Svært med venskaber og kontakt
Jeg er endnu en af de mange "ensomme" mennesker, en 19 årig fyr, og det er egentligt ikke noget nyt der er gået op for mig.
Jeg har 1-2 venner, altså den ene har jeg rejst med et par år, gået i byen med osv., og han ringer da også indimellem. Den anden ser jeg engang imellem, og det er blevet sjældnere og sjældnere, og det er altid tid mig der skal ringe til ham, kan faktisk ikke engang huske hvornår han sidst har ringet til mig. Jeg spørger altid til hvordan det går, og om det gået godt med de ting han nu har foretaget sig, med kæresten og i den dur. Jeg forstår bare ikke at det aldrig bliver gengældt? kender i det? jeg bliver aldrig spurgt om hvordan det går med det hele, ikke engang hvis jeg har været ude at rejse, bliver jeg spurgt om hvordan turen er gået, selvom jeg jævnligt spørger andre om det samme.
Det har faktisk altid været sådan, og det driver mig nogengange til vanvid. Jeg har en 20-25 stykker på msn, heller ikke derfra er der nogensinde nogen der spørger om noget, selv om jeg indimellem gør det hos dem, og det er trist.
Jeg føler, og ved nogengange at jeg er påtrængene og har også på det sidste fået det bekræftet, derfor gik et "muligt" forhold også lidt i stykker. Men hvis jeg f.eks. møder en gammel klassekammerat i byen, så kan jeg da godt stå og sludre med ham resten af aftenen, men det bliver vidst tit opfattet forkert, for hvis jeg indimellem skriver til dem efterfølgende, bare for at holde kontakten, så holder de op fra deres side, og jeg gør det udelukkende for at bevare kontakten med de mennesker jeg synes om. Deraf kommer min påtrængenhed, hvad skal man gøre for at komme af med den? jeg synes at det er så upersonligt når folk bare kommer hen, hilser (hej) og derefter skrider videre, derfor er jeg ikke sådan.
Jeg ser måske verden forskelligt fra mange andre, og det er måske det der er problemet.
Om halvanden uges tid skal jeg endelig starte med at læse, og i kan tro at det er noget jeg ser frem til. Jeg droppede ud fra HHX fra snart et år siden, og har ikke haft det lige godt med det, så det bliver rart. Glæder mig til det sociale, hvilket jeg har manglet. Dog er jeg bare så bange for at et eller andet her også skal gå galt, ligesom sidste gang. Det er det værste der kan ske for mig, både fordi det er sket i folkeskolen, hvor jeg nærmest følte mig tilsidesat af de andre (måske på grund af min større generthed), og kom derefter til psykolog, hvilket der ikke skete noget ved, men blev det også på HHX, da der ikke var nogen jeg rigtigt kunne snakke med.
Noget jeg egentligt heller ikke har det så godt med, er når jeg er sammen med en større gruppe, der kan jeg altid sammenligne mig selv med deres reaktioner overfor hinanden, og gang på gang konstatere at jeg bliver sat i anden række. Det skal dertil siges, at jeg har det bedst når jeg mødes med folk face to face (kun 2 mennesker), og det er faktisk altid dem der opfatter mig bedst.
Prøv nogengange at tænk på en af jeres venner, der måske ikke har andre end jer, hvad tænker i om dem?
Jeg har virkeligt prøvet at komme ud af den onde cirkel, og håber det lykkes denne gang når jeg skal læse, og det vil jeg inderligt prøve på. Til september flytter jeg hjemmefra, og håber at det vil hjælpe mig på vej.
Nu sidder jeg hertil sidst, og er blevet helt fortvivlet, da jeg vidst var rigtigt dårlig til at forklare mig i dette indlæg, men nu har jeg taget tiden til det, og sender det ind alligevel.
Jeg har 1-2 venner, altså den ene har jeg rejst med et par år, gået i byen med osv., og han ringer da også indimellem. Den anden ser jeg engang imellem, og det er blevet sjældnere og sjældnere, og det er altid tid mig der skal ringe til ham, kan faktisk ikke engang huske hvornår han sidst har ringet til mig. Jeg spørger altid til hvordan det går, og om det gået godt med de ting han nu har foretaget sig, med kæresten og i den dur. Jeg forstår bare ikke at det aldrig bliver gengældt? kender i det? jeg bliver aldrig spurgt om hvordan det går med det hele, ikke engang hvis jeg har været ude at rejse, bliver jeg spurgt om hvordan turen er gået, selvom jeg jævnligt spørger andre om det samme.
Det har faktisk altid været sådan, og det driver mig nogengange til vanvid. Jeg har en 20-25 stykker på msn, heller ikke derfra er der nogensinde nogen der spørger om noget, selv om jeg indimellem gør det hos dem, og det er trist.
Jeg føler, og ved nogengange at jeg er påtrængene og har også på det sidste fået det bekræftet, derfor gik et "muligt" forhold også lidt i stykker. Men hvis jeg f.eks. møder en gammel klassekammerat i byen, så kan jeg da godt stå og sludre med ham resten af aftenen, men det bliver vidst tit opfattet forkert, for hvis jeg indimellem skriver til dem efterfølgende, bare for at holde kontakten, så holder de op fra deres side, og jeg gør det udelukkende for at bevare kontakten med de mennesker jeg synes om. Deraf kommer min påtrængenhed, hvad skal man gøre for at komme af med den? jeg synes at det er så upersonligt når folk bare kommer hen, hilser (hej) og derefter skrider videre, derfor er jeg ikke sådan.
Jeg ser måske verden forskelligt fra mange andre, og det er måske det der er problemet.
Om halvanden uges tid skal jeg endelig starte med at læse, og i kan tro at det er noget jeg ser frem til. Jeg droppede ud fra HHX fra snart et år siden, og har ikke haft det lige godt med det, så det bliver rart. Glæder mig til det sociale, hvilket jeg har manglet. Dog er jeg bare så bange for at et eller andet her også skal gå galt, ligesom sidste gang. Det er det værste der kan ske for mig, både fordi det er sket i folkeskolen, hvor jeg nærmest følte mig tilsidesat af de andre (måske på grund af min større generthed), og kom derefter til psykolog, hvilket der ikke skete noget ved, men blev det også på HHX, da der ikke var nogen jeg rigtigt kunne snakke med.
Noget jeg egentligt heller ikke har det så godt med, er når jeg er sammen med en større gruppe, der kan jeg altid sammenligne mig selv med deres reaktioner overfor hinanden, og gang på gang konstatere at jeg bliver sat i anden række. Det skal dertil siges, at jeg har det bedst når jeg mødes med folk face to face (kun 2 mennesker), og det er faktisk altid dem der opfatter mig bedst.
Prøv nogengange at tænk på en af jeres venner, der måske ikke har andre end jer, hvad tænker i om dem?
Jeg har virkeligt prøvet at komme ud af den onde cirkel, og håber det lykkes denne gang når jeg skal læse, og det vil jeg inderligt prøve på. Til september flytter jeg hjemmefra, og håber at det vil hjælpe mig på vej.
Nu sidder jeg hertil sidst, og er blevet helt fortvivlet, da jeg vidst var rigtigt dårlig til at forklare mig i dette indlæg, men nu har jeg taget tiden til det, og sender det ind alligevel.