Svigerforældrene drikker
Jeg har de mest kærlige svigerforældre, der kun ønsker alt godt for deres to drenge og deres drenges kærester.
Mit eneste problem med dem er at de drikker meget. De er fulde hver eneste weekend - de starter med at drikke fredag eftermiddag og slutter søndag aften. Og nogen gange drikker de sig meget meget fulde, men somregel er de "bare" godt snaldrede.
Svigerfar bliver meget nærgående og ubehagelig når han er fuld. Og det er som regel ham, der drikker sig fuldstændig i hegnet. Han ser forfærdelig slidt ud - pukkelryg, rynker, misfarvet hud og han lyder faktisk lidt som en retarderet, når han taler.
Svigermor ser også slidt ud. Hun har svært ved at huske, hvad man har sagt til hende og hvad hun selv siger, så selv når hun ikke drikker, gentager hun sig selv hele tiden. Og så siger de selvfølgelig begge en masse fuldemands-sludder hele tiden.
Min kæreste er meget flov over dem, men samtidig meget beskyttende. Det har taget mig 3 år, at få ham til at indse, at det altså ikke er helt normalt, at man som voksne mennesker, drikker så meget hver eneste weekend. Min kæreste var nemlig lidt på samme måde engang, hvor jeg gjorde det klart, at sådan et liv ville jeg ikke have (hvis han skulle opføre sig som sine forældre).
Jeg har indtil nu ikke villet blande mig i det. Har haft den holdning, at de var voksne mennesker uden hjemmeboende børn. Hvis vi ville se dem ædru, måtte vi jo bare komme i hverdagene.
Men nu har situationen ændret sig, da vi har fået et barn. Jeg har gjort det klart for min kæreste, at jeg ikke mener at alkohol og børn hænger sammen og at jeg kræver, at hans forældre er ædru, når vores barn skal med ned og besøge dem.
Han har derfor taget en snak med dem, inden vores baby kom til verden (med støtte fra hans bror, der heller ikke har det godt med deres druk). De var meget forstående og havde naturligvis ikke været klar over, at det var et problem og at vi så på dem på den måde. De lovede at de ikke ville drikke når vi skulle på besøg og at de generelt ville skrue lidt ned for alkoholen.
Men her den anden dag, skulle vi besøge dem for 2. gang med vores barn. De havde vidst hele dagen at vi kom, men alligevel var svigermor fuld da vi kom - svigerfar er jeg ikke sikker på (det er svært at se på ham, når han bare er snaldret).
Jeg synes amning er meget privat, hvilket mine svigerforældre godt ved. Men vi skulle kun være hos dem et par timer, så jeg ville ikke spilde tiden med at sidde på et værelse i en time og amme. Derfor satte jeg mig i sofaen i stuen med en stofble over mig og bette. Min svigermor prøvede at tage stofbleen væk så hun kunne se babyen og hun prøvede at tage ham fra mig 3 gange imens jeg ammede! Desuden stod min svigerfar også og lænnede sig ind over os. (Jeg ammer i hvert fald aldrig i stuen igen). Da jeg var færdig med at amme og ville bøvse babyen af, ville hun tage ham igen. Jeg havde der opdaget at hun var snaldret og gav ham selvfølgelig ikke fra mig. Jeg gav ham i stedet til min kæreste, da han nu var begyndt at græde babyen. Min kæreste gik lidt frem og tilbage i stuen og med det samme han gik udenfor rummet, fulgte min svigermor med og prøvede at tage ham fra min kæreste. Det fik hun heller ikke lov til, da han også havde set at hun havde drukket.
Vores baby har desuden haft nogle voldsomme maveproblemer og det tager os laaaang tid at få ham i ro. Når han sover siger han lyde fordi det gør ondt i maven og hver gang han sagde en lyd, rejste min svigermor sig med det samme for at tage ham op. Jeg sagde, at hun skulle lade ham få noget ro og at han altså ikke var vågen. Og det sagde jeg hver eneste gang hun rejste sig! Da jeg var færdig med at spise gik jeg op med min tallerken og min svigermor skyndte sig op og vækkede babyen (ikke helt med vilje, men hun var heller ikke påpasselig overhovedet). Han begyndte jo så at skrige igen og hun ville tage ham op igen, hvor jeg blev nødt til at blive lidt grov og sige, at hun altså skulle lade ham være nu.
Synes simpelthen det er så hårdt. Jeg synes det er synd for min svigermor, at hun ikke kan få lov til at sidde med sit barnebarn og hygge, men jeg giver ham altså ikke til en der er fuld. Og nu står jeg med det problem, at jeg under ingen omstændigheder, vil lade mit barn blive passet dernede. Vi kan jo åbenbart ikke stole på dem med det druk..
Min kæreste har det svært og er fanget midt i den her konflikt. Jeg vil gerne, at han sætter sin dreng højest og det ved jeg også at han gør, men det er virkelig svært for ham at skulle såre sine forældre.
Jeg ville gerne have sagt til min svigermor på en pæn måde, at hun ikke skulle have med babyen at gøre når hun havde drukket, men jeg ved min kæreste ville være blevet ked af det. Han har dog lovet selv at sige det næste gang de er fulde.
Men hvad skal jeg dog gøre? Er der nogen ende på det her? Nu snakker vi endda om at flytte til den by de bor i (min kærestes familie og hans venner bor der), men jeg er faktisk bange for, når min dreng bliver ældre, at han aldrig kan cykle ned til sin farmor og farfar, uden at vi lige skal ringe til dem først og høre om de er fulde.. :(
Og nu lyder jeg som en af dem, der virkelig hader deres svigerforældre og det gør jeg ikke! De er nogle meget meget kærlige mennesker og der er intet ondt i nogen af dem. Der er bare et eller andet galt oveni hovedet på dem - de er ikke helt normale. Derfor er det svært, for man kan ikke bare blive sur på dem, eller tage et skænderi med dem, for det kan de ikke klare.
Puha, så kom det da ud i hvert fald. Er der nogen der har nogle gode ideer? (Hvor de ikke bliver kede af det!)
Mit eneste problem med dem er at de drikker meget. De er fulde hver eneste weekend - de starter med at drikke fredag eftermiddag og slutter søndag aften. Og nogen gange drikker de sig meget meget fulde, men somregel er de "bare" godt snaldrede.
Svigerfar bliver meget nærgående og ubehagelig når han er fuld. Og det er som regel ham, der drikker sig fuldstændig i hegnet. Han ser forfærdelig slidt ud - pukkelryg, rynker, misfarvet hud og han lyder faktisk lidt som en retarderet, når han taler.
Svigermor ser også slidt ud. Hun har svært ved at huske, hvad man har sagt til hende og hvad hun selv siger, så selv når hun ikke drikker, gentager hun sig selv hele tiden. Og så siger de selvfølgelig begge en masse fuldemands-sludder hele tiden.
Min kæreste er meget flov over dem, men samtidig meget beskyttende. Det har taget mig 3 år, at få ham til at indse, at det altså ikke er helt normalt, at man som voksne mennesker, drikker så meget hver eneste weekend. Min kæreste var nemlig lidt på samme måde engang, hvor jeg gjorde det klart, at sådan et liv ville jeg ikke have (hvis han skulle opføre sig som sine forældre).
Jeg har indtil nu ikke villet blande mig i det. Har haft den holdning, at de var voksne mennesker uden hjemmeboende børn. Hvis vi ville se dem ædru, måtte vi jo bare komme i hverdagene.
Men nu har situationen ændret sig, da vi har fået et barn. Jeg har gjort det klart for min kæreste, at jeg ikke mener at alkohol og børn hænger sammen og at jeg kræver, at hans forældre er ædru, når vores barn skal med ned og besøge dem.
Han har derfor taget en snak med dem, inden vores baby kom til verden (med støtte fra hans bror, der heller ikke har det godt med deres druk). De var meget forstående og havde naturligvis ikke været klar over, at det var et problem og at vi så på dem på den måde. De lovede at de ikke ville drikke når vi skulle på besøg og at de generelt ville skrue lidt ned for alkoholen.
Men her den anden dag, skulle vi besøge dem for 2. gang med vores barn. De havde vidst hele dagen at vi kom, men alligevel var svigermor fuld da vi kom - svigerfar er jeg ikke sikker på (det er svært at se på ham, når han bare er snaldret).
Jeg synes amning er meget privat, hvilket mine svigerforældre godt ved. Men vi skulle kun være hos dem et par timer, så jeg ville ikke spilde tiden med at sidde på et værelse i en time og amme. Derfor satte jeg mig i sofaen i stuen med en stofble over mig og bette. Min svigermor prøvede at tage stofbleen væk så hun kunne se babyen og hun prøvede at tage ham fra mig 3 gange imens jeg ammede! Desuden stod min svigerfar også og lænnede sig ind over os. (Jeg ammer i hvert fald aldrig i stuen igen). Da jeg var færdig med at amme og ville bøvse babyen af, ville hun tage ham igen. Jeg havde der opdaget at hun var snaldret og gav ham selvfølgelig ikke fra mig. Jeg gav ham i stedet til min kæreste, da han nu var begyndt at græde babyen. Min kæreste gik lidt frem og tilbage i stuen og med det samme han gik udenfor rummet, fulgte min svigermor med og prøvede at tage ham fra min kæreste. Det fik hun heller ikke lov til, da han også havde set at hun havde drukket.
Vores baby har desuden haft nogle voldsomme maveproblemer og det tager os laaaang tid at få ham i ro. Når han sover siger han lyde fordi det gør ondt i maven og hver gang han sagde en lyd, rejste min svigermor sig med det samme for at tage ham op. Jeg sagde, at hun skulle lade ham få noget ro og at han altså ikke var vågen. Og det sagde jeg hver eneste gang hun rejste sig! Da jeg var færdig med at spise gik jeg op med min tallerken og min svigermor skyndte sig op og vækkede babyen (ikke helt med vilje, men hun var heller ikke påpasselig overhovedet). Han begyndte jo så at skrige igen og hun ville tage ham op igen, hvor jeg blev nødt til at blive lidt grov og sige, at hun altså skulle lade ham være nu.
Synes simpelthen det er så hårdt. Jeg synes det er synd for min svigermor, at hun ikke kan få lov til at sidde med sit barnebarn og hygge, men jeg giver ham altså ikke til en der er fuld. Og nu står jeg med det problem, at jeg under ingen omstændigheder, vil lade mit barn blive passet dernede. Vi kan jo åbenbart ikke stole på dem med det druk..
Min kæreste har det svært og er fanget midt i den her konflikt. Jeg vil gerne, at han sætter sin dreng højest og det ved jeg også at han gør, men det er virkelig svært for ham at skulle såre sine forældre.
Jeg ville gerne have sagt til min svigermor på en pæn måde, at hun ikke skulle have med babyen at gøre når hun havde drukket, men jeg ved min kæreste ville være blevet ked af det. Han har dog lovet selv at sige det næste gang de er fulde.
Men hvad skal jeg dog gøre? Er der nogen ende på det her? Nu snakker vi endda om at flytte til den by de bor i (min kærestes familie og hans venner bor der), men jeg er faktisk bange for, når min dreng bliver ældre, at han aldrig kan cykle ned til sin farmor og farfar, uden at vi lige skal ringe til dem først og høre om de er fulde.. :(
Og nu lyder jeg som en af dem, der virkelig hader deres svigerforældre og det gør jeg ikke! De er nogle meget meget kærlige mennesker og der er intet ondt i nogen af dem. Der er bare et eller andet galt oveni hovedet på dem - de er ikke helt normale. Derfor er det svært, for man kan ikke bare blive sur på dem, eller tage et skænderi med dem, for det kan de ikke klare.
Puha, så kom det da ud i hvert fald. Er der nogen der har nogle gode ideer? (Hvor de ikke bliver kede af det!)