HJÆLP!! ANGST!

hej alle inden på sol
jeg skriver fordi jeg søger et sted med anonym rådgivning, eller lign. mht angst. jeg er sikker på jeg lider af en form for angst, muligvis OCD. og jeg tror jar har gjort det, de sidste 7 år.. men har holdt det hemmeligt og forsøgt at skjule det.
jeg læste på et tidspunkt om angstlinien.dk - men den side eksisterer vist ikke mere. er der andet jeg kan gøre?? jeg ved ikke hvor meget længere jeg kan klare det uden at tale med nogen. ud over alle mine angstfulde (tvangs)tanker og handlinger, er jeg på min rationelle side også bange for at gøre skade på mig selv. jeg gør i forvejen skade på mig selv i form af lussinger, knytnæver, slå hovedet hårdt ned bordet, når angsten bliver for meget - hvilket er flere gange om dagen. jeg ved ikke hvad jeg ellers skal gøre og har brug for at afreagere. selvskaden får mig til at føle jeg retfærdigører for angsten, og jeg overbeviser mig selv om at det er okay på den måde... men jeg er bange for at jeg kommer til at gå for vidt med selvskaden en dag... jeg er nemlig inde i en periode med pænt meget angst, nogle perioder går det bedre end andre. lige nu går det noget slemt.. så hjælp mig tak. hvor kan jeg snakke med nogen???
ps. jeg er ikke klar til at tale om det med forældre, venner, mm. jeg søger anynom rådgivning hvor jeg kan få det ud af kroppen og få forståelse.. :)
tusind tak!

og liner man kan ringe til, her er en liste; http://www.depnet.dk/uni0/emergencyhelp/default.aspx
her er nogle brevkasser;
www.sindnet.dk
www.depnet.dk
[l]

Jeg ved godt at du skriver at du søger anonym rådgivning. Og det er også en start. Men et eller andet fejler du. Om det er det ene eller det andet, må en professionel finde ud af.
Derfor gå til læge. Han har tavshedspligt overfor dine forældre. Du KAN også gå til en fremmed læge, men det bliver vist hurtigt noget bøvl.
Og kom nu til den læge. Dengang jeg gik til læge med angst, stress og depression, havde jeg et brev med til ham. Jeg magtede ikke andet. Jeg sad og tudbrølede under hele besøget. Og jeg syntes det var så pinligt, ikke min reaktion, men at jeg havde gemt det i så langt tid, OG fordi han også er mine forældres læge. Men jeg er SÅ glad for at jeg gjorde det. Og jeg har ikke fået andet end støtte fra hans side. Tag hul på bylden, jo hurtigere jo bedre.

du kan prøve at se på denne her side...
http://www.angstforeningen.dk/
de hjælper med samtaler og har så vidt jeg kan læse også selvhjælpsgrupper hvor du måske kan snakke med andre unge der har det som dig.
Angst er en frygtelig ting- jeg har selv haft det, men med årene har jeg lært forskellige ting så jeg kan holde min angst nede så den ikke overtager mit liv.
Du er velkommen til at skrive til mig hvis du har nogle spørgsmål, så skal jeg se om jeg kan hjælpe dig.

Skynd dig at ringe til Angstforeningen, - de har en "Hotline" du kan ringe til: AngstTelefonen 70 27 92 94
Anonym og uforpligtende samtale med en, der selv kender angsten indefra.
Mandag - torsdag kl. 19 - 22 samt søndag kl. 16 - 19.
Held og lykke med det.
Lise
www.slipangsten.dk

Køb Isabella Miehe-Rehnards bog "PÅ". Hun var kendt fra fødslen og ønskede at hun ikke var det, og slet ikke født. Hun skriver om bagsiden af medaljen så grundigt, at man ville ønske man aldrig var født.
Lad være at æde lykkepiller og gå til psykolog. Gå ud i naturen, skov og strand, det er vores rødder derude, og det er der du finder roen i sindet. Read my lips

Du er ikke alene med smerten og angsten. Hver anden dansker har det som dig, de doper sig med sprut og medicinmisbrug. Du skal acceptere din sygdom og prøve at lave en liste på et stykke papir.
Du kan skrive om fuglene uden for vinduet, solen, vinden, sneen og gaverne. Alt hvad du kan tvinge dig til af positive tanker. Så skal du tage papiret frem hver gang du er nedtrykt. Det virker, og du vil se, at der er mange plusser ved livet. Men de kan være svære at få øje på når tankerne tynger. . Det lyder måske åndsvagt af en 17 årig, at jeg skriver at du "bare" skal skrive det ned som er positivt. Men det virker altså. Jeg har aldrig udskrevet recepter på lykkepiller, da livet er for vigtigt til at overlade sit liv i et pilleglas, det gavner kun aktionærerne i Lundbæk A/S

TUSIND TAK for svarene og rådene! Jeg vil benytte mig af samtlige råd. Til de af jer der frygter jeg ender på lykkepiller: Bare rolig, det vil jeg ikke lade ske. Det er imod mit livssyn.
Men jeg må indrømme at jeg tror jeg har brug for professionel hjælp. Ture ud i den flotte natur og at skrive alle de positive ting ned, er helt sikkert gode ideer, der hjælper! Og som kan få mig ned på jorden igen. 🙂
Jeg elsker naturen og jeg elsker mit liv. Men nogengange er det svært at se lyset. Derfor bliver jeg også ofte gal på mig selv, for at at have det dårligt på trods af alt det gode der er.. Hvilket jeg nok ikke burde blive.
Men sandt at sige; jeg tror jeg har også jeg har brug for professionel hjælp. Jeg har undersøgt symptomer på psykiske lidelser og hvad de bunder i grundigt, siden jeg besluttede mig for at finde ud af hvad der var galt, for to år siden. Jeg tror desværre jeg er en af de få % af befolkningen der lider af en lidt svær OCD. Og når jeg kigger tilbage på mit liv, kan jeg godt se hvad der nok har forsaget den. Efter syv år må det være på tide at søge hjælp... Jeg håber jeg kan komme i noget kognitiv terapi. Mine planer har ellers hele tiden været at jeg ville vente til jeg blev 18, før jeg søgte hjælp. Så i det tilfælde jeg skulle til psykolog, behøvede mine forældre ikke at vide det. Men jeg tror ikke jeg kan tage ni måneder til af det her.
(Undskyld jeg plaprer løs.)
Derfor: Tusind tak for jeres svar, det betyder virkelig meget! Jeg er sikker på jeg kan få det bedre, og dejligt at se at der er mennesker der vil give råd. Allerede da jeg fik det første svar, begyndte det hele at føles lidt lettere. Især da jeg besluttede mig for at gøre noget ved det. Så mange tak! 🙂

Jeg kan sige dig ærligt og redeligt at din sygdom er permanent, formentlig genetisk arvet fra dine forældre. Har dine forældre haft det som dig, måske hemmeligt. Anyway, du må nok ty til psykofarmatisk medicin. Jeg selv indtager Sipramiler og Fontex. Og når det hele braser sammen, skal der også noget Stesolid til. Det gør mig ærgerlig at høre at du har det sådan, i en så ung alder. Men du er ikke alene. Hver anden dansker har det som dig, men tør ikke stå ved det"
Ha et godt liv anyway

jeg har accepteret jeg lider af den, men det er stadig svært at holde ud. en del af den er arvelig, en del af den tror jeg er resultat af en traumatisk hændelse jeg har været igennem. min far led nemlig lidt af det samme som teenager. dog kun i et par år, så vidt jeg har forstået. så resten er måske pga traumaet, hvilket giver meget god mening - senere blev det bare endnu værre pga et dødsfald.