også fint,hvis afdøde har skrevet et sådan.Hvis der ikke forelægger noget af den slags,er det jo op til afdødes familie at tage stilling til det nødvendige.

med resterne af dig????
Skal de så begraves stumpvis eller hvad?
Jeg blev bare lidt nysgerrig.