Svært ved at knytte mig

Hej "Sol'ister":O)
Jeg er sammen med en dejlig fyr. Ham har jeg bestemt ikke tænkt mig at skifte ham ud for noget i verden, for jeg føler mig glad med ham. Men jeg oplever, at jeg er længe om at knytte mig følelsesmæssigt. Nu har vi været sammen i godt to år, og jeg har det rigtig godt med ham, men det er for tidligt for mig at sige at jeg elsker ham, eller at jeg bare "døøøøøøøøøøør" hvis han går fra mig. Jeg har været på lykkepiller pga. tungsind i godt 3 år og overvejer om det måske er derfor, jeg ikke smider om mig med følelser.
Når jeg kigger tilbage på mit tidligere forhold, som varede 8 år, blev jeg egenlig først rigtig skudt i x'en efter 3-4 år. Så jeg tror, jeg er sådan anlagt.
Min psykolog mener, at jeg er blevet overdomineret af min mor, som har været pylret altid. Hun har været god til at træffe beslutninger på mine vegne. Så når jeg i de første mange år af mine forhold, som jeg SELV har besluttet at gå ind i, er mine tanker og følelser præget af tvivl, netop fordi jeg har taget denne beslutning egenhændigt. Min psykolog mener, at jeg ikke har lært at stå på egne ben og hvile i mine beslutninger.

Jeg er egentlig ikke i tvivl om, at jeg om 1-2 år endelig hviler i den beslutning jeg har taget om at bo sammen med min kæreste...men for faen, den tid må godt snart komme.
Nogen erfaringer - gode råd??[l][l][l]
Steino

der bare har lidt svært ved at afslå et godt tilbud..?

forstået??😮

hehe, det er meget pænt at dig at diktere korrekt hvad din psykolog siger. "Min psykolog siger..." :-)
Jeg mener bare at det viser egentlig problematikken lidt i sig selv, at Du ikke siger hvordan du nu selv formulerer det forhold du har haft til din mor f.eks, men at du bruger psykologens ord.
Der var noget ved overskriften som fangede min opmærksomhed, fordi jeg kender selv det her dilemma, formentlig lidt anderledes end dig. Og af een eller anden grund tænkte jeg at meget af det sikkert ville gi mening når man mødte dig i levende live og "mærkede" dig i levende live, fornemme hvilken type temperament du i forvejen er, om du er et meget praktisk og simpelt anlagt menneske i forvejen, eller, om du mon bare lever et ret kedeligt liv, hvor du ikke heeeeelt endnu har fået hul på at mærke Hvad Du Vil!!!!!
Jeg har brugt mange år på at træne mig selv til at mærke hvad jeg havde lyst til. Jeg mener det helt bogstaveligt. Jeg måtte lære det. For når nogen spurgte mig kunne jeg ikke mærke det!! Jeg ku f.eks heller ikke rigtig grine.... Det kan jeg idag. Jeg kan skraldgrine højlydt. Men førhen var det lissom kun sådan en indestængt h-h-h-h lyd.
Jeg har haft rigtig meget sorg og depression i mit liv fordi blandt andet min mor ikke har bakket mig op, og ignoreret mine følelser rigtig meget. Hvilket blev så tydeligt da der opstod nogle svære konflikter derhjemme. Det gav så udslag i at jeg ikke følte mig elsket eller set eller hørt eller lyttet til. Hvilket jeg på nogle grundlæggende områder heller ikke blev. Men det tog også mange år før jeg var istand til at erkende det. For det var nok den mest skræmmende ting at erkende. At min mor ikke var "tilstrækkelig" kærlig mod mig...
Min mor reagerede aggressivt og blev "kold" hvis jeg rakte ud efter hende når jeg havde det svært - og tro mig jeg fik det skam ikke bedre af sådan en behandling.
Jeg blev kold. Og kan gentage samtlige ting du fortæller om dig selv og om hvor svært det var at knytte sig til andre, fordi, man er nødt til at "vide hvem man er" og "vide at man eksisterer" før JEG kan ha et forhold til en anden.
Du kan også læse ting i psykologi om hvor vigtigt det er for vores udvikling når vi er helt små, at den voksne/forældrerne Spejler os! Ved at sige Ih, Hvor er du sulten nu eller Hvordan har du det eller Blev du vred dér... Spejle og spørge og lytte og elske.
Hvis man ikke får det, fordi forældrene af forskellige mærkelige grunde ikke er i stand til at gi sådan en respons (somregel fordi de heller ikke selv er blevet mødt sådan af deres egne forældre) så kan man havne i en sådan slags ikke-eksistens, som jeg kalder det. Hvor der er depression og meningsløshed og tomhed og alle mulige eftervirkninger (eller din psykolog ;-)) beskriver...
Men det kan læres med en rigtige hjælp og støtte. Det lyder godt du går til psyk.
Tænk også over, at alle de grundliggende ting som du først er i gang med at få bygget op i dig selv nu.... at selv når de kommer "på plads" (jeg tror man altid vil ku udvikle sig videre, man blir aldrig rigtig prut-færdig!!) men SElv når du blir bedre til ikke at tvivle på dig selv men lærer kunsten at bakke dig selv op og være kærlig mod dig selv, selv dér ... jeg tænker på mig selv, der bor med min kæreste gennem 8 år... selv om vores kærlighed er vokset og vokset, med hjælpe fra terapeuter og gennem en del utrolig store kriser, har det gjort os stærkere, men tvivlen har været der i mange år.
Og jeg tror tvivl vil være der så længe man tvivler på ... Kærligheden. Den generelle store essentielle kærlighed - tillid til at den bare er der.
Jeg har selv haft stor glæde af at bruge kinesiologer til hjælp til udvikling. De kan "omprogrammere" gamle negative tænkemønstre og ny programmere een til at åbne op for de nye ting man ønsker sig at udvikle i sit liv.
Held og lykke

Hej crepinett,
Tak for dit seriøse svar.
Som du selv er inde på, har jeg faktisk ikke meget temprament. Og alligevel lidt. Udadtil ligner jeg nok en, som har styr på sagerne...men indeni...nej!
Det er helt rigtigt, at jeg ikke ved, hvad JEG vil. Og tit synes jeg, at jeg i et eller andet omfang bruger andres meninger og holdninger og gør dem til mine egne.
Hvad angår min mor, har jeg ikke oplevet det som dig...jeg har oplevet hende som meget kærlig og omsorgsfuld - men hun har haft så mange ambitioner på mine vegne, at hun ikke har givet plads til jeg kunne udvikle mig og stå på egne ben.
Jeg har endelig fundet en dejlig kæreste. Jeg var ikke vildt forelsket i starten, fordi jeg hele tiden tænkte, at nu var jeg snart 30. Der er ikke tid til, at vi er sammen i 6-7 år, og så krakker det. Desuden havde jeg lige slået op med en fyr, som tog det meeeeeeeeget slemt, og det ville jeg helst undgå igen. Jeg tænkte det simpelthen i stykker. Og det gør jeg stadig. Jeg kan mærke, at jeg nyder ham og tiden med ham..men jeg tænker det ihjel. Jeg er så fokuseret på at måle mig selv, hvor meget jeg holder af ham, at jeg aldrig synes, jeg bliver helt tilfreds. Og når alle andre fortæller, hvor højt de elsker deres kærester, kan jeg ikke give udtryk for det samme (endnu), og det er vildt frustrerende...synes næsten jeg holder min kæreste for nar (selvom jeg har snakket med ham om det)!
Snakkede du med din kæreste om det?[f]
Mvh. Steino

og selv tak. Jeg synes bare det er spændende...
Nu siger du lidt flere ting, og jeg kan godt forstå at der har udviklet sig en slags påpasselighed når du har oplevet hvordan din tidligere kæreste reagerede. Man har jo en enorm stor indflydelse på andre mennesker. Var han helt uforberedt på at du ville stoppe forholdet?
Det er pudsigt det du siger med at tænke på at du snart er 30 og åh der ikke tid til at være sammen i 6-7 år (hvilket er mange - er det så længe du var sammen med din tidl. kæreste siden du nævner det?) og tænk nu tænk nu tænk nu hvis det ikke holder.
Jeg kan godt høre din tanker tænker en masse ting og dine tanker prøver at værne dig for mulige måske kunne være skuffelser, forandringer, at noget udvikler sig anderledes end man havde tænkt eller havde kontrol over.
Ja man får det sådan lidt lyst til at sige til dig... :-) Tag en dyyyyyb vejrtrækning
Hvad er det lige du synes der sker når man blir 30? Er det ikke bare et samfundsskabt fænomen, et tilfældigt udvalgt år hvor man beslutter at der skal sørme være sket en masse!!!!
Hvad er det lige der sker, altså.
Mener du det måske konkret? At der ikke er tid til at gå 6-7 år og så HVIS det nu krakker. Er det fordi du er fysisk syg og du ved som et fakta at du kun har en vis tid at leve i?
Jeg går jo lidt ud fra at dit svar er nej...
Eller handler det om at du er bange for at du ikke når at få børn før uret tikker ud? Se det er jo en konkret drejning.
Eller er det en sådan lidt uspecifik skræk for livets manglende garanti på at noget som helst holder - og at det skræmmer dig bare fra vid og sans, så du helt stivner, og prøver dit bedste på.... nej, det er som om der hænger denne her gulerod foran næsen på dig, den er bare lavet om til en skrækhistorie. Hvis nu hvis nu hvis nu.
Jeg mener der er flere måder at gribe den slags tvivl/skræk an på.
Du kan f.eks ta det sådan "her og nu". Noget af det mener jeg hænger sammen med at du måske i virkeligheden, på små punkter, mærker noget utilfredshed med en eller anden konkret ting i parforholdet eller noget der har med dit eller hans liv, i dagligdagen, at gøre.
Blir du lidt lammet af skræk over hvis der lissom er et problem der kræver sin opmærksomhed og står og hiver dig lidt i skørtet... (nu gætter jeg jo bare, bær over med mig. Alting blir nemmere når man får sorteret hvad de i virkeligheden handler om eller ikke handler om)
du har selv nævnt det her med tendensen med at hægte dig på andres meninger...
Hvis du f.eks har det sådan, så kender jeg godt at man lissom kan prøve at ignorere dette lille problem ved at iscenesætte at "ih hvor går det bare fint" men resultatet er at man ikke rigtig kan mærke sig selv...
Det er mit ene forslag.
Det andet jeg tænker på, handler lidt mere om livsfilosofi, og noget med en sætning som jeg hele mit liv har filosoferet lidt over. "Det eneste i livet der er uforanderligt, er forandringen" (jeg kan ikke lige huske den præcise ordlyd, men det er dette der menes.)
Der menes, at man kan ikke vide sig sikker med noget. Selv om trangen til vished, sikkerhed og tryghed er så stærk. Så kan der altid ske ulykker, ingen ved hvornår eller hvordan de dør, men alle ved at alle dør en dag, alting ændrer sig før eller senere, det er helt naturligt og præcis som det skal være, men man blir satans skræmt over det, især hvis man ikke rigtig føler sig helt sikker i sit eget indre fundament...
Og det jeg prøver på at sige her er ikke at puste mere ild til dine brusende tankestorme (kan det undgåes?) men, at sige at det er ikke vigtigt om du er 30 eller 37 eller 83 eller 17. Det er ikke vigtigt om I er sammen 6, 7 eller 50 år. Det vigtige er at du er på en "modenheds vej" i dit liv, og ting tager den tid ting tar.
Hvis du er nervøs for at I "krakker" om 6-7 og den tanke skræmmer dig så meget at dine følelser i dette nu i dette forhold lissom blir lagt på låg, så tænk dog hellere på al den udvikling og kærlighed I kan nå at udveksle på 6-7 år!! Det skal man altså ikke underkende værdien af. Tænk lige på hvor meget I to mennesker kan gi hinanden på 6-7 år, og tænk lige på at det kan være at I finder ud af på et tidspunkt at I har udviklet jer i hver jeres retning og at I med stor kærlighed til hinanden blir enige om at jeres kærlighed hænger sammen på en anden måde end at I konkret skal være et kærestepar og bo sammen.
Ha tillid til kærligheden.
Jeg kender virkelig godt det der med, at man fokuserer så meget på hvilke fejltrin man ku lave, så man slet ikke handler!
Kender du ikke een i din omgangskreds som kan lære dig lidt om det der livsmotto "Hvor der handles der spildes"?
Mig og min kæreste har været helt ærlige med hinanden, blandet med at jeg har haft svært ved at stå inde for hvad jeg følte, men min skræk for at blive forladt af ham har lissom sat skub i udviklingen om at jeg blev mere modig med at finde måder at ytre mig på. Og så har han jo også lært mig bedre at kende. Vi har lært mig at kende samtidig :-)
Sikke en lang mail...

Du rammer faktisk plet med meget af det.
Jeg har tidligere haft et forhold på 7 år. Det endte med, vi var enige om, at vi ikke kunne sammen mere (eller han var måske mere enig end mig). Jeg havde knyttet mig rigtig meget til ham over de 7 år, og oplever stadig, selvom det er mange år siden vi var sammen, at jeg har svært ved at give slip! Men jeg var længe om at knytte mig til ham. Som nævnt før..måske en 3-4 år. Dengang tog jeg det dog ikke så tungt..vi var unge og frejdige ;-)
Efter bruddet med ham fyren her, mødte jeg anden en...der begyndte tænkeriet..jeg var 26, følte mig virkelig for gammel til at pjatte rundt i forhold, jeg ikke vidste om jeg havde følelserne med i. Så jeg tænkte dag og nat og det endte med jeg brød med ham. Han tog det virkelig virkelig hårdt, meldte sig syg fra arbejdet i en uge, og det skal lige siges vi kun var sammen i 3 mdr. Jeg savnede ham ikke, og har aldrig fortrudt. Faktisk stolt af mig selv, at jeg kunne skære igennem og sige nej! Jeg vil ikke det her!!

Se...så mødte jeg jo min nuværende kæreste Nytårsaften 2006. Jeg var meget betaget af ham, men allerede på 2. eller 3 date gik tænkeriet i gang! Suk tænk hvis jeg sårer ham også...er jeg glad nok for ham, kan jeg se os med hele pakken børn og hus osv. Som om at det skulle jeg vide her og nu!!
Mens jeg har taget mine lykkepiller har jeg jævnligt sat spørgsmålstegn ved det hele, fordi jeg ikke kunne tænke mig til, om det forhold var rigtigt for mig. Om mine følelser var stærke nok! Men jeg glemte det lynhurtigt og nød tiden med ham, for jeg ville jo ikke undvære ham, og jeg tænkte at jeg ville tids nok knytte mig! Følte grundlaget var i orden! Så stoppede jeg på lykkepillerne og så var det hele nærmest umuligt i mit hoved. Det kunne ikke være rigtigt jeg skulle havde det sådan, tænkte jeg. Jeg var ikke glad for ham, ikke glad for vores dejlige hus, ikke glad for vi var sammen, og følte mig som en stor lort at jeg tog hans tid! For tænk hvis nu jeg aldrig ville kunne knytte mig helt?
Jeg havde næsten lyst til at smide det hele væk -for så var bekymringerne også væk (dog har bagtanken været der..slap nu af...det bliver bedre).
Jeg er nu startet på lykkepiller igen og håber jeg kan få ro i sindet som før, for jeg har det dejligt med ham...men afventer stadig denne dybe tilknytning. Min kæreste siger bare, jamen så tag en dag ad gangen :-) Kan du ikke bare tænke på vi har det godt? Det er bare skide svært når man spekulerer alt ihjel. Jeg er rigtig bange for at stjæle hans tid fordi jeg kegler rundt ed mine følelser...bange for at jeg om 4-5 år må komme til kort og sige, at det forhold var sq ikke det! Jeg er bange for at holde ham for nar.

Sikke et indlæg :-) Jeg blev lidt lettere.
Tak for din tid

Jeg synes det er spændende, og jeg vil gerne sætte mig ned og skrive tilbage. Lige nu er klokken bare passeret midnat og jeg skal sove, men jeg vender snart tilbage:-)
Jeg hedder Susanne

Du virker meget bange for at opleve ikke at ha ro i sindet. Og det kan jeg sådan set sagtens forstå. Jeg synes du tegner et meget godt billede af hvordan tankerne går amok og går i ring. Jeg mener det bla kommer når ens energi er lav/ i underskud.
Det kommer i underskud når man feks går og er stresset og usikker, eller hvis du går og holder igen eller ikke rigtig får hul på din egen energi. Og hvordan gør man det?
Det virker på mig som om det piner dig rigtig meget at du har svært ved at fremstå helt klart; Ja jeg elsker jo mit liv, ja jeg elsker jo mit hus det er fedt at bo her, ja jeg elsker jo min kæreste det er bare helt rigtigt at være sammen og det er så fedt.
Der er den tvivl og i din verden definerer du det som skrækken for at holde andre for nar.
Jeg ved det ikke, men det lyder som om der er nogle lidt større ting du har brug for hjælp til at kigge på, jeg synes det har været utrolig værdifuldt for mig at gå i behandlingsforløb, hvor man kan sidde og tale sit liv og sine følelser igennem med en person der virkelig kan gi et overblik over hvordan følelserne og tankerne snoger sig indviklet sammen.
For hvis det i virkeligheden handler om nogle livstemaer der stammer helt tilbage fra om du overhovedet føler der er plads til dig i livet, eller lign. så kan de følelser jo fylde så meget, at det overskygger om du nu lige har det rart med denne person her nu idag, om du lige synes det er superduper at bo lige i dette hus, det kan være måske lidt ligemeget om man har indrettet sig med grønt eller lyserødt på væggene, hvis den ulykkelighed der er indeni dig, i virkeligheden hænger sammen med nogle eksistentielle svære følelser du har måttet føle ret tidligt allerede i dit liv. For så kan det være du ikke har ku rumme det, måske har det ikke være nogen til at tale med dig om det og forklare dig hvad det var du følte, så det istedet er blevet overset eller ignoreret, og derfor kan børn faktisk opleve det som om de er "forkerte".
"alle går og ser ud som om de har det rart, men indeni mig føler jeg så voldsomt og har det så svært eller jeg er så vred. Men de andre siger ikke noget, så det må jo være mig selv der har skabt det, det må jo være mig der er forkert"
og den hopper rigtig mange på, når omgivelserne ikke reagerer.
Og det du kan med stor gavn finde ud af som voksen og med støtte fra andre, er, at se at måske havde "de andre" det ikke bare så superduper som de foregav. Måske er der faktisk ern RIGTIG RIGTIG god grund til at du havde det af helvedes til eller følte dig så usikker, for der Var rent faktisk en masse svære problemer. Men folk sagde ikke noget. Eller folk troede at det var dem selv der var problemet og de skubbede det væk og håbede at det aldrig skulle blive synligt.
Mange er rædselsslagne for at mærke smerte. Jeg synes angsten for smerten nærmest er værre!! Når jeg først kan overkomme at sige "ok. Jeg sætter mig lige ned og mærker hvad det egentlig er mine følelser skriger!" og så snakker jeg lige med det samme med nogen om det. Eller jeg gør det planlagt en gang om ugen sammen med en psyk eller lign.
For man har desperat brug for en andens synsvinkel på tingene, et overblik fra een som ikke selv er indfanget i de svære følelser. Og hold kæft hvor kan man overbevise sig selv om en masse ting om at IHHH hvor er jeg bare forfærdelig eller ond at jeg ... (at du hvad - kan den anden så helt neutralt spørge)
jamen at jeg... hellere vil ... spise ude... end... hjemme.
Ja uha da.
Hvor er du forfærdelig... ;-)
Har du en drøm om at når du er kæreste sammen med nogen, at så skal du føle dig top-lykkelig og føle dig fyldt op af denne person og I skal være lidt som slyngveninder, og I skal lissom bare underforstå hvad hinanden gerne vil ha, og I skal helst være eens og I skal helst en masse ting....
Hvad med om du begyndte at definere dig selv lige som du er lige nu? Du har en masse tvivl. Ok. Du har en masse tanker som går i retning af om du nu har valgt rigtigt. ok. Det kan man jo konkret ta hver enkel ting du kommer i tvivl over og tale igennem. Bare start fra en ende af.
Jeg ved der er en fare for at "dyrke" for meget tankerne.... og nu kender jeg dig jo desværre ikke, så jeg kan muligvis gi forkerte råd...
Men jeg synes det vigtigste er at spørge ind til hver detalje fordi du skal ind og finde hvor det rammer rigtigt inden i dig. Også selv om det bare er små ting.
Du skal ind og opdage at .... fange dig selv i at tænke ... åh hvis bare jeg ku ta i byen og feste for mig selv sammen med mine veninder, og hvis bare mig og min kæreste ku rejse 3 måneder til bolivia, så-!
Du skal ind og fange de tanker hvor du lissom bare lader dem hensvæve i "UMULIGHEDER".
Jeg tror at dit sind er fyldt med små informationer til dig om hvad du godt ku tænke dig og hvad der rammer plet i dit hjerte.
Jeg tror bare du har EN MASSE MANGE holdninger til at EJ, Dèt kan man jo ikke.
Kan man ikke det?
Hvorfor kan du ikke det, underforstået, jo det kan du godt.
Du skal da være lykkelig.
Mærker du angst tvivl begynder at ryste hvis du skal mande dig op og foreslå noget som kommer kun fra dig selv af, som ingen andre har bragt på bane på forhånd og det derfor er "sikkert"?
Jeg synes du skal arbejde med at sætte dig et mål i dit liv som hedder noget a la Jeg vil være glad for min livssituation. Hvadend den er, hvorend det er, med hvem end det er med.
Jeg vil glædes over de ting jeg har, jeg vil bakke mig selv op i at få flettet mine skjulte behov op til overfladen, for jeg vil være et helt, ærligt menneske, og det vil gøre mig glad og lykkelig at opleve at jeg begynder at ku mærke og senere handle på de ting der faktisk betyder noget for mig.
Det vil ikke være så væsentlig mere om du spilder Hans tid. Det væsentlige er om du begynder at arbejde på at finde sammenhæng/ og finde det væsentlige i DIT liv.
Er det gamle følelser du mærker konstant og derfor er i en proces som kræver et stort stykke bearbejdning?
Jeg har oplevet at når jeg dykker ned i alt det svære, som man næsten ikke kan rumme at tænke om sit liv eller føle... så finder jeg ud af at... jamen, den der angst for at blive stemplet som vanvittig eller umulig eller "ude af stand til at knytte sig" - fuck det... det vigtige er at der faktisk er noget der blir healet så snart du begynder at få øje på IH hvor hænger jeg ikke sammen, nu må jeg altså samle mig op og mærke mig så jeg blir klogere på hvad jeg skal gøre ved det. For, ... man kan jo ikke bare smide sig selv i rendestenen og gå videre?
Det kan man jo ikke!
Når du er nærværende med dig selv vil du udvikle stor rummelighed og dermed kærlighed og forståelse for dig selv. Men det her med at "du kan kun hjælpe dig selv" mener jeg man skal sætte i værk mens man er den der sørger for at få al den hjælp man overhovedet kan få. Det er dit liv og dit velbefindende det handler om, jo :-)
Jeg synes at du er nødt til at begynde, som din kæreste siger, at ta en dag af gangen. Du er fyldt med tvivl eller ikke at føle noget "dybt nok" efter hvad du synes du burde. Men det kan være at livet lige er igang med at fortælle dig at du faktisk føler noget Ret dybt. Nemlig tvivlen og at være bange for ikke at slå til og hvad du ellers vil formulere. Det fylder bare for meget i dig, derfor savner du at ku tænde en kontakt og pling så føler du kun lykke... du skal bare blive ved med at lære at forstå dig selv hvad der er for mekanismer i dig der rent faktisk kan gøre at du får det bedre med dig selv og dit liv. For de er dig... du er måske bare ikke klar over at du har brug for nogle holdningsændringer i forhold til dig selv...

Tak for dit svar endnu engang....jeg skriver tibage til dig i morgen, da jeg er på vej i seng nu:O) Jeg hedder Stine by the way....

Hej igen, Susanne.
Det slog mig dét med, om jeg skal være sikker på alting, inden jeg gør det/ springer ud i det. JA! Især da jeg var yngre, havde jeg svært ved at gøre noget, hvor jeg ikke var sikker på, hvordan jeg skulle gøre det. Det kunne være at åbne en flaske vin, foretage et telefonopkald (eksempelvis til lad os sige et el-selskab). I skolen sagde jeg ikke et kvæk, medmindre jeg var SIKKER på, det var rigtigt. Og var det så forkert alligevel, kunne jeg være krøbet i et musehul. Så jeg har altid været god til at lade andre gøre de ting.....og nogle gange kunne jeg stadig ønske, at der var nogen, der tog beslutninger for mig, for så var jeg fri for det selv....og fri for konsekvenserne og skyldfølelsen over dette vægelsind.
Jeg lå længe og tænkte i går i min seng....som om der går et mønster igen i mit liv. Og det har været der altid. Da jeg startede i børnehaven havde jeg svært ved at vænne mig til at være der og var ikke glad for det. Men med tiden knyttede jeg mig så meget til mit liv i børnehaven, at jeg, da jeg startede i børnehaveklassen, var nede og besøge min gamle børnehave meget. Der havde jeg virkelig svært ved at knytte mit til folkeskolen. På et tidspunkt skulle jeg skifte skole, men den gamle skole var svært at give slip på og jeg har svært ved at knytte mig til den nye. Og vice versa med gymnasiet. Så det her indlæg skulle måske fra starten af have heddet: "Jeg har svært ved at knytte mig, men når jeg så endelig har gjort det, kan jeg ikke give slip".
Min første kæreste fik jeg da jeg var 15. Det sprang jeg ovedkulds ud i. Det holdt 3 år. Så mødte jeg min eks, som jeg har haft det længste forhold til - 7 år. Men hold kæft hvor kunne jeg ikke give slip på min allerførste kæreste. Mødtes med ham i smug (ikke utro), bare fordi jeg ikke kunne give slip. Derfor var jeg nok 3-4 år om at knytte mig til eks'en.
Nu sidder jeg efter 2 ½ år siden bruddet med DEN eks, og har svært ved at give slip og knytte mig til en ny kærlighed.

Men tankerne kører rundt. Kunne jeg i virkeligheden have mødt en fyr, hvor jeg var faldet pladask og havde knyttet mig med det samme, eller er jeg bare ikke sådan indrettet. Når jeg tænker tilbage i starten af mit nuværende forhold, jamen så var jeg så bange for at træde min kæreste over tæerne. Og det er et grundlæggende problem jeg har....jeg er så bange for at såre folk. Jeg vidste måske godt med mig selv, at jeg ikke var heeeeelt klar til et nyt forhold, men ville også gerne udforske det.
Da jeg stoppede på mine lykkepiller, knak filmen. Nu har jeg taget 2 år af min kærestes tid, sat hans liv på pause, mens jeg render rundt og skal vente på, jeg knytter mig. Egoistiske mig! Og hvad hvis jeg aldrig knytter mig så stærkt til ham, som jeg har oplevet det med min eks?
Af en eller anden grund spiller alder en stor rolle for mig. Skide være med mig selv..jeg kan tids nok vente med at få børn. Om jeg er 35 år, så skidt med det. Men det er HAM, jeg føler jeg svigter og holder for nar. Denne skyldfølelse dukkede pludselig op for 5 år siden...og jeg kan ikke komme af med den.
Jeg ville ønske at jeg bare kunne tage en dag ad gangen. Selvom jeg jo længe ikke har været fri af alle de tanker her, har jeg været glad og tilfreds. Folk omkring mig har nævnt hvor godt jeg har set ud og hvor glad jeg har virket.
Måske stiller jeg for store krav til mig selv? Og på den måde får et sortsyn...hvor jeg tænker, det skal være ENTEN eller ELLER. Når jeg ikke føler det er den viiiildt store kærlighed nu, kommer den så? Kommer jeg nogensinde til at slappe af i mit hoved😉
Det håber jeg og tror på [f][l]
KH Stine

Jeg kan forresten se du har humor når du kalder dig selv Steino. Det synes jeg er sjovt. Istedet for stine...
Jeg kan godt forstå det piner dig hvis du ikke synes du kender din kæreste særligt godt. Det i sig selv gør det da også lidt svært at knytte sig specielt dybt... hvis man ikke kan mærke hvem man knytter sig til.
Jeg kan høre her at du gerne vil lære ham lidt bedre at kende. Du kan jo tænke over hvilke ting du ku spørge ham til, for at du følte du fik en lidt større bid af hans tanker og følelser. Hvad synes du ku være relevant at snakke om, eller dele, for at du følte I ku komme lidt tættere på hinanden?
Det er rigtig godt at finde nogle konkrete punkter, mænd har ikke den samme trang til at venindesludre som kvinder har når de bare mødes og sidder over en kop cappocino. De vil gerne ha noget konkret så de kan "fixe" det eller "løse" det, så det lyder som om du venter på at noget sker og udvikler sig af sig selv, en nærhed der vil komme.
Men at lære hinanden bedre at kende kræver at du ... udfordrer dig selv lidt mere, og påtager dig at sørge for at få prikket hul på nogle emner som vil gøre at du føler at du kommer lidt mere ind under huden på ham.
"Jeg tænker meget på den her måde om det her emne - hvordan tænker du egentlig om det - hvad er vigtig eller mindre vigtigt for dig - og hvorfor?" Spørg ham... og når du ikke ved hvad du skal sige til en eller anden holdning han måske har hvor I er meget forskellige så kan du altid spørge hvorfor. Hvorfor er et fantastisk ord hvis man er åben og nysgerrig, og for at holde en samtale glidende. Hvorfor eller hvordan kan det være at du oplever sådan eller at det er vigtigt for dig, det vil jeg gerne vide for jeg vil gerne forstå hvordan du hænger sammen, hvordan din logik hænger sammen!
så du er den der tager ansvar for at få startet dette hvor I kommer et spadestik dybere hver dag eller hver uge eller hver måned.
Og hvis han nu er sådan lidt modvillig eller synes det er uinteressant, så kan du også spørge hvorfor. Ikke bebrejdende, men ærligt, hvorfor? På den måde kan man faktisk tale om alt hvis man bare føler den anden lytter. Det er dig der kan lytte og respektere han meninger og følelser, men samtidig fortælle hvis du føler noget helt andet.
Du kan holde dig dette mål for øje at du gør det her, fordi du har brug for at komme tættere ind på livet af ham. Find ud af hvilke kanter og grænser og mange mange muligheder der er.
Du synes det kan blive smukt at få ro på tankerne. Så ku man måske tænke at du har brug for at få kigget lidt på din holdning til dig selv om at det er "grimt" når du har alle de tanker.
Man kan jo ikke holde op med at tænke...?!
Det er hvordan du tackler og tager dig af de tanker du tænker. Det er det ansvar du tager overfor dig selv hver gang du får en besked indeni om at der er noget der ikke huer dig ... du skal finde nogle teknikker til at ku ta dig af og forholde dig til disse tanker, danne dig en mening om dem, comitte dig til at finde en løsning så den ene tanke kan falde til ro.
Når de alle sammen blir neglected, ja, så bliver der tankestorm og skyldfølelser,... og sikkert endnu fler skyldfølelser når din logik blir klar over "at nu skal du altså til at være ansvarlig for alle dine tanker - du er selv skyld i dine tanker - åh nej, det er for meget at forlange af mig - det kan jeg slet ikke- det hele er bersærk- så jeg er lovligt undskyldt for at ta ansvar!!!"
Okay... (sådan kender jeg det ihvertfald selv)
Du skal igang med at finde teknikker og afprøve dem. Teknikker der skaber mere tilknytning til dig selv og til menneskerne omkring dig. Jeg har foreslået en teknik.
:-)
og ja, du vil opleve angst for at fejle, du skal oparbejde mod, du vil svede tran inden du åbner munden og du vil overbevise dig om at du derfor ikke skal gøre NOGET SOM HELST for at udfordre dine egne begrænsende mønstre.
Men prøv alligevel, ikk? Vær lidt en "warrior"

Hej Susanne,
Jeg er virkelig taknemmelig for alle dine indlæg 😃
Jo Humor...det synes jeg nu ikke, jeg mangler ;O)

Jeg har rumsteret med nogle få ting i mit hoved og på en måde bare tænkt: Sådan er jeg og hvem siger det er så slemt?!!🙂🙂🙂
Jeg fandt ud af, at jeg faktisk hænger meget i fortiden, spekulerer alt for meget på min ekskæreste og den tid vi havde sammen. Jeg tror, det er den helt store synder til min manglende knytning, nærheden, de stærke følelser og kærligheden til min nuværende kæreste. Jeg har simpelthen ikke være parat da jeg mødte ham. Netop fordi jeg er lidt længere tid om at slippe ting end andre mennesker (bærer også utroligt meget nag).
Jeg har været bedre til at tænke: Jeg føler mig måske ikke så glad for ham lige nu, fordi jeg er tynget af en masse tanker. Men jeg ved, at jeg ikke vil undvære ham! Og når jeg har det sådan, er jeg ret overbevist om, at jeg kommer til at knytte mig tæt og elske ham....når mine følelser og JEG er klar. Jeg kan mærke jeg holder fast i noget godt. Og det er skam ingen synd. Det havde kun været utroligt egoistisk, hvis jeg vidste, jeg bare ikke gad min kæreste og kun ville udnytte ham økonomisk eller et eller andet i den dur.
Så generelt mere ro på og ikke så meget skyldfølelse. Jeg gør jo kun noget, jeg har lyst til. Og skulle der så ske det, at jeg om 3-4 år finder ud af, at jeg KAN bare ikke knytte mig til ham og at jeg rent faktisk bare ikke GIDER ham mere, jamen så har jeg jo ikke stjålet hele hans liv eller pisset på ham. Jeg har prøvet at kæmpe for noget, jeg mente var rigtigt. Men jeg håber nu ikke det når dertil...selvom ingen kan spå fremtiden. Det kan ligeså vel være ham, som siger fra....det skal man jo også tænke på[f][s][l]
Jeg håber, du har det godt!